Foto af rekonstrueret jernalderhus fra Hodde, opført 1989 i Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre. Der er i rekonstruktionen opereret med en taghældning på 42-43 grader og et tagudhæng på ca. 70 cm.

.

Samtlige elementer til den bærende konstruktion i en jernaldergård. Til højre ses en opstalt af et sæt tagbærende stolper. HR: Højrem; VR: Vægrem; TS: Tagbærende stolpe; TB: Tværbjælke; DS. Dørstolpe; VS: Vægstolpe; BB: Bindebjælke; DO: Døroverligger. Målestok 1:100.

.

Tømmerskelettet til en jernaldergård. 1: Tværsnit N-S. 2. Plan vandret snit B-B. 3. Tagplan, projektion af opmåling nr 4. 4. Opstalt af tømmerskelet.

.

Ildstedet var jernalderhusets livsnerve. Det lå altid i husets vestende, i beboelsesdelen. Omkring det samledes beboerne, n å r dagens arbejde var overstået, og her blev maden tilberedt. Bålets flammer var den eneste lyskilde inde i huset.

.

Plankedør fra et af de nedbrændte huse i Nr. Fjand-landsbyen.

.

Dekoreret ildsted af ler fra et af husene i Nr. Fjand-landsbyen.

.

Nogle af de mest ejendommelige pottemagerprodukter er de såkaldte ildbukke, som var yderst almindelige i flere århundreder. Ofte er de af groft magret og dårlig brændt keramik. Som støtter eller varmeholdere har de stået ved ethvert åbent ildsted. De her viste er fra Nr. Fjand-landsbyen. Ca. 1:4.

.

Kæmpekar fra Nørhå-bopladsen. Karret er med sin grundflade 75 x 90 cm langt det største og overtræffer alt, hvad der ellers er fundet af lerarbejder her i landet.

.

Endnu et kæmpekar fra Nørhå-bopladsen med kraftige plastiske lister. Var det ovne eller kornbeholdere? Tilsyneladende brugte man dem særligt i landsbyerne på de thylandske byhøje, hvor kornavlen måske havde en større betydning end i andre landsbyer.

.

Staldende af jernaldergård med båseskillerum

.

De huse, som stod i jernalderbøndernes landsbyer, havde en levetid på 3040 år. Når de havde nået den alder, var de gerne udtjente og blev revet ned. Så meget mere imponerende er den detailrigdom, hvormed man kan beskrive de bygninger, som blev jævnet med jorden for henved to tusinde år siden. For ved nedrivningen trak man ikke blot det bedste af tømmeret op af jorden for at kunne genanvende det. Man brændte også de tiloversblevne rester af huset af. Og endelig pløjede man med ard hen over hustomten, så man senere kunne tilså den sorte jord.

Men vort kendskab til jernalderhusene stammer fra tusindvis af små iagttagelser gjort ved udgravninger af hustomter, der af den ene eller anden grund ikke fik så hård en medfart som netop beskrevet. Ved at stykke disse iagttagelser sammen, kan man danne sig et ret nøjagtigt billede af de huse, som udgjorde rammen om jernalderbøndernes daglige liv.

De var alle principielt af den samme treskibede type, dvs., at taget blev båret af to rækker stolper, der gik ned gennem husets indre. Det var en konstruktionsform, der rakte helt tilbage til midten af det 2. årtusinde f.Kr., men som naturligvis havde gennemgået ændringer i de forløbne århundreder. Bl.a. var husene blevet forholdsvis små i løbet af den tidligste jernalder. Men nu omkring Kr.f. begyndte de igen at vokse i længden. I Overbygård-landsbyen så vi f.eks., hvordan husene i den ældste fase var gennemsnitligt 16-17 m lange, mens de i den yngre fase var 20-22 m lange.71

Byggematerialerne til husene var næsten udelukkende eg. Det gjaldt ikke blot de svære tømmerdele som tagbærende stolper, men også vægstolper og tagværk. Andet løvtræ som el, lind eller ask blev kun sporadisk brugt. Nåletræ, som er bedre at bygge med end løvtræ, bortset fra eg, blev ikke anvendt af den simple grund, at det først blev almindeligt i danske skove efter 1800-tallet. Til at opføre den bærende konstruktion i et standardhus fra den ældre jernalder skulle man bruge ca. 20 højstammede, omkring 45 år gamle egetræer.

Rundtømmer var det mest anvendte. Dvs. kævlerne blev anvendt i deres fulde dimension. Det fremgår både af de cirkulære stolpespor og af de stolperester, som en sjælden gang er bevaret. I tidens løb, dvs. hen imod yngre romertids begyndelse, kan man dog se en tiltagende bearbejdning af tømmeret. Firkantede stolpespor bliver nu langt hyppigere end tidligere.

Ved at bygge rekonstruktioner af jernalderhusene har man lært meget om deres konstruktion.72 Det har vist sig, at det treskibede hus med tagbærende åse (højremme) er en såre simpel, men i konstruktionsmæssig forstand kompleks konstruktion, der udmærker sig ved, at den fordeler tagets vægt jævnt på de bærende stolper. Set i et langt perspektiv kan man konstatere, at midtskibets relative bredde gradvist blev øget op gennem tiden, fra tidlig bronzealder til sen bronzealder, fra bronzealder til jernalder og gennem ældre jernalder, hvor den kulminerer i ældre romersk jernalder.73 Herefter bliver midterskibet igen relativt smallere. Det sker samtidig med en række andre væsentlige ændringer i grundplanen, som peger mod nye konstruktionsprincipper. Midterskibets relativt tiltagende bredde svarer ganske nøje til det bærende vægskelets aftagende dimensioner. Det kan igen fortolkes således, at de tagbærende stolper har båret en stadig større del af tagets vægt. I ældre romersk jernalder, såvel som i slutningen af førromersk jernalder, hvor vi ser de ret spinkle vægkonstruktioner, har det været det meste af denne vægt.

Tagets fulde bredde var bestemmende for hele konstruktionen.74 Det rejser igen spørgsmålet: hvor stort var tagudhænget? Ikke helt ubetydeligt i den ældre jernalder, fremgår det af de spor af tagdryp, der er iagttaget ved flere udgravninger af huse fra den ældre jernalder.75 Det vil sige, at tagfladernes tyngdepunkt på den tid lå uden for midterskibet. Og det betyder igen, at en rygås i princippet var unødvendig.

Taghældningen på jernalderhusene var nøje forbundet med tagdækningsmaterialet. Et tørvetag var f.eks. tungt og fordrede lav hældning (30 grader eller mindre). Var tagdækningsmaterialet derimod let, som f.eks. træspån, strå og tagrør, hvor vandet løb af og ikke sivede ind, var det nødvendigt med en taghældning på mindst 40 grader. Normalt antager man, at de treskibede langhuse fra jernalderen havde et let tag og derfor en forholdsvis høj rejsning.

Der har blandt arkæologer været en del diskussion om gavlenes udformning. Ud fra stolpesætningen i husets gavlpartier har man antaget, at taget blev ført rundt om gavlen med samme hældning som i langsiderne (helvalm).76 En anden løsning har dog også været foreslået, nemlig at taget har haft gavltrekant og undervalm. Det er en løsning, man ser i de fleste jernalderhusrekonstruktioner. Det skyldes gerne, at man har ønsket at anvende gavltrekanten (også kaldet skadegabet) til røgaftræk. Mange års brug af skadegabet som røgaftræk i Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre har imidlertid vist, at det ikke er nogen vellykket løsning. Spørgsmålet må således foreløbig betragtes som ubesvaret.

Kiggede man ind ad døren i en typisk jernaldergård, så man straks den svære stolpekonstruktion, der bar taget. Den bestod af to rækker runde, afbarkede stolper af eg med en diameter på 25-30 cm.77 Afstanden mellem de to stolperrækker var i gennemsnit 3 m. Grundformen af huset havde to sæt tagbærende stolper i beboelsesenden og 2-3 i staldenden. Men antallet kunne naturligvis øges afhængig af husets længde. Denne tagbærende konstruktion kendetegnede alle samtidige huse i Danmark. Derimod kunne vægkonstruktionen få forskellig udformning, alt efter hvor i landet, huset lå.

F.eks. havde husene i det vestlige Limfjordsområde, i Thy og langs den jyske vestkyst helt ned til området syd for den nuværende dansk-tyske grænse jordvægge opbygget af græstørv. Sådanne jordvægge krævede en stabil fugtighed, for at de ikke skulle tørre ind og synke sammen.78 Derfor findes de især langs Vesterhavskysten. En tørvevæg har en begrænset levetid, og den har ingen stabilitet. Det indre rådner langsomt og vil synke sammen. Det betyder, at væggen ikke har nogen bæreevne til at optage en del af tagets vægt. Derfor må taget bæres hovedsagelig af de indre, tagbærende stolper uafhængigt af støtte fra væggen. I nogle af husene fra byhøjene i Thy79 står de to rækker tagbærende stolper tæt ude ved væggen. De viser, at de tagbærende stolper har båret en større del af hele tagets vægt. Det er netop i disse byhøje, at de tykke græstørvsvægge er almindelige. I kystegnene er nedbøren desuden så stor, at den vasker kliningen væk, hvis denne ikke beskyttes. De ydre jordvægge har derfor i første række tjent som isolering og beskyttelse af de egentlige vægge.80 De udgjorde altså ikke selve væggen, men en beskyttende vold på ydersiden af en trævæg.

Hvordan disse græstørvopbyggede jordvægge så ud, har man gode oplysninger om.81 De var indtil 1,5 m brede og bestod af udskårne, 20-40 cm brede græstørv, opstablet på tværs af væggen. I hjørnerne var græstørvene skåret kileformet til, så de vendte spidsen ind mod huset, og huset fik på den måde afrundede ydre hjørner. Nogle steder har man fundet hustomter med endnu stående jordvægge i indtil 70 cm's højde.82

Den indre trævæg har man ved nogle velbevarede huse kunnet se på indersiden af jordvæggen eller jordvolden.83 Trævæggen kunne enten stå i en fundamentgrøft, eller den tegnede sig blot som en enkelt række stolpehuller. Flere steder har man kunnet dokumentere, at der var tale om en lerklinet, grenflettet væg, evt. en lerklinet grenfletning opført om planker på ca. 15 cm's bredde. Stumper af lerklining med aftryk af grenfletning findes i øvrigt ofte i jernalderhusenes brandtomter.84

I sjældne tilfælde tegner væggen sig som en stenlægning af tætliggende store sten i en lav vægrende.85 Stenene har formentlig fungeret som en slags syld. Det antyder, at væggen måske har stået på en fodrem.86 I de øvrige dele af landet havde husene ikke en sådan ydre jordvold, men tegner sig ved udgravningen f.eks. som en enkelt række stolpehuller, evt nedgravet i en væggrøft.

Næsten alle de udgravede hustomter stammer fra Midt- og Vestjylland, Himmerland og Vendsyssel. Huse, der på ydersiden af trævæggen har en jordvæg, findes i Vestjylland og Himmerland. Hodde-husene uden jordvæg er i Midtjylland, og de nedgravede langhuse findes kun inden for et lille lokalt område nord og syd for den østlige Limfjord.87 I Vendsyssel findes et ældre husfund fra Bækmojen,88 hvor vægkonstruktionen er uklar, men på Grønhedens Mark er udgravet et stort langhus,89 hvor væggen kunne erkendes ved dobbelte stolpehuller i en dyb væggrøft. Ud fra planen at dømme har der her eksisteret to huse oven i hinanden, hvor den ældste væg har bestået af en enkelt række stolper nedgravet i en væggrøft. Til dette ældre hus har der desuden været stald med tydelige båseskillerum. Der fandtes til det yngre hus et stort kælderanlæg, der i publikationen opfattes som et samlet anlæg med langhus og tilhørende nedgravet kælder. Denne opfattelse er meget usikker, da kælderanlægget begynder midt i langhusets vestlige del, der herved bliver ubrugelig til stald. Det mest sandsynlige er at opfatte kældrene som et anlæg og langhuset som et andet anlæg. Vægkonstruktionen er kraftigere, end det er fundet i andre samtidige langhuse. På grund af de specielt udformede indgangspartier ved husene, der har en ydre jordvæg (se nedenfor) har langhuset på Grønhedens Mark næppe haft nogen ydre jordvæg.

Uden for Jylland er det næsten kun husene fra Runegård på Bornholm, der fortæller om vægkonstruktionen.90 De havde svagt buede langsider med en dobbelt vægstolperække med ca. 1 m mellem de enkelte stolper. En del lerklining med grenaftryk viste, at der havde været en lerklinet grenfletning i denne vægkonstruktion.91 Denne vægkonstruktion svarede delvis til den, man fandt i Kraghede-husene. Heller ikke de bornholmske huse viste antydning af en ydre jordvæg. Formentlig var der kun en lerklinet, grenflettet væg. En lignende vægkonstruktion kender man fra skånske jernalderhuse.92

Den indgang, vi gik ind ad, for at komme ind i gårdens hovedhus, lå midt på langsiden. En tilsvarende indgang lå på den anden langside af huset. I de små udhuse lå indgangen også gerne i langsiden. Man kunne dog også undertiden finde den i den ene gavl.93 Selve dørindramningen bestod af en kraftig stolpe på hver side af indgangen, stående i selve væglinjen. Ved de store langhuse kunne den bestå af to gange to stolper, hvoraf de to yderste var de kraftigste.94

I de nedgravede huse i Overbygård havde indgangen en speciel udformning i de ældste huse. Den bestod af en indtil 6,5 m lang gang, med en væggrøft på begge sider, der endte i dybe stolpehuller (se Et tæt befolket bondeland).95 Der var altså tale om en lang, overdækket gang med adgang til både langhuset og udhuset. Ved langhusene fandtes lige uden for indgangen et dybt hul kantet med sten. Det må have været dækket med brædder, for at man kunne bruge indgangen. Tilsvarende huller lige uden for indgangen er i øvrigt almindelige i mange huse i det nordlige Holland.96

Huse med græstørvsvægge havde en anden indgangskonstruktion. Enten svingede væggrøften ud og dannede et indgangsrum på ca. 1 m's dybde svarende til jordvæggens tykkelse,97 i princippet den samme indgangskonstruktion som i de nedgravede Overbygård-huse. Eller indgangen var konstrueret med fire stolper. De to stolper var placeret i væglinjen i dybere huller og de to andre ligeså, ca. 1 m uden for indgangen, hvor den ydre jordvæg endte, således at der fremkom et specielt indgangsrum.98 I Sjælborg er ikke påvist en ydre jordvæg, men indgangspartiet antyder, at der kan have været en. En tilsvarende indgangskonstruktion blev ikke fundet i nogen af Hodde-husene, hvilket underbygger, at husene ikke havde haft nogen ydre jordvæg.

Gulvet i det ydre indgangsrum var et lergulv,99 eller det kunne være et fint stenlagt gulv. I byhøjen Vestervig var sådanne gulve særlig fint udført i sildebensmønster.100 Det stenlagte gulv i det ydre indgangsrum kunne også have en lille trappeafsats.101

Selve den dør, som sad i indgangspartiet har man i et enkelt tilfælde fundet liggende inde i huset.102 Den var forkullet og var åbenbart blæst ind under en voldsom brand. Døren bestod af et par egeplanker samlet ved to krumme, forsænkede tværlister. Den var knap 1,25 m høj og 0,60 m bred. I Ginderup fandt man umiddelbart inden for egetræstærsklen, som endnu lå på sin plads, en vidjeflettet dørskærm. Den lå på gulvet, men havde åbenbart været ophængt som en dobbeltdør bag husets svære indgangsdør.

Bortset fra den smule dagslys, som sivede ind ad de to døre, var det eneste, som oplyste husets indre, det bål som brændte på ildstedet i husets vestende. Her var gulvet næsten altid lavet af faststampet ler. Omkring ildstedet foregik størsteparten af de indendørs aktiviteter. Placeringen af arnen var næsten altid den samme, men den kunne udformes på flere forskellige måder. Almindeligvis bestod den dog af en rødbrændt lerplade, der ofte var ornamenteret. Lerpladen hvilede på et stenfundament af mindre, håndstore sten.103

Ved ildstedet stod gerne nogle ejendommelige lergenstande, såkaldte ildbukke. Det var nogle tykke, flade leropsatser, der undertiden løb ud i to korte, stumpe spidser eller horn. Ved midten kunne de have et eller flere runde tværhuller, måske bestemt til indstikning af pinde, når de skulle flyttes, efter at have stået nær ilden og havde absorberet megen varme. Hvad ildbukkene blev brugt til, har været stærkt omdiskuteret, men de hørte til i de fleste husholdninger. Man har ment, at de havde en rituel betydning og blev brugt som en slags kultobjekter.104 Og man har ment, at de havde en rent praktisk anvendelse ved ildstedet.105 Her findes de i hvert fald ofte parvis, men i øvrigt også ofte parvis på husgulvet ved vestvæggen eller parvis i affaldsgruber.106

Ildbukkene var fremstillet af groft magret ler i modsætning til de almindelige lerkar, dvs. de var lavet til at kunne tåle stærk varme, som de netop fik ved ildstedet. Nogle af dem havde slidspor på oversiden, og man har derfor ment, at de har været en form for kogestande eller ovne, hvorpå der stod lerkar.107 En sådan praktisk funktion forekommer ganske sandsynlig.

At de har haft en funktion som avlsten ved smedens esse er derimod mindre sandsynligt. Som redskabsform havde ildbukkene rødder langt tilbage i den keltiske jernalder.108

Også mortersten havde en fast plads i beboelsesenden i lergulvet mellem ildstedet og vestgavlen, men disse mortersten synes især at høre til huse fra ældre romertid, f.eks. Mariesminde, Ginderup og Sjælborg. De er f.eks. ikke fundet i Hodde.

Lerkar nedgravet hele under husgulvene kender man fra flere jernalderhuse. I et hus på Grønhedens Mark i Vendsyssel fandt man f.eks. et lerkar ved østgavlen og fem lerkar inde midt i huset.109 I et andet hus på Malle Hede fandt man to lerkar ved østgavlen,110 og i et hus ved Malle Degnegård var tre store lerkar nedgravet nær randen af ildstedet i husets vestende. De må være nedgravet, før lergulvet blev lagt, for karrene var fyldt med ler.111 I et hus ved Engelstrup fandt man ligeledes et lerkar nedgravet tæt vest for ildstedet.112 Skikken var kendt i hele Jylland og havde formentlig religiøs betydning.

Af større inventar fra jernalderhusene kender man et par store lerbeholdere, der havde deres faste plads ved vestgavlen i huse i bl.a. Mariesminde og Ginderup.113 En af dem var indrettet efter siloprincippet, så at korn kunne indhældes ovenfra og udtages længere nede gennem et rundt hul. En anden af dem havde en bund, der gik i ét med gulvet. Den kunne altså ikke flyttes.

Endnu mere interessante var to store ovnlignende lerkar, som man fandt inde i et par huse på en boplads ved Nørhå. De var formet som firkantede kasser, bygget af flade, langstrakte lerplader.114 De var begge knust, men på den ene var underdelen intakt i en højde af 30 cm. I grundfladen var ovnkasserne henholdsvis 65 x 65 og 75 x 90 cm store. De var opbygget i fast forbindelse med lergulvet i huset og havde forstærkende lister langs alle hjørnekanterne. Deres tykkelse var kun 1-1,5 cm. Over forsiden, dvs. på den sideflade, der vendte ind imod rummet, var der et netværk af lodrette og vandrette lister, undertiden flere sammen i bånd. De tjente dels til udsmykning, dels til at styrke siden. Kassens vandrette overside bestod af en flad plade, der mod midten bøjede opad og dannede en krave omkring et rundt mundingshul. Begge kassers bagsider var meget mangelfulde, men på den ene var der dog så meget tilbage, at man kunne konstatere, at der havde været en åbning. Hullet vendte ind mod husvæggen, og kun en smal passage gjorde det tilgængeligt. Det har dog formentlig kunnet fungere som aftræk.

Hvad disse store beholdere har været brugt til er ganske gådefuldt. En form for ovne synes de dog at have været. Begge var de sortbrændte i bunden og noget op ad siderne. Det kunne tyde på, at der har brændt ild i dem.

Deres side er også bulet ud på en måde, som må skyldes voldsom varme indefra. Godtages det, at beholderne har været ovne, spørges straks hvilken slags? Har de været en slags komfur? Eller har de været brugt til bagning? Det sidste er dog ikke sandsynligt, for begge er de meget vanskeligt tilgængelige. Rygning er endnu en mulighed. Men foreløbig må spørgsmålet stå ubesvaret hen.

Det er tydeligt, at langhusene var opdelt i rum med forskellige funktioner, det afspejlede sig også i de tagbærende stolpers placering i forhold til indgangene. I området mellem disse lå der normalt et særligt indgangsrum med adgang til beboelsen og staldenden, som hver var afgrænset med indre skillevægge. Gulvet i dette indgangsrum kunne ofte være stenbrolagt. Det finder man f.eks. på bopladserne i Sjælborg,115 i Kærsing,116 og på Archsum-Melenkop 117 og Wenningstedt på Sild.118

Fra midterrummet gik man ind i stalden i husets østende, som gerne havde et simpelt jordgulv, undertiden noget nedgravet.119 Båseskillevægge opdelte dette staldrum – de var bygget af kløvede egestammer.120 I f.eks. Hodde kunne man se, hvordan de normalt 5-6 m lange stalde gav plads til 14-16 dyr. Nogle få af husene havde større stalde på 7-9 meters længde med plads til 18-22 dyr. Sådanne længere stalde fandt man også i bl.a. Nørre Fjand,121 og i Sjælborg, hvor staldrummet var 9 m langt.122 Stalde af samme størrelse som i Hodde synes dog at være det almindeligste i Danmark. Går man længere mod syd, til de nordvesttyske og nordhollandske marskbebyggelser er staldene genemgående større.123 Det samme gælder også bredden af de enkelte båseskillerum.124

I det sydvestlige Jylland kunne stalddelen få en speciel udformning, nemlig med fint udførte stenbrolægninger, ofte med stensat grebning. Sådanne stalde kender man allerede fra tiden før Kr.f.,125 men specielt i den ældre romerske jernalder blev de almindelige.126 Tilsvarende stenbrolagte stalde findes på øen Sild.127

Det synes ikke at være alle tidens langhuse, som rummede både beboelse og stald. I Hodde udgravede man fire langhuse, der formentlig ikke havde haft nogen stald i den ene ende. Det samme er også iagttaget enkelte andre steder, bl.a. i Malle Degnegård.128 Her fandt man et langhus på 17 meters længde, som sandsynligvis har haft lergulv i hele husets længde med et ildsted i vestenden.129 Hvilken rolle disse huse har spillet i landsbysamfundet er endnu ikke afklaret.130

Møjsommeligt tilvejebragt, som brik for brik i et puslespil, giver disse mange spredte iagttagelser trods alt et billede af de langhuse, som udgjorde bøndernes landsbyer for to tusinde år siden. Færdes man derude ved de sammensunkne jordvolde f.eks. på heden ved Østerbølle i Vesthimmerland (se Et tæt befolket bondeland), en efterårsaften måske, når en regnbyge lige har renset luften, og lyset er ved at svinde bort, kan man næsten høre lyden af kvæget, der engang gumlede på sit foder inde i langhusenes mørke staldende. Man fornemmer, hvordan den bitre lugt af røg fra ildstederne inde i husene blander sig med kulden, der stiger op fra jorden. Så er det, som bevæger der sig skygger hen over de lave, forblæste volde, der sammen med trævæggene engang skærmede om det dyrebare liv.

Noter

71: J. Lund 1976, s. 139.

72: Se f.eks. B. Draiby 1991; Lund & Thomsen 1982.

73: S. Hvass 1982a, s. 142.

74: Det skal forstås således, at når midterskibets bredde er mindre end den halve tagbredde, vil tagfladens tyngdepunkt/vippeakse ligger uden for midterskibet – og indenfor, hvis midterskibets bredde overstiger den halve tagbredde.

75: F.eks. Skørbæk hus B, (G. Hatt 1938) og Nr. Fjand hus Ia, III, XIV (G. Hatt 1957).

76: B. Draiby 1984.

77: Dimensionen af de tagbærende stolper fremgår bl.a. af den nedbrændte kælder i Overbygård, hvor de tagbærende stolper var runde, afbarkede egestolper, 25 cm i diameter, se J. Lund 1979b, s. 116.

78: S. Hvass 1985b, s. 121.

79: Ginderup (H. Kjær 1928, s. 12; 1930, s. 19; G. Hatt 1935, s. 39), Hurup (A.K. Rasmussen 1968, s. 138; K. Salewicz 1976, s. 64), Vestervig (C.L. Vebæk 1976, s. 59) og Mariesminde (G. Hatt 1960, s. 63).

80: B. Trier 1969, s. 73.

81: F.eks. i Nørre Fjand hus XIV (G. Hatt 1957, s. 25), i Skørbæk hus F (G. Hatt 1938, s. 135) og i Hurup (K. Salewicz 1976, s. 65).

82: I Skørbæk og Østerbølle, se G. Hatt 1938, s. 124, 160.

83: Klingenberg & Nielsen 1994.

84: S. Hvass 1985b, s. 118.

85: F.eks. et lille hus fra Malle Degnegård, se J. Brøndsted 1960, s. 129.

86: J. Nielsen 1980a, s. 68.

87: J. Nielsen 1980b, s. 86.

88: G. Hatt 1959, s. 201.

89: Friis & Lysdahl Jensen 1966, s. 31.

90: M. Watt 1980.

91: En tilsvarende vægkonstruktion har der formentlig også været i Dalshøj hus C på Bornholm, se O. Klindt-Jensen 1957.

92: S. Tesch 1980, s. 87.

93: S. Hvass 1985a, s. 120; J. Lund 1976, s. 135; C.J. Becker 1980b, s. 59.

94: Således f.eks. i Grønbjerg Skole (C.J. Becker 1980b, s. 59), Omgård-Sig (L.C. Nielsen 1982, s 135) og Kraghede, der i hus II havde forkullede lodrette planker, hvoraf den yderste stod på langs i væglinjen, og en lodret planke fandtes på tværs inden for denne (O. Klindt-Jensen 1949, s. 202).

95: J. Lund 1976, s. 139.

96: W.A. van Es 1967, s. 50.

97: Som i Nørre Fjand hus XIV (G. Hatt 1957, s. 22) og Skørbæk hus F (G. Hatt 1938, s. 135).

98: Nørre Fjand hus Ib, IIIb, XVIII (G. Hatt 1957), Hurup (K. Salewicz 1976, s. 65) og Sjælborg (N. Thomsen 1959, s. 17.

99: Som i Nørre Fjand hus Ib, IIIb, G. Hatt 1957.

100: C.L. Vebæk 1976, s. 63.

101: F.eks. i Mariesminde, G. Hatt 1938, s. 237.

102: Nr. Fjand. G. Hatt 1957, s. 87; J. Brøndsted 1960, s. 133.

103: Som f.eks i Grønhedens Mark, Mariesminde, Ginderup, Hurup, Nørre Fjand, og Myrthue, se N. Thomsen 1964, s. 20.

104: S. Müller 1907, s. 127; G. Hatt 1938, s. 148.

105: C. Neergaard 1892, s. 282; S. Nielsen 1980, s. 85.

106: S. Hvass 1985b, s. 160.

107: S. Nielsen 1980, s. 87.

108: C.J. Becker 1970, s. 150.

109: P. Friis & P. Lysdahl Jensen 1966, s. 31.

110: G. Hatt 1938, s. 248; J. Brøndsted 1960, s. 129.

111: G. Hatt 1938, s. 257.

112: G. Hatt 1938, s. 236. Flere eksempler er nævnt hos S. Hvass 1985b, s. 123 ff.

113: H. Kjær 1928; Se også G. Lerche 1968.

114: J.N. Nielsen 1971, 1972.

115: N.Thomsen 1959, s. 15.

116: N.Thomsen 1953, s. 178.

117: Kossack, Harck & Reichstein 1974, Beilage 8, 311.

118: H. Hingst 1968, s. 234.

119: Det ses f.eks. i Hesselagergård (S. Hvass 1985b), Fredbjerg (S. Jensen 1980a, s. 175) og Tolstrup (G. Hatt 1928, s. 237).

120: Som f.eks. i Nørre Fjand, hus XIV. G. Hatt 1957.

121: Ibid. hus XIV.

122: N.Thomsen 1959, s. 19.

123: P. Donat 1977, s. 256.

124: W. Haarnagel 1979, s. 250; H.T. Waterbolk 1975, s. 392.

125: N. Thomsen 1968, s. 7.

126: Kendes bl.a. fra Vognsbøl (K. Thorvildsen 1949, s. 210), Boldesager (N. Thomsen 1953, s. 171), Sjælborg (N. Thomsen 1959, s. 13) og Myrthue (N. Thomsen 1964, s. 17).

127: Archsum-Melenkop (Kossack, Harck, Reichstein 1974) og Wenningstedt (H. Hingst 1968, s. 234).

128: G. Hatt 1938, s. 253.

129: Lignende iagttagelser er gjort i Ginderup hus IV,2 (G. Hatt 1935, s. 39), som var 10,5 m langt, i Østerbølle, hus B og C (G. Hatt 1938, 187) med længder på 16-17,5 m, og Års Mark (G. Hatt 1938, s. 229). Sidstnævnte sted var huset 17 m langt og havde et lergulv i hele husets længde.

130: I den velbevarede marksbosættelse Feddersen Wierde er der udgravet enkelte langhuse uden tværvægge og uden stald (W. Haarnagel 1979, s. 139). Her har udgraveren tillagt disse langhuse en særlig betydning, bl.a. som en slags forsamlingshuse (ibid. 1979, s. 319).

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bøndernes huse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig