Mod nye tider (4000-2800 f.Kr.)

I tiden omkring 2800 f.Kr. var den ældre bondestenalder ved at være slut. Bondesamfundet havde gennemgået et mere end tusindårigt udviklingsforløb, der på dramatisk vis havde forvandlet menneskenes levevilkår. Den første spire til Danmarks forvandling til et landbrugsland var nu blevet lagt.

Ser vi tilbage over dette lange forløb, aner vi en udvikling, der gik igennem tre faser.¹³⁸ I den første, 4-500 år lange fase optog de gamle jægerfiskersamfund i deres livsform agerbrug og husdyrhold, sideløbende med at de stadig på deres bopladser udøvede deres gamle erhverv, jagt, fiskeri og indsamling. Det var en proces, der forløb nogenlunde samtidig over hele det sydskandinaviske og nordtyske område. Endnu var menneskets påvirkning af det omgivende landskab ganske sporadisk. Mange bosættelser lå fortsat i den rige kystzone, hvor de havde ligget i umindelige tider. Men det blev snart landbruget, der kom til at sætte sit præg på bosættelsesmønstret. En ekspansion fra kysten og ind i landet satte ind. Inde i landet etablerede bønderne sig med et landbrug baseret på svedjebrug og husdyrenes efterfølgende afgræsning af de åbnede skovarealer. Omfanget af jagten og fiskeriet blev på samme tid noget reduceret. Årsagen var formentlig, at landbruget var betydelig mere arbejdskrævende end den måde, man tidligere havde skaffet sig føden på.

I den næste fase, som satte ind omkring midten af det 4. årtusinde f.Kr., havde bønderne etableret et ekstensivt landbrug i det skovbevoksede land. Kystbopladserne havde nu udspillet deres rolle i jagten og fiskeriet. En del af bøndernes arbejdsindsats gik til vedligeholdelsen og dyrkningen af de små markstykker, men hovedvægten lå på et voksende husdyrhold. Det var tiden for det store landnam, hvor udnyttelsen af skoven spillede den afgørende rolle i den nye livsform. I skoven græssede kvæget, og omkring bopladserne var der store områder med stævningsskov, fortrinsvis af hassel. De dyrkede marker var ganske små, man høstede kun afgrøder på dem i en kort årrække, så flyttede man til et nyt område i skoven. Afstanden til de gamle livsformer blev stadigt større: det voksende dyrehold gjorde, at jagten på de store skovdyr med tiden svandt ind. Bøndernes små bopladser, som formentlig kun rummede et enkelt hushold, lå gruppevis fordelt ud over landskabet og var ofte knyttet til store samlingspladser og klynger af megalitgrave. Dette bebyggelsesmønster antyder, at en territorial opdeling af landet var begyndt, ofte med tilknytning til ådalene. Omkring bopladserne lå skoven stadig tæt, men menneskenes indgreb i det omgivende landskab var nu begyndt at blive mærkbare.

Så følger endelig i den sidste del af den ældre bondestenalder, den foreløbig sidste fase. Det er samtidig også den, det er vanskeligst at få et klart billede af. I det 4. årtusindes slutning voksede bøndernes bopladser ganske betydeligt i størrelse, og samtidig tenderede de mod at blive på samme sted over længere tid. Også ude i kystzonen opstod der store bopladser, og det ser ud til, at skoven blev udnyttet på en anden måde end før. Bl.a. mindskedes de tidligere så udstrakte stævningsskove i omfang. Den ændrede udnyttelse af skoven hang måske sammen med, at de opdyrkede marker nu var blevet mere permanente. Tilsyneladende blev de udnyttet bedre, korndyrkningen var tydeligvis vokset i omfang, hvad man også kan se af, at der findes flere kornsegl på bopladserne.

I det lange perspektiv kan man også ane en ændring af sammensætningen af de afgrøder, der groede på markerne. I begyndelsen af den ældre bondestenalder var det de primitive hvedesorter, som dominerede. Men med tiden blev dyrkningen af nøgen byg mere vigtig, og tendensen fortsatte frem til stenalderens slutning og videre ind i bronzealderen.¹³⁹ Det var dog stadig husdyrholdet, som satte sit præg på bøndernes livsform. Kvægholdet havde haft en stigende betydning igennem hele den ældre bonde-stenalder,¹⁴⁰ men dyrenes betydning lå først og fremmest i det kød, de kunne levere. Derimod spillede mælkeprodukterne tilsyneladende endnu ikke nogen rolle. I denne sene fase fik jagten igen en vis betydning.

Endnu kan vi ikke se, om denne trinvise udvikling af bondesamfundet også afspejler sig i udformningen af husene på bopladserne. Vi kan dog konstatere, at allerede tidligt i den ældre bondestenalder begyndte langhuset sit lange udviklingsforløb. I sin tidligste form var det et 10-18 m langt og 4-6 m bredt hus. Ned igennem husets midte stod en række af tre til fem tagbærende stolper. Desværre kender vi endnu ikke husenes udformning på de store bopladser, som menneskene levede på, i det sidste af bondesamfundets udviklingsstadier. Fra Bornholm har vi dog fund af hustomter, der stammer fra den allersidste del af den ældre bondestenalder. Her var der tale om langhuse af principielt den samme udformning som husene i de ældre udviklingsstadier, dvs. de var bygget som midtsulehuse. Vi må derfor nok regne med, at det var den samme hustype, der kontinuerligt udviklede sig igennem hele den ældre bondestenalder.

På det religiøse område kan vi til gengæld følge en udvikling, der går hånd i hånd med udviklingen inden for erhvervs- og bosættelsesmønstret. Allerede i den første udviklingsfase ser vi, hvordan den nye livsform førte menneskene frem til en helt ny opfattelse af de kræfter, som styrede tilværelsen. Forfædrekulten blev den altdominerende del af bøndernes religiøse liv. Den førte til, at man opførte store og monumentale langhøje, som blev skuepladsen for komplicerede gravritualer. I den anden fase af udviklingen voksede forfædredyrkelsen i omfang og kom efterhånden til at gennemtrænge alle livets områder. Den krævede en uhyre arbejdsindsats: kæmpemæssige samlingsanlæg blev opført, vi kaldte dem „de døde sjæles landsbyer“. Og side om side hermed byggede bønderne inden for nogle få århundreder tusinder af store stengrave, der blev brugt som benhuse til forfædrenes knogler. Både i samlingsanlæggene og ved stengravene udførte man en mangfoldighed af komplicerede ritualer, der alle skulle tjene til at bevare erindringen om forfædrene og styrke sammenholdet inden for gruppen.

I den tredje af bondesamfundets udviklingsfaser er det som om denne vældige religiøse aktivitet brænder ud. Byggeriet af de store samlingsanlæg ophører, det samme gør byggeriet af stengravene. Også de rituelle ofringer ved gravene svinder ind i omfang. Man ofrer nu ikke længere den samme omhu på at fremstille den fornemt dekorerede keramik, som tidligere var blevet brugt ved de komplicerede gravritualer. De store, gamle stengrave blev stadig anvendt som benhuse til forfædrenes knogler.¹⁴¹ I Østdanmark forblev man ret trofast over for de gamle gravritualer, som understregede den enkeltes tilhørsforhold til fællesskabet. Men i Vestdanmark dukkede nye gravritualer og nye gravformer op, som lagde større vægt på det individuelle, og dermed varslede noget af den udvikling, der skulle komme i de følgende århundreder, i den tid vi kalder enkeltgravstiden.

Hele dette forløb frem mod et nyt bondesamfund fandt ikke blot sted i Sydskandinavien, men havde også paralleller over en stor del af det nordeuropæiske lavlandsområde. Man kan bl.a. se det i den måde, keramikken udviklede sig på. Og selv om begravelser i megalitgrave også her var almindeligst, begyndte enkeltbegravelser også at forekomme. I begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr. bevægede de nordeuropæiske bondesamfund sig overalt ind i en ny udviklingsfase, nye tider var på vej.