Lerkar formet som gris, fundet ved en jernalderbebyggelse nær Erritsø, Fredericia.

.

Til venstre: Nordjysk lerkar med skraverede bånd og stempler. I midten: Østjysk lerkar med trelinjet mæanderdekoration. Til højre: Sønderjysk lerkar med bånd af brede furer.

.

Typisk lerkarsæt fra en grav ved Vandet Skole i Thy.

.

Nordjyske stempelmotiver fra ældre romersk jernalder.

.

Stempelornamentikkens udbredelse. På hver af de afmærkede lokaliteter er fundet et eller flere stemplede kar.

.

Kort over det nordvestlige Vendsyssel. På de med kryds markerede lokaliteter er der fundet kar med Hjørringstempler.

.

Vi har tidligere mødt dem, de pottemagere der arbejdede i landsbyerne i tiden omkring Kr.f. I Hoddelandsbyen blev der f.eks. lavet keramik på otte forskellige gårde – to af disse havde endda fremstillet særligt meget. Men man kunne også se, at på den ene af gårdene må pottemagerhåndværket være gået i arv fra generation til generation i henved 150 år. Nogle steder havde man altså specialiseret sig, medens man andre steder åbenbart fremstillede keramik i mindre målestok. Lertøjet må være blevet lavet af kvinder eller mænd med speciel oplæring og træning, men de har nok alligevel på lige fod med andre taget del i det fælles daglige arbejde.

Et sted kender vi muligvis også selve pottemagerværkstedet. I en lille brandtomt i byhøjen Hurup139 var den østlige tredjedel af huset adskilt ved en spinkel trævæg. I dette østlige rum fandtes 9 mindre kager af ler iblandet strå og hakkelse. Formentlig var der tale om råmateriale til lerkarfremstilling, og det lille hus kan da måske tolkes som en håndværkerbolig.

De ovne, som i romersk jernalder blev anvendt til brændingen af potterne, svarede formentlig til den, man fandt rester af i Hodde (se Potter, jern og klæde). Efter al sandsynlighed havde de en kuppelformet overdel af ler med en rist i bunden, hvorpå lerkarrene under brændingen stod med bunden i vejret. Selv om kvaliteten af keramikken var meget vekslende, den rakte fra de simple husholdningskar til det fint forarbejdede bordservice, så var der nu tale om en keramik, der krævede en høj grad af håndelag hos pottemageren. Ikke siden bondestenalderen var der blevet lavet så gode potter som nu.

Men der var også tale om meget store lokalforskelle. Hver landsdel havde sine særlige træk, både når det gjaldt formen og dekorationen af lerkarrene. Der var tale om en ganske særlig nordjysk keramik, som afveg en del fra den, man fremstillede i Øst- og Midtjylland. Tilsvarende havde pottemagerne i Syd- og Sønderjylland, den fynske øgruppe, den sjællandske øgruppe og på Bornholm hver sine præferencer.

I Vendsyssel var potterne ofte dekoreret med indstrøgne riflinger og skraverede bånd, undertiden i et sildebensmønster. Man anvendte også kredsformede motiver og stempler af forskellig slags. Karrene havde ofte lave, x-formede ører. Og så var man i stand til at skabe en glansfuld, dybsort overflade, der meget lignede senere tiders jydepotter. Himmerlands pottemagere lavede en meget lignende keramik, men i stilen var den dog under betydelig indflydelse fra syd.

I Østjylland foretrak man for en stor del noget slankere, korthalsede krukker, og man yndede især at dekorere overdelen med mæandermønstre.140 Disse var gerne udført med tre parallelt løbende linjer, eller båndene var skraverede. En særlig yndet kartype var fodbægeret, hvis overdel var åben og forsynet med en høj fod med lodrette riflinger. Man fremstillede også i stor udstrækning dybe fade, som gerne var dekoreret med pindstik eller negleindtryk.

Så var der endelig den syd- og sønderjyske keramik. Dens mest vellykkede kar var store, rundbugede krukker med indsvajet halsprofil og den største karbredde lige under skulderen. Overdelen kunne være dekoreret med et bånd af brede furer, tre eller fire lagt ved siden af hinanden, anbragt vandret rundt om karrets overdel. Mæandermotivet brugte man sjældent, det gjaldt i det hele taget alle former for linjeornamentik. Til gengæld brugte man vandret omløbende, bredt indstrøgne furer, der fremhævede en mere eller mindre skarp rifling.

På Fyn synes pottemagerhåndværket ikke at have nået de samme højder som i Jylland. De store rundbugede krukker var her næsten kugleformede og forsynet med en ganske lav mundingskrave. Men tit var karrene dekoreret med fremstående, cirkulære buler omkring øret, en dekorationsform, som havde aner langt tilbage i tiden.

Både på Sjælland og Bornholm er det vanskeligt at pege på karakteristiske træk i keramikkens udformning. Det hænger dog sammen med, at fundene ikke er så rige og så velbevarede som i de vestlige dele af landet. På Bornholm hænger det sammen med, at det er brandpletten, der dominerer gravskikken.

Vi nævnede ovenfor, at de vendsysselske pottemagere ofte dekorerede deres lerkar med små stempler. Små og tilsyneladende ubetydelige er de, men ved et nærmere eftersyn viser det sig, at der ikke blot er ligheder, men også forskelle fra egn til egn.141 Stemplerne har mange former: rosetter, cirkler, kantede figurer og kruseduller. Særligt pudsige i denne samling motiver er småbitte fodspor, eftergjorte aftryk af bare fødder. De små stempler er dog næppe mesterstempler. Man kan f.eks. finde flere af dem på et og samme lerkar. De er altså snarere en del af ornamentikken.

De små stempler kunne, når de først var lavet, bruges mange gange, til stempling af mange lerkar. Og de kan derfor også bruges til at identificere lerkar, som er fremstillet i samme værksted. Dermed kan man fastslå, om en pottemagers produkter blev på ét sted, eller om de spredtes vidt omkring. Stempelmærkerne er, som det er blevet sagt, pottemagerens fodspor i næsten bogstavelig forstand.

De almindeligste stempler var rosetterne. De fandtes i mange forskellige udgaver, men koncentriske cirkler var næsten lige så almindelige. Efter dem kom fodsporene, enkle cirkler, hjulkors og endelig nogle få mere specielle tegn. Almindeligvis holdt de små mærker sig til krogene, mellemrummene og hjørnerne af den øvrige ornamentik. De kunne dog også udfylde et dekorationsbånd. Sommetider var der flere motiver på et enkelt lerkar. Det almindeligste var dog, at der kun var benyttet ét motiv. Stemplerne selv var formentlig fremstillet af træ, ben, hjortetak eller brændt ler.

Den stemplede keramik hørte især hjemme i Vendsyssel, Himmerland, og Thy. Kun ganske få lerkar med stempler er fundet uden for disse landskaber. I Himmerland er stempler med hjulkorsene påfaldende almindelige, ellers fordeler motiverne sig nogenlunde jævnt over området. Nu kan der godt have eksisteret flere, måske mange stempler med samme motiv. At et antal mærker er ens, er altså ingen garanti for en fælles oprindelse.

Søger man at finde aftryk af samme stempel på flere lerkar, er chancen naturligvis størst inden for samme grav eller gravplads. Den slags fund er da heller ikke ualmindelige. Men i nogle få tilfælde er det også lykkedes at finde det samme stempel på lerkar fra forskellige gravpladser. Nogle af dem ligger endda temmelig langt fra hinanden. På Hjørring kirkegård, der fungerede som begravelsesplads allerede i de første par århundreder e.Kr. har man f.eks. fundet et lerkar udsmykket med hele tre forskellige stempler. Der er dels tale om en S-formet figur, dels om to cirkler, en mindre og en større. Et eller flere af disse tegn er desuden fundet på fire andre gravpladser i det nordvestlige Vendsyssel. Tegnene er af nøjagtig samme form som stemplerne på karret fra Hjørring kirkegård. Ja, på en af gravpladserne, Skeen Mølle i Uggerby sogn, har man fundet hele tre sådanne stempelkar. Foreløbig er der altså tale om i alt syv lerkar, som må være fremstillet i Hjørringværkstedet. Alle er de fundet inden for et område med en diameter på 14 km.

Hvis pottemagerne var kvinder, kan man tænke sig, at de små stempelmærker røber udstrækningen af det område, hvor de nordjyske landsbyer opretholdt indbyrdes ægteskabelige forbindelser. Heri finder man måske også forklaringen på det ensartede præg, keramikproduktionen havde inden for de enkelte landsdele. Formentlig var det for en stor del kvinderne, der stod for keramikfremstillingen, således som det er tilfældet i de fleste ikke-industrialiserede samfund. Små, glatte sten, såkaldte glittesten, der blev brugt til overfladebehandling af den finere keramik, kendes i øvrigt også i flere tilfælde fra grave, som med sikkerhed rummede kvinder.

Kvinderne har bevæget sig fra bygd til bygd i vidt forskellige ægteskabsalliancer. Og hver gang har de som unge bragt en hjemlig pottemagertradition med sig. Små variationer i ornamentmotiver eller karformer, kunne på den måde blive overført og optaget i andre landsbyers traditionelle former. Inden for de områder, hvor man giftede sig med hinanden fik lerkarrene derfor et ensartet præg.

Man kan dog også forestille sig, at en hel egns befolkning slog sig sammen om at lave potter, som så blev solgt viden om. Ganske som man producerede og solgte jydepotter endnu i forrige århundrede. Spredningen af lerkarrene fra den ældre romerske jernalder er dog ikke særlig stor, så den sidste mulighed forekommer ikke ret sandsynlig. Dog kender man undtagelser. Ved Hunn i Norge har man f.eks. fundet et lerkar, som næsten med sikkerhed kan siges at være fremstillet i Vendsyssel eller måske det nordlige Himmerland.

Som helhed må vi dog regne med, at de regionale grupper inden for keramikhåndværket var udtryk for politisk og kulturelt sammenhørende landsdele eller stammeområder, inden for hvilke folk havde nær kontakt med hinanden bl.a gennem giftemål, omvandrende specialister, tuskhandel og årlige markeder. Vi skal senere se, at gravformer og begravelsesritualer fulgte det samme nye mønster.

Noter

139: A.K. Rasmussen 1968, s. 141; S. Hvass 1985b, s. 123.

140: M. Høy 1984.

141: Per Lysdahl 1970, 1971.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Pottemagerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig