Fra det højtliggende land, hvor Lusehøj ligger, har man udsigt over den rige sydvestfynske bronzealderbygd med Helnæs Bugt i baggrunden og videre over Lillebælt med Als fjernt ude i horisonten.

.

Så lidt blev der tilbage af herligheden. Af en kostbar centraleuropæisk bronzespand blev denne lille ragekniv fremstillet. Fundet ved Ebberup på Sydvestfyn.

.

Guldskåle fra Borgbjerg Banke på Sydvestsjælland. 11.-9. århundrede f.Kr.

.

Edsringe af guld fundet i en fugtig lavning ved Borgbjerg Banke, Sydvestsjælland.

.

Lurpar fundet i en mose ved Boeslunde, Sydvestsjælland.

.

Lurpar fundet i en mose ved Boeslunde, Sydvestsjælland.

.

Var man engang i tiden omkring 800 f.Kr. kommet sejlende forbi den sydvestfynske kyst og var søgt ind i de rolige vande i Helnæs Bugt, ville man derinde i det store bakkeland have kunnet se bronzealderbøndernes huse ligge spredt i det åbne landskab. Enkeltvis eller nogle få sammen lå de på den lerblandede sandjord, omgivet af små dyrkede agre og græsningsarealer, hvor flokke af husdyr færdedes. Overalt stødte man på små vådområder, hvor tætte bevoksninger af pil og el gjorde færdslen vanskelig. Og midt igennem det hele gik den lille Hårby Å i sin dalsænkning, som gav adgang til det indre af landet. Var man først kommet derind og var søgt op i bakkerne på vestsiden af åen, fik man en enestående udsigt til alle sider. Man kunne se over Helnæsbugten i hele dens udstrækning, over halvøen Helnæs og helt til Jylland. Mod øst kunne man se ådalen og helt over til de vældige bakkedrag, som kulminerede, hvor landsbyen Jordløse i dag ligger. Herinde i landet var der ikke langt til de gravhøje, som lå oppe på kronen af de morænebakker, som strækker sig over til Ebberup Banker. Det var gravhøje af et anderledes format, end dem man havde set dernede på slettelandet ud mod Helnæs Bugt. Og de var netop blevet opført som monumenter over de stormandsslægter, som i disse århundreder herskede over det sydvestfynske landskab i egnen ved Helnæs Bugt.

I de sidste par århundreder er det gået hårdt ud over fortidsminderne i dette landskab. Meget er gået tabt, og meget er kun bevaret med ufuldstændige oplysninger.123 Det skyldes først og fremmest de mange udgravninger, den arkæologiinteresserede kong Frederik 7. lod foretage i området, specielt i 1840'erne, da han var guvernør over Fyn.124 Men trods deres mangelfuldhed vidner de mange fund alligevel om, at egnen omkring Voldtofte var en af de rigeste i den yngre bronzealders Danmark. Den mægtige gravhøj Lusehøj og den samtidige boplads på det nærliggende Kirkebjerg lå midt i, hvad man kan kalde et rigdomscenter eller et regionalcenter, der omfattede Flemløse og Dreslette sogne med dele af nabosognene. Placeringen ved Helnæsbugtens rolige vande og terrænforholdene iøvrigt må være en af forklaringerne på, at der her, i tiden omkring 800 f.Kr. udviklede sig en bosættelse af en ganske særlig betydning, og som plejede livlige forbindelser med områderne sydpå, på den anden side af Østersøen.

Ganske vist har man endnu ikke kunnet danne sig noget billede af karakteren af den store centrale boplads på Kirkebjerget ved Voldtofte (se Langhuse i det åbne land). Men at den indtog en særstilling blandt samtidens bopladser, ser man bl.a. af, at så kostbare kultinstrumenter som lurerne blev støbt her. Kirkebjergets huse med deres bemalede vægge var også i en klasse for sig. Og det samme var de to stormandsgrave, der blev fundet i den store Lusehøj nogle få hundrede meter fra bopladsen (se De dødes grave). Men der er også en hob af rige grave og offerfund omkring Voldtofte, som tegner et center af helt usædvanlige dimensioner.125 Der er fund af importgenstande og af guld, som viser, at vareudvekslingen med fjerntliggende områder styredes fra dette område. Og der er i nærheden rigdomskoncentrationer af lignende art, omend på et betydeligt lavere niveau, som viser, at Voldtofte-centrets rigdom blev spredt ud over et ganske stort område.

Kortlægger man f.eks. den import, som omkring 800 f.Kr. kom til Sydskandinavien, ser man en tydelig koncentration på Sydvestfyn.126 Særligt iøjnefaldende er den fornemme bronzespand med korsformede hanke og de to mindre drikkebægre i den ene af stormandsgravene i Lusehøj, det eneste skandinaviske eksempel på et regulært drikkesæt, som sydpå brugtes til drikkesymposier.127 Det understreger Lusehøjgravens lighed med de centraleuropæiske pragtgrave fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. og fremefter.128 Men et omfattende detektivarbejde har også vist, at netop importen af fremmede drikkekar til det sydvestfynske område må have været meget omfattende.

I en grav på Ebberup Mark vest for Voldtofte fandt man f.eks. en lille ragekniv af bronze fra tiden omkring 800 f.Kr.129 På den ene side var den dekoreret med to langstrakte, nordiske skibe i båndornamentik. For så vidt en helt almindelig dekoration. Men på den anden side af ragekniven var der en helt anden dekoration bestående af geometriske mønstre. Kun det trænede øje kan se, at dette motiv oprindelig sad på randen af en centraleuropæisk spand med korsformede hanke af samme slags som den, der blev fundet i graven fra Lusehøj. Den kostbare spand var blevet skrottet, og et stykke af dens randparti var blevet omdannet til en ragekniv.

Noget lignende var sket med en ragekniv, som blev fundet i en grav i Bondehøj, 700 m syd for Lusehøj. Også den var af en form, som var typisk i tiden omkring 800 f.Kr., men den var dekoreret med rækker af store og små bukler, som man ellers aldrig finder det på rageknivene.130 Også den var en stump af et bronzekar fra det østlige Centraleuropa, skrottet og derefter sekundært tildannet.

I Voldtofte Mose, der ligger umiddelbart nordøst for bopladsen, er også fundet nogle tynde fragmenter af bronzeblik, som formentlig stammer fra et centraleuropæisk bronzekar.131 De forbøjede stumper var nedlagt i mosen som en offergave sammen med bl.a. nogle kvindesmykker og redskaber. Disse små og tilsyneladende uanseelige stumper viser, at der i tiden omkring 800 f.Kr. havde været adskillige bronzekar i omløb i området, de var imidlertid blevet skrottet. Der var også andre importgenstande, f.eks. en fornem bronzekniv, som blev fundet i en gravhøj ved Flenstofte.132 Og sidst, men ikke mindst, resterne af en centraleuropæisk vogn, oprindelig nok det største importstykke fra bronzealderen, fundet i Egemosen i Jordløse sogn (se De hellige vogne).133 Man erindrer her, at også den ene af stormændene i Lusehøj havde været lagt på ligbålet i en vognkasse, formentlig af samme type som vognen fra Egemosen.

Guld er her også i mange af gravene. Ikke blot i de to stormandsgrave i Lusehøj, men også i Kirkehøj lige vest for bopladsen, hvor man fandt en rig grav med en nål med et hoved af guldblik, to armringe og to fingerringe af guld.134 En lang række andre grave fra området indeholdt desuden guldgenstande.135 Samtlige disse guldgenstande er lokale produkter. Guldet må være indført, men er formentlig omsmeltet flere gange og kan være opsamlet gennem flere generationer. Hvorfra det stammer, ved vi ikke. Selv moderne analysemetoder kan ikke besvare spørgsmålet med sikkerhed.136 Mulighederne synes at være legio, for guld i form af flodguld har kunnet findes næsten overalt i Europa i forhistorisk tid.137 Dog har det nordtyske lavlandsområde, Holland og Danmark ikke givet mulighed for at vaske flodguld.

Også på offerfund er området rigt. Et fund fra Voldtofte Mose har allerede været nævnt, og i Brunsmose Banke, ca. 2 km vest for bopladsen på Kirkebjerget, har man fundet to udsøgte spydspidser af den såkaldte vestbaltiske type.138 Ved Kirke Søby, ca. 3 km nordvest for bopladsen, var nedlagt et fornemt våbenudstyr med et vesteuropæisk sværd, et meget stort spyd og en lang mejsel.139

Den sydvestfynske centralbygd synes at have sin storhedstid omkring 800 f.Kr. Den må have varet nogle hundrede år, for endnu i bronzealderens slutningstid bliver der opført store gravhøje i området (se Rigdommen der svandt), som bl.a. rummer importsager fra kontinentet i syd. På den tid er der nok tale om en mærkbar nedgang i områdets rigdom, men fortsat synes stormandsslægterne på egnen at have haft viljen og midlerne til at udtrykke sig monumentalt i landskabet. Først i det 6. århundrede f.Kr. synes det sydvestfynske center at have mistet sin betydning.

At skabe et billede af en af den yngre bronzealders centralbygder er som at lægge et kompliceret puslespil, hvor mange brikker mangler, og motivet kun langsomt træder frem. Og hertil kommer, at centrene ikke nødvendigvis fremtræder på samme måde. I det sydvestfynske område var det først og fremmest det store gravmæle Lusehøj, der påkaldte sig opmærksomheden. Den vældige arbejdsindsats, som det havde krævet at opføre højen, viste, at området havde været bosted for en elite, hvis nære kontakter til områderne syd for Østersøen først afslørede sig, da man tog de mange fund fra egnen i nærmere øjesyn. Knap 100 km øst for Voldtoftecentret, i det sydvestlige hjørne af Sjælland, lå en anden centralbygd, som har vist sig på en helt anden måde – nemlig ved en overvældende guldrigdom.

Bedst opfatter man dette frodige hjørne af Sjælland, når man kommer oppe fra højderne ved Slots Bjergby og pludselig ser det vide lavland brede sig helt ud til Storebæltkysten. Et ganske særligt, storslået præg har dette landskab, fordi der her og der i det ligger enkelte højdepunkter, som giver så vældigt et udblik over de umådelige flader, der strækker sig til alle sider.

Fra højderne nede ved Skælskør ser man til den ene side ud over Noret, som i bronzealderen gav gode anløbsmuligheder fra det Storebælt, der breder sig så langt øjet rækker til den anden side. Og bevæger man sig op nord for Noret, ligger her Borgbjerg, en forunderlig banke, der giver nye udsyn over de bølgende og grønne flader.

Det var her på Borgbjerg Banke, tæt ved Boeslunde by, at rige fund begyndte at komme frem midt i 1800-tallet. En fæstebonde og hans kone var i færd med at pløje på toppen af banken. Pludselig skubbede ploven noget op af jorden: „Jeg tror, jeg pløjede troldens hat op, Jeppe“, råbte konen, der gik bag ploven. Manden kom til, og de kunne nu pille to guldskåle op af jorden. Det oldnordiske Museum i København blev underrettet, og finderne fik 454 Rigsdaler i findeløn for skatten.140

Godt 30 år senere, i 1874 var der atter „gyldent nyt“ fra Borgbjerg. Igen var det ved pløjning, at en bondemand kunne trække ialt fire guldbægre frem af jorden. To af dem havde hanke formet som hestehoveder. De to andre var drikkebægre med cylindrisk fod.141 Også her blev der tale om en klækkelig findeløn.

Ikke mærkeligt at Borgbjerg vakte arkæologernes nysgerrighed. Hvad var det for et sted, der kunne gemme sådanne kostbarheder? Allerede da det første fund af guldskåle blev gjort, havde man kunnet fortælle, at banken havde været befæstet med „skanser“, som endnu kunne ses på den nordlige, vestlige og sydlige side.142 Det var nu snarere en slags omløbende terrasser, men hvordan de egentlig så ud, ved vi i dag ikke. For i de efterfølgende årtier blev terrasserne helt pløjet bort, og i 1930'erne blev banken omdannet til et mindeanlæg for stedets berømte søn, politikeren Frederik Borgbjerg.143

I 1980'erne vakte stedet igen opmærksomhed. Man gravede en kloakledning ved et lille mosehul kun få hundrede meter fra Borgbjerg. Derved blev to kostbare guldringe fra tiden omkring 800 f.Kr. fundet. Den største vejede 770 g, den mindste 572 g. I de følgende år kom yderligere tre guldringe for dagen. Deres vægt var henholdsvis 517 g, 547 g og 238 g. Alle tre ringe var såkaldte edsringe.144 I de sjældne tilfælde, hvor de forekommer i grave, synes det altid at være sammen med mandsudstyr.

Næsten tre kg guld fra et og samme mosehul, det måtte betyde, at man stod over for et sted af helt særlig betydning. Kortlægger man udbredelsen af guldfund fra den yngre bronzealder på Sjælland og de omkringliggende øer, viser kortet da også en kraftig koncentration i egnen omkring Boeslunde og videre nordpå langs Storebæltkysten.145 I nord ses koncentrationer omkring Isefjorden og Roskildefjorden, specielt ved Arresø og på Gundsømaglekanten. Endelig er der en koncentration på Stevns og en mere spredt på Sydsjælland, Møn, Falster og Østlolland.

Ialt drejer det sig om næsten 7 kg guld fra Sjælland og omkringliggende øer i den yngre bronzealder. I de første århundreder af det 1. årtusinde f.Kr. findes guldet fortrinsvis i gravene – og kun i ret små mængder. Det er tyndt udhamret guldblik, som bruges til dekoration af bronzerne. Af offerfund kender man kun nogle ganske enkelte, og her er de seks guldskåle fra Borgbjerg Banke langt de vigtigste. Egnen omkring banken er iøvrigt også i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. den guldrigeste i Østdanmark, hvad angår gravfundene.

I tiden omkring 800 f.Kr. ændres billedet radikalt, omend man stadig finder guldet i de samme områder som tidligere. Men mængderne er steget ganske betydeligt, og massive guldarbejder er blevet almindelige. Østlolland er nu også kommet med, men det er navnlig det vestsjællandske område, der interesserer her. Man finder en koncentration i egnen omkring Kalundborg, ved Hallenslev syd for Tissø og endelig en sammenhængende koncentration i det sydvestsjællandske område, rækkende fra Slots Bjergby i nord til Stigsnæs i syd. Her vidner ialt næsten 4 kg guld om, at der må have været en centralbygd eller et rigdomscenter, som kan måle sig med det sydvestfynske i egnen omkring Voldtofte.

Området har været på nogle hundrede kvadratkilometer. I øst har det haft sin afgrænsning der, hvor det midtsjællandske bakkeland begynder at falde stejlt ned mod Vårby Å og Bjerre Å. Der findes i landskabet en art tærskel omkring Slots Bjergby, og foran den ligger et åbent, jævnt bølgende sletteland i retning ud mod Korsør Nor og Skælskør Nor. Engang rummede det talrige små og store vådområder.

Midt i det åbne sletteland, ved Boeslunde by, ligger Borgbjerg, som er en af egnens talrige „hatbakker“ eller „stejlbakker“. Den ligger på et bakkedrag, der strækker sig fra nordvest til sydøst gennem sognet, og på dette findes en serie gravhøje, som har afgivet rige fund fra den yngre bronzealder. Fra Borgbjerg er den korteste afstand til kysten ca. 3 km. Her finder man mange steder lavt marint forland med udstrakte vådområder. De findes ved Vårby Å's gamle udløb i Storebælt, de findes omkring Korsør Nor og længere mod syd omkring Skælskør, hvor de rækker langt ind i landet, og de findes helt i syd ved Stigsnæs og Basnæs.146 På mange måder er lighederne med topografien i det sydvestfynske område slående.

Overalt i dette åbne slettelandskab ligger gravhøjene talrigt. Enkelte steder, hvor landet er tilstrækkeligt højt, koncentrerer de sig langs kysten, ellers ligger de spredt jævnt over slettelandskabet. Mange er bortpløjet, men det er sikkert, at man her står over for et stort sammenhængende bebyggelsesområde, der har været udnyttet hele bronzealderen igennem, åbent ud mod kysten, og med ryggen, så at sige, mod det midtsjællandske bakkeland.

Inden for dette område koncentrerer bestemte slags fund sig på en sådan måde, at der må have været tale om en centralbygd med en høj grad af social differentiering. F.eks. er der en koncentration af grave med miniaturesværd ganske svarende til koncentrationen af guldfund.147 Det samme gælder de såkaldte depotfund, som er offernedlæggelser af kostbare bronzesager. I de første århundreder af det 1. årtusinde f.Kr. er der ganske vist ingen mærkbar koncentration. Men i tiden omkring 800 f.Kr. øges antallet af offernedlæggelser i det sydvest- og vestsjællandske område.148 Samtidig ser man også andre centre opstå, bl.a. på Østlolland, Sydfalster, Møn og Sydsjælland.

I området omkring Borgbjerg Banke finder man nu f.eks. lurer149 og sjældne, importerede sværd.150 Der har ligeledes vist sig offernedlæggelser af kostbare kvindesmykker.151

Rigt udstyrede grave har der også været, bl.a. på det lange højdedrag, der strækker sig i nordvestlig retning gennem Boeslunde sogn, og hvorpå også Borgbjerg ligger. Her ligger en række førhen store, men nu stærkt ødelagte gravhøje, bl.a. Neder Ralshøj, som rummede resterne af et fornemt gravfund med et sværd med korsformet greb fra periode IV og to dobbeltknapper, hvoraf den ene var belagt med guldblik.152 Også i den nærliggende Baunehøj var der meget rige fund, bl.a. guldbelagte miniaturesværd og en lille dolk med nyreformet hæfte.153 En tilsvarende dolk blev fundet i den nærliggende Båsehøj, også en stor ødelagt gravhøj. Sammen med dolken fandt man en rig samling genstande fra tiden omkring 800 f.Kr154: halsringe, knapper, nåle, rageknive og endelig en lille tinfoliedækket urne. Den sidstnævnte er et helt unikt stykke, som må være fremstillet i det vestlige Centraleuropa.155

I en afstand af en halv snes km fra Borgbjerg finder man, hvad man kunne kalde undercentre, dvs. lokaliteter også med rige fund, men af en lidt lavere orden end Borgbjergs. Det gælder f.eks. i Slots Bjergby, der ligger ni km i luftlinje fra Borgbjerg. Her er f.eks. fundet tre guldringe med en samlet vægt på 1148 g og formentlig fremstillet i samme værksted som Borgbjerg-ringene.156 Det formodede Slots Bjergby-center er adskilt fra Boeslunde ved vådområderne langs Vårby Å. Her finder man ligeledes rige offernedlæggelser157 og miniaturesværd og guld i gravene,158 dog i betydeligt mere beskedne mængder end ved Boeslunde.

Går man fra Boeslunde ca. 9-10 km mod sydvest, finder man en beslægtet situation: i Magleby sogn, som bl.a. omfatter Stigsnæs, er bl.a. fundet en guldring fra tiden omkring 800 f.Kr.159 og en udsædvanligt rig offernedlæggelse i Magleby Nørrekær.160

Skal man gætte på tilstedeværelsen af endnu et par undercentre, kan ét ligge i Tjæreby sogn161 og ét i egnen omkring Eggeslevmagle. Her har man ved Høve bl.a. fundet en rig offernedlæggelse med både kvindesmykker og hesteudstyr.162 Der var tale om seletøjsplader og to bidselsæt, formentlig fra en hestetrukket vogn.

Endnu er det ikke noget klart billede, man kan tegne af det sydvestsjællandske rigdomscenter. Det skyldes, at så at sige samtlige fund fra området er fremkommet ved tilfældigheder, systematiske undersøgelser er næsten ikke foretaget.163 Men de rige fund af guldsager, aflurer, af importsager fra kontinentet, som ligger koncentreret inden for dette hjørne af Sjælland – og hertil landskabets topografi, som har mange lighedspunkter med den sydvestfynske centralbygd – viser, at der formentlig også her har boet en elite, som administrerede kontakten til andre rigdomscentre, både i Danmark og i områderne syd for Østersøen.

Flere af den slags regionale centre har formentlig eksisteret i Danmark i den yngre bronzealder. På Fyn har man f.eks. udpeget det østlige Midtfyn, hvor man ved Mariesminde i Rønninge sogn har fundet et rigt offerfund med en bronzeamfora, der indeholdt ikke mindre end 11 guldskåle.164 Kun 3,5 km mod sydøst, ved Rønninge Søgård, har man udgravet en enorm forekomst af vel ca. 500 kogegruber i velordnede rækker, samtidige med Mariesmindefundet.165 De viser, at der må være foregået centrale, kultiske aktiviteter i området. Det samme gør fundet af et par samtidige lurer ikke langt derfra, ved Årslev.166

Et andet muligt regionalcenter ligger på det nordvestlige Falster. Her er ikke mindre end fire af de danske bronzeskjolde fundet i tre moser inden for et område med en diameter på 10 km.167 Men moserne i området har også rummet talrige andre kostbare ceremonigenstande, f.eks. et lurpar fundet i en mose i Lommelev,168 et antal bronzeplader til seletøjsudstyr, fundet sammesteds169 og et lille dyreprotom, fundet ved Skjerne.170 Området har aldrig været intensivt undersøgt, men dets topografiske karakter, bl.a. de gode anløbsforhold og de rige fund taler for, at der også her har ligget et rigdomscenter i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.

Også i områderne syd for Østersøen har der eksisteret rigdomscentre. Allerede i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. finder man i Mecklenburg rigt udstyrede grave.171 I de udvekslingssystemer, som knyttede de danske bronzealdersamfund til de kontinentale, spillede netop dette regionale center ved Østersøens sydlige bred en betydelig rolle, og i tiden omkring 800 f.Kr. fremstår et meget markant rigdomscenter nord for Elbknæet i egnen omkring Seddin med centrum i den allerede omtalte, kolossale stormandsgrav i Hinzberg ved Seddin, et af de største gravmonumenter i Nordeuropa.

Seddinområdet lå strategisk ved adgangsvejene til det nordtyske og sydskandinaviske område. Herfra kunne lokale høvdingefamilier kontrollere forbindelserne dels langs Elben og videre nordpå til Jylland og de danske øer – dels mod øst i retning af Oder og helt over til Pommern. I Seddincentret afspejler de arkæologiske fund da også en meget hierarkisk samfundsorden. Man ser det bl.a. i fordelingen af gravgaverne i de hundredevis af gravhøje, der ligger i området.172 Sværd og metalkar, hyppigt ledsaget af celte, finder man i elitens grave. Her er en klar parallel til stormandsgravene i Lusehøj på Sydvestfyn. Lidt længere nede i samfundspyramiden følger grave med knive, som i kombination med halsringe, nåle, stang-knapper og toiletudstyr udgør en anden relativt klart afgrænset velstandsgruppe – og således kan man fortsætte ned mod pyramidens bund, til man kommer til helt anderledes simple gravformer under flad mark, der sjældent rummer gravgaver af fremmede råstoffer.

Lighederne med det sydvestfynske center er slående – og ikke tilfældige. For det var efter alt at dømme stormændene i disse rige områder, der stod bag den omfattende udveksling af råstoffer og færdigvarer, der foregik regionalcentrene imellem, og som kulminerede i tiden omkring 800 f.Kr.

Noter

123: Af publikationer om de mangeårige undersøgelser i området omkring landsbyen Voldtofte kan nævnes J. Jensen 1967; J. Berglund 1982; H. Thrane 1983b, 1984, 1985a, 1989b, 1994a, 1999b, 1999c; Thrane & Madsen 1992.

124: Det skyldes først og fremmest de mange udgravninger, den arkæologiinteresserede kong Frederik 7. lod foretage i området, specielt i 1840'erne, da han var guvernør over Fyn (J. Jensen 1967; H. Thrane 1978e).

125: H. Thrane 1984.

126: H. Thrane 1979a, fig. 27, idem. 1984, s. 164).

127: Thrane 1979, s. 1 ff, se også G. Kossack 1964).

128: G. Kossack 1974).

129: H. Thrane 1979, fig. 10; F. Kaul 1998 II, s. 52, nr. 116).

130: H. Thrane 1979, fig 19.

131: H.C. Broholm 1946, M 155; H. Thrane 1979, fig. 29b.

132: H. Thrane 1973, fig. 11a.

133: G. Jacob-Friesen 1969.

134: J. Jensen 1967, fig. 2A.

135: H. Thrane 1984, s. 163 ff og fig. 112.

136: J.A.Taylor 1980.

137: G. Lehrberger 1993.

138: H.C. Broholm 1946, M 35.

139: H.C. Broholm 1946, M 157; J. Jensen 1966, s. 25 ff.

140: H.C. Broholm 1946, s. 271; J. Jensen 1983, s. 72, fig. 18,1-2.

141: H.C. Broholm 1946, s. 271; J. Jensen 1983, s. 72, fig. 18,3-6.

142: H. Kjær 1928.

143: I 1970'erne og 80'erne blev der igen gravet på stedet (H. Nielsen 1983). Man fandt et middelalderligt voldsted og fund fra stenalderen, men fra bronzealderen er der kun guldkarrene. De vejer til gengæld tungt. Den kendsgerning at kostbare guldkar to gange er gravet ned i Borgbjerg Banke, taler for, at stedet i bronzealderen har haft en særlig betydning, men hvad der iøvrigt har tildraget sig på bakken, har man ikke nogen forestilling om.

144: E. Baudou 1960, s. 64 ff; J. Jensen 1998, s. 310 ff.

145: J. Jensen 1983, s. 60-61.

146: J. Jensen 1983, s. 70, fig. 17.

147: J. Jensen 1983, s. 63.

148: J. Jensen 1983, s. 67. Sammelign også med kortet J. Jensen 1998, s. 177.

149: Ca. 200 m sydvest for Borgbjerg banke fandtes i 1838 et lurpar i et lille mosehul, se H.C. Broholm 1946, s. 168, afb. s. 179; J. Jensen 1983, s. 73, fig. 19.

150: H. Thrane 1969; G. Jacob Friesen 1967.

151: Stik nord for Borgbjerg banke ved Stude fandt man et offerfund bestående af et hængekar, to armringe, en halsring, en bøjlenål og enkelt andre ting fra et fuldstændigt smykkegarniture, se H.C. Broholm 1946, M 130; J. Jensen 1983, fig. 20.

152: J. Jensen 1983, fig. 21.

153: J. Jensen 1983, fig. 22.

154: J. Jensen 1983, fig. 23.

155: B. Stjernquist 1958; H. Thrane 1975a, s. 181.

156: H.C. Broholm 1946, s. 281; J. Jensen 1983, fig. 25.

157: H.C. Broholm 1946, M 131; J. Jensen 1983, fig. 26.

158: J. Jensen 1983, fig. 27.

159: J. Jensen 1983, fig. 29.

160: H.C. Broholm 1946, M 129.

161: Herfra kendes der rester af rige grave med guld og miniaturesværd, J. Jensen 1983, fig. 30.

162: H.C. Broholm 1946, M 127; J. Jensen 1983, fig 31.

163: J. Jensen 1994b.

164: H. Thrane 1975a, s. 144, idem 1983, 1989d.

165: H. Thrane 1974b, 1989d.

166: Lurparret fra Årslev har længe været anset for tabt. Der foreligger dog den mulighed, at fragmenter af lurparret er bevaret i henholdsvis Eremitagen i St. Petersborg og British Museum, London, se J. Jensen 1998b.

167: H.C. Broholm 1946 M 24 og M 25 samt idem 1949, pl. 70.

168: H.C. Broholm 1946, s. 170.

169: H.C. Broholm 1946, M 139.

170: H.C. Broholm 1949, s. 267, fig. 101.

171: Hvortil f.eks. hamrede bronzekar og ravfund stort set er begrænset. W.A. von Brunn 1968, s. 226 ff og H. Schubart 1972, s. 94 ff.

172: H. Wüstemann 1974, 1978; H. Thrane 1984, s. 166 ff; K. Kristiansen 1998, s. 172 ff.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet De rige bygder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig