Længst i øst

Helt ovre i øst lå Bornholm og det, vi senere i historien skulle kalde de gammeldanske lande i Sydsverige. Også her kan man i gravene se tegn på den samme udvikling, som prægede hele det nordeuropæiske lavlandsområde i denne periode. I tiden omkring Kr.f. var det kun nogle få velstående familier, der skilte sig ud fra flertallet ved at omgive sig med prestigevarer. Gravene på bl.a. gravfelterne Grødbygård og Slusegård i Pedersker og Kannikegård i Bodilsker viser, at man levede i små samfund, hvor rang var baseret på slægttilhørsforhold.¹⁴⁹

Forbindelserne mellem de enkelte slægter må imidlertid med tiden være blevet udvidet ved ægteskab, hvorved status blev overført til flere familier. På gravpladserne ser man, at antallet af våbengrave øges: et meget større antal familier begraver deres mænd fuldt bevæbnede med én- og tveæggede sværd, lanser og skjolde – og våbengravene er ikke længere koncentreret inden for nogle få familier. Samtidig bliver også kvindegravene rigere udstyret med smykker, knive og tenvægte.¹⁵⁰ Man kan forestille sig, at der med tiden skete en vis devaluering af den slægtskabsbaserede rang. Dermed var grunden også lagt til den opløsning af det gamle afstamningsfællesskab, som efterfølgende skulle ske i den yngre romerske jernalder, dvs. i det 3. og 4. århundrede e.Kr.

Romerske importsager begyndte også at dukke op i gravene på gravpladserne, bl.a. Kannikegård og Slusegård. Ikke i store mængder, ganske vist,¹⁵¹ men nok til at vise, at også den bornholmske elite indgik i det netværk af internationale forbindelser, der dækkede hele det nordtysk-polske lavlandsområde. I overensstemmelse hermed var metalsagerne i gravene, især fiblerne, stort set af de samme former som i de nordøsttyske-polske områder samt i Østskandinavien.

Trods disse klare forandringer var der stadig store forskelle i gravudstyret på de enkelte gravpladser.¹⁵² Sammenligner man f.eks. Grødbygård med Slusegård-gravpladsen, så er den førstnævnte ganske fattigt udstyret. Det er først sent i ældre romersk jernalder, at gravene begynder at vise forskelle mellem fattig og rig. Først nu begynder våbengrave at vise sig på pladsen, og alle familier synes nu at signalere status.

Anderledes forholdt det sig på Slusegård-gravpladsen, hvor gravene generelt var meget rigere udstyret.¹⁵³ Den store gravplads, som lå på begge sider af en gammel hulvej ned til kysten på øens sydøstlige hjørne, var imidlertid med sine 1400 grave noget helt for sig. I tid dækkede gravene tidsrummet fra det sidste århundrede f.Kr. til ind i det 5. århundrede e.Kr.

De allerfleste grave på Slusegård var brandgrave, men der fandtes også jordfæstegrave i trækiste eller i stenkiste med trælåg. Ca. 45 af gravene var imidlertid bådgrave af en enestående type. Hovedparten stammede fra ældre romersk jernalder, men en del rakte også ind i begyndelsen af yngre romersk jernalder.¹⁵⁴ Bådene erstattede selve gravkisten, enten ved at den døde blev anbragt inden i den eller neden under den. I det sidste tilfælde var båden kølvendt og dannede en slags kistehvælving hen over den døde. Nogle både var intakte, mens andre var skåret af i begge stævne, så kun den midterste og bredeste del var tilbage. Bådene var i alle tilfælde rådnet bort, kun nogle millimetertynde, mørke sandlag røbede deres form.

I alt var der tale om en hel lille flåde: 18 hele og 29 halve både fordelt på to typer, en kort buttet båd på ca. 3 m's længde og en længere, slank båd på ca. 5 m. De fleste var af eg og udformet som udhulede, udspændte stammebåde med spidse stævne, omhyggeligt tildannet til en tyndvægget og elegant form. Smårevner og knasthuller var tætnet med harpiks og overfladen tjæret. Bådene var ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, de rigeste af gravene var dog mandsgrave – 10 af disse var våbengrave.

Ved Slusegård fandtes ingen sejlbare søer eller åer i nærheden. Så bådene må have været i brug på den åbne, sydvestvendte Østersøkyst, måske til linefiskeri. Men den ejendommelige gravskik fortæller også noget om en befolkning med en særlig tilknytning til havet. Det hang måske sammen med, at her, på sydkysten af Bornholm, lå det sandsynligste overfartssted til nabokysten i syd, på den anden side af Østersøen. 100 kilometer var distancen sydover, over åbent hav. I nord, fra Nordbornholm, var den 40 kilometer over til den skånske kyst mellem Simris og Kåseberga.¹⁵⁵ Vi ved, at en del af den udveksling af varer og kulturelle impulser, som foregik tværs over Østersøen, i hovedtrækkene fulgte denne rute. De mennesker, som blev begravet i bådgravene på Slusegård, var måske dem, som kendte vilkårene for at tage springet over Østersøen, som vidste, hvornår man skulle vente, og hvornår man med nordstjernen som pejling kunne begive sig ud på den farefulde færd. En sammenhæng mellem kulten og søfarten er i hvert fald en mulig forklaring på de ejendommelige bådgrave på Slusegård-gravpladsen.¹⁵⁶

Ruten via Bornholm var en af indfaldsvejene fra kontinentet til det sydlige Sverige. En anden gik via Sjælland. Og bl.a. via disse mellemstationer spredtes kontinentale impulser videre op gennem den skandinaviske halvø. De romerske importsager giver f.eks. et billede af tidens centralbygder.¹⁵⁷ Særligt fundrige var Østersø-øerne Gotland og Öland. Også landbrugsområderne på sletterne i Skåne, samt Östergötland og Västergötland modtog betydelig import fra Romerriget, og det samme gjaldt Uppland og Västmanland – de to sidstnævnte indikerer, at en vigtig centralbygd var under fremvækst i Mälarområdet. Den skal vi senere høre meget mere om.