Køl er det langskibs styrkeelement i et skibs eller en båds bund, placeret i skibets diametralplan. Kølen ses ofte som fartøjets "rygrad".

I træskibe og -både begynder byggeriet med køllægning, såkaldt kølstrækning. Tværs over kølen anbringes tværskibs bundstokke eller spanter, der fastboltes til kølen. I større træskibe anbringes som et ekstra styrkeelement et kølsvin, en svær træbjælke, langskibs over bundstokkene. På træskibe rager kølen ned under skibets bund i hele sin længde og er derfor ofte beskyttet mod beskadigelser med en stråkøl, en planke, som er sømmet til kølens underside. For og agter går kølen over i hhv. for- og agterstævn.

I stålskibe kan kølen være sammenbygget af en lodret plade i skibets diametralplan, centerkølen, og den midterste pladerang i bundklædningen, og kølen rager således ikke ned under skibets ofte flade bund.

I stålskibe med dobbeltbund kan kølen have form af en kasse. Der vil således ikke være en lodret plade i diametralplanet, med derimod to lodrette plader i kort afstand fra diametralplanet, således at der sammen med bundpladen og den tilsvarende indvendige bund dannes en kassekøl.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig