Bønder og krigere (500-250 f.Kr.)

De første århundreder af den keltiske jernalder var en tid, hvor landbruget udviklede sig hurtigt. Det krævede fællesskab om arbejdet, og det fandt befolkningen i den nye tids landsbyer. Fællesskabet kom også til udtryk på de store, ensformige gravpladser, der lå i nærheden af landsbyerne. Her var det, som om selv de døde bestræbte sig på at markere en samhørighed og en kollektiv identitet inden for slægten eller stammen.

Man kunne få det indtryk, at det var en stille og slidsom tid uden megen dramatik i hverdagen. Men det ville være mærkeligt, om ikke den turbulens af krigeriske begivenheder, som prægede kontinentet længere mod syd, også satte sit aftryk på udviklingen i Danmark.

Nu og da mærkede man da også, at tiderne var præget af uro og forandring. Forbindelserne til folkeslagene i syd havde mærkbart ændret sig. Det var ikke længere som i tidligere tider, da skibe lastet med eksotiske bronzevarer ofte løb op på strandene herhjemme. De skibe, man nu så i farvandene mellem jernalderbygderne, kunne meget vel rumme en anderledes farlig last. Sommetider var det hele flåder af skibe bemandet med fjendtlige krigere, som den der i det 4. århundrede f.Kr. angreb Als, men blev nedkæmpet, hvorefter man ofrede den slagne hærstyrkes udstyr i den lille kedelmose ved Hjortspring.

Den slags krigeriske begivenheder satte også sit præg på landsbyerne. Her og der begyndte man at sikre sig med udspekulerede forsvarsanlæg. Truslen om overfald var blevet en del af dagligdagen.