Vigtigste jernudvindingssteder i den romerske jernalder. Romerske centre:1. Elba-Populonia; 2. Noricum; 3. Dalmatien; Japra- og Sanadalen; 4. Vaud; 5. Montagne Noire; 6. Hérault; 7. Périgord; 8. Yonne; 9. Meurthe-et-Moselle; 10. Namur – Dinant; 11. Sussex; 12. Dean-skovene. Produktionssteder uden for romerriget:13. Varm; 14. Hellig-Korsbjergene; 15. Masovien; 16. Schlesien; 17. Lausitz; 18. Vestlige Mecklenburg; 19. Slesvig-Holsten og Vestjylland; 20: Trøndelag; 21. Jämtland; 22. Volhynien og Zhitomir-området.

.

En skaktovn består af et ca. 1,5 m højt lerrør bygget over en konisk ca. 0,5 m dyb slaggegrube. På billedet ses en rekonstrueret jernudvindingsovn anvendt til forsøg med jernudvinding. Jernet er dannet i niveau med jordoverfladen, og under dette ses slaggen, som er flydt ned i slaggegruben.

.

Slaggegrube-ovnen vist i fire stadier af jernudvindingsprocessen. Øverst ses forbehandlingen af myremalmen.1: Brydningen i mosen. 2: Ristning af malmen. 3: Knusning af malmen. Herunder vises selve jernudvindingen. 4: Den færdigbyggede ovn. 5-6: Ovnene fyldt op med henholdsvis myremalm og trækul, påfyldning sker vedvarende under brændingen. 7: Under brændingen er slaggen smeltet og løbet ned i slaggegruben. Jernkornene har dannet den såkaldte jernluppe, som bliver siddende på ovnens sider ved bunden. Jernluppen hugges løs fra ovnens sider, og hamres fri for de sidste slaggerester.

.

Slaggeblok der helt udfylder den gravede grube under skaktovnen. Ved en vellykket jernudvinding blev slaggegruben opfyldt af en slaggeblok med en gennemsnitsvægt på 200 kg. Det svarer til et udbytte på omtrent 30 kg jern pr. ovn. Målestokkens inddeling 20 cm.

.

Øverst til venstre et magnetometer-målekort fra Snorup ved Varde. Til højre er vist opmålingen af slaggegruberne i det samme område efter fjernelsen af muldlaget. Nederst slagge-gruberne som de tegnede sig efter udgravningen.

.

Målinger med magnetometer foretages i lange rækker langs udspændte snore. På samme tid registreres jordens magnetfelt hvert halve sekund.

.

Af særlig betydning for udviklingen af landsbysamfundene var den jernproduktion, som i stigende omfang fandt sted i navnlig de jyske landsbyer. Størst var produktionen i de egne af halvøen, der var isfrie under den sidste istid. Det hang naturligvis sammen med, at her var der meget myremalm. Her stod også de lysåbne stævningsskove, som leverede det nødvendige brændsel til ovnene.

Efter en beskeden begyndelse omkring 500 f.Kr. (se Bronze og jern) var jernproduktionen vokset i omfang i de sidste århundreder f.Kr. Frem til omkring 200 e.Kr. foregik udvindingen af jernet ved hjælp af jernudvindingsovne af Skovmark-typen (se Under samme tag). Råstoffet, myremalm, var der nok at tage af, specielt i de vestjyske egne.

I det 3. århundrede e.Kr. vandt imidlertid en ny ovntype frem, den såkaldte skaktovn. Når man byggede en sådan, gravede man først et ca. 60 cm dybt hul til at optage den slagge, som under smelteprocessen løb bort fra jernet. Selve ovnskakten, en skorstenslignende overbygning, blev bygget oven på jorden af halvt tørrede blokke af ler, 5-10 cm tykke og magret med strå. Skaktens højde har været mere end 1 m. Den havde forneden, ca. 10 cm over jordoverfladen, fire lufthuller, hvorigennem luft blev tilført, formentlig uden brug af blæsebælg.83

Hvordan skaktovnene fungerede, har man efterhånden et helt godt billede af.84 Først fyldte man den ca. 60 cm dybe slaggegrube helt med halm. Halmen skulle forhindre, at trækullet fra ovnen faldt ned i gruben. Den høje, koniske ovnskakt blev efter forvarmning fyldt op med skiftevis lag af malm og trækul, som antændtes. Det brændende trækul udviklede nu kuliltegas, der fjernede ilten fra malmens jernilte, så der dannedes metallisk jern. Dette jern, som havde en struktur nærmest som en svamp, søgte ned mod ovnens bund.

Når jernsvampen kom ned i den 12-1300 grader varme zone lige over lufthullerne, smeltede slaggen helt og løb ned mod bunden af ovnen. Her blev den i første omgang standset af grubens halmfyldning. Men når der havde samlet sig så megen slagge, at halmfyldningen blev trykket sammen, løb den opsamlede slagge ned i bunden af gruben og størknede. Efterhånden som slaggegruben blev fyldt op, dannede der sig i den en slaggeblok på omkring 200 kg.

Det udvundne jern satte sig som regel fast under lufthullerne i bunden af ovnen. Her slog man hul i siden af ovnen straks efter brændingen og trak jernet ud i glødende tilstand for at smede det.

Selve smelteprocessen tog som regel et par døgn. I den tid blev skakten påfyldt skiftevise lag af trækul og myremalm. Man regner med, at der ud af 280 kg trækul og en tilsvarende mængde myremalm kom en jernsvamp, den såkaldte luppe, på ca. 60 kg.

Udvindingsovnen blev altså ødelagt under brugen og kunne kun anvendes én gang. Man kan forestille sig, hvordan en forladt jernudvindingsplads har set ud. Der har ligget en mængde rødbrændt ler fra ødelagte ovnskakte og mange slaggestykker fra opbrudte og ituslåede slaggeblokke. Der lå også smedeesser direkte på jordoverfladen og mange slagger fra smedens arbejde med rensningen af det udvundne jern. Jorden har været kulsort af trækul, et øde og trist sted har det været.

Det trækul, man anvendte til brændingen, var hovedsalig af eg. Man finder gerne rester af det i slaggegruben sammen med slagge, forkullet halm, og rester af myremalm. Finder man myremalm og slagge i samme grube, kan man beregne, hvor meget jern, der er produceret i ovnen. Det ser ud til, at mængden af det udvundne jern i gennemsnit har udgjort 30% af slaggens vægt. Vejer slaggeblokken således omkring 200 kg, har udbyttet således været omkring 60 kg jern. Men i virkeligheden skal man nok kun regne med et udbytte på ca. 40 kg eller 20% af slaggens vægt. I en højovn, hvor alt jernet udvindes, ville udbyttet af den samme mængde malm have været tre gange så stort, næsten 160 kg.85

I Danmark er skaktovnene hidtil kun påvist i Jylland. Man kender dem fra små 100 lokaliteter, men kun nogle få er undersøgte. En af dem er Snorup ude i det flade vestjyske landskab nær Varde. Her fandt man over et større område resterne af 4000 skaktovne! Men det var naturligvis kun nogle få, der havde været i brug på samme tid. De gav til gengæld et levende billede af, hvordan jernproduktionen var foregået i et landbysamfund i tiden mellem 300 til 600 e.Kr.86

Slaggegruberne var ved Snorup fordelt over et 600 x 800 m stort areal. Inden for det har man tillige udgravet dele af en landsby fra samme tid som ovnene. Bl.a. har man kunnet afdække en række gårde fra en og samme landsbyfase. Det giver en enestående mulighed for at studere organiseringen af landsbyen og jernudvindingen i forhold til hinanden. Der var i Snorup foregået en betragtelig jernproduktion, men analyser af planterester fundet i forbindelse med ovnene, viser, at der på stedet blev dyrket byg og rug, så landbrug var formentlig bebyggelsens egentlige livsgrundlag – jernudvindingen var efter alt at dømme et bierhverv.

De fire gårdenheder, der hidtil er udgravet, havde fælles indhegning. Næsten samtlige ovne i denne landsbyfase – det drejede sig om ca. 135 stykker – lå langs hegnet til den nordvestligste gård. Mod sydøst sluttede rækken af ovne nøjagtigt der, hvor gårdhegnets eneste indgang fandtes, og derfor må disse jernudvindingsovne have været samtidige med gården.

Formentlig var der tale om en smedegård. Det understregedes af, at der lå flere, mindre bygninger på gårdspladsen end normalt. Det drejede sig om en smedje og flere udhuse til oplagring af malm – altsammen nødvendige bygninger, når man skulle opretholde en jævn jernudvinding. Når jernudvindingen var bundet alene til denne ene gård, skyldes det formentlig, at beboerne i landsbyen havde forskellig adgang til egnens ressourcer. Man kan forestille sig, at der til smedegården knyttede sig faste rettigheder til udnyttelsen af både myremalm og træ.

Men Snorup lå midt i en region med en storproduktion af jern. Alene inden for en 5 km radius lå adskillige bebyggelser med jernudvindingsovne. Og de lå alle i nærheden af vådområder, hvor der fandtes myremalm, men hvor der samtidig også var mulighed for høslæt og græsning for landsbyens kvæg. Om det var den ene eller anden ressource, der betingede landsbyens placering, er vanskeligt at bedømme. Men det står fast, at egnens landsbyer befolkedes af både bønder og smeltemestre.

Der var imidlertid endnu en ressource, der var nødvendig for opretholdelsen af jernproduktionen: skoven. Det var store mængder trækul, der skulle til, og dem skaffede man sig formentlig i stævningsskove. Sådanne skove havde menneskene skabt lige siden agerbrugets indførelse for 4000 år siden. I stævningsskove fjernede man ikke træstubbene ved fældningen af træerne. Fornyelsen af skoven skete ved stødskud, der voksede hurtigere de første år end nye træer. Og stødskudene kunne levere det retvoksede træ, der skulle bruges til huskonstruktioner, til fiskegærder, markhegn, vogne og redskaber. Der opstod således en lysåben skov, hvor husdyrene kunne græsse om sommeren, og hvorfra man også kunne skaffe sig vinterfoder fra knopper og tynde grene. Endelig gav stævningsskoven endnu et værdifuldt produkt: egebark til garvning.

Med en omdriftstid på 20-25 år gav stævningsskoven også mulighed for trækulsproduktion. Og det ser ud til, at det netop var med sådanne intervaller, at jernproduktionen foregik i de nærliggende landsbyer.87 Enten varetaget af en lokal smedemester eller af en gruppe specialister, der inden for et nærmere afgrænset område kendte til de enkelte landsbyer, deres stævningsskove og forekomster af myremalm. Landsbyboerne kan have deltaget i noget af arbejdet, men deres væsentligste andel kan have været udbyttet af at give kulsvierne adgang til skoven, hvorved de har skaffet sig det jern, de skulle bruge. En sådan arbejdsform kender man fra senere hen i middelalderen.88

Undersøgelserne af jernudvindingsovnene er i øvrigt et interessant eksempel på anvendelsen af naturvidenskabelige metoder inden for arkæologien. Kortlægningen af de store forekomster ville næppe have været mulig uden brugen af et såkaldt magnetometer.89 Så tidligt som i 1600-årene brugte man i Sverige magnetiske observationer til at finde frem til jernmalmlejer, men først efter 1915, hvor et nøjagtigt magnetometer blev konstrueret, kom en systematisk anvendelse i gang for at påvise geologiske strukturer. Med moderne instrumenter har man i de sidste 20 år kunnet foretage magnetisk kortlægning af arkæologiske lokaliteter.

Metoden er baseret på, at jordklodens magnetfelt består af kraftlinjer mellem de magnetiske poler. Disse linjer skulle i teorien være næsten parallelle, men på grund af geologiske og menneskeskabte ændringer bliver de påvirket en lille smule, og disse afvigelser kan måles og registreres. Afvigelserne, som kaldes anomalier, er ikke store. Det drejer sig ofte om noget i retning af 1/10.000 af magnetfeltets naturlige styrke. Metoden udnytter det forhold, at forskellige materialer kan have uens magnetiske egenskaber.

På den måde kan man ved hjælp af magnetometeret kortlægge de store forekomster af slaggegruber fra jernudvindingsovnene. Man skaber sig et overblik over området og kan derefter udvælge de steder, som ser mest lovende ud, til en nærmere undersøgelse.

Noter

83: Ved Scharmbeck uden for Hamborg har man fundet en næsten fuldstændig ovnskakt. Den var lidt over en meter høj og var forsynet med fire modstillede lufthuller forneden.

84: O.Voss 1993b.

85: O.Voss 1993b, s. 102.

86: O.Voss 1993b.

87: O.Voss 1993b, s. 106.

88: Ibid.

89: O. Voss & T. Smekalova 2002.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Jern i lange baner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig