Fra Fyn bevæger vi os over Storebælt til Sjælland, som endnu her i de første århundreder e.Kr. havde store, sammenhængende skovområder, specielt i Nord- og Midtsjælland. Men intetsteds i de dengang bebyggede egne finder vi store gravpladser. Den romerske jernalders grave på Sjælland ligger mest på små gravpladser og består fortrinsvis af jordfæstegrave. Der findes dog også lejlighedsvis brandgrave.109
I betragtning af den udvikling, der senere skete, markerede den sjællandske elite i ældre romersk jernalder sig med påfaldende få romerske importgenstande i gravene. Ligeledes mangler også det militære islæt. Forskellen er især iøjnefaldende i forhold til Jylland. Det er dog også på Sjælland muligt at pege på nogle få grave, hvor importerede drikkesæt udgjorde gravgodset og dermed markerede, at her lå mennesker af høj byrd begravet. Man kender henved en snes af den slags grave.
Typisk er f.eks. en grav fra Stenlille på Midtsjælland.110 I den lå begravet en 35-55 årig mand, som med sig havde fået en romersk vinkedel, en såkaldt Østlandskedel,111 et tilhørende sæt af si og øse112 og et par små glasbægre på fod dekoreret med fire rækker ovale slibninger afgrænset foroven og forneden af vandrette indslebne linjer.113
Ved Keldbylille på Møn fandt man tilsvarende en grav med en 20-35 årig kvinde, som også havde fået en Østlandskedel med sig på rejsen til det hinsides.114 Hendes øvrige gravgaver bestod af et drikkehorn med bronzebeslag, en sølvfibula og en bronzefibula.
Kvinder af fornem byrd kunne altså få lige så udsøgte gravgaver med sig som mænd. Men for mændenes vedkommende understreges det militære aspekt som omtalt ikke. Der kendes i det hele taget meget få våbengrave fra den ældre romerske jernalder på Sjælland.115 Hovedindtrykket er en klar forskel i forhold til de jyske grave. I Jylland ser vi en tydelig sammenhæng mellem rigdom og mandsgrave med militært islæt. På Sjælland (og Lolland-Falster, se nedenfor) optræder rige kvindegrave, medens på samme tid det militære islæt mangler. Fyn indtager en mellemstilling mellem de to yderpunkter.
Her har man foreslået, at forskellene i gravskikkene i henholdsvis Jylland og på Øerne har deres udspring i en forskel i slægtskabsstrukturen. Det er i hvert fald tydeligt, at kvinderne markerer sig mere i de sjællandske grave end i de sydjyske, hvor det militære islæt til gengæld er mere fremtrædende. Det har man tolket således, at slægtskabsstrukturen i de sydjyske egne skulle være patrilineær og eksogam – på Øerne skulle den modsat være matrilineær eller i hvert fald bilateral og endogam.116
Hvad menes der da med disse lidt tunge begreber, som er hentet fra den moderne socialantropologi? At slægtskabsstrukturen er patrilineær betyder, at nedstamning følger faderlinjen. Det betyder endvidere, at kvinden ved ægteskab optages i mandens slægtslinje og mister rettighederne i sin egen slægt. At Slægtskabsstrukturen er matrilineær, betyder at den følger moderlinjen, og at kvinden ved ægteskab forbliver i sin moders slægt. Hos os, som i biologien, følger man begge linjer (dvs. både moderens og faderens) og taler her om bilateral nedstamning. At slægtskabsstrukturen er eksogam, betyder at ens mor kommer fra en anden slægtsgruppe, og at der er tale om endogami betyder, at man kun må gifte sig inden for sin egen slægt i videste forstand.
Man har således peget på, at der ingen grund er til at udstyre kvinder med rige gravgaver, hvis status alene er noget, der udtrykkes og videreføres i mandens slægtslinje. Måske det er, hvad der kommer til udtryk i de jyske grave fra den ældre romerske jernalder. Hvis kvinden derimod er arveberettiget, er der god grund til at markere hendes status med rige gravgaver. Måske er det det, vi kan iagttage på Øerne i de første par århundreder e.Kr. – og endda i øget omfang i de efterfølgende tider.
Denne forskel mellem øst og vest inden for det sydskandinaviske område kan hænge sammen med forskellige relationer til de germanske samfund nede på kontinentet i syd.117 Vi har allerede antydet, at de syd- og midtjyske jernaldersamfund med deres våbengrave kunne ses som en del af et nordvesteuropæisk, germansk miljø, hvis opståen måske havde forbindelse med den romerske ekspansion ind i områderne ved den nedre del af Elben i begyndelsen af det 1. århundrede e.Kr. med det formål at etablere en romersk grænse langs den store flod.
De østdanske jernaldersamfund med deres grave uden våben, men med stærk betoning af kvindelig status, kunne på tilsvarende måde være en del af et nordøsteuropæisk, germansk miljø, som havde sin særlige egenart. Til denne dobbelthed i jernaldersamfundets forudsætninger skal vi senere vende tilbage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.