Landsbyernes vogne kørte med alt fra sten og tømmer til landbrugsprodukter af forskellig slags. Vi ved også, at de om efteråret kørte ler fra lertagningsgruber i omegnen til de gårde, hvor landsbyens pottemagere boede. Her læssede man leret af og overdækkede det med græstørv. I de efterfølgende måneders skiftende vejrlig, i perioder med frost og med tø, lå det og modnedes, så det om foråret var lettere at bearbejde. Når lærkerne så om foråret begyndte at synge derude over markerne, tog man leret i brug. Man brækkede klumper af det og rullede det til runde bolde på størrelse med barnehoveder, så der var nok til at begynde produktionen.
Sådan gjorde man helt op til nyere tid, når man fremstillede jydepotter, og sådan gjorde man det i århundrederne op til Kr.f. at dømme efter de mange klumper af råler, man bl.a. har fundet i landsbyen Hodde.97 Men potteleret skulle desuden være smidigt og plastisk. For at det bedre kunne tåle brændingen, blev det magret med fint sand, der lige som leret blev hentet fra grave i nærheden.
Klumper af råler, som man fandt dem i Hodde-landsbyen, har man også fundet i enkelte andre hustomter i Jylland. I et nedbrændt langhus i Østerbølle, der både rummede beboelse og stald, lå der langs beboelsesendens nordvæg en halv snes runde og halvstore klumper af råler.98 I et lille hus i Hurup, hvor den østlige tredjedel formentlig var adskilt med en trævæg, fandt man i det mindre rum ni runde kager af ler, iblandet strå og hakkelse. En analyse af lerkagerne synes at vise, at deres blanding af strå og ler var den samme som i de færdige forrådskar.99 Det sidste fund blev gjort ved indgangspartiet i den nedbrændte kælder fra Overbygård, hvor der fandtes otte klumper af umagret ler. Hver klump vejede ca. 11 kg, således at der ialt har været ca. 90 kg umagret ler.100
Hele året igennem med undtagelse af de kolde vintermåneder, var pottemageren optaget af sit foretagende. Og for første gang i Danmarks oldtid møder vi nu den ovn, keramikken blev brændt i.101 Et eksemplar af den blev fundet i landsbyen Hodde. Den tegnede sig som en nedgravet grube, 140 x 100 cm stor.102 Da denne blev fundet og udgravet, sad der endnu et kar tilbage i den efter den sidste brænding. Ovnens overbygning, som velsagtens var af ler, var imidlertid ikke bevaret. Tilbage var kun indfyringsskakten, hvor man havde fyret med trækul eller tørv – og det nu opfyldte hulrum, hvor potterne havde stået, og som var omkring en kvadratmeter stort.
Om det var træ eller tørv, der blev brugt ved brændingen, ved vi ikke. Men det er værd at erindre de omfattende tørvegravninger, som blev foretaget allerede i bronzealderen og i særdeleshed i jernalderen for at dække behovet for brændsel. Men lyngtørv og træ har formentlig også været brugt.
Hvor længe brændingen af potterne stod på, ved vi ikke, måske omkring en halv til en hel dag, alt efter hvilket brændsel der blev brugt. Brændingstemperaturen i ovnen skulle være omkring 800-900 grader. Ilttilførslen regulerede man efter, hvilken overflade lertøjet skulle have. Reducerede man ilttilførslen fik man helt sortbrændt lertøj. Øgede man ilttilførslen fik man en mere rødbrun keramik.
Det var en fin og velformet keramik, pottemagerne fremstillede. Den omfattede en mangfoldighed af funktionsbestemte former, lige fra store forrådskar, til mellemstore husholdningskrukker, sikar, ostekar m.m. samt finere bordkeramik.103 En række små særtræk var karakteristiske for udformningen af karrene i de sidste par århundreder inden Kr.f., bl.a. var karrenes rande facetterede, og deres ører x-formede. Det var træk, som gik igen på lerkarrene fra alle egne af landet, og som gør det muligt for arkæologerne at bruge keramikken til tidsbestemmelse af bl.a. tidens bopladser og grave.104
Pottemagerhåndværket krævede et indgående kendskab til forskellige brændingsteknikker. Det var erfaringer man i rigt mål fik brug for, efterhånden som jernudvinding vandt indpas i landsbyens daglige arbejde. Hvornår det skete, står ikke helt klart. For endnu er det usikkert, i hvor høj grad jern blev udvundet herhjemme i de første 2-3 århundreder af jernalderen (se Bronze og jern). Men i de sidste par århundreder f.Kr. bliver det muligt at få et indtryk af, hvordan den nye teknologi blev udøvet. Og hvad der er særlig vigtigt: vi lærer nu den udvindingsovn at kende, som var grundlaget for den lokale jernproduktion.
Arkæologerne kalder udvindingsovnen for Skovmark-typen.105 Det er muligt, at den først blev indført herhjemme i det 2. århundrede f.Kr. Men så blev den også enerådende, indtil den efter nogle hundrede år blev afløst af en ny type: den ikke-genanvendelige ovn af slaggegrubetypen.106 At ovne af Skovmark-typen først er blevet kendt i de arkæologiske fund i de seneste år hænger sammen med, at der under pløjelaget som regel kun er 15-25 cm tilbage af ovnens højde. Den bliver derfor meget nemt ødelagt ved markarbejde. Og dertil kommer, at den slagge, der normalt er tilbage i ovnrummet og i den foranliggende arbejdsgrube, næsten udelukkende består af ganske små stykker, højst på en 40-50 gr. Det er kun undtagelsesvis, at man finder slaggestykker på op til 500 gr.
Hvordan så den da ud, Skovmark-ovnen? Den fremstod som en lerbygget, konisk skakt, der ragede ca. 1 m op over jordoverfladen. Når man skulle bygge en ovn, gravede man først en 40-45 cm dyb fladbundet grube med en diameter på ca. 1 m. Den blev så fyldt med ler, idet man dog i midten udsparede en cylinderformet grube, som skulle udgøre selve slaggerummet. Dette var ca. 30 cm i diameter, og havde en ca. 25 cm bred åbning ud til en større, fladbundet grube, der lå foran ovnen. Siderne af åbningen forstærkede man med et par flade sten. Oven på den lerfyldte grube byggede man nu selve ovnskakten, som var let konisk, og som formentlig havde en højde på ca. 1 m. Dens indre diameter var forneden ca. 35 cm. På overgangen mellem selve ovnskakten og slaggerummet var der en indsnævring, som sad mindst 30 cm over bunden af slaggerummet og lige under jordoverfladen.
Skovmark-ovnen kunne bruges flere gange. Lufttilførslen til ovnen skete gennem en rektangulær plade af ler med et lufthul til blæsebælgen.
Denne dyseplade sad i ovnskakten lige over jordoverfladen. Den var aftagelig, og efter hver brænding kunne man udtage jernluppen, der sad lige under lufttilførslen, gennem den åbning, som lerpladen dækkede.
En sådan lerplade fandt man ved udgravningen af en Skovmark-ovn ved Espevej på Vestsjælland.107 Den var forsynet med et blæsehul, ca. 2 cm i diameter. Det tyder på, at lufttilførslen til ovnen skete med en blæsebælg, naturlig træk ville have krævet en større åbning.
I og omkring ovnen fra Espevej blev der fundet to næsten fuldstændige slaggeblokke på 4,8 og 8 kg. Set ovenfra var blokkene nærmest rektangulære med en nogenlunde jævn overflade. Forsiden var lige afskåret, og på den største var der her et 1 cm tykt lag brændt ler, der var smeltet fast på slaggen. Slaggeblokkene svarede i størrelse nøje til ovnrummet, og alt taler for, at de var dannet på bunden af ovnen umiddelbart under lufthullet. På bagsiden af den fuldstændige ovnplade var der løbet flydende slagge, og det er fortsat mere end 5 cm under pladen, der således ikke kan have stået på bunden af ovnen, men må have været hævet mindst 5 cm over denne. Det har således været muligt for slaggen at løbe ud under denne og ud i det bassin, der fandtes umiddelbart foran ovnens åbning, og som er forsynet med en ca. 10 cm høj kant. Foruden slaggeblokkene blev der i forbindelse med Espe-ovnen også fundet ca. 8 kg mindre slaggestykker.
Råstofferne til jernudvindingen var myremalm og trækul. Ved brændingen blev ovnen forvarmet med trækul, indtil temperaturen i området nærmest blæsehullet var ca. 1300 grader. Ved forbrændingen af trækullet blev der dannet kulilte, CO, der var i stand til at reducere en del af myremalmens indhold af jernilte, Fe2O3, til rent jern, mens den øvrige del af jernilten, reduceret til FeO, sammen med myrmalmens sand SiO2 dannede en slagge. Denne var ved 12-1300 grader flydende i modsætning til jernet, der forblev i fast form, idet temperaturen ikke nåede op til jernets smeltepunkt på 1528 grader. Denne proces kaldes rendingsprocessen eller den direkte jernfremstilling i modsætning til den indirekte proces, som kendes fra højovne, hvor jernet smeltes, og der dannes støbejern.
De tekniske problemer, der skulle klares i jernudvindingsovnen, var bl.a. adskillelsen af jern og slagge og fjernelsen af slagge fra forbrændingszonen, idet processen kun kunne fortsætte, så længe slagge ikke blokerede for lufttilførslen. Det var således deponeringen af slaggen, der bestemte, hvor meget jern, der kunne produceres ved den enkelte brænding. De to bevarede slaggeblokke på 4,8 og 8,0 kg repræsenterer hver en afsluttet brænding. Men spørgsmålet er: udgør disse blokke den samlede mængde slagge fra en enkelt brænding, eller er der løbet væsentlige mængder af slagge ud under forpladen? Under alle omstændigheder er det værd at bemærke, at der ikke tidligere er fundet sådanne blokke. Det er derfor muligt, at de ikke har været den normale form for slagge fra denne ovntype.
Sikkert er det dog, at slaggeblokkene var dannet på bunden af ovnen, og de giver os derfor den vigtige oplysning: at der 12-13 cm over bunden har været en slags skål af ukendt materiale, der var ca. 7 cm dyb og nedad indsnævrede ca. 3 cm i hver side. Herved er den flydende slagge blevet ledt ind mod midten af ovnen, hvor „skålen“ enten ikke har haft nogen bund eller en bund af et materiale, som slaggen kunne løbe igennem ud mod ovnens sider. Ved udgravningen var det ikke muligt at se spor efter nogen forbindelse mellem denne skål og ovnvæggen.
Går man ud fra, at den samlede slaggemængde fra en brænding har været ca. 10 kg, vil jernudbyttet næppe have oversteget 3 kg. Forbruget af trækul har været 12-14 kg, hvortil kommer forvarmningen af ovnen der måske har krævet yderligere 5 kg trækul. En sådan brænding har varet omkring fem timer.
Ved udgravningen af ovnene var det klart, at disse indvendig var blevet forsynet med flere på hinanden følgende lag af ler på ca. 1 cm's tykkelse, ligesom der også ved åbningen fandtes en ældre, buet afslutning bag den nuværende åbning. Den har været noget bredere og viser, at ovnen efter udbedringen har været i brug gentagne gange.
Disse ovne stod tit uden for landsbyen. Faren for ildebrand var noget altid nærværende. På bopladsen Hodde fandt man slagger fra jernudvinding i flere forskellige former sammen med enkelte klumper myremalm, både rå og ristet og slået i mindre klumper.108 Nogle af slaggerne var esseslagger, dvs. de stammede fra smedegrubens bund. Andre stammede fra den avlsten af ler, der havde beskyttet blæsebælgens munding. Såvel slagger som myremalm lå spredt over hele bopladsområdet. Dog var der en betydelig koncentration inden for en af landsbyens gårde.109 Her lå landsbyens smedje – en sådan var der kun en enkelt af i den store landsby.110 Smedjen hørte til et gårdanlæg, hvis vigtigste erhverv var landbrug, at dømme efter hovedhusets udseende. Husets beboer udøvede altså ikke sit håndværk som et selvstændigt erhverv.
Det sidste af landsbyens håndværk, vi skal berette om, er vævehåndværket. Det blev udøvet inde i en stor del af landsbyens huse. Alligevel er der ikke mange spor bevaret af det. Vævene er endnu aldrig fundet – i hvert fald ikke i hel tilstand. Og de dragter, som mænd og kvinder var iklædt i århundrederne op mod Kr.f., er kun kendt i nogle få tilfælde fra mosefundene.
Men der findes en anden kilde til viden om vævehåndværket i den sene keltiske jernalder. Og den er studeret overordentlig grundigt med interessante resultater til følge.111 Det er de små, uanselige tøjstumper, som undertiden er bevaret i tidens grave på grund af særlige omstændigheder – ofte fordi tøjet har ligget op ad metal.112 Disse små stumper fortæller ganske vist sjældent om jernaldermenneskenes dragter. Til gengæld kan de fortælle os meget om spinde- og væveteknikker – og om tøjets kvalitet, der giver sig til kende i, hvor tæt trådene ligger i det vævede stykke stof.
Der findes to måder, hvorpå man kan spinde det garn, som tøj fremstilles af: s-spinding og z-spinding. I den ældre jernalder fremstillede man to forskellige former for tøj. Den ene havde s-spundet garn i begge retninger og med en kvalitet på gennemsnitligt ti tråde pr. centimeter. Den anden var i samme teknik og kvalitet, men her var garnet z-spundet i såvel trend som islæt. De to slags stof ser temmelig ens ud. Først når man betragter dem under lup eller mikroskop, bemærker man forskellen.
Den første slags stof, det s-spundne, har man kaldt Huldremose-typen efter et mosefund på Djursland (se Mand og kvinde). Tøj af Huldremose-typen finder man i den nordlige halvdel af Jylland, på Nordfyn og i et enkelt fund fra Sjælland. Endvidere kender man det i samtidige fund fra Norge og Sverige.113
Den anden slags stof, det z-spundne, har man kaldt Haraldskær-typen, efter et mosefund på Vejleegnen (se Mosefolket). Det finder man i det sydlige Jylland og i Nordtyskland. Grænsen mellem de to typer går nogenlunde fra Horsens til Ringkøbing Fjord. Nord for denne grænse lod man håndtenen løbe den ene vej – syd for grænsen lod man den løbe den anden vej.
Tekstilerne i det nordlige område, hvor Huldremose-typen af tekstiler var fremherskende, blev efter alt at dømme fremstillet på den såkaldte rundvæv. Det stemmer også godt med, at man ved udgravninger af områdets talrige hustomter så at sige aldrig finder vævevægte. Mod syd, i Haraldskær-tekstilernes område, finder man derimod adskillige spor af, at det var den såkaldte opstadvæv, der var i brug. Konklusionen må være, at ikke blot har man i de to dele af landet haft hver sin spindetradition, man har også brugt forskellige væve. Formentlig var også de tene forskellige, som anvendtes til spindingen i de to områder.
Af tekstilfundene kan vi se, at denne forskel eksisterede i hvert fald fra jernalderens begyndelse og til et par hundrede år efter Kr.f. Så begyndte Haraldskær-typens tekstiler at brede sig nordover – og med dem også den såkaldte opstadvæv. Huldremose-typens tekstiler blev fremstillet en tid endnu, men gik så helt ud af brug. Opstadvæven havde slået konkurrenten ud. Det ser man også af, at vævevægte nu optræder i massevis på bopladserne.
Frem til det tidspunkt var de vævede stoffer, man fremstillede i landsbyerne i Sydskandinavien og Nordtyskland, endnu resultatet af, hvad man må kalde husflid. Det var forholdsvis enkle stoffer, der kom ud af det. Men nede mod syd, på kontinentet, ændrede tekstilproduktionen i samme periode karakter. Det skete allerede med de første spæde tilløb til en bykultur i Centraleuropa i det 6. århundrede f.Kr. På det tidspunkt begyndte man at producere regulære klædetyper, dvs. tekstiler, der var så karakteristiske, at man har kaldt dem mærkevarer, næsten på linje med vore dages denim, tweed eller garbardine.114 Der var altså i Centraleuropa opstået en organiseret klædeproduktion, som ikke længere hvilede på individuel husflid. Og allerede tidligt opnåede disse nye produkter en vid udbredelse, som vi bl.a. kan se af enkelte importerede stoffer i gravene herhjemme fra den seneste bronzealder (se Rigdommen der svandt).
Den slags mærkevarer var blevet fremstillet i en kontinuerlig arbejdsgang, hvori mange mennesker deltog, og som krævede en velfungerende, bagvedliggende organisation. Den centraleuropæiske tekstilproduktion fik i det 6. århundrede f.Kr. en næsten industriel karakter. Herhjemme beholdt tekstilfremstillingen i de følgende århundreder dog sin karakter af husflid. Man producerede fortsat „tøj“, ikke „mærkevarer“. Det skulle endnu vare et par hundrede år, før situationen ændrede sig. Men det skete, da opstadvæven omkring 200 e.Kr. erstattede rundvæven i hele Sydskandinavien. Herefter steg kvaliteten af de vævede stoffer betydeligt. Men den historie hører de følgende kapitler til.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.