Fra udgravningen af Hjortspringfundet i 1921-22. I mosejorden lå grupper af træskjolde ved bådens nordvestlige side.

.

Fra udgravningen af Hjortspringfundet i 1921-22. Man ser stykker af bordplanker, et ribbestativ og et stykke af en styreåre (i baggrunden).

.

Træskjold fra våbenofferfundet i Hjortspring Mose. 85 cm langt.

.

Et udvalg at Hjortspring-fundets spydspidser. I midterrækken, til højre og venstre ses seks af knoglespydspidserne. Ca. 1:3.

.

Drejede trædåser, en rund træskive med udskæringer og en tallerkenlignende skål fra våbenofferfundet i Hjortspring Mose. Ca. 1:2.

.

Nogle af Hjortspringfundets sværd og en af de bevarede træskeder. Variationen af sværdtyperne er meget stor. Ca. 1:3.

.

Benspidser fundet nedlagt som offergave i Kildebæk Mose ved Stenløse på Sjælland. Ca. 1:2.

.

Det var en tung byrde, sejrherrerne måtte slæbe fra kysten de mere end to kilometer ind i landet. Over 500 kg vejede den erobrede båd – og dog var det en ringe vægt for en båd af den størrelse. Mellem 20 og 30 mand skulle der til for at slæbe den ind til den hellige mose. Hertil kom så flere vognladninger af våben og andet udstyr fra den fjendtlige hær.

Den lille Hjortspring Mose lå midtvejs mellem Augustenborgfjordens blå spejl og Østersøkysten. Rundt om den ligger i dag i yndig blanding åbne banker med rige kornmarker, delt af levende hegn, lunde og store haver. Alle Østjyllands herligheder på ét sted. Selve mosen var ikke ret stor, kun ca. 50 x 45 m. Den var omgivet af højninger på alle sider, fem til ti meter højere end mosefladen.

Båden blev som allerede nævnt anbragt i mosen, efter at den var væltet om på siden. Herefter blev våbenudstyret nedlagt enten i båden eller uden om den. Meget af det blev dog forsætligt ødelagt inden nedlæggelsen: spydstager blev knækket og sværd bøjet. Her lå det altsammen forholdsvis uforstyrret, bortset fra nogen tørvegravning i 1800-tallet, indtil de arkæologiske undersøgelser begyndte i den varme juli måned 1921. Det var Nationalmuseets erfarne konservator Gustav Rosenberg, der forestod arbejdet. Han udlagde et net af en halv meter brede søgegrøfter med otte meters afstand. Herved fik han et godt indtryk af fundenes udstrækning og bådens placering.

Resultatet af udgravningen var overvældende: mængder af skjolde, spyd, sværd, og andet udstyr fra den slagne hær foruden den ofrede båd. Særligt vanskelige at tage op var de mange trægenstande. Træet var helt gennemblødt, udgraveren beskrev dets konsistens som kiks, der var dyppet i te, og træet var tillige helt gennemvokset af rødder.

Især båden var vanskelig at bjerge. Den var helt knust og sammensunken. Den tidligere tørvegravning havde forårsaget store beskadigelser. Ved begge stævne var der store afskæringer, og midtskibs manglede betydelige partier. Hvert stykke blev nøjagtigt indtegnet, og hele bådens forløb fotograferet. Alle fund og træstykker blev nummereret. Træsagerne blev lagt på afpassede lister af træ omgivet af fugtig tørvejord, det hele omhyggeligt indsyet i sækkelærred.

Da de mange fund var blevet transporteret til Nationalmuseet i København, kunne konserveringen begynde. Hertil anvendte man alunmetoden, som var blevet opfundet af museets konservatorer så tidligt som i 1861. Den byggede på det princip, at det vand, som træet indeholdt, og som under de fugtige forhold i mosen havde sikret dets bevaring, blev ombyttet med et fast stof: alun. Hvis vandet i træet efter optagelsen af mosen fik lov til at fordampe, ville træet skrumpe ind til ukendelighed. Ja, det ville til slut ende som støv. Under opvarmning kunne vandet i cellerummene imidlertid ombyttes med alun. Når træet afkøledes, størknede alunet, dets krystaller opfyldte og støttede cellevæggene, som derved beholdt deres oprindelige form.

Imidlertid havde man i 1920'erne konstateret visse mangler ved metoden. Derfor havde man tilsat glycerin til alunen. Det var et katastrofalt valg, for glycerinet var stærkt hygroskopisk, dvs. at det optog vand i fugtigt vejr og afgav det i tørt. Det førte til, at alunet fik lejlighed til at omkrystallisere, træet begyndte at revne, overfladen og det indre sprængtes efterhånden. I 1960'erne var nedbrydningen af Hjortspringbåden og de mange trægenstande, som var fundet sammen med den, så vidt fremskreden, at der måtte en hurtig indsats til.32

Man omkonserverede hele fundet med et nyt stof, såkaldt polyætylen-glykol 400, som man også havde brugt ved konserveringen af regalskibet Wasa i Stockholms havn. Hjortspringfundet blev reddet fra yderligere ødelæggelse, og i 1980'erne kunne båden og de mange genstande, der var fundet sammen med den, igen udstilles på Nationalmuseet i København.33 Havde man i 1921-22 besøgt mosen, ville man have fået et betagende indtryk af udgravningen. Stager til spyd lå overalt i mosejorden i og uden for båden, nogle var stukket lodret ned i mosens bund. Især langs den ene del af bådens vestside gjorde man mange fund. Her lå bl.a. fire jernsværd, hvoraf et havde bevaret sin træskede. Der lå spydstager og spydspidser, masser af skjolde og andre trægenstande såsom øsekar, dåser, et fad, en tallerken, et lerkar og et bundt snore. Et andet sted langs bådens vestside lå hele ti skjolde. Også i selve bådens indre fandt man våben og andre genstande.

Det, som frem for noget andet faldt i øjnene, var de mange træskjolde. Intet andet sted i Europa kender man så mange og så velbevarede skjolde fundet på ét og samme sted. Og forbløffende ensartede var de, også selv om der både var tale om firkantede og ovale skjolde. Nogle var smalle andre brede. Nogle nærmede sig det kvadratiske. Alle havde de dog afrundede sidekanter og hjørner. Længden kunne variere fra ca. 60 til 90 cm, bredden fra ca. 30 til 50 cm.

Mange af skjoldene var brudt i stykker, da de blev optaget af mosen. I alt har man senere kunnet sætte 64 skjolde sammen, så man kan måle deres størrelse.34 Hvor mange der oprindelig blev nedlagt i mosen, er ikke klart. Formentlig skal man regne med et antal omkring 80. Men tallet kan også have været større, måske 100. Det er altsammen af betydning for vurderingen af hærens størrelse.

Selve skjoldpladen var som regel udskåret af ét træstykke. Der var anvendt ret bløde træsorter som el, birk eller lind. Pladen kunne være lavet af to eller tre brædder, som var samlet ved tapninger og limet med harpikskit. Omtrent midt på skjoldet var der et ovalt hul beregnet til håndtaget. Disse håndtag havde alle en langsgående fure, som skulle gøre træet mindre stift, uden at svække det væsentligt. I alt fandt man 68 håndtag samt yderligere ti, som må have været reservegreb, der kunne bruges til reparation af skjoldet.

Til at beskytte hånden og håndtaget sad der på skjoldets yderside en skjoldbule udskåret af ét stykke træ. Den havde en karakteristisk tilspidset form og bulede lidt ud på midten. Skjoldbulen kunne desuden være forsynet med en langsgående fure eller en ophøjet midtliste. På det bredere midtparti kunne også sidde et par udskårne, rundagtige forhøjninger. Skjoldbulerne var fastgjort til skjoldpladen ved hjælp af harpiks.

Ved fremstillingen af skjoldene var metal overhovedet ikke anvendt. Alt var af træ, med undtagelse af et enkelt skjold, som havde nogle små bronzenagler med ringformet hoved siddende på skjoldbulen. Man kan spørge sig selv, om det var udtryk for mangel på metal? Men heller ikke kelterne i syd brugte på den tid almindeligvis metal til deres skjolde. Det kunne dog ske, at de lagde en tynd metalliste over skjoldbulens og skjoldpladens midte. Noget sådant kendes ikke i Hjortspringfundet, men måske de furer eller midtlinjer, som blev skåret ind i skjoldbulerne, var en slags efterligninger af metallister. Først efter ca. 300 f.Kr. begyndte kelterne at dække de lange træskjoldbuler med metalbeslag.

Spydspidserne var den mest almindelige våbenform i Hjortspringfundet. Ikke mindre end 169 blev der fundet af dem. Men vi ved, at flere fremkom ved tørvegravninger i 1800-tallet. 138 af spidserne var af jern, 31 af ben eller hjortetak. Jernspydspidserne var meget forskellige, men dog udtryk for et dygtigt metalhåndværk og sikker formsans. Den største spids er et pragtstykke, på ikke mindre end 43,5 cm, og et meget velformet eksemplar med et flot svaj over bladets nedre forløb. Fra dette stykke var der langt ned til de mindste spidser, som kun var omkring 5 cm lange. Nogle af spidserne havde et bredt blad, andre var meget slanke. Kun et spyd var udsmykket med et par bånd af indlagt kobbertråd.

Spredt over hele offerpladsen fandtes talrige stykker af de afbrækkede stager til spyd. De var normalt af ask, det længste stykke, som kunne sammensættes, var 1,97 m langt. Spydspidserne har med en lille nagle af jern eller bronze været fastgjort til stagerne. I flere af spydspidserne fandt man rester af stagerne, fastholdt af naglen.

Foruden jernspydspidserne fandt man 31 af tak eller ben, de var omkring 10 cm lange. Benspidserne var lavet af rørknogler. Spidsen blev dannet ved skrå afskæring af knoglen, så odden kom til at ligge i en af knoglens sidevægge.

Endelig fandt man otte nogenlunde hele sværd og brudstykker af tre klinger. Sværdene var dog ret forskellige, men alle var enæggede. Grebspidsen lå ikke i forlængelse af sværdets ryg, men i sværdets midterakse. Ryggen var i de fleste tilfælde meget tyk, og siderne ofte hulslebne. Ved overgangen mellem greb og blad og i nogle tilfælde på selve hæftet havde sværdene været pyntet med tynde bronzebeslag. Der blev også fundet to næsten fuldstændige træskeder og brudstykker af to andre. Alle bestod de af to fint tilpassede asketræplader, som må have været sammenholdt med jernbånd.

Ved bådens sydende, i et område med mange andre fund, gjorde udgraveren en interessant iagttagelse. Her kunne han se et lag af ganske små, tynde jernringe. Kun rustaftryk af ringene var tilbage, jernet var helt fortæret af det sure mosevand. Laget kunne følges over 10-12 m2, men var delvis ødelagt af tørvegrave fra 1880'erne. Formentlig har det samlede areal oprindelig været 20-24 m2. Meget tyder på, at et antal ringbrynjer havde været nedlagt her. Måske så mange som en halv snes.

Dersom der virkelig er tale om ringbrynjer, er det nogle af de ældst kendte i Europa. Hverken romerne eller grækerne brugte ringbrynjer – det gjorde kelterne derimod.35 Formentlig var ringbrynjerne i Hjortspring importeret fra keltisk område. Men allerede et par århundreder senere blev de tilsyneladende fremstillet herhjemme (se Landsbyer og gårde).

Foruden våben indeholdt Hjortspringfundet også nogle få andre metalsager, bl.a. et par tynde beslag af bronze, der sikkert har siddet på et bælte samt det meste af en lille bronzenål med en bøjning på stilken. Endvidere en lille pynteknap af bronze og et stykke udhamret bronzeblik. Det sidste stammede muligvis fra en bronzespand eller -kedel.36

Videre fandt man de allerede omtalte, drejede trædåser, som måske oprindelig har indeholdt tændmateriale og altså har været en slags fyrtøj. Desuden en smukt forarbejdet træskål af form som en lille dyb tallerken og en lille cylindrisk æske, ca. 10 cm i diameter med en sirligt indskåret dekoration af små rhomber. Af andre træsager fandtes nogle økseskafter, en stor ske, et øsekar til båden, en kølle og tuden til en blæsebælg.

Fundet rummede også knogler af forskellige dyr, som var ofret i mosen – nogle af dem før det store våbenoffer. Andre synes at kunne knyttes til det store våbenoffer. Det drejer sig om skelettet af en hest, en hund og en hundehvalp, et spædlam og knogler fra en kalv. Ved ofringen havde hesten fået panden slået ind og lå delvis inde under båden. Den må have været delvis parteret, idet dens ene lægben lå i dens mund. Hestens tilstedeværelse i ofringen er vanskelig at forklare. Var den måske ofret som en ekstra tak for sejren af de lokale? Hvad angår hunden, kan det ikke udelukkes, at den var en krigshund og som sådan havde deltaget i slaget. Den var en spidshund og med sine kraftige tænder sikkert en nådesløs modstander.37 Den var blevet smidt i mosen med knust pande.

Hele offerhandlingens voldsomme karakter genfinder man i den beskrivelse, den spanske historieskriver Orosius gav af kimbrernes og teutonernes offerhandlinger efter deres sejr over romerne i året 105 f.Kr. i Sydfrankrig. „Da fjenden havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt bytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt“, skriver Orosius.38 Og han fortsætter: „Klædninger flængedes, ringbrynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden, hestene nedstyrtedes i dybe gruber og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede.“ Orosius er ganske vist en sen kilde, han skriver i begyndelsen af det 5. århundrede e.Kr. Men der er i hans værk bevaret tabte passager af ældre klassiske forfattere som Livius og Tacitus – måske det var i dem, samtidens forfærdelse over barbarernes offerritualer overlevede.

Hjortspringfundet er et af de ældste – hvis ikke det ældste – våbenofferfund fra dansk område. Det stammer, som vi senere skal se, formentlig fra midten af det 4. århundrede f.Kr. Men det er, som om skikken er ved at bryde frem over et større område allerede i jernalderens første århundreder. Ovre på den anden side af Østersøen, i Passenthin i Mecklenburg, har man ved bredden af en sø fundet ikke mindre end 51 spydspidser af jern.39 Formentlig stammer de fra det 6.-5. århundrede f.Kr., og er i øvrigt et af de første vidnesbyrd om den forandring af bevæbningen i retning af spyd- og lansebevæbnede fodfolk, der fandt sted på den tid.40

Til disse tidlige våbenofre skal man formentlig også knytte de talrige nedlæggelser i vådområder af spydspidser af knogler og ben, som man finder ikke blot i Sverige og Danmark, men også syd for Østersøen i Nordtyskland, Polen og de baltiske lande.41 Det er først og fremmest fra moser, åer og floder, disse spidser stammer. Fra den lille Kildebæk Mose ved Stenløse på Østsjælland stammer tretten sådanne spidser. Og i en mose ved Moderupgård nær Melby på Nordfyn fandt man femten, knap så velbevarede spidser – ældre oplysninger beretter, at der på samme sted skulle være fundet 300 lignende spidser.

I Hjortspringfundet er der, som vi senere skal se, meget, der leder tanken hen på den militære praksis, som udøvedes af de keltiske folkeslag længere mod syd på det europæiske kontinent. Var der da også i selve offerskikken forbindelser til de store våbenofringer, vi kender fra den keltiske verden? Spørgsmålet er svært at besvare, for nok finder man på samme tid længere mod syd store våbenofringer, som kan sammenlignes med Hjortspring. Men der er dog også store forskelle. Medens man heroppe i nord nedlagde ofrene ude i naturen, i vådområder eller på åben mark, så blev de keltiske våbenofringer gerne foretaget i de helligdomme, som efter sydeuropæisk skik netop nu var ved at vokse frem også i områderne nord for Alperne. Det var gerne store, firkantede indhegninger markeret med dybe grøfter og palisader. Og i disse nye helligdomme foregik komplicerede offerritualer, som ikke sjældent omfattede menneskeofringer – noget man kun sjældent finder spor af i det store nordeuropæiske lavlandsområde.

En enkelt af disse helligdomme, Gournay-sur-Aronde ved Compiègne i det nordlige Frankrig, kan belyse dette.42 Her begyndte offerhandlingerne omkring 300 f.Kr., dvs. så nogenlunde på Hjortspringfundets tid. På en lokalitet, der var centralplads for en lokal stamme, byggede man et firkantet anlæg, ca. 40 x 45 m stort og omgivet af en voldgrav. I den ofrede man i de kommende århundreder vældige mængder af våben. Mindst 256 sværd blev det til, og hertil kom 621 skeder, 73 spydspidser og meget andet militært udstyr. Næsten alt var systematisk ødelagt. Det har været en del af de komplicerede offerritualer, at våbnene med vold er gjort ubrugelige. Til ritualerne hørte også ofringer af dyr og mennesker. Mere end 50 stykker kvæg, 93 får eller geder, 33 svin og 8 heste måtte i tidens løb lade livet. Og hertil kom mindst 12 mennesker, som var blevet dræbt ved halshugning. Formentlig har stedet været en helligdom for en keltisk krigsgud.

Men den har altså også adskilt sig fra Hjortspring ved at offerhandlingerne foregik over et langt tidsrum, over flere århundreder – og ved at menneskeofringer indgik i dem.

Noget mere beslægtet med Hjortspring er fundene fra La Tene ved floden Ziels udløb i Neuchâtelsøen i Schweiz.43 Dog var der også her tale om gentagne ofringer over længere tid, mest fra det 3. til det 1. århundrede f.Kr.44 De mange fund begyndte at blive optaget fra søbunden i 1858. Først fiskede man simpelthen oldsagerne op, senere, efter at Neuchâtelsøens vandspejl blev sænket, fik man mulighed for at lave egentlige udgravninger. Igennem årene er der fundet ikke mindre end 166 sværd, hvoraf de fleste endnu sad i deres skeder, 270 spydspidser, 5 mere eller mindre bevarede træskjolde og 22 skjoldbulebeslag. Skjoldene er af samme form som dem fra Hjortspring, men da de er lidt senere, er de aflange skjoldbuler dækket af jernbeslag. Der er også fundet en mængde andre genstande: fibler, perler, armringe, halsringe, nogle få guldmønter, dele af bronzekedler, høstredskaber, segle og leer, samt mange trægenstande som drejede skåle, vogndele og åg.

Der var også ofret mange dyr: okse, får, svin og hest. Nogle af okserne havde fået kraniet slået ind. De mange hesteknogler er af særlig interesse, idet kun kranie- og fodknogler er til stede – formentlig har man spist hestene i forbindelse med offerceremonierne og smidt skindet med hovedet og hovene i søen.

Menneskeofringer havde også fundet sted. Man fandt rester af mindst ni mennesker, som utvivlsomt var blevet ofrede. Det ene havde f.eks. stadig en hamperebstrikke om halsen. Et andet havde formentlig været skalperet. Der var også knogler, der viste, at de fremmedartede offerritualer må have involveret kannibalisme. Endelig fandt man dele af to trækonstruktioner, der må være rester af to broer. Fra dem er de mange ofrede dyr, mennesker og genstande kastet i søen.

Selv om der er ligheder med de europæiske våbenofferfund, er offerfundet fra Hjortspring dog kun en svag afglans af de blodige ritualer, der blev udført af de centraleuropæiske keltere.

Noter

32: J. Jensen 1986.

33: J. Jensen 1989b.

34: K. Randsborg 1995, s. 30.

35: Den ældst kendte keltiske ringbrynje er fra en rig krigergrav i Rumænien. Den stammer fra omkring 300 f.Kr., se M. Rusu 1969.

36: Ejeren af mosen kunne husket, at han ved tørvegravningen havde set et stort, sammenbukket blikstykke af samme art, der kunne være fra en gammel kobberkedel.

37: T. Hatting 1985.

38: P. Orosius 1936.

39: U. Schoknecht 1973; F. Kaul 1988, s. 35.

40: Samme udvikling kan man følge på billedfremstillingerne på de pommerske ansigtsurner, der også stammer fra det 5. århundrede f.Kr., se K. Randsborg 1995, s. 157.

41: F. Kaul 1988, s. 38; J. Martens 2001, s. 150 ff.

42: J.-L. Bruneaux 1986, 1988; F. Kaul 1988, s. 47 ff; K. Randsborg 1995, s. 131 ff.

43: F. Kaul 1988, s. 54 ff; L. Pauli 1991; F. Müller 1992.

44: Arkæologisk set dateres begyndelsen af offerpladsen La Tène til perioden LTC1.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Det store våbenoffer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig