De mange og de få

I århundrederne op mod Kr.f. begyndte man på ny i gravritualerne at markere forskellene mellem menneskene. Eliten blev igen synlig, og vi begynder at skimte konturerne af et rangopdelt samfund med et aristokrati af høvdinge og krigere. De dødes grave var ikke længere præget af den anonymitet, som havde været fremherskende siden opløsningen af bronzealderens høvdingesamfund i det 7.-6. århundrede f.Kr.

I gravritualerne var der ellers mange traditioner, der rakte tilbage til bronzealderens slutning. Den traditionelle begravelsesform fra yngre bronzealder – urnen med de brændte ben – blev stadig benyttet, også i slutningen af den keltiske jernalder. Tidligere havde man ganske vist omhyggeligt sorteret de brændte knogler fra ligbålets aske. Og sammen med eventuelle gravgaver, dvs. småting fra den dødes dragt som nåle, spænder, og lignende, anbragte man disse i en urne, som man nedgravede i en lille grube under flad mark eller eventuelt i siden af en ældre gravhøj.

Som tiden gik, var man imidlertid blevet mindre omhyggelig med at overholde de gamle forskrifter for behandlingen af den afdødes jordiske rester. Aske, benstumper og brændte gravgaver fyldte nu urnen, og større genstande som f.eks. sværd og knive lagde man af mangel på plads ved siden af. Det blev også almindeligt at sætte urnen ned i en lille grube, som herefter blev fyldt med bålrester. Endnu mere lemfældig var den gravform, hvor asken fra ligbålet blev samlet sammen og lagt enten direkte på jordoverfladen eller i en lille fordybning, en brandplet. Det var gravformer, som var udbredt over hele landet. Brandpletterne var dog især almindelige i Østdanmark og i Vendsyssel. Almindeligvis lå gravene på større gravpladser, hvor alle tre former var repræsenteret. Men de små tuegravhøje byggede man ikke mere.

Større gravpladser fra den sene keltiske jernalder har man udgravet i f.eks. Vogn og Kraghede i Vendsyssel, Hedegård i Midtjylland, Langå og Møllegårdmarken på Sydøstfyn, Lundegård på Lolland samt Kannikegård og Nørre Sandegård på Bornholm. Ingen af disse gravpladser er dog tilnærmelsesvis så store som de største tuegravfelter fra den tidlige keltiske jernalder. Nørre Sandegård på Bornholm, den størst kendte, har således kun ca. 400 grave fra den sene del af den keltiske jernalder. Med undtagelse af de bornholmske, kom de større gravpladser først i brug i løbet af de sidste par århundreder f.Kr. På nogle fortsatte man begravelserne ind i den efterfølgende romerske jernalder, andre steder brugte man ikke længere gravpladserne.

Mange af gravpladserne var således i brug gennem flere hundrede år omkring Kr.f. Sådan forholdt det sig også med bebyggelsen, hvor gårdene og landsbyerne ofte fortsatte fra den yngre del af keltisk jernalder og ind i ældre romertid. Det ville være interessant, om man direkte kunne studere forholdet mellem datidens landsbyer og gravpladser. Det kan man dog kun i nogle ganske sjældne tilfælde. Nok fordi gravene ikke lå i gårdenes umiddelbare nærhed, men lå samlet på små eller større pladser i udkanten af landsbyjorden. Større gravpladser kan i øvrigt også tænkes at have fungeret som fælles gravplads for flere små lokalsamfund.

Men lad os begynde søgningen efter den sene keltiske jernalders grave oppe i Nordjylland. I det nordøstlige Vendsyssel, i kanten af randmorænen, Jyske Ås, ligger gravpladsen Vogn.¹ Den er placeret på en bakke, der falder jævnt imod sydøst i et i forvejen kuperet landskab, Tolne Bakker. I alt 123 grave omfatter gravpladsen, der må betragtes som totaludgravet.² De fleste af gravene er brandgruber, en tredjedel er dog urnebrandgruber. Kun seks jordfæstegrave er fundet på gravpladsen.

Gravene var ikke særlig rigt udstyrede. I omkring en fjerdedel af dem var lerkar det eneste gravgods, medens en anden fjerdedel tillige indeholdt en jernkniv. Den resterende halvdel af gravene var udstyret med fra to til ni forskellige redskabs- og smykkeformer. Det kunne foruden lerkar og knive være smykke- og dragtudstyr,³ redskaber og våben.⁴ Var der lerkar i gravene, var det skår af fra et til fem kar. Måltidsofre fandt man i tre fjerdedele af gravene. Det var normalt rester af en dyresteg i form afbrændte knogler.

Vi kan prøve, om vi kan danne os et billede af det samfund, som begravede sine døde på Vogn-gravpladsen – og som ikke synes at have været et specielt rigt samfund. Udgangspunktet må være de analyser, der er blevet foretaget af knoglerne i gravene.⁵ De viser, at mennesker af alle aldre og begge køn blev begravet på gravpladsen. Og dog, hvis man forestiller sig, at Vogn-samfundet havde begravet alle sine døde her, skulle der have været langt flere børnegrave. Men kun 20% af de døde var yngre end 20 år.

I et primitivt bondesamfund som Vogn kunne man forvente, at børn og unge i gennemsnit tegnede sig for hele 60% af de årlige dødsfald. En stor del af disse må altså være begravet andre steder. Underrepræsentation af især spæd- og småbørn er da også et velkendt fænomen på forhistoriske gravpladser.

Om der på gravpladsen blev begravet lige mange mænd og kvinder, er også usikkert. Det skyldes, at en kønsbestemmelse af brændte knogler altid rummer en ret stor usikkerhed. Meget tyder imidlertid på, at alle personer, der døde i voksenalderen, blev begravet på den fælles gravplads. At dømme efter gravudstyret, blev man også begravet her, uanset hvilket socialt lag man tilhørte. Man kan altså formode, at gravpladsen ved Vogn blev benyttet af en sammensat befolkningsgruppe, formentlig et landsbysamfund, der levede et sted i nærheden af gravpladsen.

Om alderssammensætningen i denne (endnu hypotetiske) landsbys befolkning kan man beregne, at børn under 1 år har udgjort 5% af indbyggerne.⁶ De 1-6 årige har tegnet sig for knap 20%, de 7-13 årige for 18% og de unge 14-20 årige for 16% af indbyggertallet. Størst har gruppen af unge voksne (21-40 årige) været, til den hørte knap 32% af beboerne. Endelig har kun omkring 10% af menneskene været over 40 år.

Man kan også regne ud, at afhængigt af om gravpladsen har været i brug i 50, 75 eller 100 år, kan indbyggertallet i landsbyen have været på henholdsvis 89, 59 eller 45 mennesker. Lad os antage, at f.eks. 60 mennesker levede i landsbyen. Den har da været beboet af 25 børn, 9 unge og 25 voksne, hvoraf de 6 måtte betegnes som ældre.

Der er ikke meget, der tyder på, at der var særlige regler for, hvor på gravpladsen man blev begravet. Dog aner man lidt af en kønsopdeling: kvinder blev fortrinsvis begravet i syd og mændene fortrinsvis i nord.

At dømme efter gravgaverne, var den voksne befolkning i landsbyen, ligesom i Hodde-landsbyen, opdelt i statusgrupper. I Vogn kan man udskille to til tre sådanne grupper, som hver især omfattede begge køn og alle voksenaldre. Overgangen fra den mellemste til den højeste status ser man tydeligst hos mændene, der i den højeste statusgruppe får rigere gravgaver med på rejsen til det hinsides end kvinderne. Det understreges også af, at mændenes statussymboler gerne er mere iøjnefaldende – det er nemlig ofte våben. Samlet er det henved en femtedel af de voksne, der har haft en høj social rang.

Hvis der, som antaget ovenfor, har boet omkring 60 mennesker i landsbyen – og hvis vi antager, at samlivsformen har været monogami, så kan vi nu se landsbyens befolkning for os. Den må have rummet en halv snes familier med hver to-tre børn. Det svarer til en halv snes gårdenheder. To femtedele af indbyggerne har haft en betydelig højere rang end de øvrige. Den lille gruppe af mænd med særlig høj rang – dem der blev gravlagt med våbenudstyr – har formentlig fungeret som landsbyens ledelse. Lederne har næppe understreget deres autoritet ved at bære våben til daglig. Det skete nok kun ved særlige lejligheder.⁷

Dermed har de beskedne, brændte knogler i de dødes grave tegnet lidt af et billede af den landsby, der må have ligget i nærheden af gravpladsen Vogn. Landsbyen indgik formentlig i et regionalt system, der omfattede andre lignende landsbyer, og som nogle steder lå med kun få km's afstand. Imellem landsbyerne foregik der en udveksling på forskellige niveauer. Bl.a. udvekslede man formentlig ægteskabspartnere – det var man nødt til på grund af landsbyernes begrænsede størrelse. Ud over de økonomiske og sociale forbindelser kan man forestille sig, at der også fandtes et ideologisk fællesskab inden for et større område. Forbindelserne landsbyerne imellem må fortrinsvis være blevet varetaget af højere rangspersoner, evt. landsbylederne.

Netop gravene fra Vogn giver os mulighed for at påvise sådanne forbindelser mellem rangspersoner inden for større områder. I en af kvindegravene⁸ lå fragmenter af et metalkædebælte, som er af en fremmed type i Nordjylland. Dets oprindelse skal søges i Oster- og Västergötland i Sverige, hvor størsteparten af fundene er gjort. Men uden for de mellemsvenske landskaber findes disse særlige metalkædebælter i kvindegrave fra henholdsvis Sydnorge, Bornholm og Vendsyssel.⁹ Formentlig kan vi tolke disse fund som belæg for eksogami, dvs. at de kvinder, som bar bælterne, blev bortgiftet til fremmede slægtsgrupper uden for lokalsamfundet.¹⁰

Ægteskabet er en af de mest elementære måder at skabe slægtsforbindelser på, og dermed grundlag for alliancer og afhængighedsforhold.

Eksogami har formentlig rødder langt tilbage i tiden (se Høvdinge og krigere), men nævnes også kort af den romerske forfatter Tacitus¹¹ som karakteristisk for de øverste sociale lag i Germanien.

Men lad os i vort forsøg på at bestemme forholdet mellem de mange og de få i den sene keltiske jernalder vende os til en anden vigtig gravplads i Vendsyssel, Kraghede, som ligger i Øster Brønderslev sogn på de jævne flader syd for Rye Å med dens udstrakte græsningsarealer. Her fandt man både en gravplads og en boplads. I alt 9-10 grave blev udgravet spredt over den nordlige halvdel af den udgravede boplads.¹² Forholdet mellem gravene og bopladsen står ikke klart,¹³ men alle brandgravene er fra den sene keltiske jernalder.¹⁴

Man har kaldt Kraghedegravpladsen en mandsgravplads.¹⁵ Det er formentlig korrekt, for næsten alle gravene indeholdt våben. En bestemmelse af knoglerne i en af gravene¹⁶ viste dog, at den var en barnegrav. I de øvrige grave var det våben, der dominerede.¹⁷ De kunne bl.a. være udstyret med et sværd af La Tene-type eller et enægget sværd. Foruden gravgaverne indeholdt gravene dyreknogler af får, svin og okse. Hvor det var været muligt at afgøre, synes dyrene at have været hele ved brændingen.

To af gravene skilte sig klart ud fra de andre. Den ene var en urnebrandgrube, hvor dele af de brændte knogler og rester af ligbålet var anbragt i en stor bronzekedel med jernrand.¹⁸ Graven indeholdt desuden syv knuste lerkar, en fibula, en guldfingerring, en ragekniv af jern, et enægget sværd med skedebeslag, en spydspids, en jernkniv og et par sakse – et rigt udstyr, som stiller graven på linje med i alt 17 andre kedelgrave fra det sydskandinaviske område (se Høvdinge og krigere).¹⁹

Den anden grav rummede et endnu fornemmere udstyr, nemlig resterne af en pragtvogn.²⁰ Graven indeholdt mindst 15 knuste lerkar og et rigt gravudstyr, der var brændt på ligbålet før nedlægningen. Bl.a. en fibula, en lang jernkniv og to spydspidser, rester af et remgarniture og nogle personlige småsager, bl.a. en saks. Hertil kom rester af en pragtvogn, der ganske vist var stærkt beskadiget af ilden fra ligbålet. Næsten alle vogndelene var smeltet, men de må have hørt til en vogn af samme type som vognene fra Dejbjerg I og Langå (se Høvdinge og krigere). De bevarede navringe havde desuden nære paralleller i et sydtysk fund fra Baden-Württemberg, som kan dateres til sidste halvdel af det 1. århundrede f.Kr.²¹ Gruben indeholdt desuden de brændte ben af mindst to heste, to svin og et får.

Den lille gravplads ved Kraghede må således have tilhørt et høvdingemiljø, som besad stor generel rigdom, som betonede besiddelsen af våben, og som var en del af et varieret, internationalt kontaktnet. Man har tidligere været meget opmærksom på Kraghedegravenes internationale karakter.²² Det er imidlertid et træk, de deler med andre rige høvdingemiljøer rundt om i landet.

Endnu et rigt høvdingemiljø finder man, hvis man går sydpå på den jyske halvø, f.eks. i Hedegård i Ejstrup sogn i Midtjylland. Om bopladsen, der lå på et højtliggende plateau ved Skjern Å, er der tidligere berettet (se Landsbyer og gårde). Et halvt hundrede meter nordpå lå den gravplads, der hørte til bopladsen.²³ Dens grave var gennemgående rigere udstyrede end de samtidige jyske. Der var også flere våbengrave, end man normalt ser. De begravede krigere havde gerne fået et La Tene-sværd med sig på rejsen til det hinsides. Det var fornemme, næsten meterlange jernsværd, importeret fra keltisk område. Man finder også andet udstyr, som ellers sjældent findes i den keltiske jernalders grave. Bl.a. i ét tilfælde nogle særprægede beslag, som kan have siddet på en saddel, i så fald Danmarks ældste.

Fire grave skilte sig ud fra flertallet af de øvrige grave. Alle lå de nær hinanden omtrent midt på gravpladsen. Den første var en rig kvindegrav, hvis urne var nedsat i et hjørne af selve bålpladsen.²⁴ Urnen stod direkte oven på en rustet klump af jern- og bronzegenstande. I urnen lå tre guldperler og to bronzekugler af ukendt brug, under urnen et sjældent bronzebælte med skiftevis kvadratiske og rektangulære led, holdt sammen med splitter. Foran har der været en lukkeanordning prydet med dyrefigurer, og fra den har bæltets frie ende hængt.²⁵ Den døde havde desuden fået med sig en synål, stumper af glasperler og to fibler, som kan datere graven til de sidste årtier før Kr.f.

Den sidste af kvindens gravgaver fandt man på bålpladsen og i rustklumpen. Det var resterne af en bronzehank til et metalkar, måske et drikkebæger. Hanken var formet som en hestefigur, hvorpå sidder et vildsvin, begge stærkt påvirket af keltisk formgivning. Kun i to andre tilfælde kender man sådanne fund, hvor små romerske bronzekar er forsynet med fantasifulde, nordiske bronzehanke i dyreform.²⁶

Den anden grav lå en snes meter fra den første.²⁷ Også den var en urnegrav, men urnen var et bronzefad dækket af et lerkar, der stod med bunden i vejret. I bronzekarret lå de brændte knogler af et 12-13-årigt menneske sammen med bl.a. en lille, glat guldfingerring og en kniv. Knoglerne havde været svøbt i et stykke klæde – og ved bronzekarret fandt man to store knive.

Bronzefadet var af en simpel type med fod og to hanke dekoreret med vinløv.²⁸ Det er en romersk karform, fremstillet i Capua i tiden mellem 100 og 50 f.Kr., men i øvrigt meget sjælden nord for Alperne. Graven er formentlig fra slutningen af det 1. århundrede f.Kr.

Endnu en rig grav lå kun 6 meter fra graven med det unge menneske.²⁹ Også her var urnen et bronzefad med et omvendt lerkar som låg. I bronzefadet lå de brændte knogler af et 4-5 år gammelt barn og en guldring. Også dette fad havde været omviklet med et stykke vævet stof. Gruben, som urnen havde været stillet i, var foret med bregner og en oksehud.

Bronzefadet havde lige sider³⁰ og var af en type, som er meget almindelig nord for Alperne. Lignende kar kender man fra en grav i Vendsyssel³¹ og nogle få andre steder i Sydskandinavien. Af andre gravgaver fra graven kan man nævne en jernkniv med en fint dekoreret skede, en saks og et spyd.

Den sidste af de fire rige grave lå heller ikke langt fra de øvrige.³² Den rummede bl.a. en kostbar romersk officersdolk, fremstillet engang i tiden lige efter Kr.f. Vi skal derfor vente med en nærmere omtale af den til senere (se De jyders land), da den hører hjemme i begyndelsen af det efterfølgende tidsafsnit.

Det var en velstående høvdingeslægt og dens våbenføre mænd, som havde begravet sine døde på gravpladsen ved Hedegård. De må have tilhørt det samme aristokratiske samfundslag som de døde på Kraghedegravpladsen. Også de øvrige grave havde en større og langt mere varieret rigdom på gravgaver, end hvad der var normalt på tidens gravpladser. Våbengrave med lanse, skjold og sværd var f.eks. almindelige. Den hyppigste sværdtype var det tveæggede La Tene-sværd, som i mange tilfælde må have været importeret fra det keltiske område. Også en ringbrynje fandt man.³³

Påfaldende var det også, at man i flere af gravene fandt værktøj. Det kunne være små skebor eller huljern, syle og mejsler samt mejsellignende genstande, der lignede de stikler, guld- og sølvsmede anvender ved ciselering og gravering. Redskaberne vidner om, at den håndværkerstatus, som de døde havde haft i levende live, var af så stor betydning, at den også skulle markeres i døden.

Gravene på Hedegård-gravpladsen viser os således et samfund ledet af en velstående høvdingeslægt, omkring hvilken grupperede sig et stort antal veludrustede krigere og adskillige håndværkere. Landsbyen må have været et høvdingesæde med stor generel rigdom, en vis militær styrke, specialiserede håndværkere og et stort og varieret internationalt kontaktnet.

Vender vi os dernæst til Fyn og de omkringliggende øer, finder vi også der talrige små og større gravpladser fra den sene keltiske jernalder.³⁴ Blandt de større gravpladser kan bl.a. nævnes: Hygindtorp,³⁵ Millinge Østerby,³⁶ Harnebjerg,³⁷ Hagenskov,³⁸ Tokkelhøj,³⁹ Skåstrup,⁴⁰ og Langå. Blandt disse er det navnlig den sidste, der udmærker sig ved sin rigdom.

Langå-gravpladsen lå på de bakkede og gode, lermuldede jorder syd for Langå by på Sydøstfyn. Her kan man finde steder med den prægtigste udsigt over Bæltet til de langelandske skove helt oppe ved Lohals og Frankeklint. Ja, man kan på s ærlige dage se helt over til Sjællands blånende kyster. Det er et af de landskaber, hvor man føler sig i midten af alting. Sikkert lidt på samme måde, som den høvdingslægt gjorde det, der i det sidste århundrede f.Kr. anlagde en gravplads her.⁴¹ Den blev fundet og udgravet i 1877 og rummede knap en halv snes grave. Men gravene var usædvanligt rige og kan sagtens sammenlignes med dem fra både Kraghede og Hedegård. Gravpladsen ligger i nabosognet nord for den rige bebyggelse i Gudme.⁴² Måske er gravene fra Langå et første udtryk for den særstilling, Sydøstfyn kom til at indtage igennem resten af jernalderen. En mægtig stormandsslægt havde måske allerede på denne tid slået rod i den rige sydøstfynske bygd?

Både mænd og kvinder synes at være blevet gravlagt på Langå-gravpladsen. De rigt udstyrede grave indeholdt dog alle våben og må være mandsgrave. Den fornemste af disse var en brandgrube, hvori var nedsat en stor keltisk eller italisk metalkedel med aske, våben, bronzebeslag og smykker af guld.⁴³ Over kedlen havde der ligget en stor sten. Den store kedel, hvis diameter var næsten 70 cm, havde en tynd bronzebund med jernrand og to store bæreringe. Den var fyldt med resterne fra en overdådig bålfærd.

Inden i kedlen lå rester af to mindre bronzekar, det ene ret ubestemmeligt, medens det andet var en etruskisk spand, en såkaldt stamnos fremstillet i Vulci i Etrurien i 1. halvdel af det 4. århundrede f.Kr.⁴⁴ Mindst tre århundreder havde dette fornemme stykke bronzehåndværk altså været i omløb, formentlig i Centraleuropa, før det endte i graven hos en fynsk storbonde.

Til gravudstyret hørte endvidere to snoede guldfingerringe. Begge var fremstillet som en spiral med tre vindinger, og hver af disse bestod af de fineste guldbåndsflet. Ringenes diameter var 2,5 cm, den største vejede ikke mindre end 70 gram, den anden godt 25 gram. Har de været båret som fingerringe, må det enten have været på tommelfingeren eller uden på en handske.

Der var også våben – ikke mindre end fire enæggede sværd, en eller to skjoldbuler og en spydspids. Og endelig fandtes seletøjsbeslag, fragmenter af et bidsel og et stort antal bronze- og jernbeslag fra en keltisk pragtvogn, som må være brændt på ligbålet. Der var bl.a. håndtagsagtige hjørnebeslag fra vognkassen, bøsninger til hjulnavene, beslag til hjulenes tværaksler og talrige jernnagler. Selve køretøjet synes at have været af samme type som den ene af Dejbjergvognene, men det havde næppe haft den samme fine, gennembrudte dekoration.

En tilsvarende kedel, blot noget mindre, tjente som urne i en af de andre grave. Her var gravgaverne lagt ved siden af, velsagtens fordi der ikke var plads i kedlen. Det var bl.a. et sammenbukket keltisk sværd, der endnu lå i sin skede. Til våbenudstyret hørte desuden en stor spydspids, to pilespidser og en skjoldbule. Hertil kom en fingerring, fremstillet af en tynd guldstang, en kniv og nogle andre småting.

I den tredje grav lå gravgaverne også ved siden af urnen, og sværdet var på tilsvarende måde bukket sammen. Urnen var en kedel med særpræget form, der ikke lignede de øvrige. Den var stor, omkring 70 cm i diameter, af bronze og hvert hankebeslag var udformet som en ansigtsmaske. Dens hjemsted var den etruskiske handelsby Capua i det sydlige Italien, hvor den var blevet fremstillet det 5. århundrede f.Kr.⁴⁵

En fjerde grav med en kedel blev fundet på gravpladsen ved Langå ved fornyede undersøgelser i 1992.⁴⁶ Også den var en brandgrube, 25 cm dyb, og rummede trækul, brændte knogler samt forskelligt gravgods: forbrændte skår af to lerkar, en jernkniv med skedebeslag samt bronze og jernblik fra en kedel, som var nedlagt i ødelagt stand. Der var altså ikke tale om nogen kedelgrav i egentlig forstand.

Går vi videre østover, til Sjælland, kommer vi i påfaldende grad til at mangle gravfund fra den sene keltiske jernalder. Ikke at rigdommen ikke har været der. For i de sjællandske moser finder vi jo både kostbare halsringe og bronzekedler, som man i andre dele af landet lod gå i gravene. Men de sjællandske høvdingeslægters grave har vi endnu ikke fundet spor af. Det skyldes nok gravskikken – de ret uanselige brandgruber har ikke mange chancer for at blive observeret i et intensivt dyrket landskab som det sjællandske.

Vi skal helt over til Bornholm, før vi igen finder spor af den sene keltiske jernalders grave. Helt over til dette lille mirakel af en ø, hvor øjet, hvor det end ser hen, aldrig møder en eneste landsby. Sådan var det nu ikke i den keltiske jernalder. Men også dengang lignede øen et stykke land skåret ud af Moder Sveriges side et steds på grænsen af Småland og Skåne, ganske som man i sagnhistorien fortalte, at Sjælland var pløjet ud af Vänern.⁴⁷ Herovre tegnede gravfundene et lige så ensformigt billede som det, man på samme tid fandt i Jylland.⁴⁸ De første 2-3 århundreder af jernalderen havde været en tid, hvor man knap nok markerede sociale forskelle i gravritualerne.⁴⁹ Gravgodset var meget ensartet, prestigegenstande af fremmed oprindelse forekom så at sige ikke.

Den dominerende gravform var brandpletten under flad mark, samlet til større eller mindre gravfelter. Her lå de tæt sammen, og var ofte dækket af større sten, sjældnere af små stenlægninger. Gravudstyret var i begyndelsen ensidigt og fattigt, men kom hen imod slutningen af den keltiske jernalder til at omfatte fibler og bæltehager⁵⁰ samt knive, syle, tenvægte og andre småting. Hertil kom, at man nu også begyndte at nedlægge våben på enkelte gravpladser: sværd, skjold og lansespidser.

I århundrederne frem imod Kr.f. voksede antallet af genstande i gravene således langsomt for så foreløbigt at kulminere i det sidste århundrede f.Kr. Det var imidlertid ikke noget, der skete inden for alle familier, men kun inden for dem, som også anlagde våbengrave. Disse våbengrave kan man se som udtryk for et patriarkalsk samfund, hvor mændenes rang var baseret på slægtstilhørsforhold.⁵¹ På de rige gravpladser som f.eks. Slusegård i Pedersker ser det ud til, at der var tætte familiebånd mellem den centrale familie og de øvrige familier, som brugte gravpladsen. Disse andre familiers udstyr var klart rigere end gennemsnittet på Bornholm. Det må betyde, at den centrale families status på en eller anden måde „smittede af på“ de andre familier, som brugte pladsen. Formentlig skete det gennem familierelationer. Samtidig viser de mange fattigere gravpladser, at de fleste familier var udelukket fra dette mønster, som i øvrigt fortsatte ind i ældre romertid.

Det mønster, gravene på f.eks. Slusegård dokumenterer, svarer ret nøje til det, vi finder i jernalderlandsbyen Hodde i Jylland. Også i Hodde træder en enkelt særligt velstående familie frem for de andre. Det svarer i princippet til den familie, man har kunnet udpege som den ledende i Slusegård.⁵² Men det er ikke blot i Jylland, der er lighedspunkter. I de sidste par århundreder f.Kr. følger udviklingen på Bornholm i store træk de samme linjer, som inden for det store nordøsttysk-polske lavlandsområde samt til en vis grad de to andre større øer i Østersøen, Öland og Gotland.⁵³ I en række grave er fundet importerede kedler af jern og bronze (se Høvdinge og krigere).

Også det taler for, at det nye krigeraristokrati var tilkoblet et internationalt kontaktnet.

Indirekte kan man fra det store antal grave og de tætliggende gravpladser drage den slutning, at bebyggelsen har haft form af et landsbysamfund. Fra hele Bornholm kendes mindst 50 gravfelter, som har været anvendt i denne periode. Som helhed må øen have været ganske tæt befolket i den sene keltiske jernalder – og der findes gravpladser næsten overalt inden for de opdyrkelige områder på øen.