Som i de andre våbenofferfund var også genstandene i Vimose blevet ødelagt før henlæggelsen i mosen. Spyd var f.eks. blevet bøjet, skjolde hugget i stykker. Ca. 2:3.

.

Bueskytter vandt for alvor indpas i jernalderhærene fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. Her ses deres efterkommere under skydeforsøg på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

.

Vimosefundet: sværdhåndtag og dupsko til sværdskeder. 3:4.

.

Vimosefundet: læderbandoler med cirkulær bronzeplade og delfinmønster.

.

Ringbrynje af jern fra Vimosefundet.

.

Grifhoved af ciseleret bronze fra Vimose. Har formentlig siddet på en romersk standart med farvet banner.

.

Vimosefundet: kamme hvoraf en er dekoreret med hagekors, formentlig soltegn.

.

Spillebrikker, terninger, terningstave og spillebrætter udgjorde en vigtig del af våbenofferfundet fra Vimose på Fyn.

.

Vimosefundet: et forgyldt maskebeslag. Har oprindelig prydet forsiden af et pragtskjold. 2:1.

.

Omtrent samtidig med nedlæggelsen af det store våbenoffer i Illerup Ådal, dog nok lidt senere, skete noget lignende i sydenden af det langstrakte mosedrag Vimose på Fyn, en halv snes km vest for Odense.57 Vi har tidligere hørt om mosen og dens store mængder af våbenudstyr, der i overensstemmelse med de rituelle forskrifter var blevet gjort ubrugelige inden ofringen (se Et varsel om urotider). I hvert fald to mindre våbenofringer var sket i det 1.2. århundrede e.Kr. Men så, i begyndelsen af det 3. århundrede, fulgte den største, Vimose 3.58 Formentlig blev den nedlagt en smule senere end det store våbenoffer i Illerup (A).59 Til gengæld har det i tid ikke været langt fra den store våbenofring i Thorsbjerg Mose, som vi skal høre om nedenfor. En lang række af fundene i henholdsvis Vimose og Thorsbjerg er simpelthen identiske og stammer fra den yngre romerske jernalders første del.

Denne datering af hovednedlægningen i Vimose hviler bl.a. på ildslagningssten,60 på hovedparten af bæltespænderne,61 på remendebeslagene til hesteudstyret, sværdbandolererne62 og den personlige udrustning, f.eks. kammene,63 som bekræfter, at nedlæggelsen fandt sted i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.64

Blandt våbnene var spyd og lanser langt de mest talrige, og jernet var i modsætning til bl.a. Thorsbjerg-fundet velbevaret.65 Ikke mindre end henved 1000 spydspidser blev fundet i Vimose som helhed. Typerne var noget vekslende, men de to vigtigste var en kraftig, ret bredbladet type med fremtrædende midtribbe66 og en mindre med længere dølle og modhager.67 Enkelte spydspidser havde kun én modhage. Stagerne var af ask, og nogle få kunne sammensættes til deres fulde længde, ca. 2,5 m.

Bue og pil var også våben, der spillede en stor rolle i hærudrustningen. Her havde de først for alvor vundet indpas med begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. I Vimosefundet var de til stede både som velbevarede langbuer, forsynet i enderne med indsnit til buestrengen, og pilestager og pilespidser i mængde. De sidste var af ben eller jern, undertiden med indskårne ornamenter (f.eks. hagekors).

Når de 170-190 cm høje langbuer var i brug, var der tale om meget effektive våben.68 Selve buerne var oftest lavet af langsomt vokset takstræ (Taxus baccata) og var nærmest tenformede, dvs. de var tykke på midten og spidsede til mod begge ender. Tværsnittet var rundt, ovalt eller afrundet D-formet. Rygsiden, dvs. den side, der vendte ud mod målet, var i reglen fladere end bugsiden. Bredden på midten var indtil 3 cm. I begge ender var der i den ene side indskåret en kærv, som tjente til fastholdelse af strengen, når buen var spændt.69

Pilespidserne kunne være af ben eller jern. Der fandtes flere almindelige former, nogle var spidser med fladt skærende blad, andre havde et smalt firsidet blad med en eller to fortykninger eller et tresidet blad. De sidstnævnte fandtes kun i ben.

Pileskafterne var oftest af fyr eller ask og tenformede, dvs. de var tykkest på midten. Deres længde var mellem 70 og 90 cm. Et stykke fra bagenden var der en afsats, som markerede overgangen til fjerlejet, dvs. det sted på pilen, hvor styrefjerene var monteret. For enden sluttede skaftet i en kærvknop af omtrent samme tykkelse som pilens midte. I denne var indskåret en U eller V-formet kærv til buestrengen. De indtil 12 cm lange styrefjer var monteret radialt i en masse af birkebarkstjære og fastholdt med en bevikling. Det var effektive våben, hvis imponerende gennemtrængningsevne man har kunnet bedømme ved moderne skydeforsøg. Rækkevidden har været omkring 130-150 m.

Sværdene var i antal langt færre end kastevåbnene. Den almindeligste type var det lange, tveæggede sværd, den såkaldte spatha, som også kendes fra samtidige gravfund. Sværdklingerne var ofte damascerede, dvs. med jerntråde arbejdet ned i hulninger i klingen, og adskillige bar fabriksstempler. De var altså ligesom sværdene i Illerup Ådal en del af den romerske våbenimport, som var forudsætningen for, at datidens hærførere overhovedet kunne planlægge og gennemføre togter mod naboområderne. Særligt interessante var seks sværd med ringformet greb,70 den type vi så afbildet på sølvbægerene fra en af Himlingøjegravene (se Et sjællandsk høvdingedynasti), og som man gerne sætter i forbindelse med Markomannerkrigene på kontinentet i det 2. århundrede e.Kr.

Ligesom i Illerup fandt man i Vimose romerske sværd, der var videreforarbejdet i Barbaricum,71 dvs. entydigt romerske klinger forsynet med germanske håndtag, ofte udført i ædelmetaller.72 Det bekræfter endnu en gang, den store vægt man lagde på at udsmykke grebene på germansk vis, kun derved blev de til gyldige værdighedstegn.

Træskeder fandtes talrigt og dertil en stor mængde skedebeslag,73 et af dem med runetegn.74 Dupsko var ligeledes talrige, af bronze, ben, elfenben, jern eller sølv. Nogle var af den helt runde skiveform, to bar en runeindskrift,75 en andet et mandshoved i højt relief.

Ligesom Illerup-krigerne havde også krigerne i Vimose båret deres sværd i et bandoler over skulderen. I Illerup var læderet opløst i den basiske mose, men i Vimose var det i nogle tilfælde bevaret. Man fandt bl.a. et læderbandoler med et gennemstukket ranke- og delfinmønster, oprindelig vel applikeret med uldtråd.76 Disse sværdgehæng, som i mange tilfælde er beslægtet med dem, man fandt i Illerup Ådal, har ofte været forsynet med en stor, rund prydknap af bronze, for nogles vedkommende af provinsialromersk fabrikat, med gennembrudte bladmønstre eller med en Jupiterørn i relief.77 I alt 40 af disse runde prydknapper blev fundet i Vimose.78

Ringbrynjer hørte også til bevæbningen hos de krigere, der rangerede højt oppe i det militære hierarki. I Vimose fandt man foruden flere mere eller mindre sønderflængede dele et så godt som fuldstændigt bevaret eksemplar. Det var før nedlægningen forsætligt opskåret i begge sider, men var ellers omtrent uskadt. Ringbrynjen var samlet af mere end tyve tusinde sammennittede småringe af jern. Beslag til ringbrynjer udført i bronze, sølv og forgyldt sølvblik forekom også.79 Hjelme fandtes derimod ikke i Vimose. Et prægtigt grifhoved af bronze, har man ment, stammede fra en romersk officershjelm, dog har det snarere siddet på en romersk standart med farvet banner.

Så var der endelig skjoldene. De var af samme type som dem i Illerup, cirkelrunde og samlet af tynde brædder med randbeslag. Skjoldhåndtagene var af træ, ben eller jern.80 Adskillige af skjoldene var dekoreret med prydbeslag af ædelmetal og viser stor overensstemmelse med pragtskjoldene fra Illerup Ådal.81 Det kan tages som udtryk for, at man har haft den samme militære struktur i de to hære.

Også hesteudstyr indgik i offerfundet, dele af i hvert fald tre hovedtøj med bronzetøjle og dobbelt agernformede mellemled, næsebeslag af bronze, sølv og forgyldt sølvblik.82 Desuden fandt man i Vimose de samme beslag til seletøjsbeholdere, som man kender fra Illerup. En del sporer forekom desuden: bøjlesporer og stolsporer af jern og bronze.

Remspænder og rembeslag af bronze og jern var også fremtrædende. Et bronzeremspænde bar på bagpladens underside en indridset runeindskrift,83 og et par af bronzebeslagene var særligt fint udstyret med indlægning af emalje og finkornet glasmosaik.

Blandt det personlige udstyr var fiblerne få. Derimod fandt man mange kamme med halvrundt eller trekantet, ofte ornamenteret grebstykke, i alt 70 hele eller fragmenterede kamme. De er fremstillet af tak, mest fra elsdyr og ren og svarer ret nøje til kammene fra Illerup Ådal.84 Da hverken elg eller ren levede i det nuværende Danmark i jernalderen, må i hvert fald råmaterialerne være kommet fra den skandinaviske halvø. Men også kammenes form og dekoration peger mod nord – de er derfor et af de vigtigste indicier for, at den fremmede hær er kommet nordfra.85

I øvrigt fandt man mange forskellige småsager: sølv- og jernfingerringe, glas- og ravperler, niptænger, småæsker m.m. Et stykke svovlkis, indfattet i bronzebånd og forsynet med ophængningsøsken, har formentlig været en amulet.

En gruppe for sig udgjorde spillesagerne. Der fandtes brudstykker af fire forskellige spillebrætter med indridsede felter, på den ene side firkanter, på den anden halvbuer og kredse. Dertil kom spillebrikker af rav, ben, ler eller glas samt terninger og terningstokke af ben. De har nok oprindelig været opbevaret i nogle aflange æsker med skydelåg, som også indgik i fundet.

Desuden fandt man en del jernøkser, men det var ikke altid let at bestemme, om de var til arbejds- eller kampbrug. Dertil kom en stor mængde træsager, bl.a. et træhjul med otte eger og svær fælg, en stor, smukt udskåret øseske og håndskårne kar med dyrehovedgreb samt større eller mindre dele af bakker, bøtter, trug, spande og bægre. Nogle af trægenstandene var imidlertid dekoreret i en stil, som hører hjemme i den efterfølgende germanske jernalder, og det er derfor et stort spørgsmål, om de overhovedet hører hjemme i den store våbennedlæggelse.86 Det samme gælder en række udaterede båddele, årer, træstokke og forskelligartet værktøj. Enhver større moseudgravning vil bringe talrige vidnesbyrd for dagen om menneskelige aktiviteter i og omkring mosen, ikke alt behøver at være endt der af rituelle årsager.

Til den store våbennedlæggelse i Vimose skal vi dog nok regne et par høvle, hvor kun træværket var bevaret. Den ene var i øvrigt udsmykket med en runeindskrift.87 At en finsmed også har været med i hæren, angiver fund af smedeværktøj, bl.a. ambolt, hamre, og tænger. Den samme iagttagelse kunne man gøre i Illerup Ådal,88 hvor værktøj i øvrigt ofte blev fundet i forbindelse med værdigenstande. I Vimose fandt man også mejsler, file, bor, huljern, prene og hvæssesten. Kun en eneste romersk mønt fremkom, en denar præget for Faustina den yngre, kejser Marcus Aurelius' hustru.

Mellem de talrige våben og personligt udstyr fandt man endelig et stort antal klinknagler, som må stamme fra et eller flere skibe.89 De ligner de nagler, man fandt i våbenofrene i Nydam og Ejsbøl (se Våbenofferet i Ejsbøl Mose) og indikerer, at der i Vimoseofringen formentlig også er indgået en båd. Derom vidner tillige det jernanker, som for adskillige hundrede år siden blev fundet i mosen, men som ikke er bevaret.90 Det er således muligt, at den angribende fjende kom med skib på samme vis som i Nydam og måske også i Ejsbøl. Dersom klinknaglerne virkelig hører til den store våbenofring i Vimose fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr., bliver klinkbygningsteknikken henved 100 år ældre end egetræsbåden fra Nydam Mose.91

Selv om våbenofringerne i Vimose ikke blev udgravet med moderne udgravningsmetoder, aner vi alligevel hovedtrækkene af det flere hundrede år lange forløb i den hellige Vimose. Tre eller fire våbenofringer blev det til i tidens løb. Og i den sidste, den fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr., er der mange overensstemmelser med den store, næsten samtidige våbenofring i Illerup Ådal. Måske kom angriberne samme sted fra, nemlig fra de vestlige dele af Den skandinaviske Halvø. WAGNIJO stod der med runer på en af spydspidserne fra Vimose.92 Det samme navn finder vi på nogle af genstandene fra Illerup Ådal. Er det måske udtryk for, at i hvert fald en del af de angribende krigere fik deres våben fra den samme kilde? Wagnijo's våbenarsenal måske? Muligheden foreligger i hvert fald.

Noter

57: C. Engelhardt 1869; O. Klindt-Jensen 1952; J. Brøndsted 1960, s. 213; M. Ørsnes 1970; J. Ilkjær 1975; S. Wiell 1999 (om fundhistorien).

58: Nedlagt i fase C 1b.

59: J. Ilkjær 2000, s. 68.

60: J. Ilkjær 1993a, s. 240.

61: J. Ilkjær 1993a, s. 164.

62: J. Ilkjær 1993a, s. 205.

63: J. Ilkjær 1993a, s. 294.

64: Dvs. i fase C 1b.

65: J. Ilkjær 1975.

66: Især type 4 og de såkaldte Vennolum- og Skiaker-typer, J. Ilkjær 1990a, s. 50, 95 ff, 111 ff., skema ibid. s. 328.

67: Ibid. s 329.

68: Se O.Nielsen 1991a-b.

69: Buerne er, som de ser ud i dag, reflekse, dvs. at de buer den forkerte vej. Det fik i sin tid Engelhardt til at antage, at buernes flade side var den, der vendte ind mod skytten. Den måde, buerne er bygget på, med træets splintved på den flade side, viser imidlertid, at det må være lige omvendt.

70: M. Ørsnes 1970, pl. XX; K. Raddatz 1961.

71: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 347.

72: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996b, s. 296 ff.

73: C. von Carnap-Bornheim 1991.

74: M. Stoklund 1995, s. 333.

75: M. Stoklund 1995, s. 329 og 333.

76: C. Engelhardt 1869, s. 19, pl. 11,1.

77: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 312.

78: Det er et påfaldende stort antal i forhold til Illerups to sådanne knapper, og kan evt. tolkes sådan, at våbenofringen i Viemose er en smule yngre end den i Illerup Ådal, ibid. s. 313.

79: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996b, s. 302.

80: Angående skjoldhåndtagenes kronologi se J. Ilkjær 1990a, s. 332.

81: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 286, 1996b, s. 293 ff.

82: M. Ørsnes 1993, fig. 1, 7e og 22 f, typerne OE og OB. Se også Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996b, s. 293.

83: M. Stoklund 1995, s. 330.

84: J. Ilkjær 1993a, s. 306.

85: J. Iljkær 2000, s. 71 ff.

86: M. Ørsnes 1970.

87: M. Stoklund 1995, s. 331.

88: Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996a, s. 371 ff.

89: C. von Carnap-Bornheim 1997, s. 229.

90: Det blev fundet i 1512 og blev ifølge beretningen smedet om og anvendt som beslag på døren i den nærliggende Næsbyhoved kirke; Ilkjær & Lønstrup 1981.

91: J. Ilkjær 1990a, s. 289 f..

92: M. Stoklund 1995, s. 329 ff.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Våbenofferet i Vimose.

Kommentarer (3)

skrev Jimmy Henriksen

Er det muligt at der kan laves et stavetjek af Vimose / Viemose.
Jeg kan se er der flere steder ikke er koncensus af hvordan lokaliteten ved Allesø/Næsbyhoved-Broby (Vest for Odense) staves.
Dette sagt af lokal interesse fra en person født i Allesø (og faderen ligeså med)

svarede Marie Bilde

Kære Jimmy Henriksen. Tak for din kommentar. Værket Danmarks Oldtid er tilgængeliggjort på lex.dk men opdateres ikke. De artikler der findes på danmarksoldtd.lex.dk svarer derfor til den trykte udgaves tekst. Jeg har slået op i det trykte værk og kontrolleret, at staveformen Vimose også er den der bruges i dér.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig