Som de så sig selv. Lerhoveder af mennesker fra ældre jernalder. Øverst tv: Modelleret hoved fra Grønninghoved på Mors. Øverst th: Hoved fra Bredsted. Nederst tv. Hoved fra Dortheasminde nær Århus, fundet i en bopladsgrube. Nederst th. Hoved fra Hvolrisbopladsen nær Viborg. Ca. 3:4.

.

Kvindeliget fra Huldremose på Djursland.

.

Et tveægget sværd, et såkaldt gladius, indsat i en skede med bronzebeslag, fundet i en mandsgrav ved Møllerup i det østlige Midtjylland.

.

En rekonstruktion af den dragt, som blev fundet sammen med Huldremose kvinden, giver et godt indtryk af tøjets og skindets farver. Sammenlign med originalen side 326.

.

De originale dragtstykker fundet sammen med Huldremosekvinden: et ternet skørt, skindslag og halsklæde – forunderligt velbevarede i betragtning af den behandling de blev udsat for, da de blev fundet i 1879. Såvel tøj som skind har dog taget farve efter mosejorden.

.

Det rundvævede stykke tøj fra Huldremosefundet, arrangeret som en peplos-dragt.

.

Tekstilfragmenter fra kvindegraven på Lønne Hede syd for Ringkøbing Fjord.

.

Pige iført en rekonstruktion af den farvestrålende dragt, som blev fundet i kvindegraven på Lønne Hede.

.

Afhugget kvindehoved fundet 1879 i Stidsholt Mose. Håret, som nu er løsnet fra sit mumificerede underlag, er arrangeret i små, snoromviklede hårduske.

.

Berlokker fra offernedlæggelse af smykker, fundet i en mose ved Frøslev på Stevns.

.

Mosefundet hoved fra Osterby i Sydslesvig. Håret er sat i en såkaldt sveberknude på højre tinding.

.

Våbenkombinationer i grave fra den ældre romerske jernalder. Til venstre de ældste kombinationer, til højre de yngste.

.

Det ene af de to drikkehorn, som blev fundet i dobbeltgraven ved Dollerup. Monteret på et nyt oksehorn, kun bronzebeslagene er originale. Ca.2:5.

.

De mange gravfund fra den ældre romerske jernalder har vist os, at det var en magtfuld elite af velstående slægter, der tegnede samfundsordenen heroppe i landene i Europas nordlige udkant i århundrederne omkring Kr.f. I tidligere tider var de kulturelle impulser sydfra nået frem til Norden som en art bølgeslag. Nu mærkedes den romerske tilstedeværelse i Centraleuropa på helt anderledes kontant vis. Ganske vist foregik udviklingen i forskellig takt i de enkelte egne af landet og i begyndelsen kun langsomt. Men retningen var overalt den samme. Det militære aspekt spillede en stadig større rolle i samfundslivet, og der er næppe tvivl om, at hirden i sin enkleste form eksisterede allerede i disse tidlige århundreder.

Der har næppe været tale om en stående hærstyrke, som skulle holdes på kost. Men de enkelte ledere har formentlig haft et mindre hærfølge omkring sig, som kunne forøges ved krigs- og plyndringstogter.158 De mange gravfund giver i hvert fald et indtryk af en veletableret geografisk og politisk struktur, hvor de lokale ledere kunne mobilisere gennem flere led, og eventuelt kunne etablere egne mindre togter.159 En udvikling var sat i gang, som ikke lod sig standse. Formentlig kunne unge mænd nu gøre karriere og sikre sig ikke blot anseelse og status, men også gods og guld ved at tjene en hærfører. Tilsvarende kunne lederne af de velstående slægter med fordel holde et større og mere permanent følge for at konsolidere og udbygge deres personlige og politiske magt.

Men det er altsammen mere eller mindre abstrakte overvejelser om en samfundsstruktur, som var ved at finde sin form i århundrederne efter Kr.f. Lad os nu prøve at indstille blikket på de mennesker, som tilsammen udgjorde dette nye samfund. Vi kan begynde med en af dem, som dette samfund udstødte af sit fællesskab.

Hun har utvivlsomt været halt, den kvinde som henved hundrede år efter Kristi fødsel blev lemlæstet og dræbt i Huldremosen ved Ramten på Djursland.160 Hendes venstre ben var så mærkeligt skævt. Engang i hendes yngre år havde det været brækket, men det var vokset forkert sammen. Hun var nu i sin bedste alder, men var blevet frygtelig mishandlet, inden man skubbede hende ud i mosen. Et voldsomt hug med et skarpt redskab havde brudt hendes venstre overarm. Men hugget var ikke gået helt igennem, så selv om armen brækkede, hang den endnu på hendes krop i kødet alene. Voldsmændene havde givet sig tid til at binde armen ind til kroppen med en rem, inden de skubbede hende ud i den gamle tørvegrav. Hun faldt, så hun kom til at ligge i det sorte vand med optrukne ben og overkroppen drejet til siden.161

Huldremosekvinden var kun en af de mange ulykkelige, som i den sene bronzealder og den tidlige jernalder måtte lade livet i et af landets talrige mosehuller (se Mosefolket). Den skæbne, som blev hende til del, fortæller, at hun må have været en udstødt. Men hvor isoleret hun end har været fra det menneskelige fællesskab i sine sidste stunder, så var hun dog et menneske blandt de mennesker, som levede her i landet i jernalderens ældste del.

Vi kender dem ellers kun fra tidens grave, enten som ubrændte skeletter, eller brændt, som gravskikken undertiden fordrede det. I den form kender vi henved 1000 individer fra jernalderen, nok til at vi kan forsøge at danne os et billede af dem.162 Skeletfundene fra den ældre jernalder synes at repræsentere en temmelig ensartet udseende befolkning. Den gennemsnitlige legemshøjde var 174,3 cm for mænd, og 161,7 for kvinder. Det er ikke nogen stor forandring i forhold til bronzealderen, hvor den for mænd var 173 cm, og for kvinder 164 cm.

Det er påfaldende så få børn, der er fundet. Forklaringen er formentlig, at kun når de tilhørte et højere socialt lag, fik de en særlig begravelse. Det gjorde børn af lavere social status ikke. Der er ikke i den romerske jernalder fundet egentlige børnegravpladser, og som regel findes børnene i selvstændige grave, og de blev sjældendt begravet sammen med en voksen eller sammen med et andet barn eller flere børn. Et mindre antal børn er fundet nedlagt i gruber, i brønde eller moser.

Vender vi os til de voksne, ser vi en interessant sammenhæng mellem de dødes sociale status og deres gennemsnitlige legemshøjde.163 Dvs. at der var flere gravgaver i grave, hvis skeletter målte over gennemsnittet. Der var også flere importerede genstande, og blandt andet findes smykker af ædelmetaller og bronze kun i grave med skeletter over gennemsnitshøjde. Forklaringen må være, at jo højere social status et menneske havde, jo bedre var også dets levevilkår og specielt dets ernæring.

Efter alt at dømme havde kvinder en lige så høj status som mænd. I hvert fald fik de de samme statusgivende genstande med sig i døden, og ikke færre af dem end mændene. Kort sagt, kvindegravene var i gennemsnit ikke fattigere udstyret end mandsgravene.

Men lad os igen vende tilbage til Huldremosekvinden og se hende som en repræsentant for den bondebefolkning, der levede i jernalderens landsbyer. Hun blev fundet i 1879.164 „Hele legemet var bedækket med klæder, lodne og uldne“, skrev finderen. Og Huldremosetøjet er vitterlig den eneste fuldt bevarede kvindedragt fra jernalderen. Så vidt man kan se, mangler kun fodtøjet. På overkroppen bar hun to skindslag, det ene over det andet. Med så meget tøj på overkroppen skulle man anse denne legemsdel for tilstrækkeligt dækket, men der var mere endnu. Et stykke ternet uldtøj af størrelse og form som et nutidigt halstørklæde var ført over skulderen og under venstre arm, hvor det var samlet med en bennål. Et ankellangt og særdeles rummeligt skørt, ligeledes af ternet uldstof, fuldendte påklædningen. Hvordan det var anbragt på liget blev desværre ikke oplyst. Til at holde skørtet oppe tjente en læderrem med en knap i den ene ende og en løkke, som knaphul i den anden.

At denne enestående dragt er bevaret til i dag, er noget af et mirakel.

„Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være renset“, skrev finderen til Nationalmuseet. Han havde resolut vasket de 2000 år gamle klædningsstykker. Men trods den hårde medfart hører de til de bedst bevarede tekstiler fra oldtiden.

Kvindens hår var, da hun blev fundet, ombundet med en meterlang uldsnor, som var kastet flere gange omkring halsen. Det sidste kan være sket under dødskampen. Om halsen havde hun desuden en snor med to ravperler. En meterlang stok af piletræ var blevet anbragt over liget, da hun blødende og formentlig bevidstløs blev kastet ud i den åbne tørvegrav. Som mosernes kvinder og mænd var hun henrettet som straf eller som led i en offerhandling. Og datidens metoder var ikke skånsomme: hængning, overskæring af struben eller, som her, afhugning af et lem. Hun har næppe levet længe med blodet vældende ud af armstumpen.

Hendes sidste måltid kunne man bestemme ved en undersøgelse af indvoldene.165 Det havde bestået af grovmalet rug med et stort indhold af ukrudtsplanten spergel. Man fandt også dyrehår og rester af dyrisk bindevæv i måltidet. Det kunne tyde på, at der også havde været kød i retten.

Kvindens dragt bestod som nævnt af skørt, skindslag og halsklæde. Skørtet var ternet i lyst og mørk brunt og vævet i firskaftet dobbeltkiper. Det var 87 cm langt og syet sammen med heksesting. Foroven var det forsynet med en læderstrimmel trukket igennem kanten, så det kunne rynkes og derved holdes på plads om livet. Også halsklædet var vævet i firskaftet dobbeltkiper i tre nuancer af brunt. Det var 1,37 x 0,50 m stort og vævet i dette mål, idet alle fire vævekanter var bevaret. Tørklædet var fæstet ved hjælp af en simpel bennål, dannet af en fugleknogle.

Det ydre skindslag var et virkelig fornemt stykke. Det er syet af flere stykker fåreskind i to farver. Derved opnåede man at få dragten i facon, og at hårene faldt, som de skulle. Omkring hals og skuldre og ned langs armene var indsat foer, også af fåreskind. Alle syninger var fremragende udført. Slaget var lukket fortil i halsen, så det måtte tages over hovedet som en sweater.

Inderslaget var i modsætning til yderslaget åbent og beregnet til at binde over venstre skulder. Det var af lammeskind med hårene vendende indad. Modsat yderslaget var inderslaget slidt og mange gange lappet. Men selve udførelsen var sket med samme professionelle dygtighed.

Endelig var der så det ternede stykke uldtøj. Det var af størrelse og form som et nutidigt halstørklæde og var ført over skulderen og under venstre arm, hvor det var samlet med en bennål. Et lignende, ternet halsklæde kendes også fra Bredmose ved Store Arden i Nordjylland.166 Sammen med det fandtes to store tøjstykker, hvoraf det ene var syet sammen på midten på den korte led, det andet var syet sammen på midten på den lange led. Muligvis står man her over for skørt og kappe (der var ikke noget skindslag i fundet fra Store Arden), men noget sikkert kan ikke siges.

Huldremosefundet rummede imidlertid endnu en dragt: et rundvævet stykke tøj fremstillet i firskaftet dobbeltkiper.167 Tøjstykket var 1,68 m langt og 2,64 m i omkreds, vidden bliver altså 1,32 m. Det er ikke usandsynligt, at vi her står over for en ærmeløs kjole, det som grækerne kaldte en peplos, hæftet på skuldrene. Sådan har man i alt fald søgt at rekonstruere den. På grund af kjolens længde er der i rekonstruktionen lavet overfald foroven. Det er imidlertid også en mulighed, at den overflødige længde har poset ud over et bælte. Måske det er det mest sandsynlige. Sådanne ærmeløse kjoler ses også på Gundestrupkarret, og det er tænkeligt, at Huldremosekjolen har sine forbilleder langt mod syd.

En helt anden dragtform, iøjnefaldende ved sine kraftige farver, har man fundet resterne af i en kvindegrav på Lønne Hede syd for Ringkøbing Fjord. Den har ikke de triste, brune kulører, som kendes fra mosefundene. Nej, den har klare blå og røde farver, som virkelig har lyst op. Graven blev fundet på tidligere hedeland med høj grundvandstand, vandspejlet stod 10-15 cm over gravbunden, og det gav særdeles gode bevaringsforhold.168

Den døde kvindes dragt var todelt og bestod af bluse og skørt – og måske også halsklæde og kappe. Blusen var holdt sammen af en fibel på hver skulder og med endnu en fibel midt på brystet, formentlig til at samle stoffet og få blusen til at falde rigtigt. Blusen var ensfarvet blå, vævet i firskaftet dobbeltkiper, den var uden ærmer, og foroven og i ærmegabene kantet med en rød brikvævet bort. På hver skulder sad en bronzefibula, der trak rygstykket frem til nøglebenene.

Skørtet var syet af to slags stof. Øverst sad en 12 cm bred linning med brede og smalle røde striber på blå bund, foroven afsluttet af en rød kant. Til denne linning var selve skørtet syet med grove sting. Det var blåt og vævet i firskaftet dobbeltkiper. Lodret i højre side, lidt foran hoften, var indsyet et godt 5 cm bredt, brikvævet bånd i rødt og blåt. Ved borten sad i knæhøjde en bronzenål, der var stukket flere gange lodret gennem stoffet. Måske nålen har lukket skørtet ligesom sikkerhedsnålen i en kilt. Skørtets vidde var samlet over hofterne i tætte læg eller folder. For og bag var det derimod glat. Om skulderen havde kvinden båret et ternet sjal i blåt og rødt. Og om det kunstfærdigt flettede hår sad et hovedklæde, rødbrunt med næsten hvide striber.

Til dragten har hørt yderligere to tøjstykker, hvis brug ikke er helt sikkert bestemt. Det ene stykke var kipervævet i rødbrunt med hvide striber.

Det fandtes nær kvindens hoved og dækkede delvis håret. Formentlig var det et hals- eller hovedklæde af samme art som Huldremosekvindens. I nær forbindelse med blusen lå rester af en toskaftvævning, ternet i blåt og rødt. Det kan have været rester af en kappe – eller det kan måske tolkes som løse ærmer, som vi kender dem fra romernes billedfremstilinger af germanske kvinder.

Som klædt i en farvestrålende folkedragt står den velstående kvinde fra Lønne Hede mellem sine mosefundne medsøstre, hvis dragter i dag kun har dæmpede brune nuancer. Et tydeligt bevis på, at oldtiden ingenlunde var grå og farveløs. Mange træk ved den nordiske kvindedragt var ukendte i det romerske rige og dets provinser. Det gjaldt f.eks. dragten delt i skørt og bluse og brugen af skindslag samt den detalje, at den nordiske dragt oftest var ærmeløs. Men tørklæderne kan meget vel være inspireret fra de romerske provinser, og den parvise brug af fibler kan også skyldes romersk eller provinsialromersk påvirkning.

Fremmede påvirkninger viser sig også i kvindernes frisurer. Lønnekvindens frisure stammede dog ikke fra den romerske, men snarere fra den keltiske kulturkreds.169 Hendes lyse hår var skilt i midten og lagt ud til hver side i et fladt bånd, hver bestående af fire tynde fletninger, der var ført rundt om hovedet og samlet i nakken, vistnok sådan at en tot fra den ene side var flettet sammen med en tot fra den anden. En lignende frisure ses på en af Gundestrupkarrets yderplader, hvor en kvindelig guddom også får håret flettet i fire duske (se Sølvkedlen fra Gundestrup).

Hårnåle synes ikke at have været nødvendige til den slags frisurer, men har formentlig været det til andre frisurer. I gravene fra romersk jernalder ligger der meget ofte en eller to lange nåle ved kraniet. Dog ved vi ikke, om de har siddet i selve frisuren, eller om de har holdt et hovedlin på plads.

Uldsnore indgik også undertiden i jernalderkvindernes frisure. Moseliget fra Haraldskær (se Mosefolket) havde f.eks. i sit lange hår en indflettet uldsnor. Hvilken funktion den havde i kvindens frisure, er imidlertid uklart. På andre moselig er forholdet lidt tydeligere. På et kvindelig fra Bredmose i Himmerland var håret skilt i to tykke duske, der for enderne var forsynet med en tæt snorebevikling.170 Duskene havde været lagt rundt om hovedet, holdt på plads af snorene. Til frisuren hørte et kyseformet hårnet flettet i den teknik, man kalder sprang.

En helt tilsvarende frisure finder man på et afhugget kvindehoved fra en mose ved Stidsholt i Vendsyssel.171 Håret er sat med præcis de samme snoreomviklede hårduske som Bredmose-frisuren. Der har dog ikke hørt noget hårnet til frisuren, men derimod et hårbånd, 75 cm langt og oprindelig fæstet til hårsnorene.

Skal vi finde noget, der ligner de snore-opbundne frisurer, må vi igen rette blikket sydpå, i retning af de romerske kolonier i Rhinegnene. Her finder man ganske vist ikke håret selv, men billeder af det. F.eks. i den lokale, stærkt romersk påvirkede kunst, på bronzeskulpturer, gravsten og altre.

En afrunding af billedet af kvindernes udseende i de første par århundreder e.Kr. får vi ved at se på det udstyr af smykker og små brugsgenstande, de fik med sig i graven. Det kunne være hårnåle, perler og dertil sæt af de såkaldte berlokker, enten komplette sæt eller dele heraf. Berlokkerne er nogle af de første produkter af det guldsmedehåndværk, som opstod i Sydskandinavien i det 1. århundrede e.Kr., og som betjente sig af blandt andet en kompliceret granulations- og filigranteknik, muligvis med en oprindelse i det sydøsteuropæiske område. Heraf håndværkets mange klassiske, hellenistiske, ja, endog skythiske og sarmatiske træk.172 Om det var fremmede guldsmede, som i begyndelsen udøvede erhvervet herhjemme, er usikkert. Men det er ikke utænkeligt, at det var fordrevne håndværkere, nogle måske af thrakisk-dakisk oprindelse, der grundlagde det håndværk, som med tiden skulle blive så typisk nordisk. Berlokkerne findes udbredt i hele Sydskandinavien.173 De synes at være blevet fremstillet i et begrænset antal guldsmedeværksteder og er formentlig blevet spredt på samme måde som en lang række af de andre prestigegenstande fra perioden. De forekommer fortrinsvis i kvindegravene.

Blandt gravgaverne i kvindegravene finder man også bronzesakse og små skrin med beslag og låse. Fælles for begge køn er desuden: synåle af bronze (de er dog mest almindelige i kvindegravene), jernnåle, jernknive, remspænder og fingerringe.174 Hertil kommer bøjlenåle, de såkaldte fibler, der ligeledes er mest almindelige i kvindegrave.175

De kendes i stort tal og viser tydeligt, både hvor stærk den romerske formgivning var, og hvor villigt man tog dette formsprog op i hele Germania libera. I gravene i Sydskandinavien ser man undertiden tre bøjlenåle båret på én gang: et ensdannet par, én på hver skulder, og en tredje, forskellig fra de to første, midt på brystet.

Parvis bårne fibler var ikke en fast regel i romersk jernalder, men kendes dog i mange tilfælde. I en af gravene fra Juellinge på Lolland fra ca. 100 e.Kr. sad det ene sæt på skuldrene af den døde, det andet på brystet. Men formentlig var der lige så mange dragtmuligheder, som der var variationer af fibulaudstyret. Dragten fra Lønne Hede fortæller f.eks., at to skulderfibler kunne fæste en bluse på skuldrene, ikke nødvendigvis en kjole eller tunica.

Selv om vi kun sjældent kan sige, hvilken form for dragt fiblerne har siddet i, ved vi dog, at de blev båret med nåleskeden vendende nedad. I de romerske provinser bar man derimod fiblerne med nåleskeden opad. Denne forskel i bæremåden fortsatte i den følgende tid. Nu blev fiblerne placeret med nåleskeden opad i alle gravfund på kontinentet. I Norden holdt man derimod fast ved skikken at vende nålen nedad. Det var i øvrigt det mest praktiske, da fiblen derved ikke glider ud af tøjet og mistes, hvis nålen skulle glide ud af nåleskeden.

Endelig hørte til gravgaverne også romerske importgenstande. De skal imidlertid omtales særskilt nedenfor (se Hinsides den romerske grænse), idet navnlig de, sammen med våben, markerede den dødes særlige stilling inden for jernalder-samfundet.176 Hvad angår sådanne statusmarkeringer, så finder man dem undertiden så tidligt som i børnegravene. Det betyder formentlig, at man blev født til en bestemt status i samfundet. Om det var muligt at ændre denne status, ved vi derimod ikke.

Det udstyr, man finder i unge menneskers grave, er det samme som det, man finder i de voksnes grave. Det skyldes sikkert, at de unge blev anset for at være voksne fra 13-14 års alderen. Dvs., at individer fra dette alderstrin formentlig blev anset for at være modne, socialt set, selv om deres biologiske udvikling endnu ikke var tilendebragt.

Status finder man endelig markeret i grave fra alle voksengrupper. Vigtigt er det dog, at våben og importgenstande ikke findes i grave med ældre mænd.177 Hvad angår kvinder, så beholder de deres statusgivende udstyr i alle aldersgrupper. Og vigtigt er det tillige, at kvindegravene i romersk jernalder har en lige så høj markering af status som mandsgravene.

Vender vi os derefter til mandsgravene, så er det et noget mere spinkelt billede, vi kan tegne af det andet køn. Mandens beklædning bestod i de første århundreder e.Kr. formentlig af kjortel, bukser (broge) og kappe. Sådan så mandsdragten i hvert fald ud i den senere del af den romerske jernalder, og sådan så den formentlig også ud i århundrederne før. Men de arkæologiske fund af dragtdele er påfaldende få på netop den tid. Derfor er det noget af et usikkert billede, vi kan tegne af manden i de første par århundreder efter Kr.f.

Hvad angår bukserne, så må vi antage, at de allerede blev en del af mandsdragten omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr.178 De må have været holdt oppe af et bælte. Netop bæltespænder begynder at optræde regelmæssigt i gravene fra vor tidsregnings begyndelse. De består af en afrundet, sjældnere firkantet jern- eller bronzeramme, hvorpå var anbragt en bevægelig torn.

Heller ikke mandens fodtøj ved vi meget om. Sølvbeslag og sporer til et par fornemme ryttersko kender vi dog fra de rige grave i Dollerup og Bredal i Jylland,179 som vi allerede har set (se De jyders land).

Hvordan da med frisuren og skægget? De danske moselig af hankøn er alle ganske kortklippede og glatragede. Det stemmer ikke særlig godt overens med de talrige romerske billedfremstillinger af germanerne, som altid viser dem med langt hår og skæg.180 Tilsyneladende var de romerske billedlige fremstillinger af barbarerne underlagt visse konventioner – og til disse hørte altså, at germanerne afbildedes med langt hår og fuldskæg.181 Noget tilsvarende kendes ikke på f.eks. de ansigtsmasker af metalblik, som så talrigt blev fremstillet inden for det germanske område (se "Et land det er trist at beskue").

En mærkelig mandsfrisure kender man både fra litteraturen, fra den romerske billedkunst og fra et par mosefund i Sydslesvig. Om folkeslaget sveberne, som boede ved de øvre dele af Rhinen og Neckar, skrev Tacitus: „Et særkende for folket er, at de skråkæmmer håret og opbinder det i en knude: herved adskiller sveberne sig fra de øvrige germanere, og herved sveberne fra deres slaver; hos andre folkeslag kendes nok dette … men det er sjældent og kun i ungdommen. Men hos sveberne fører man lige til alderdommen det genstridige hår tilbage, og ofte knyttes det på selve issen.“

Denne ejendommelige sveberknude kender man fra et par romerske rytterofficersgravsten, fra et par bronzebuster fundet i provinsen Pannonnien, fra en bronzestatuette forestillende en fangen germanerhøvding og fra Trajan-søjlen. Disse figurfremstillinger viser hårknuden både på venstre og højre side af hovedet samt på issen.

I en mose i Osterby i Sydslesvig fandt man et afhugget hoved svøbt i et slag af rådyrskind.182 Det velbevarede hår var sat i en sveberknude på højre tinding, håret var skilt i midten og skråkæmmet ganske som skildret af Tacitus. Og de to hårduske var snoet så hårdt sammen, at håret af sig selv dannede knuden. Et moselig fra Dätgen, ligeledes i Sydslesvig, havde også sveberfrisure, men med knuden siddende på baghovedet.183

Så var der mandens udstyr, og her var navnlig hans våben vigtige, især sværdet. Siden århundrederne f.Kr. havde det eksisteret i to hovedformer: det tveæggede og det enæggede sværd. Det tveæggede havde tydeligvis det romerske gladius som forbillede og indgik ikke sjældent som gravgave i våbengravene navnlig på Bornholm og i Jylland.184 Men det var langtfra alle mænd, der bar sværd. Det bekræfter smukt Tacitus' udsagn om at blandt germanerne er det kun få, der „bruger sværd eller tunge lanser; de fører spyd (i deres sprog framea) med smal og kort jernspids, men så skarpe og praktisk anvendelige at de kæmper med et og samme våben i nær- og fjernkamp, alt efter skøn. Selv rytteren nøjes med skjold og framea.“

Det våbenudstyr, man lagde i krigergravene, skiftede i øvrigt fra egn til egn. Ja, man kan i våbenkombinationerne ane de regionale grupperinger, formentlig stammeområder, som vi også fornemmede under gennemgangen af de rige gravfund fra perioden. I det første århundrede e.Kr. finder man f.eks. på Bornholm stadig det enæggede sværd. I Nordjylland har det derimod mistet sin betydning. I de sydlige og vestlige egne af landet er det alene kombinationen af spyd og skjold, som er fremherskende. I slutningen af det 1. århundrede og begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. bliver våben sjældnere medgivet i Midt- og Sydjylland. På den tid er det enæggede sværd stadig en vigtig del af krigerens udrustning på Bornholm. I den øvrige del af Danmark er han derimod udrustet med et langt, smalt, tveægget sværd (spatha), lanse, spyd og skjold.

Som vi har set, var spyddene eller lanserne gravfundenes almindeligste våben. De havde som oftest netop det smalle, skarpe, ret korte blad, som iflg. Tacitus var karakteristisk for framea. Ikke sjældent ligger der to spydspidser i samme grav, den ene har i så fald ofte modhager.

Så var der endelig det cirkulære skjold, som igen iflg. Tacitus var et almindeligt dækvåben hos germanerne.185 Skjolde finder man da også hyppigt i våbengravene. Det var et let skjold beregnet til at fange de flyvende spyd, ikke til at modstå sværdhug i nærkamp. Midtbulen af jern var i periodens første del oftest en simpel kræmmerhusform. Senere blev den lavere, kegleformet, og fik en midttop.

Skikken at give de døde krigere våben med i graven blev i tiden efter Kr.f. udbredt over hele det nordeuropæiske område. Formentlig er den af romerne blevet betragtet som en udtalt barbarisk skik. Men for dem, der udøvede skikken, må det have set anderledes ud. Våbnene var en del af den dødes identitet. Det er da også, hvad vi aner, når vi sammenfatter Tacitus' spredte bemærkninger om germanernes forhold til deres våben. „De udfører intet anliggende – offentligt som privat – uden at være bevæbnede“,186 siger han og anfører videre, „at det ikke er sædvane, at nogen anlægger våben, før samfundet har erklæret ham våbenfør. Først da udstyrer en af høvdingene eller hans fader eller en slægtning den unge mand med skjold og framea (lanse)“. Tacitus nævner også, at bryllupsgaver kunne omfatte våben (skjold, lanse, sværd og en bidslet hest).187 Og han tilføjer senere188 „at den døde altid får sine våben med sig, og nogle får også deres hest med på bålet“. Det sidste synes nu sjældent at være tilfældet, men fund af sporer i et antal grave viser dog, at en del højtstående krigere kunne være beredne.

Set under ét tyder Tacitus' bemærkninger på, at våben var noget, unge mænd kunne gøre sig fortjent til ved overgangen til voksenalderen – og at våbnene var personlig ejendom, som markerede den enkeltes status inden for samfundet.

Til det mere personlige udstyr kunne endelig høre en glat, let hvælvet guldfingerring,189 som i øvrigt blev båret af både mænd og kvinder. Normalt sad den på højre hånd. Desuden kunne manden på sig bære en tættekam med afrundet greb skåret ud af et tyndt benstykke, en niptang af jern, en halvrund jernkniv, og en elegant slynget jernkniv.

Man bør sluttelig også nævne de drikkehorn, som kunne ligge i både mænds og kvinders grave. I sin bog om Gallerkrigene siger Cæsar, at „germanerne med iver indsamler uroksens horn for at omslutte dets rande med sølvbeslag, hvorefter de bruger hornene som drikkebægre ved deres ødsle gilder“.

Ved Skrydstrup i Sønderjylland fandt man for mange år siden et sådant par drikkehorn.190 Både hornene og deres bronzebeslag er bevaret. En undersøgelse af skorpen på indersiden viste, at det ene horn havde været fyldt med mjød fremstillet af honning, medens det andet havde rummet øl, brygget på emmer. Kort sagt alkoholiske drikke af ganske samme art som man havde kendt dem siden bronzealderen (se Den hellige rus).

Drikkehornene fra gravene var gerne forsynet med bærekæde af bronze og læder og afsluttet med et metalbeslag, som i dobbeltgraven fra Dollerup var udformet som oksehoveder.191 Man kunne ikke stille dem fra sig, drak man af dem, skulle det været i ét drag.

Noter

158: L. Hedeager 1990, s. 184.

159: Svarende til mellemfasen i udviklingen af et hærfølge som beskrevet hos H. Steuer 1982, se også Hoeper & Steuer 1999.

160: Liversage & Malling 1978; D. Liversage 1985b; Brothwell et al. 1990. Se også T.G. Holden 1999.

161: Liversage & Malling 1978.

162: Pia Bennike 1993 og B.J. Sellevold et al. 1984.

163: B.J. Sellevold et al. 1984.

164: Liversage & Malling 1978.

165: W. van der Sanden 1996, s. 110.

166: E. Munksgaard 1974, s. 136 ff.

167: E. Munksgaard 1974, s. 144.

168: Nordquist & Ørsnes 1971; E. Munksgaard 1974, s. 142 ff.

169: E. Munksgaard 1974, s. 194 ff.

170: E. Munksgaard 1974b, s. 195.

171: E. Munksgaard 1974b, s. 194 ff.

172: E. Nylén 1962, 1970, 1976.

173: K. Andersson 1990, s. 240, fig. 1-2.

174: B. Beckmann 1969.

175: Bøjlenålene har igennem den romerske jernalder en stor betydning, først og fremmest som kronologiske ledetyper, se O. Almgren 1897 og 1927.

176: Sellevold et al, 1984, s. 286.

177: Det kan være et tilfælde, men det er også muligt, at denne dårligt repræsenterede gruppe ikke har båret våben i denne (for jernalderen) meget høje alder.

178: E. Munksgaard 1974a, 1974b, s. 128 ff.

179: E. Munksgaard 1974b, s. 183.

180: Afbildes f.eks. sådan på Trajan-søjlen i Rom.

181: Allan A. Lund 1979, s. 23.

182: K. Schlabow 1949.

183: K.W. Struwe 1967; E. Munksgaard 1974b, s. 201.

184: M. Watt 1994. Se også M. Jahn 1916 og E. Nylén 1963.

185: T. Capelle 1986.

186: Tacitus: Germania 13. kap.

187: Tacitus: Germania 18. kap., 2-3.

188: Tacitus: Germania 27. kap., 2.

189: C. Beckmann 1969.

190: J. Grüss 1931.

191: D. Liversage 1980.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Mand og kvinde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig