almennyttige boliger

almennyttige boliger, sociale boliger, lejeboliger opført som offentlig støttet boligbyggeri af et godkendt almennyttigt boligselskab; siden 1996 anvendes betegnelsen almene boliger. Boligerne blev oprindelig opført til den økonomisk svagere stillede del af befolkningen og til børnerige familier. En koleraepidemi i 1853 blev anledningen til en første filantropisk indsats på boligområdet i København, idet "Lægeforeningen mod Coleras Udbredelse" opførte en bebyggelse, det senere Brumleby på Øster Fælled. Senere tog selvorganiserede arbejdere, fagforeninger samt arbejderkooperationen initiativ til oprettelse af boligforeninger og -selskaber. Den første lov om offentlig støtte til byggeri blev vedtaget i 1887; flere af de tidligste foreninger blev imidlertid hurtigt opløst, da prisstigninger på fast ejendom gjorde det fordelagtigt at indfri statslånene og sælge ejendommene til beboerne. Først i 1933 i forbindelse med det såkaldte "Kanslergadeforlig" blev den almennyttige tanke bag de sociale boliger lovfæstet. Herefter var det kun godkendte boligforeninger og -selskaber, hvis midler alene blev anvendt til boligformål, der kunne få del i offentlig støtte.

De almennyttige boliger blev udlejet til boligsøgende, der var noteret på en venteliste. For at kunne deltage i løsning af de boligsociale problemer kunne en kommune disponere over en vis del af de ledige boliger. Omkring 70% af det almennyttige boligbyggeri er opført efter 1960 med særlig vægt på perioden 1965-75. Udbuddet af nye almennyttige boliger var siden 1961 styret politisk via fastsættelse af årlige boligkvoter for støttet boligbyggeri, som også omfattede private andelsboliger, ældreboliger og ungdomsboliger.