De rige slægter (1100-700 f.Kr.)

I slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. havde ligbrændingen trængt ældre tiders gravskikke tilbage, og med begyndelsen af den yngre bronzealder var den nye gravskik blevet helt enerådende. Ikke blot i Centraleuropa, men også i det udstrakte nordeuropæiske lavlandsområde, hvor højfolket tidligere havde holdt til. Med ligbålene forsvandt de fleste spor af de døde. Fattigdom er for det meste det indtryk, man får ved at betragte gravene i tiden efter 1100 f.Kr.

Men det var langt fra fattigdom, der prægede bronzealdermenneskenes liv i disse århundreder. Ganske vist viser de døde sig kun for os som svage skygger. Af de arkæologiske fund kan vi ikke desto mindre slutte, at de levede i et samfund med store rigdomsforskelle, og at de i levende live havde set stor rigdom. Det viser tidens rige offerfund, der rummer de kostbare smykker og våben, som mænd og kvinder af de førende slægter bar i levende live.

Nogle steder i landet var rige bebyggelser vokset frem. Her fandtes der en velstand, som langt overgik, hvad man havde set i tidligere tider. Her blev stormænd begravet i kæmpemæssige gravhøje under udfoldelse af kostbare ritualer. Og her blev kostbare ceremonigenstande båret frem ved de religiøse sammenkomster og senere overgivet til jorden.

Det var en rigdom, som de velstående høvdingeslægter havde bragt til landet. For det var dem, der opretholdt forbindelserne med andre høvdingeslægter på den anden side af havet. Og når stormændenes skibe en gang imellem løb op på de danske strande, var kostbarheder af guld og bronze at finde i dem i store mængder. De kom fra fjerne egne, fra stormandsslægter der levede hundredvis af kilometer mod syd.

Afsnittet De rige slægter (1100-700 f.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet