Fjerne forbindelser (250 f.Kr.-Kr. f.)

Det er krigeren, der præger dette afsnit af jernalderens historie. Vi møder ham nu på mange af de gravpladser, hvor man tidligere havde bestræbt sig på at udtrykke alles lighed over for døden. Sådan var det ikke mere. Når krigeren drog til dødsriget, var det med alle sine våben og sit personlige udstyr. Ja, han kunne lejlighedsvis tiltræde rejsen dertil med guldringe, bronzekedler og -spande, våben og vogne og andet af fremmed herkomst. Det afspejler, at det var ham, krigeren, der var brudt ud af de rammer, som traditionen havde lagt om menneskene. Det var krigeren, som var kommet i kontakt med folkene dernede på kontinentet, med kelterne. Hos dem mødte han nye ideer og andre tegn på status, end han førhen havde kendt.

Hvordan mødet med folkene i syd var foregået, ved vi ikke. Europa var stadig et kontinent i opbrud. Det store kimbriske folketog var så sent som i det 2. århundrede f.Kr. draget hærgende gennem Europa. Måske der også var krigere fra vore breddegrader med i det. I hvert fald er der ingen tvivl om, at det store folketog skabte nye forbindelser mellem kontinentets beboere.

Men heroppe i nord havde en ny udvikling allerede længe været på vej. Igennem de sidste 2-3 århundreder var der opstået et bondesamfund, hvis organisation rakte et godt stykke ud over landsbyniveauet. Et samfund, som i f.eks. konfliktsituationer kunne mobilisere krigere fra betydelige landområder. Det så vi bl.a. i Hjortspring på Als. Mod slutningen af perioden blev de sociale forskelle også mere synlige. Vi anede dem allerede i Grøntoft, men de blev helt tydelige i Hodde-landsbyen. Vi skimter her kimen til krigersamfundet og dets nye ledere: krigeraristokratiet, hvis økonomiske magt hvilede på jorden og kvæget.