Forvandlingens århundreder (500-250 f.Kr.)

De kom som en stormvind ud af Europas forhistoriske mørke: kelterne. Første gang det skete var, da de i begyndelsen af det 4. århundrede f.Kr. trængte over Alperne og brød ind i Norditalien. Senere skulle folkene i middelhavsområdets bykulturer mange gange stifte bekendtskab med dette centraleuropæiske folkeslag, som de nok længe havde kendt som handelspartnere, men som de nu mødte som svært bevæbnede krigerskarer, der plyndrede og hærgede, hvor de kom frem. De keltiske hærtog blev begyndelsen til den konfrontation mellem nord og syd, som skulle præge de næste tusinde år af Europas historie.

I Central- og Nordeuropa var den rige bronzealderkultur ebbet ud omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr. I Sydeuropa begyndte på samme tid en kulturel blomstring af dimensioner, man aldrig tidligere havde set. I Grækenland stod de mange små bystater på toppen af deres magt. Men det varede ikke længe, før de små regionale statsdannelser i middelhavsområdet måtte vige for dannelsen af de store imperier, makedonernes og romernes.

Endnu var Alperne skillelinjen mellem nord og syd. Men de folkeslag, der boede i Centraleuropa, havde nu hele deres opmærksomhed vendt mod Syden. Deres livsform blev i de kommende århundreder stadig stærkere påvirket af bykulturerne ved Middelhavet. Længere mod nord, i kontinentets marginalområder helt oppe ved Østersøen, var det derimod, som om man for en stund var blevet hægtet af den fælles udvikling. I det nordeuropæiske lavlandsområde, hvoraf Danmark var en del, gik livet sine egne veje. Et nyt og levedygtigt landbrugssamfund var ved at vokse frem. Hidtil udyrket jord blev i stort omfang taget under plov. Og hvad der var særlig vigtigt: Landsbyen med dens dyrkningsfælleskab blev rammen om en helt ny livsform.