Den capitolinske ulv med Romulus og Remus, der dier den ulvinde, som opammede dem. Romulus og Remus var efter sagnet Roms grundlæggere. Etruskisk billedhuggerarbejde fra 4. århundrede f.Kr.

.

Galliens erobrer, Gaius Iulius Cæsar. Den stærkt idealiserede statue opbevares i Palazzo Senatorio, Rom.

.

Romerriget omkring år 14 e.Kr., efter Cæsars og Augustus' erobringer.

.

Lænkede romerske slaver, kun iført skindkapper. Relief på en søjlesokkel fra Mainz fra kejser Vespasians tid (69-79 e.Kr.), kalksten. De to mænd er ca. 65 cm høje.

.

Udbredelsen af de keltiske oppida i Central- og Vesteuropa i tiden før Kr.f.

.

Udsigten fra Mont Beuvray, kelternes Bibracte, en befæstet by opført i 2.-1. århundrede f.Kr. Her samlede Vercingetorix i år 52 f.Kr. et krigsråd af galliske stammer for at kæmpe mod Cæsar.

.

Keltiske mønter. Udviklingen af det keltiske møntsystem skete i løbet af det 3. og 2. århundrede f.Kr. De første keltiske mønter efterlignede dem, der var i brug i Middelhavsområdet, bl.a. Alexander den Stores såkaldte guldstaterer. De her afbildede staterer, møntet af Vercingetorix ca. 60 f.Kr., er fundet i Pionsaty, Puy-du-Dome i Frankrig.

.

Luftbillede af det keltiske bycenter Manching i Bayern, udgravet mellem 1953 og 1967. Det næsten cirkulære befæstningsanlæg står i forbindelse med floden Paar, der munder ud i Donau. Nederst på siden ses en rekonstruktion af den oprindelige indgang til Manching.

.

Luftbillede af det keltiske bycenter Manching i Bayern, udgravet mellem 1953 og 1967. Det næsten cirkulære befæstningsanlæg står i forbindelse med floden Paar, der munder ud i Donau. Nederst på siden ses en rekonstruktion af den oprindelige indgang til Manching.

.

Sandstensskulptur af kelter med overskæg og krøllet hår, måske en druide, fundet i Mšecké Žehrovice i Böhmen. Findestedet er en centralboplads, hvor talrige håndværk blev udøvet. Hovedet blev fundet lige uden for en firkantet indhegning, formentlig et kultanlæg. 25 cm høj.

.

I byggeriet af deres forsvarsanlæg, i f.eks. Manching i Bayern, brugte kelterne både tømmer, jord og sten. Man kalder byggeteknikken for murus gallicus. Murens opbygning med sten- og jordfyldte kasser gjorde den særligt modstandsdygtig over for romernes stormbukke. Da kun bjælkehovederne stak frem, ydede muren også en god beskyttelse mod ild.

.

I landene omkring Middelhavet var de tre sidste århundreder f.Kr. helt domineret af fremvæksten af den romerske republik. Igennem det 4. århundrede og frem til midten af det 3. århundrede f.Kr. havde romerne gradvis overtaget herredømmet over hele Appenninerhalvøen. Nu fulgte, i form af tre store krige, den næste fase af ekspansionen: kampen mod Karthago, som handlede om herredømmet over det vestlige Middelhav.

Karthago lå ovre på den afrikanske kyst, ved den tunesiske golf. Den var blevet grundlagt som en fønikisk koloni i det 9. århundrede f.Kr. da den store bevægelse østfra ind i det vestlige Middelhav satte ind (se Vestens genopvågnen). Kolonien havde hurtigt udviklet sig til en sømagt, der beherskede det vestlige Middelhav, og da karthaginiensernes indflydelsesområde omfattede Korsika og Sardinien, og de havde støttepunkter på Sicilien, var en konflikt med romerne uundgåelig. Det udløste den første puniske krig (264-241 f.Kr.; punisk = fønikisk). I løbet af den lærte Rom også at kæmpe til søs. En romersk flåde blev opbygget, som snart var karthaginiensernes overlegen. Ganske vist havde krigslykken skiftet igennem lang tid, men i 241 faldt afgørelsen. Romerne besejrede Karthago ved de Egadiske Øer vest for Sicilien. Sardinien, Korsika og Sicilien kom nu under romersk herredømme.

Som erstatning for de tabte støttepunkter oprettede Karthago et nyt rige i Spanien. Ganske vist forsøgte man at opdele disse vestlige områder i to interessesfærer, en romersk og en karthaginiensisk, men det varede ikke længe, før den 2. puniske krig (218-01 f.Kr.) brød ud. Rom var endnu midt i krigsforberedelserne, da fjenden under kommando af Hannibal overskred Alperne, og allerede i efteråret 218 stod han i Norditalien med 20.000 soldater, 8000 ryttere og 37 krigselefanter. Romerne blev hurtigt slået tilbage, og i foråret 217 trængte Hannibal over Appenninerne og videre mod syd. Ved Trasimenersøen lokkede han romerne i baghold, igen blev det til et romersk nederlag: 15.000 romerske soldater faldt, og yderligere 10.000 blev taget til fange.

Nu fulgte adskillige år, hvor konflikten trak i langdrag, men i året 207 f.Kr. hang Roms skæbne endnu en gang i en tråd. Fra Spanien kom Hannibals yngre broder Hasdrubal med friske tropper, og med 30.000 mand trængte han ind i Norditalien. Denne gang var krigsguden Mars imidlertid på romernes side. De slog Hasdrubal syd for Rimini og sendte hans afhuggede hoved til Hannibal. Også i syd og vest vendte begivenhederne. Under kommando af Publius Cornelius Scipio erobrede romerne Spanien og satte derefter over til Afrika med en hær på 36.000 mand. Hannibal så sig tvunget til at forlade Italien for at beskytte sin hjemby, og i 202 f.Kr. faldt afgørelsen. Romerne kæmpede sig til en overvældende sejr, Karthagos magt var slut. Alle områder uden for Afrika blev afstået, og flåden måtte udleveres.

Mod alle odds blev Karthago imidlertid snart igen til en blomstrende by – og en torn i øjet på romerne. Det var i de år, den romerske senator Cato endte sine taler i Senatet med ordene: „i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges“. Da en anledning forelå, indledte romerne den tredje og sidste puniske krig (149-146 f.Kr.), som endte med Karhagos fuldstændige ødelæggelse.

De puniske krige var et afgørende vendepunkt i den antikke verdens historie. Fra nu af var der kun en eneste magt, nemlig romernes, som bestemte middelhavsfolkenes skæbne. Vejen lå nu åben for den endelige erobring af kystområderne i det vestlige Middelhav, indtil cirklen blev sluttet i 125-120 f.Kr. med inddragelsen af Sydfrankrig, som forbandt Spanien med Norditalien.

Dannelsen af det store nye rige skete imidlertid ikke uden tilbageslag. Et af dem havde sit udspring nord for Alperne. I årene fra 115 til 101 drog et kæmpemæssigt mennesketog fra det nordeuropæiske lavland ned igennem Europa. De antikke kilder nævner, at det drejede sig om 300.000 mennesker: mænd og kvinder, børn og gamle. Selv om størrelsen var stærkt overdreven, udgjorde de alligevel en alvorlig trussel for Romerriget. Først efter flere nederlag lykkedes det romerne at bremse barbarernes fremmarch. Det skete i to store slag, det ene ved Aqua Sextias (det nuværende Aix i nærheden af Marseille) og det andet ved Verceliae på Posletten i året 101 f.kr.

Hvor de fremmede kom fra, ved vi ikke. De romerske forfattere beskrev dem som kimbrere, teutoner og ambronere, og man har af de skrevne kilder villet slutte, at kimbrerne kom fra Himmerland, teutonerne fra Thy eller muligvis områderne ved den sydslesvigske vestkyst og ambronerne fra Slesvig. Det er dog ganske usikkert,1 og i hvert fald må andre folkegrupper og stammer være stødt til, da toget drog igennem Europa. Nogle er sikkert også faldet fra undervejs, men det er sandsynligt, at der på den måde blev skabt personlige forbindelser mellem stammefolk over store dele af Kontinentet, hvis de da ikke allerede eksisterede.

Det synes at passe med, at på den tid, dvs. i anden halvdel af det 2. århundrede f.Kr., fornyedes kontakterne mellem Sydskandinavien og den keltiske verden. Men om det havde nogen direkte sammenhæng med „kimbrertoget“ er vanskeligt at afgøre. Forbindelserne sydover fra Danmark til det europæiske kontinent blev i hvert fald udbygget og forstærket i de efterfølgende århundreder.

I Italien førte mødet med folkeslagene fra nord direkte til en reorganisering af den romerske hær efter mere professionelle linjer. Kimbrertoget var på sin vis indledningen til en ny fase af invasioner, som især kom til at påvirke Centraleuropa et århundrede senere. Men det var også en af forklaringerne på, at romerne fortsatte deres ekspansionspolitik i Gallien.

Det skete, da Gaius Iulius Cæsar fik konsulatet for år 59 og derefter styret i provinsen Gallien for fem år. Det blev en afgørende periode, som dog kom til at strække sig over ti år, idet Cæsar fik sin kommando forlænget. Alperne og Pyrenæerne var allerede gjort til romersk provins i 121 f.Kr. Med udgangspunkt i den del af Savoien, som lå i Gallia Transalpina, og som svar på diverse angreb på romernes forbundsfæller blandt de galliske stammer, begyndte Cæsar i foråret 58 f.Kr. sit langvarige felttog mod det endnu frie Gallien (det nuværende Frankrig, Belgien og sydlige Holland). Efter 7 års forløb havde han sikret sig herredømmet over området og gjort det til en romersk provins. Det var et ganske hasarderet foretagende, gennemført med forholdsvis få tropper, men med den geniale sikkerhed, der udmærkede Cæsar i hans handlinger. For at sikre de nyvundne områder foretog han også togter både over Rhinen og over Kanalen til Britannien. I år 53 f.Kr. forsøgte de undertvungne områder under ledelse af Vercingetorix at frigøre sig for romerne. Men da denne opstand var slået ned, faldt gallerne relativt hurtigt til føje og romaniseredes snart. Med indlemmelsen af Gallien og Syrien som provinser i Romerriget, var ringen omkring Middelhavet nu næsten sluttet. Kun på ét punkt havde et uafhængigt rige endnu direkte adgang til havet. Det var Egypten.

Cæsar skildrede sine militære bedrifter i bøgerne om Gallerkrigene, én bog for hvert år.2 Hans hensigt var at retfærdiggøre sin erobringspolitik for at imødegå den kritik, som rejste sig blandt hans politiske modstandere i Rom. Erobringen af Gallien havde været et hasarderet foretagende, men Cæsar var overbevist om det nødvendige i at skabe et bolværk mod de krigeriske samfund på den anden side af Rhinen, som han fra tid til anden omtaler som „germanere“. Han udtrykte det selv således: „Han (Cæsar) var også klar over, at det var farligt for romerfolket, at germanerne efterhånden kom i vane med at gå over Rhinen og i store mængder trænge ind i Gallien. Han troede heller ikke på, at disse vilde barbarer ville lade det blive ved en besættelse af Gallien; senere måtte man regne med, at de – som kimbrerne og teutonerne før dem – ville trænge videre frem ind i vor provins og derefter ned i Gallien.“

Cæsar taler her om „germanerne“ – det var for så vidt noget nyt. For ifølge antikkens gamle verdensbillede var de nordlige egne af det europæiske kontinent, som vi allerede har hørt, i vest beboet af keltere (eller som romerne sagde: gallere), i øst af skythere. Men Cæsar opererer altså med et tredje folkenavn: germanere. Den ældste brug af ordet germaner går formentlig tilbage til sene 3. århundrede f.Kr.3 Men f.eks. kimbrerne og teutonerne betegnedes på deres tid ikke som germanere. Det var først senere, at man kaldte dem så, oprindelig beskrives de som keltere. Cæsar derimod betegnede kimbrerne som germanere.4

Det er ikke før i den første halvdel af det 1. århundrede f.Kr., at man kan regne med et vist kendskab til germanernavnet. Og det var først Cæsar, der fastlagde brugen af ordet som betegnelse for folkeslagene øst for Rhinen. Cæsars germanerbegreb blev langt senere, i 1800-tallet, overtaget af den romantiske sprogforskning, som identificerede det med et „folk“. Det kom der mange ulykker ud af, specielt i den historieopfattelse, som herskede i Det tredje Rige frem til 2. Verdenskrigs slutning, og som identificerede germanere med det tyske folk.

I Gallerkrigene beskrev Cæsar, hvad han mente, det romerske publikum havde godt af at vide om krigene deroppe i nord. På nogle punkter overdrev han, på andre gjorde han det modsatte. Men det er værd at erindre, at Cæsar ikke havde været inde i områderne på den anden side af Rhinen. Han kendte derfor ikke det germanske område ved selvsyn. Det gjorde derimod mange romerske købmænd på den tid. De – og formentlig også efterhånden Cæsar – har sikkert været ganske godt underrettet om forholdene blandt de nærmestboende germanske stammer.

I året 44 f.Kr. blev Cæsar myrdet. I den følgende turbulente tid ændredes den romerske regeringsform afgørende. Rom havde i mere end 500 år været styret som en republik, i de sidste hundrede år i en vedvarende politisk og social krise. Styreformen passede ikke til den nye situation, hvor Rom var centrum for et meget stort rige, og hvor de romerske hærførere spillede en meget større rolle end senat og magistrater. Men først efter en række borgerkrige accepterede de øvrige stærke slægter og familier nødtvungent den iuliske slægt som den ledende. Cæsar havde før sin død adopteret den unge Octavianus, og ham lykkedes det at besejre Cæsars modstandere. Under navnet Augustus fik han i 31 f.Kr. kejsertitlen – han døde først i 14 e.Kr., og fortsatte i den tid den romerske ekspansionspolitik. Således kom stammerne ved randen af Alperne, ved den Øvre Rhin og Donau, i Noricum, Raetien, Vindelicien og Pannonien i hans regeringstid under romersk herredømme. I 14 f.Kr. blev Rhin-Donau grænsen etableret, og trods efterfølgende forsøg af Drusus og efter ham Germanicus på at skyde den frem til Elben, så forblev dette grænsen.5 Dog blev England i vest først inddraget under Claudius (10 f.Kr.-54 e.Kr.) og Dacien (det nuværende Rumænien) i øst under Trajan (53-117 e.Kr.). Kejsertiden kaldes århundrederne fra Augustus og frem under ét.

Den romerske ekspansion i århundrederne før Kr.f. medførte en række afgørende sociale og økonomiske forandringer. En af de største begyndte i det 3. århundrede og kom til fuld udfoldelse fra det 2. århundrede f.Kr. som en direkte følge af de førte krige: den romerske republik blev til et slavesamfund. Krigene skabte mangel på arbejdskraft i landbruget – familieoverhovedet eller sønnerne var jo ofte i krigstjeneste – og løsningen på problemet blev tilførsel af slaver fra de erobrede områder. Meget store mængder af billig arbejdskraft blev således sendt til de eksisterende slavemarkeder og derefter fordelt som arbejdskraft på elitens landgårde, de såkaldte villae rusticae, der lå spredt ud over hele Italien.6 Det førte til voksende afsætning på de stadigt større markeder for landbrugsprodukter i de stadigt større byer, som den jordløse befolkning søgte ind til.

Denne vækst i landbrugsproduktionen ledte videre til en voksende dominans af den industrielle produktion, specielt i Campanien og i nogen grad også Etrurien. Fra slutningen af det 2. århundrede f.Kr. fik disse områder noget af et monopol på fremstilling af bronzekar, og produkterne opnåede den samme efterspørgsel og endnu større udbredelse end de etruskiske produkter fra det 5. århundrede f.Kr. Det meste af produktionen var forbundet med vindrikning: kander, sier, øsekar og meget mere. Det var luksusprodukter, som med tiden skulle få stor betydning for romernes forbindelser til folkeslagene i de nordlige egne af Europa.

Økonomisk og politisk var det centrale Italien således dominerende. Men kulturelt set spillede den græske verden stadig en ledende rolle. Inden for litteraturen, filosofien og videnskaben havde Rom stadig kun lidt at byde på i sammenligning. Mange velstående romere fuldendte da også deres uddannelse hvis ikke i Athen eller Alexandria så i en af de vestlige kolonier såsom Massalia. Hvad angår forholdene nord for Alperne, så bemærker Cæsar under Helvetierkrigen, at mandtalslister erobret fra fjenden var skrevet med græske bogstaver,7 og indtil erobringen af Gallien var alle keltiske mønter med græske indskrifter. De skiftede først til latin omkring 50 f.Kr. Men bortset herfra, så havde den hellenistiske verden i det østlige Middelhavsområde tilsyneladende ingen større indflydelse på områderne nord for Alperne.

I de tre århundreder, hvor så dramatiske begivenheder fandt sted i syd, gik Central- og Vesteuropa sine egne veje.8 Handelskontakterne over Alperne havde længe været afbrudt, men i det 2. århundrede f.Kr. må der være sket fundamentale politiske, økonomiske og sociale forandringer, delvis afhængige af udviklingen syd for Alperne. Portene åbnedes igen for en flod af varer fra Middelhavsområdet. Alperuterne i såvel øst som vest blomstrede, og mærkeligt pludseligt står vi ansigt til ansigt med stammestater, som var i stand til at grundlægge og opretholde store, befæstede bycentre, de såkaldte oppida.9 En bycivilisation var nu ved at få fodfæste nord for Alperne, omend kelternes stammestater var meget anderledes i størrelse og demografi end Middelhavets bystater.10 Desværre siger hverken de skriftlige eller arkæologiske kilder meget om deres udvikling.

De keltiske oppida lå i en bred zone tværs over Central- og Vesteuropa fra Frankrig i vest til Slovakiet i øst. Deres forudsætninger skal utvivlsomt søges syd for Alperne, nærmere betegnet i Norditalien. Men alligevel er det, som om de i Centraleuropa dukker op fra ingenting. Man finder dem i Böhmen, Mähren og Mellemtyskland, og snart voksede tilsvarende centre frem i Sydtyskland og Frankrig, hvor Cæsar mødte dem under sin erobring af Gallien. Nutidens arkæologer har fulgt Cæsars sprogbrug og kalder dem oppida, det latinske ord for by. Cæsar tilbragte en vinter i en af dem, Bibracte, hæduernes hovedstad, og han nævner, at byen var styret af en slags senat. Bibracte er blevet identificeret som Mont Beuvray nær Autun, en befæstet bjergtop på 135 ha. Der er ingen tvivl om, at hvad Cæsar beskrev, var en stammeføderation med et større bycenter.

Mont Beuvray var klart valgt for sine forsvarsmæssige kvaliteter, mere end for placeringen i forhold til handelsruter, råvarer eller landbrugsland. Det gjaldt for mange oppida – selv dem på handelsruterne lå ofte på utilgængelige bjerghøjder. Tit var det sådan, at et antal mindre bopladser gik sammen om at bygge et byanlæg. Disse var således resultatet af en bevidst politik. De synes ikke at været vokset frem så at sige naturligt, som det oftest var tilfældet i f.eks. Grækenland eller Toscana.11

Bycentrene havde tre vigtige roller at udfylde. For det første at være forsvarsanlæg, som beskyttede deres centrale funktioner og den omgivende befolkning. For det andet at være administrative centre, hvor tribut blev modtaget, og såvel langdistancehandel som lokal redistribution fandt sted. Og for det tredje at fungere som håndværkscentre, hvor man frembragte traditionelle forbrugsgoder, lige fra knive til udsøgt keramik.12 Disse funktioner blev udført i forskellige områder af bycentret, og der er også tegn på, at der var ved at udvikle sig en spirende markedshandel.

Mønter var i et vist omfang i omløb, og det skulle teoretisk set både give en større fleksibilitet i vareudvekslingen og en bedre kontrol med den.13 Den virkning fik de dog først på et meget sent tidspunkt, kort før erobringen. De ældste mønter var makedonske guldmønter eller efterligninger heraf – i øvrigt ofte af så høj kvalitet, at de er svære at skelne fra originalerne. De var alle højværdi-mønter, og blev formentlig sjældent brugt i forbindelse med kommercielle transaktioner. Sammen med jernbarrer var de en form for standardiserede produkter, som kun blev brugt i meget begrænsede sammenhænge. Måske de blev bragt til Centraleuropa af lejetropper, der vendte hjem fra Middelhavet. Romerske mønter var bogstaveligt talt ukendte nord for Alperne før erobringen. I det hele taget er grundene til optagelsen af mønter i det central- og vesteuropæiske område stadig uklare. De mønter, der senere kom i omløb, var mærkeligt nok heller ikke romerske, men græske eller efterligninger deraf. Det var f.eks. græske mønter, der dannede forbillede for de første lavværdi-mønter i det 1. århundrede f.Kr. – først de var tegn på en begyndende markedshandel.

Et vigtigt keltisk bycenter var Manching, der lå på sydbredden af Donau i Bayern.14 Det var i begyndelsen kun en lille gård eller landsby, men pladsen havde en enestående beliggenhed. Ikke blot kunne den kontrollere flodhandelen, men også landruten langs Donau. Igennem det 3. og ind i det 2. århundrede f.Kr. ekspanderede denne åbne boplads for til sidst at udvikle sig til et bycenter. Det lå ganske vist på et sted, der ikke var let at forsvare. Men det blev så omgivet af forsvarsværker, som svarede til bl.a. dem, der beskyttede Mont Beuvray.

I Manching var alle bygningerne af tømmer. Det var de i øvrigt i alle oppida inden den romerske erobring. Værkstederne var små rektangulære bygninger, de blev formentlig brugt både til arbejde og bolig. Store bygninger fandtes også, nogle var op til 30 m lange og kunne være varehuse eller lader. Overklassens bygninger var store træbygninger med en træpalisade, som dannede en gård rundt om dem, og her foregik der diverse aktiviteter såsom bronzestøbning, smedning eller evt. møntfremstilling. Fordelingen af redskaber og affald antyder, at byen havde særlige håndværksområder. I en gade fremstillede man f.eks. nåle og andre genstande forbundet med tekstiler.

Et andet vigtigt element i de centraleuropæiske kelteres kultur var de firkantede kultanlæg, som fandtes over næsten hele den keltiske verden, fra Frankrig og De britiske Øer i vest til Tjekkiet i øst. Tit lå de lige så tæt som den historiske tids sognekirker. I firkanthelligdommene foregik der ofre og ritualer af mere civil art.15 Et sådant anlæg dækkede kun et lille stykke land, en halv til en hel ha stort, og det var indrammet med volde og grøfter. En træindgang ledte ind til det indre, hvor der som regel ikke fandtes nogen bygninger. Der kunne dog i et hjørne eller i midten stå et simpelt hus, antagelig et tempel eller opbevaringssted for kultudstyr.

Normalt betragtes de firkantede kultanlæg som helligdomme.16 Men man har også i enkelte tilfælde kunnet påvise, at de havde en forbindelse til elitens gårdanlæg.17 Undertiden findes dybe nedgravede skakter inden for det indhegnede område, hvori der er ofret genstande af vidt forskellig art, lige fra sten- og træskulpturer18 til lerkar, knogler af mennesker og dyr, formentlig ofre til guder i underverdenen.

Firkanthelligdommene og skakterne viser, at kelterne havde en egentlig religiøs arkitektur med et meget ensartet præg over store områder. Nogle steder dannede de rammen om våbenofre, andre steder om ritualer, hvor man dyrkede underverdenens guder. De tyder også på tilstedeværelsen af et institutionaliseret præsteskab, der udstak reglerne for helligdommenes udseende. Selve de firkantede helligdomme er imidlertid ikke præcist omtalt i den klassiske litteratur.

Men det gælder i almindelighed også de andre rituelle aktiviteter, som blev udøvet i de keltiske samfund. Det gælder våbenofre, menneskeofre eller ofringer i vand. Man har kun meget generelle beskrivelser, der fortæller om præsteskabets, druidernes, store betydning i samfundet.

En omfattende vareudveksling kom med tiden til at binde de keltiske samfund sammen. Og specielt efter den romerske erobring af Sydfrankrig i slutningen af det 2. århundrede f.Kr. strømmede varer fra middelhavsregionen ud over navnlig de vestlige dele af det keltiske område. Det var på sin vis situationen fra det 6/5. århundrede f.Kr., der gentog sig (se Europa i opbrud), blot i meget forstærket form. Vienne ved Rhône var en grænseby på kanten af det romerske Provincia, den kontrollerede flodruterne op ad Saône og Rhône samt landruterne til den øvre Loire. Toulouse ved den øvre Garonne, på vejen til Atlanterhavet ved Bordeaux, spillede den samme rolle som Vienne. Også Alperuterne blomstrede, specielt via Ticinodalen blev bronzekar fra Campanien formidlet videre nordpå. Og i det østalpine område var der ligeledes livlig aktivitet. Kongedømmet Noricum (det nuværende Steiermark) nævnes i et antal latinske kilder for kvaliteten af dets jern. Herfra blev der, muligvis allerede fra det 3. århundrede f.Kr. formidlet kvalitetsjern. I Magdalensberg, muligvis det gamle Noreia, Noricums hovedstad, sad en enklave af italiske handelsmænd med handelspartnere over hele Italien, ja, endog i Nordafrika.19

Det var formentlig for en stor del italiske handelsmænd, der kontrollerede denne handel. I hvilket omfang kelterne selv deltog i den er uklart, men den må have haft en betydelig indvirkning på fremvæksten af de tidlige bysamfund. Slavehandel udgjorde også en væsentlig del af vareudvekslingen. Den græsk-syriske etnolog Poseidonios (135-51 f.Kr.) nævner, at i Centralfrankrig var det muligt at erhverve en slave for en amfora med vin – en tjener for en drink! Mediterrane vinamforer er fundet ved Mosel, i Nordfrankrig og Sydengland. Amforerne finder man mest i vest, eftersom de var lettere at transportere ad floderne end over Alperne. Men i øvrigt lignede mønstret det, vi kender fra nutidens handel med den tredje verdens lande: højt forarbejdede produkter i bytte for råmaterialer.

Med Cæsars erobring af Gallien og den lidt senere etablering af Rhin-Donau grænsen forvandledes hele denne keltiske kultur med ét slag. Virkningerne af det påtvungne romerske overherredømme varierede nok noget fra sted til sted.20 Men overalt måtte man tilpasse sig de romerske administrative krav. Det betød, at bebyggelsen og landskabet forvandledes totalt. Gamle byer blev forladt, nye grundlagt. Nogle fik lov til at leve videre, f.eks. udviklede det galliske Alesia (nu Alise-Sainte-Reine) sig hurtigt til en romersk by, medens Bibracte blev nedlagt til fordel for Autun (Augustodunum), som lå kun nogle få kilometer borte. Endelig blev bykulturen indført i områder, hvor den ikke havde eksisteret før. Og hvilken iøjnefaldende forandring betød den romerske tilstedeværelse ikke i byerne. Overalt sås nu store offentlige bygninger af romersk tilsnit, templer, søjlegange, teatre, bade, cirkus og amfiteatre, ofte placeret omkring eller tæt ved en stor åben plads.

For romerne var hovedsigtet en effektiv militær kontrol med de nyerobrede områder. Bosættelsen blev omstruktureret i et hierarkisk system, med administrative centre i toppen og i nær kontakt med de vigtigste militærlejre. Disse lå så tæt, at legionerne kunne komme hinanden til hjælp, hvis det var nødvendigt. Kommunikationslinjerne blev sikret med hjælpeforter, som kontrollerede havne og flodovergange. Hurtige og lige veje blev bygget til at sikre fremførslen af tropper. Og vejene respekterede sjældent det gamle bosættelsesmønster.21

Endelig indebar koloniseringen også etableringen af et socialt system efter romersk mønster. Man skabte en jordejende klasse, en rig handelsmands- og håndværkerklasse, en klasse af frie kunsthåndværkere og småhandlende, samt en bonde- og en slaveklasse. Administrationen af byerne påhvilede den jordejende elite.22 Her kunne romerne bygge på den elite, som allerede eksisterede inden for de keltiske stammeføderationer. Det indebar imidlertid, at magten ikke kunne være baseret på slægt, men på jordeje. Men et sådant skift var formentlig allerede foregået i det gamle keltiske samfund.

Det var altsammen dybtgående forandringer. Men de må næsten overalt have været fulgt af en stigning i levestandarden. Man fik adgang til et større og internationalt marked. Boligstandarden blev forbedret for alle klasser, ikke blot for eliten med dens rigt udstyrede privatboliger. Også håndværkerklassen oplevede en tilsvarende vækst. Og hertil kom, at man blev påført Pax romana, den romerske verdensfred. Tidligere tider havde været langt mere urolige. I det lange perspektiv var det nok mest landbefolkningen, der stod som taber. Dens levevilkår blev ikke væsentligt forbedret.

Oppe i nord, i de mellemtyske bjerge og videre østover, i Böhmen og Mähren, lå de keltiske samfund, som ikke faldt ind under den romerske erobring. Her havde de befæstede bysamfund udviklet sig forholdsvis tidligt, men også de gik deres undergang i møde sent i det 1. århundrede f.Kr. Ikke som følge af en romersk erobring, men snarere som følge af et pres fra nord, fra de folkeslag, som boede i det udstrakte nordeuropæiske lavlandsområde. I de sidste århundreder af årtusindet f.Kr. var disse samfund begyndt at ekspandere. De første tegn herpå har vi allerede hørt om, det var kimbrerne og teutonernes fremtrængen i Centraleuropa og Norditalien i slutningen af det 2. århundrede f.Kr.

Noget senere, ikke længe efter 50 f.Kr., blev flere af bycentrene i de mellemtyske bjerge forladt, andre overlevede dog helt ind i anden halvdel af det 1. århundrede e.Kr. I Böhmen skete noget lignende. Her blev en række oppida forladt på omkring samme tid, sidste fjerdedel af 1. århundrede f.Kr. I et par af tilfældene kan man se, at det må være sket i forbindelse med krigerisk uro. De befæstede anlæg erstattedes derefter af åbne landsbyer, som man kender det fra lavlandsområdet mod nord.

Hele dette forløb har vi endnu meget lidt indblik i. Vi ved blot, at omkring Kr.f. var markomannernes stamme etableret i Böhmen under deres leder Marobodus. Og om det folkeslag skal vi senere høre meget mere (se Et imperium i krise). Det var formentlig udgået fra det nordeuropæiske lavlandsområde, hvor der allerede før midten af det 1. årtusinde f.Kr. havde udviklet sig en meget ensartet materiel kultur, som rakte fra det sydlige Polen til det nordlige Jylland.

Heroppe i nord, i de landskaber „som ingen kan elske, medmindre man er født der“, som den romerske forfatter Tacitus udtrykte sig, eksisterede et ganske anderledes bosættelsesmønster end længere mod syd. Befæstede bosættelser var ganske sjældne, – de, som fandtes, var små. Bosættelser over landsbystørrelse var ukendte, og sammenlignet med Centraleuropa stod de fleste håndværk på et relativt lavt stade. Pottemagerhjulet blev f.eks. ikke brugt, selv om man kendte det i Centraleuropa. Mønter var ikke i brug, og importvarer fra Middelhavsområdet fandt kun undtagelsesvis vej hertil. Samfundet bestod næsten udelukkende af små høvdingedømmer.

Noter

1: Se bl.a. Kaul & Martens 1995, s. 151 f.

2: Dansk oversættelse Bo Grønbech 1967.

3: Se Hoops Reallexikon, bd. 11, Germanen.

4: Se Allan A. Lund 1979a, s. 28.

5: C.M. Wells 1972.

6: Hedeager & Tvarnøe 1991, s. 47 ff.

7: Cæsar: Gallerkrigene 1, 29.

8: Generelt om keltisk civilisation se f.eks. A. Ross 1986 og S. Moscati et al. 1991.

9: Det er en udvikling, som finder sted med slutningen af La Tène C og frem for alt i La Tène D, i perioden 150-50 f.Kr., se J. Collis 1984b.

10: For en generel introduktion til diskussionen om bydannelser i antikken se Moses Finley's klassiske afhandling: The Ancient City: from Fustel du Coulanges to Max Weber and Beyond. Genoptrykt i B.D.Shaw & R.P. Saller (eds.): Economy and Society in Ancient Greece. Evidence and Models, London 1985.

11: Jf. note 10.

12: H. Lorenz 1986; K. Kristiansen 1998, s. 347.

13: D.F. Allen 1980.

14: Se Hoops Reallexikon, bd. 19, Manching.

15: K. Kristiansen 1998, s. 350.

16: Det er dog også blevet foreslået, at de havde andre funktioner, at de f.eks. var fælles mødepladser og høvdingegårde, se L. Pauli 1991a; N. Venclova 1993.

17: F.eks. i Bopfingen i Tyskland, hvor et firkantet kultanlæg delvis overlappede en høvdingegård med samme layout, rækkende tilbage til tidlig keltisk tid, se Krause & Wielandt 1993.

18: D. Planck 1982.

19: R. Egger 1961.

20: Det kan dog også hænge sammen med, at udforskningen af den romerske kolonisering er meget uens: i f.eks. England er mange af de romerske lejre udgravet, i Sydfrankrig næsten ingen.

21: Også i Italien kan man i f.eks. Etrurien se, hvordan selv betydningsfulde etruskiske byer blev omgået, når man byggede hurtige og lige veje, se T.W. Potter 1972.

22: I modsætning til de senere, middelalderlige byer, som blev administreret af købmandsklassen.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Et imperium vokser frem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig