Forskellige smykker af sølv og guld i offerfundet fra Frøslev på Stevns.

.

De tidligste krigsbytteofringer i Syddanmark, fra 1. og 2. århundrede e.Kr., synes at have deres baggrund i angreb fra områderne lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse.

.

Tolagskam fra Vimose på Fyn. Runeindskriften, der læses Harja, dateres til omkring 150 e.Kr. og er den ældste, vi kender. (Om runerne afsnittet "Den første skrift".)

.

Om landene heroppe i nord sagde den romerske forfatter Tacitus i det 1. århundrede e.Kr., at de var hæslige på grund af skovene og grufulde på grund af de mange moser – han mente, at man kunne kun elske dem, hvis man var født her. Og såvel skove som moser prægede da også store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde, hvoraf Danmark var en del. Det danske landskab udgjorde i jernalderen en mosaik af forskellige biotoper, og blandt dem spillede vådområderne en væsentlig rolle. I dag er de for en stor del forsvundet. Hundreder af års dræningsarbejde og tørvegravning har gjort sit til at forvandle landskabet. Men i jernalderen lå de mange ufremkommelige strækninger der endnu, om vinteren golde og livløse, først sent på foråret livede de op. Men så fulgte også sommerens forunderlige nætter, når mørket grånede til dagning, og gryets sidste stjerner stod på himlen, mens tågerne bølgede hen over engen og ud over den sorte vandflade. Det var på sådanne tidspunkter, at man både i fredelige og urolige tider søgte kontakt med de usynlige kræfter, som styrede tilværelsen.

Sådan havde det været i tusinder af år. Helt frem til den keltiske jernalders slutning havde man ofret store kostbarheder i moserne, og man fortsatte dermed i århundrederne efter Kr.f., dog i mere begrænset omfang. En mindre part af f.eks. de romerske importgenstande er fundet i moser og enge.91

Som en særlig lille gruppe står desuden nogle enkelte smykkefund fra ældre romersk jernalder, fundet i henholdsvis Vester-Mellerup og Gjølstrup i Vendsyssel samt Frøslev på Stevns. Fundene fra Gjølstrup og Vester-Mellerup indeholder begge en lang række fibler, Vester-Mellerup endog to romerske, smykkenåle af sølv og bronze, perler af glas og guld, samt hver en armring – den ene af bronze, den anden af sølv.92 Det tredje fund fra Frøslev indeholdt bl.a. en lang række guldperler og -vedhæng samt to sølvarmringe.93

Af meget mindre spektakulær art er de talrige hensættelser af de såkaldte „mosepotter“, som jernaldermenneskene foretog langs søbredder og i moser.94 Den rituelle praksis var jo begyndt allerede i den keltiske jernalder (se Den hellige mose), men fortsatte i uformindsket omfang igennem århundrederne e.Kr. I f.eks. Illerup Ådal, hvor et stort våbenofferfund er gjort (se Våbenofferet i Illerup Ådal) blev der i forbindelse med anlægget af en motorvej gravet 1 km grøft langs den sydlige bred. Formålet var at se, om der var våbenofringer, hvor motorvejen skulle ligge. Men resultatet blev et helt andet: for ca. hver 20 m grøft stod en „mosepotte“.95 Meget tyder på, at disse lerkarofringer blev foretaget i stort set alle moser, ikke kun i dem som rummede våbenofringer.

Det er ikke megen viden, vi får om jernaldermenneskenes religiøse forestillinger gennem disse rituelle hensættelser af lerkar. De har naturligvis rummet madvarer, og en sjælden gang finder man også rester af dyr i forbindelse med dem. Det gjaldt f.eks. tre fynske fund96: i Bukkerup Langmose97 stod hensat lerkar, dyreknogler, tøjrpæl og reb. Ved Turup98 var der otte ofringer med lerkar og dyreknogler, og ved Højby fandt man to lerkar med marvspaltede dyreknogler.99 Formentlig var der tale om frugtbarhedsritualer, men om de nærmere omstændigheder ved disse tier fundene.

Der var imidlertid én slags ofre, som befolkningen nu i stigende grad bragte ud i moserne: våbenofrene. Ikke sådan at man ikke havde nedlagt den slags ofre tidligere. Det første store våbenoffer var blevet nedlagt i Hjortspring Mose på Als allerede i det 4. århundrede f.Kr., og andre var fulgt efter (se Slaget ved Hjortspring). Men våbenofringerne hang naturligvis sammen med, om det var urotider. Og det begyndte det for alvor at blive i århundrederne efter Kr.f. Meget tyder på, at Sydjylland og de syddanske øer i de første to århundreder e.Kr. var udsat for et antal angreb fra kontinentet.

Våbenofringerne udgør en helt særlig gruppe af fund, som har optaget dansk arkæologi siden 1800-tallet. De er rige kilder til fortællingen om livet – og døden – i oldtiden. Men vi har kun fundene selv, om end vi kan supplere dem med generelle betragtninger fra antikke historieskrivere, der dog både i tid og rum var fjerne fra selve offerhandlingerne. Studiet af våbenofferfundene er imidlertid en proces, hvor gamle resultater til stadighed omvurderes, nuanceres, og suppleres. Og hvor nye udgravninger bringer tolkningsresultater, som virker tilbage på de gamle. Men sådan er det jo i øvrigt med studiet af oldtiden som helhed.

Våbenofferfundenes tidligste historie er i særdeleshed forbundet med arkæologen Conrad Engelhardt, en dygtig og målrettet udgraver, født i 1825 i København, senere adjunkt på Latinskolen i Flensborg og bestyrer af museet sammesteds.100 I sine unge år var Engelhardt en af de medhjælpere, som dansk arkæologis grundlægger Christian Jürgensen Thomsen knyttede nært til sig, og som han oplærte i den arkæologiske udgravningsmetode.101

Våbenofferfundenes første store epoke var tiden omkring 1860. Da gennemførtes de store arkæologiske udgravninger i Thorsbjerg og Nydam i Sønderjylland samt Vimose og Kragehul på Fyn. Udgraveren var den førnævnte Conrad Engelhardt fra Latinskolen i Flensborg, han publicerede også fundene i fire bind fra 1863 til1869.

Allerede i de år kom Engelhardts samtidige, arkæologen J.J.A. Worsaae frem til en tolkning af de ejendommelige fund.102 Worsaae konstaterede, at de mange våben var nedlagt i moser eller snarere i søer, at de var bevidst ødelagte, og at fund af den slags ikke kunne være tilfældige. Dertil forekom de alt for hyppigt og for regelmæssigt over større områder. I Cæsars 6. bog om Gallerkrigene fandt han forklaringen. Heri beskrev Cæsar nemlig, hvordan gallerne efter et sejrrigt slag ofrede det tagne bytte til krigsguden. I lighed hermed tolkede Worsaae de danske mosefund af våbenudstyr som ofre til en krigsgud efter sejre på slagmarken. Det var en tolkning, som Engelhardt tog til sig, da han i 1869 publicerede Vimosefundet.

I 1860'erne mente man, at jernalderen først begyndte omkring 250 e.Kr. og med støtte i bl.a. mosefundene, der opfattedes som sluttede nedlægninger, mente man at se en grænse mellem den ældre og den yngre jernalder hen imod år 500 e.Kr. Man opfattede krigsbytteofrene i moserne som direkte vidnesbyrd om de kampe, der rent bogstaveligt bragte den romerske jernalderkultur til Norden, „thi“, som Engelhardt udtrykte det, „den ældre Jernalder har ikke udviklet sig til det bedre og bedste, men er kommet hertil i sin højeste Udvikling.“ En indvandring til Danmark skulle altså have gjort forskellen. På det synspunkt låste Worsaae og Engelhardt sig fast. Og det var først de næste forskergenerationer, der erkendte den ældre jernalders faktiske længde og efterhånden fik udmålt dens 1000-årige udviklingsforløb i perioder og faser af ca. 100 års varighed. Om en indvandring omkring år 500 e.Kr. er der i dag heller ikke længere tale.

1800-tallets, dvs. Worsaaes tolkning, indebar, at mosefundene hver for sig var resultatet af én ofring. Den lokale befolkning havde ofret det bytte, den havde erobret fra en angribende og udefra kommende fjende. De mange våben skulle altså stamme fra én og samme tid. Det var imidlertid en tolkning, som begyndte at volde problemer, efterhånden som man fik bedre kendskab til våbnenes tidsmæssige placering. I den første halvdel af 1900-tallet måtte man efterhånden erkende, at ikke alle genstandene i de enkelte mosefund var samtidige.

De store gamle mosefundsundersøgelser og publikationerne af resultaterne var fremragende for den tids arkæologiske undersøgelser, men de opfylder ikke de krav, den moderne arkæologi stiller til kilderne. Kun i få tilfælde er det i dag muligt at rekonstruere oldsagernes indbyrdes placering og sammenhæng i disse gamle fund.

Med udgangspunkt i 1800-tallets nu forladte tolkninger af våbenofferfundene opstod to forskellige opfattelser. Ifølge den ene var våbnene fremmede, besejrede hæres gods, som var nedlagt i én eller nogle få omgange i mosen.103 Ifølge den anden opfattelse bestod våbenofferfundene af talrige små ophobninger af våben foretaget over årene af den lokale befolkning i den stedlige offermose.

Fortolkningen af, hvem våbnene oprindelig tilhørte, gik altså i to vidt forskellige retninger – og det måtte naturligvis få konsekvenser for den historiske ramme, man søgte at indpasse fundene i. Det var først, da helt nye våbenofferfund dukkede op i 1950'erne, ved Ejsbøl nær Haderslev og Illerup Ådal ved Skanderborg, at man fik mulighed for at belyse problemet bedre. De gamle våbenofferfund fra 1800-tallet var jo fremdraget med den tids udgravningsmetoder, dvs. man registrerede ikke de enkelte genstandes placering i forhold til hinanden, tegninger og planer blev ikke udfærdiget, og fotografier eksisterede ikke.

Alt dette kunne man rette op på med de nyere udgravninger, som fandt sted fra 1950'erne og helt op til vor tid. Moderne udgravningsmetoder med plantegninger, opmålinger, beskrivelser og fotografier betød, at man så at sige kunne genskabe fundsituationen fra våbenofringerne hjemme i laboratoriet på museet. Man kunne til stadighed vende tilbage til kildematerialet og stille nye spørgsmål til det.

Hvad blev så resultatet? At samtlige mosefund bestod af enkeltofringer i udvalgte helligmoser med generationers mellemrum. De slagne hæres våbenudstyr var blevet bragt til særlig udvalgte helligsteder, og her fandt det rituelle skuespil sted. Selv i en mose som Ejsbøl, hvor man oprindelig mente, at der kun lå to nedlæggelser, viste det sig ved de nyere undersøgelser, at der lå hele fire våbenofringer.

Men våbenofferfundene kunne nu også sættes ind i en international sammenhæng. For med udviklingen af den moderne arkæologi er oldtidens fund nu kendt og publiceret i stort omfang fra hele Europa, fra Sortehavet til Nordnorge og fra Middelhavet til Skotland. Man kan nu sammenligne de danske fund med udlandets og derved konstatere, at det krigsudstyr, vi finder i moseofringerne, viser tydelige og regelmæssige kontakter til såvel Romerriget som til de barbariske områder uden for den romerske rigsgrænse. Dermed er man rykket meget nærmere en historisk forståelse af de ejendommelige fund. Våbenofringerne i de danske moser er tydeligvis en del af den historiske udvikling på det europæiske kontinent.

Denne indsigt har ført til helt nye tolkninger af mosefundene. En af disse går ud på, at Sønderjylland, Fyn og Lolland i det 1. og 2. århundrede e.Kr. var genstand for angreb af fremmede hære.104 Sporene efter disse begivenheder finder man i de ældste våbenofringer i Ejsbøl og Thorsbjerg i Sønderjylland, Vimose på Fyn og Sørup på Lolland. Senere, dvs. i 3.-5. århundrede e.Kr. kom der så fornyede angreb på det danske område. Men denne gang kom angrebene fra andet hold, som vi skal høre om det i de følgende kapitler (se Østersøregionen). Her skal vi berette om de tidligste våbenofringer, som nok er fundene fra Ejsbøl og Vimose. Lidt yngre er fundene fra Thorsbjerg, Sørup og nogle af fundene fra Vimose. En del af det våbenudstyr, man finder i disse moser, blev formentlig bragt dertil af krigere fra de sydlige dele af Danmark eller fra de tilstødende dele af kontinentet.

Et af de steder, hvor våbenofringer fandt sted allerede i det 1. århundrede e.Kr. var som nævnt Ejsbøl Mose umiddelbart vest for Haderslev by. Den arkæologiske udgravning af mosen skete i 1955-64, og da den var afsluttet, mente man, at alle de våben, som oprindelig var kastet i søen, igen var gravet frem. Man troede, at der alene var tale om to nedlægninger med flere generationers mellemrum. I 1999 gravede man midlertid i udkanten af det gamle moseområde, og det blev da klart, at der før de to nedlægninger var sket en første ofring af våbenudstyr allerede omkring Kr.f. Der blev videre fundet indicier på endnu nogle nedlægninger, som var samtidige med eller yngre end de andre. I dag kan vi altså konstatere, at mindst fire offerhandlinger fandt sted i Ejsbøl Mose i løbet af sammenlagt henved 500 år.

Indtil for nylig var Ejsbøl en vidtstrakt, grøn engflade omgivet af fladt hvælvede bakker. Mosen udfylder en lukket sænkning i landskabet, med tilstrømning imod nord og øst, og med afvanding gennem et snoet bækleje, der mod sydvest forbinder sig med Skallebæk til udløb i den inderste del af Haderslev Fjord: Haderslev Dam. For blot et par menneskealdre siden var engen endnu omkranset af krat og rørsumpe og sine steder brudt af blanke vandspejl. Omtrent sådan så her også ud i jernalderen, da dramatiske offerhandlinger udspillede sig med mellemrum fra det 1. århundrede f.Kr. og helt frem til det 5. århundrede e.Kr.

Det er således ikke svært at forestille sig landskabet omkring den åbne sø, hvor offerhandlingerne fandt sted.105 Våbenudstyret lå dels i de øverste lag af en grov sumptørv, der skød sig ud i søen, dels i finkornede dyndlag, der var aflejret på åbent og ret dybt vand. På overgangen mellem de to aflejringer lå den daværende søbred. Fra bakkerne førte små bækløb ned til søen, og på den fugtige og bløde engflade groede der halvgræsser og engblomster som mjødurt, engkabbeleje og pindsvineknop. Små grupper af buske og træer, pil, birk og især el voksede på den lave engflade, og på søens mørke vandspejl flød hvide og gule åkander. Lidt længere borte rejste bakkelandet sig. Noget af det dækket af egeskov iblandet bøgetræer og hasselkrat. Andet var græsningsområder, hvor flokke af kreaturer gik rundt. Længere borte i bakkerne lå jernaldermenneskenes landsbyer. Herfra kom de, de mennesker som sammen med deres frænder fra mange andre landsbyer udførte offerritualerne ved bredden af søen.

De havde gjort det i århundreder, sat mosepotter ned ved søbredden, men nu, i det 1. århundrede e.Kr. kom de i stort tal for at ofre krigsbytte til søens mørke vand. Dette ældste våbenoffer foregik i søens sydlige del. Over et større område nedlagde man bl.a. skjoldbuler og lansespidser fra en nedkæmpet fjende.106 Det blev således indledningen til en serie af ofringer, som kulminerede omkring 300 e.Kr., og som vi skal følge igennem de næste århundreder (se Bølger af angreb).

Et andet sted, hvor våbenofringer fandt sted i disse år, var i sydenden af det langstrakte mose- og engdrag Vimose, som ligger indesluttet på alle sider af blødt rundede, høje banker, en halv snes km vest for Odense. Mosen er i dag en smuk lille sø, men den ligger i et mørkt og alvorligt landskab, hvor der om sommeren gror flokke af rødbynke med farver som rust og blod. I jernalderen havde Vimosen igennem lang tid været kendt og anvendt som helligområde. Det viser fund af lerkar fra den keltiske jernalder, som dermed vidner om en ganske langvarig offertradition på stedet forud for de store nedlægninger af våbenudstyr.

De første oldsager fra Vimose107 blev indsendt til Det Oldnordiske Museum i København i 1848, udgravninger begyndte i 1858, og fra 1859 blev de foretaget af Oldnordisk Museum i København, omtrent samtidig med at man gravede i Nydam Mose.108 Undersøgelserne varede ved helt frem til 1865. Men i de følgende år kom der stadig oldsager til museet fra mosen. I 1871 således en 8 kg tung ringbrynje, der var blevet fisket op på et par meters dybde.

De arkæologiske undersøgelser omfattede en ca. 2200 kvadratalen stor flade. Og det var ikke småting, man fandt: henved 3500 oldsager.109 Ved randen af det udgravede areal, indad mod land, fandt man et stykke risfletning, der muligvis havde tjent til afmærkning af stedet i oldtiden. Sagerne lå i noget vekslende dybde, som regel dog en til 1 m under græstørven. Tilfældighed havde i høj grad rådet ved sagernes nedlægning, og alligevel var en vis orden synlig. Således lå ringbrynjerne for sig, og ofte fandtes småting nedlagt i skjoldbulerne, eller sagerne var omviklet med bånd eller pakket ind i tekstiler. Den forsætlige ødelæggelse var imidlertid vidtdreven: sværd var sammenbøjede, spydstager og buer splintret.110

Oldsagerne lå tættest ud mod mosebassinets midte, hvor de formentlig var blevet nedsænket på den daværende søbund. Det kunne man slutte af flere iagttagelser: fordelingen af træ og jernsager i forskellige niveauer, tilstedeværelsen af sænkesten og trækroge, samt spor af at genstandene ofte havde været bundtet sammen forud for nedlægningen. På den anden side kan ikke alle genstandene være nedsænket i søen, men snarere kastet eller hældt i den. Da oldsagerne lå i flere forskellige niveauer, kan man forestille sig, at stedet oprindelig har fremvist en stadig vekslen af sø og sump, der selv i bassinets midte kan have dannet fast tilgængelige hængesække eller flydende øer.111

Med hensyn til den rituelle ødelæggelse af oldsagerne, gjorde man adskillige iagttagelser, der afslørede en forsætlig destruktion af genstandene, en irrationel orden og omhu i tingenes placering og en lejlighedsvis optræden af sluttede grupper af genstande, som i hvert fald må være nedlagt på et og samme tidspunkt.

Vimosefundet blev udgravet efter 1800-tallets bedste standard. Alligevel efterlader det os, ligesom de øvrige gamle våbenofferfund, med mange ubesvarede spørgsmål. Blev alle genstandene nedlagt på én og samme tid? Eller var der tale om flere på hinanden følgende begivenheder, hvor våben og udstyr blev ofret i forskelligt omfang. De spørgsmål har optaget arkæologerne meget, og det er da også lykkedes at nå frem til et svar. Nemlig, at der var tale om flere nedlæggelser.

Blandt de mange genstande fra Vimose har man f.eks. kunnet identificere en samlet nedlæggelse af 38 spyd- og lansespidser samt en sølvbelagt bronzeplade. Det var bøjede og forvredne våben, undertiden forsynet med flænger og hug, og de havde med sikkerhed været indpakket i noget uldent vævet tøj.112 Ved at analysere indholdet af bundtet og sammenligne det med våben fundet i samtidige grave, kunne man fastslå, at nedlæggelsen i dette tilfælde var sket i begyndelsen af yngre romersk jernalder.

Man kunne nu udvide analysen til også at omfatte andre dele af våbenofferfundet, og resultatet blev, at der i Vimose var foregået en ældste nedlæggelse af våben ved slutningen af det 1. århundrede e.Kr. (Vimose 1).113 Så fulgte endnu en nedlæggelse (Vimose 2) i slutningen af det 2. århundrede e.Kr.114 Endelige fulgte så nedlæggelsen Vimose 3 i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr., den hvortil bundtet med de 38 spyd hørte.115

Det er ikke meget, vi ved om de første våbenofringer i Vimose i ældre romersk jernalder, dvs. i 1. og 2. århundrede e.Kr. Foreløbig kan vi blot konstatere, at de tidligste fund, dvs. dem fra slutningen af det 1. århundrede e.Kr.,116 bl.a. er skjoldbuler med en overdel, som enten er kegleformet eller løber ud i en spids, og som har været fastgjort til skjoldet med nogle karakteristiske beslag.117 Hertil kommer simple lansespidser med fladt, rhombisk tværsnit.118 Disse våben har imidlertid en vid udbredelse over hele det nordeuropæiske område. Man kan derfor ikke bestemme, hvorfra de krigere kom, som bar disse våben.

Den næste våbenofring i Vimose (2) skete omkring slutningen af det 2. århundrede e.Kr.119 Fra den stammer bl.a. skjoldbuler, hvis top var udformet som en lang stang120 og skjoldhåndtag med en særligt udformet nitteplade.121 Sværdene fra denne nedlæggelse var fortrinsvis enæggede. Også våbnene fra den 2. nedlæggelse var vidt udbredt over hele det nordeuropæiske område, og fortæller heller ikke noget om, hvorfra de slagne krigere kom. Det gør derimod en del af deres personlige udstyr: f.eks. bæltegarniturerne og nogle karakteristiske tolagskamme.122 De antyder, at de angribende krigere kom fra områder i nærheden af Fyn eller fra de kontinentale egne syd eller sydøstligt herfor. Det samme skulle være tilfældet i de samtidige våbenofringer fra bl.a. Sørup på Lolland og Thorsbjerg i Angel.123

Et tredje sted, hvor våbenofringer fandt sted i de første århundreder e.Kr. var Thorsbjerg Mose ved Sønder Brarup i den sydlige del af Angel, omtrent 5 km nord for Slien. Stedet ligger i dag syd for den dansk-tyske grænse, men da det i 1858-61 blev udgravet, lå det i hertugdømmerne, som hørte under den danske krone. Thorsbjerg Mose er en ca. 8 tønder land stor skovmose af kedelmosetypen, som på alle sider ligger omgivet af højdedrag.

Mosens bund var ujævn, og det var i tørven over en af de mange bækkenagtige sænkninger, helt sydøstligt i mosen, at oldsagerne fandtes over en flade så stor som 2000 kvadratalen. 1800-tallets udgravninger blev foretaget af Oldsagssamlingen i Flensborg under ledelse af Conrad Engelhardt. Størstedelen af fundene overgik efter freden i 1864 til museet i Kiel, en mindre del opbevares dog på Nationalmuseet i København.

De ældste nedlæggelser af våben i Thorsbjerg skete i det 1. århundrede eller begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. Men også her er det svært at vurdere, hvor store mængder våbenudstyr, det drejede sig om. Man kan pege på bestemte typer af fibler, som ellers kun kendes fra området mellem Elben og Rhinen124 og på bestemte typer af bæltespænder, som hører hjemme i ældre romertid.125 Det samme gælder et antal romerske elementer, som man også kender det fra Vimose, men som synes at mangle i de øvrige våbenofferfund. Hvorom alting er, Thorsbjerg Mose blev allerede i den ældre romerske jernalder benyttet som helligsted af den lokale befolkning.

Et sidste sted, hvor våbenofringer blev foretaget i disse tidlige århundreder e.Kr. er Sørup, som ligger i Østofte sogn nogle få km vest for Maribo på Lolland.126 Her fandt man våben fra ældre romersk jernalder, som var ofret i mosen sammen med bl.a. et hestekranium og en seletøjskæde af bronze.127

Det er således endnu kun ret få fund, der vidner om udøvelsen af våbenofferskikken i den ældre romerske jernalder. Et mere indgående indtryk af fænomenet får vi først, da våbenofringerne når deres højdepunkt i den yngre romerske jernalder. Men de ældste fund er et forvarsel om de urotider, der forestod. De antyder også, at Sydjylland og de syddanske øer tidligt var genstand for angreb, måske fra de hærstyrker, der helt tilbage fra de tidligste konfrontationer med romerne i år 9 e.Kr. havde opereret lige syd for det nuværende Danmark. Var det mon nogle af dem, der angreb deres nordlige naboer?

Men hvad siger de skriftlige kilder om denne ejendommelige skik at ofre modstanderens våben og hele udstyr i vandløb, søer og moser?128 Ikke meget. Man kan stort set kun anføre to kildesteder, hvor skikken omtales. Det ene er Cæsars Gallerkrigene, hvor han i den 6. bog skriver, at det blandt gallerne er Mars, der „råder for krigen. Når de har besluttet at gå i kamp, er det i reglen til ham de lover at skænke det eventuelle bytte; efter sejren ofrer de da det kvæg, de har erobret, resten af byttet bringer de sammen på ét sted. I mange af Galliens lande kan man på indviede steder se vældige dynger af den slags krigsbytte. Det er ret sjældent, at der er nogen, der tør vise guderne den hån at stikke erobret gods til side eller stjæle noget, der er henlagt på helligstedet; straffen for denne forsyndelse er tortur og henrettelse“.

Det andet kildested har vi allerede nævnt i forbindelse med Hjortspringfundet (se Slaget ved Hjortspring). Det var den spanske historieskriver Orosius, der i det 5. århundrede e.Kr. på grundlag af ældre kilder skrev om kimbrernes og teutonernes offerhandlinger efter deres sejr over romerne i året 105 f.Kr.

Ingen af de to kildesteder er imidlertid samtidige med våbenofferfundene – og ingen af dem refererer direkte til de folkeslag, som levede heroppe i Norden i tiden efter Kr.f. Så nogen dybere forståelse af den ejendommelige skik giver de os ikke. Vi skal derfor vente med en beskrivelse heraf, indtil vi har set skikken fuldt udfoldet, som det skete i det 2. og 3. århundrede e.Kr.

Noter

91: Fra ældre romersk jernalder kendes således to fund fra Nordsjælland (Søborg Sø og Ullerup Mark, U. Lund Hansen 1987, s. 400) med henholdsvis en og to kasseroller. Det tredje fund – også en kasserolle – fra samme periode stammer fra en eng (Sverkildstrup Mark, ibid. s 400). Til overgangen mellem ældre og yngre romertid hører en si fra Hedelisker (L. Hedeager 1990, s. 58), og en del guldsmykker (berlokker) ligeså.

92: H. Norling-Christensen 1943, 1944; P. Lysdahl 1971, s 97.

93: D. Liversage 1980, s.56, fig 30.

94: C.J. Becker 1970a, 1971b.

95: J. Ilkjær 2002, s. 206.

96: E. Albrectsen 1944, 1945.

97: E. Albrectsen 1944, 1945.

98: E. Albrectsen 1944.

99: Norling-Christensen 1943b-c.

100: S. Wiell 1997a.

101: J. Jensen 1992.

102: J.J.A. Worsaae 1865.

103: Det var f.eks. Johannes Brøndsteds synspunkt i bd. 3 af Danmarks Oldtid fra 1940. Den anden opfattelse blev fremsat af H. Jankuhn i 1936.

104: J. Ilkjær 2000.

105: M. Ørsnes 1984, 1988, s. 133 ff.

106: Disse ældste nedlæggelser er endnu kun nævnt ganske kort i litteraturen. Se AUD 1999, nr. 648; H.C.H. Andersen 2000.

107: Man kaldte dengang gerne lokaliteten Allesø.

108: S. Wiell 1999.

109: Oldsagerne er i dag spredt på samlinger i Aalborg, Århus, København, Lund, Odense, Rødding, Slesvig og Sorø. Størst er samlingerne på Nationalmuseet og i Odense.

110: C. Engelhardt 1869.

111: M. Ørsnes 1970.

112: J. Ilkjær 1975.

113: I begyndelsen af fase B 2, se J. Ilkjær 1990, s. 257 ff, 319 ff; Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996, s. 386.

114: I fase C 1a, ibid. Den kan dog muligvis deles i to horisonter, en i B 2 og en i begyndelsen af C 1.

115: Nedlagt i fase C 1b. Vimose 3 er en lille smule ældre end Illerup A, men begge er dog nedlagt i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

116: Dvs. fra begyndelsen af fase B 2.

117: J. Ilkjær 1993a, s. 35 og 37.

118: Se ibid., s. 43 ff., typerne 3,4,6 og evt. 22.

119: Dvs. i slutningen af fase B 2 og begyndelsen af fase C 1a.

120: J. Ilkjær 1993a, s. 35, type 3b-c.

121: Ibid. s. 36, type 3b.

122: Tolagskamme foreligger i 18 eksemplarer, J. Ilkjær 1993a, s. 297, 312.

123: J. Ilkjær 1997, s. 57; idem 2000, s. 68.

124: C. Engelhardt pl IV, 1-2; J. Brøndsted 1960, s. 435; J. Ilkjær 2000, s. 69.

125: K. Raddatz 1957, s. 19; J. Ilkjær 1993a, s. 164.

126: J. Brøndsted 1960, s. 177.

127: M. Ørsnes 1993, fig. 21,3 og s. 222.

128: J. Ilkjær 2000, s. 68.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Et varsel om urotider.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig