Ginderupskatten, en jysk jernaldermands formue. Fra Ginderup-landsbyen i Thy. Ca. 2:1.

.

I en grav fra Bæk i Sønderjylland var den gravlagte stedt til hvile med lerkar, en fornem spore og en aureus præget under kejser Tiberius (14-37). Genstandene er gengivet i forskellig målestok.

.

I de første par århundreder e.Kr. lå der oppe mod nord i det åbne landskab ved Ginderup i Thy en landsby, eller rettere en byhøj.71 Den lå på god landbrugsjord, men indbyggerne var ikke specielt velstående. Alligevel havde en af bønderne kunnet samle sig en lille formue.

Man fandt den ved den arkæologiske udgravning af et af husene.72 Bag ildstedet, i undersiden af lergulvet, lå en lille stak mønter, i alt 24 tidlige romerske sølvmønter, såkaldte denarer, og en romersk guldmønt. I alt 16 af denarerne stammede fra republikkens tid, medens 9 var kejsertidsmønter. Den ene guldmønt, en aureus, som skatten indeholdt, var præget under kejser Nero. Yngste mønt i fundet var en denar fra kejser Vespasians tid, den var præget i året 74 e.Kr. Henved et århundrede spændte mønterne således over. Formentlig var de blevet gravet ned ved ildstedet omkring slutningen af det 1. århundrede e.Kr.

Omtrent ved den tid sad historieskriveren Tacitus i sit romerske hjemland og nedskrev, hvad han fra rejsende købmænd havde hørt om de fjerntboende germaneres brug af mønter fra Romerriget. Han beskrev det i det 5. kapitel af sin bog Germania. Om de stammer, der boede nærmest romerne, berettede han, at de kendte og foretrak en bestemt slags af de romerske sølvmønter, nemlig dem der på hans tid kunne betegnes som „de gode gamle“, dvs. de ældre sølvdenarer fra før den forringelse af mønten, der var sket under kejser Nero i året 63 e.Kr.

Om de germanere, som boede længere inde i landet, altså fjernt fra romerne, skrev Tacitus, at de i almindelighed betjente sig af den mere enkle og gammeldags tuskhandel, dvs. uden brug af mønter. Det svarer jo godt til, at fund af romerske mønter fra den ældre kejsertid er ret fåtallige heroppe mod nord. Men de findes dog, det viser Ginderupskatten. Og med sit indhold af gamle denarer svarer den ganske godt til Tacitus' beskrivelse af, hvordan på hans tid gamle mønter var fuldt gangbare, og hvordan germanerne foretrak netop sådanne ikke devaluerede mønter.73

Det Europa, som Tacitus beskrev, var, som vi har nævnt, i tiden omkring Kr.f. blevet opdelt i to økonomiske og kulturelle zoner: én hvor årtusindgamle former for vareudveksling fortsat eksisterede – og én hvor man i stigende grad brugte mønter som et udvekslingsmiddel, og hvor man til det formål havde udviklet et pengesystem med mønter af guld, sølv og kobber. Indførelsen af møntøkonomien i de erobrede provinser var gået hurtigt. For da skatter og afgifter til romerne skulle betales i guld eller sølv, var provinsboerne nødt til at skaffe sig romersk mønt. Det tvang befolkningen i provinserne til at bevæge sig ind på et marked, hvor udvekslingen af varer eller tjenesteydelser ikke var baseret på direkte bytte, men på køb og salg ved hjælp af penge.

Hvor udbredt brugen af mønter var inden for Romerriget i det 1. århundrede e.Kr. kan arkæologien fremvise et enestående eksempel på, nemlig i Pompeji: langt de fleste af de ulykkelige, som omkom under flugten fra det store vulkanudbrud i 79 e.Kr. bar nemlig mønter på sig. Det afspejler, hvor vigtig pengeøkonomien var i bysamfundene, hvor alt blev omsat via et marked og ved hjælp af penge.

Den situation eksisterede ikke blandt barbarerne i nord. Alligevel strømmede romerske mønter i stigende mængder til det frie Germanien. De kom som subsidier til allierede barbarkonger, som betaling for krigstjeneste og for varer. Og de kom – efterhånden som uroen i grænseegnene voksede – som betaling for fred. Men mønterne cirkulerede i samfund, der ikke havde nogen møntøkonomi. Alligevel skete det ikke uden dybtgående konsekvenser.

De to mest almindelige møntsorter i århundrederne e.Kr. var aurei og denarer. Den første var indført under Augustus og forblev hovedmønten kejsertiden igennem. Talmæssigt kom den dog ikke til at betyde stort i de germanske områder. Det gjorde til gengæld denaren, som fik stor betydning for romernes nabofolk og blev ført vidt omkring. Denaren var første gang blevet udmøntet i 211 f.Kr. og havde oprindelig en vægt på 4,5 g rent sølv. Den var imidlertid gentagne gange genstand for vægtforringelser, bl.a. under kejser Nero (54-68 e.Kr.), i hvis regeringstid sølvindholdet blev formindsket fra 3,98 g til 3,41 g. Efterfølgende kejsere brugte det samme kneb, så de ud fra en given sølvmængde kunne fremstille stadig flere mønter. I slutningen af det 2. århundrede e.Kr. var kun halvdelen af møntens vægt sølv.74 Omkring midten af 3. århundrede e.Kr. ophørte prægningen af denarerne.

Allerede efter år 107 e.Kr. havde ældre (og lødigere) denarer ikke været gangbare. Man måtte jo ikke unddrage kejseren den fortjeneste, som var hele formålet med omsmeltningen og devalueringen. Det gjaldt dog kun inden for Romerriget. Uden for, blandt de germanske stammer, blev de gamle mønter holdt i cirkulation. Selv mønter fra republikkens tid var stadig i brug langt ind i kejsertiden – det så vi bl.a. i møntskatten fra Ginderup. Man vidste tydeligvis, at de gode gamle mønter var de lødigste.

Inden for Romerriget var mønternes funktion naturligvis at være penge. Men de kunne have to forskellige slags funktioner. Dels kunne de fungere som kreditmønter, dels som et standardiseret byttemiddel.75 Når mønterne blev brugt som kreditmønter, betød det, at deres nominelle værdi, dvs. deres købekraft, ikke modsvarede metalværdien, men som regel var højere. Når de kunne bruges til betaling, var det, fordi deres værdi var politisk garanteret. Sådan fungerer mønter også i vore dage.

Mønterne kunne imidlertid også udgøre et standardiseret byttemiddel. Det betød, at deres købekraft var bestemt af metalværdien. I Rom fungerede møntsystemet normalt på den måde. Men det skete ofte, som vi har hørt, at kejseren forringede mønternes lødighed. Det kaldes inflation – og derved fik man mere guld og sølv i statskassen. Det skete f.eks. med sølvdenarerne under kejser Septimius Severus (193-211). De blev gjort til kreditmønter for at spare på sølvet. Det førte i realiteten til denarens endeligt.

I de grænsenære egne, dvs. på den anden side af Limes, hvor romerske købmænd nåede ud for at handle, opstod en hybrid blandingsøkonomi med brug af romerske mønter til selv dagligdags transaktioner. I denne grænsezone brugte man ikke blot mønter af guld og sølv, men også småmønter af kobber. Man skal altså næppe forestille sig, at man her byttede f.eks. én slave for ét bronzefad eller gåsefjer og kvindehår for guldmønter? Det kunne måske forekomme, men den letteste måde at udføre transaktionen var dog ved hjælp af en standardværdi. Og som sådan fungerede de romerske mønter formentlig sikkert i grænseområderne.

Går vi uden for den grænsenære zone og ind i det nordtysk-polsk-sydskandinaviske lavlandsområde, er det svært at angive, hvor store mængder mønter der var tale om.76 Den største koncentration af fundne mønter ligger dog inden for den nordlige del af Polen og Østtyskland. Herfra kender man 60.000-70.000 romerske mønter, som på en eller anden måde må have haft tilknytning til den vareudveksling, der foregik langs floderne Oder og Weichsel. Man kan her bl.a. tænke på de kolossale mængder af rav, som fra de østbaltiske ravforekomster vandrede sydpå til romerriget.77

Til sammenligning tjener, at de samlede møntfund fra Danmark består af kun et par tusinde denarer, som dækker tidsrummet fra 1.-3. årh. e. Kr.78 Hertil kommer knap 300 guldmønter, hvoraf kun godt en tredjedel stammer fra tiden mellem 1. og 4. århundrede e.Kr., mens resten er senere.79 Mønter fra det 1. århundrede er generelt ret fåtallige, overalt er det derimod sølv- og kobbermønter fra det 2. århundrede, nærmere bestemt fra kejserne Trajan til Marcus Aurelius eller Commodus (96-180/192 e.Kr.), der dominerer. Til gengæld er mønter præget i første halvdel af 3. århundrede meget fåtallige. Omkring århundredets midte sker dog en stigning – og endelig er der igen mange igennem hele det 4. århundrede.80

De romerske mønter nåede altså vidt omkring i Germania libera. Og efterspurgte var de. Ironisk nok var der endda på dem meget hyppigt billeder af undertvungne germanere. Under kejser Domitian (81-96) blev f.eks. udstedt en række mønter med bl.a. lænkede germanere, eller billeder af kejseren, der som sejrherre til hest springer hen over en germansk kriger, der er styrtet til jorden. Der blev slået mønter med billeder af barbarer i procession, barbarer der hylder kejseren, tilfangetagne germanere foran trofæer eller for foden af kejseren. Ren krigspropaganda var det, men det har næppe påvirket brugerne af mønterne i Germania libera.

Herude i områderne fjernt fra grænsen, havde møntsammensætningen imidlertid en anden karakter og alder end ved grænsen. F.eks. forblev, som vi allerede har nævnt, gamle sølvmønter i cirkulation længe efter, at de var forsvundet fra Romerriget. Tacitus nævner forholdet og forklarer det på denne måde: „At eje eller have disse metaller (dvs. guld og sølv) optager dem (dvs. germanerne) ikke synderligt. Man kan hos dem opleve et sølvkar, som deres udsendinge eller høvdinge har fået som gave, stå i samme ringe kurs som lerkar.“

Dette er Tacitus' udlægning af germanernes forhold til ædelmetaller.81 Men hans forklaring er naturligvis farvet af ønsket om at understrege de ufordærvede germaneres manglende interesse i rigdom som en kontrast til de havesyge og pragtglade romere.82 Når han påstår, at de germanske høvdinge forholdt sig med ligegyldighed til sølvkar, skænket til dem af romerne, så modsiges han i hvert fald af Hobygravens vidnesbyrd.

Nej, forklaringen på germanernes forhold til ædelmetaller var utvivlsomt af økonomisk art. Allerede under kejser Nero var devalueringen af den ellers så lødige romerske sølvmønt, denaren, blevet mærkbar, og efterfølgende kejsere øgede til stadighed denarens kobberindhold på bekostning af sølvet. Men i en mindre udviklet økonomi som den germanske, hvor byttehandel var fremherskende, havde man udelukkende metalværdien at holde sig til.

Mønterne kunne altså bruges som betalingsmetal. Men man brugte ikke standardiserede værdienheder, men betalte derimod med ædelmetal efter vægt. Mønterne kunne derfor bruges side om side med andre former for metal, f.eks. guld. Man kan således tale om en „sekundær møntøkonomi“,83 hvor mønter importeredes udefra og lejlighedsvis indgik i udvekslingen.

Man kan dog også tænke sig, at de romerske mønter indtog en særstilling i visse sammenhænge. At de blev brugt til specielle transaktioner, som f.eks. betaling af brudepris, betaling af mandebod eller tribut.84 Eller at de i form af ofringer indgik i visse transaktioner med de højere magter.

Som gravgaver blev mønterne dog kun sjældent anvendt i de første par århundreder e.Kr.85 Et af de meget få tilfælde med en mønt i en grav fra ældre romertid er en grav fra Bæk i Sønderjylland.86 Her var en aureus præget under kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) nedlagt i en stormandsgrav. Men der var kun én mønt, og det gælder i øvrigt alle de øvrige møntfund i grave. Det indikerer formentlig, at tilstedeværelsen af mønter i grave ikke så meget var betinget af rigdom og status, men snarere af religiøse forestillinger. Mønterne kaldes ofte for „Charonsmønter“ eller „Obolus“ -måske man ligesom i det græsk-romerske kulturområde havde den forestilling, at den døde måtte betale for rejsen til dødsriget. I så tilfælde blev de fremmede mønter – i det mindste i gravens rituelle sammenhæng – betragtet som et betalingsmiddel.

Sidst, men ikke mindst må vi regne med, at de importerede mønter udgjorde en kilde til råmetal, at de især blev brugt til omsmeltning i Nord-europa.87 Men naturligvis ved vi ikke, hvor stor en andel, der endte i digelen. Mange af de guld- og sølvsmykker, der blev fremstillet i Germania libera, bestod dog sikkert af møntmetal.

Nok var de mange mønter, som cirkulerede blandt germanerne i nord, import fra romerriget. Men de indgik i nogle helt andre sammenhænge end den øvrige import, dvs. bronzekarrene, sølvpokalerne og glasskålene. Sidstnævnte finder man kun i gravene, de cirkulerede ikke mellem de levende i flere generationer, men kom hurtigt i jorden. Og de blev ikke -modsat mønterne – gemt væk som skatte eller handelsdepoter.

Hvad var forklaringen herpå? For både mønterne og de romerske luksusvarer repræsenterede dog store værdier. Forklaringen må være, at bronzekarrene, sølvpokalerne og glasskålene ikke som mønterne kunne bruges som en standardværdi. Deres værdi var først og fremmest symbolsk, et udtryk for nogle eksklusive politiske og sociale forbindelser, der ikke kunne købes, og hvis betydning forsvandt sammen med ejeren.88 Mønterne derimod fungerede som standardværdi og som indirekte betalingsmiddel, både mellem romere og germanere, og mellem germanerne indbyrdes. De manglede den prestigefunktion, som de øvrige romerske ting besad. Til gengæld kunne man omsmelte dem og anvende dem til fremstilling af guld- og sølvsmykker.

Markeder med frit køb og salg eksisterede ikke i den germanske verden. Derved adskilte den sig basalt fra den romerske – også selv om mønter var i brug begge steder. Men i den germanske verden fungerede mønterne hovedsagelig som standardværdi i nogle meget begrænsede og specialiserede transaktioner, hvor f.eks. landbrugsprodukter, skind, rav, slaver osv. indbyrdes blev udvekslet eller omsat til romerske varer.89

Mødet med den romerske pengeøkonomi fik imidlertid dybtgående konsekvenser for folkeslagene i de nordlige egne af det europæiske kontinent. For man begyndte også at stifte bekendtskab med penge i en helt ny sammenhæng, nemlig som betaling for militærtjeneste. En soldat, der havde krig som profession, og som kæmpede for betaling i klingende mønt, var vidt forskellig fra ham, der kæmpede alene for sin ære, sin landsby og sin slægt.90 Soldaten var den ny tids kriger, og udstyret bl.a. med en pung med romerske mønter, møder vi ham for første gang i de våbenofferfund, som vi skal høre om i det efterfølgende.

Noter

71: Ginderup, H. Kjær 1928, s. 12; 1930, s. 19; G. Hatt 1935a, s. 39.

72: G. Hatt 1935a.

73: At gamle mønter længe var i omløb, forringer naturligvis muligheden for at bruge dem til at datere de sammenhænge, de bliver fundet i. Et fund fra Smørenge i Vestermarie på Bornholm (M. Watt 1983b; Kromann & Watt 1984) indeholdt f.eks. ikke mindre end 484 denarer, hvortil kommer to små sølvbarrer og en romersk solidus. Man har for nylig gravet igen på stedet og fundet yderligere 100 denarer (AUD 2000, nr. 172). Denarerne hører alle til i det 1. og 2. århundrede e.Kr., guldmønten er derimod præget under den vestromerske kejser Anthemius (467-472 e.Kr.). Der var således adskillige hundrede år mellem den yngste sølvmønt og guldmønten. Størsteparten af skatten bestod altså af mønter, der var meget gamle ved nedlæggelsen.

74: S. Bolin 1958, s. 47 ff.

75: C. Korthauer 1996.

76: S. Bolin 1926, 1929.

77: J. Wielowiejski 1970,1976.

78: N. Breitenstein 1944a-b, 1947.

79: Kromann & Watt 1984, s. 35.

80: C. Korthauer 1996.

81: Bruun & Lund 1974.

82: Bruun & Lund 1, 1974, s. 13.

83: S. Nielsen 1987, s. 149.

84: H. Chantraine 1985, s. 412.

85: Gravene med mønter på de danske øer er yngre, de ældste er dateret til yngre romertid, fase C 1b, se C. Korthauer 1996, s. 129.

86: C. Korthauer 1996, s. 120.

87: Se f.eks. E. Fonnesbech-Sandberg 1990.

88: L. Hedeager 1988, s. 151 ff.

89: Denne opfattelse af forskellen mellem de to økonomier og dens opdeling af pengefunktionen i henholdsvis værdimetal, betalingsmiddel og udvekslingsmiddel går tilbage til K. Polanyi 1957.

90: Hedeager & Tvarnøe 1991, s. 96.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Klingende mønt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig