Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt (1100-700 f.Kr.)

Det var i bronzealderen, at menneskene på det europæiske kontinent for første gang blev forbundet med hinanden ved kontakter, der rakte fra Middelhavet i syd til Østersøen i nord – og fra Atlanterhavet i vest til Ural i øst. Det store kontinent var langsomt ved at blive til en enhed, hvor menneskene i fjerntliggende egne begyndte af få bevidsthed om hinanden. De første skridt var taget allerede i det 2. årtusinde f.Kr., da små ladninger af det gyldne, nordiske rav var blevet transporteret den lange vej fra Sydskandinavien helt ned til de mykenske herskerslægter i Grækenland (se Middelhavets rav). Og igennem det 1. årtusinde f.Kr. udbyggedes disse forbindelser mere og mere.

Et netværk, som dækkede store dele af det europæiske kontinent udviklede sig efterhånden, og via det netværk bevægede råvarer, luksusvarer – og mennesker sig nu over stadigt større afstande. Historien om disse kontakter imellem Europas forskellige egne er en af de mest fascinerende i oldtidshistorien.

Besøger man i dag det etruskiske museum i Villa Giulia i Rom, vil man der se udstillet en overdådig rig stormandsgrav, en krigergrav fra gravpladsen Quattro Fontanili ved Vejo i det centrale Italien. Mellem de mange kostbarheder, skjolde, hjelme og pansere vil man se en herlig bronzeamfora, som var en del af det drikkeudstyr, den døde kriger havde fået med sig i graven. For i døden skulle han deltage i et evigt drikkelag mellem ligestillede stormænd. Amforaen var engang i det 8. århundrede f.Kr. blevet fremstillet i et værksted i det sydlige Etrurien, og den bar på sin side en symbolsk dekoration af solen, der sejler over himmelhvælvet i en båd.

I museet i Münster i Westfalen i Tyskland står en lignende amfora, også udsmykket med den sejlende sol, og lige som amforaen fra Vejo i Italien fundet i en stormandsgrav – stedet hedder Gevelinghausen. En lignende amfora kan man se på det arkæologiske museum i Charlottenburg i Berlin. Den blev fundet i en stormandsgrav i den kæmpemæsige gravhøj, man i 1899 udgravede ved Seddin i Westprignitz i Brandenburg (se De dødes grave). Og går man endelig ind på Nationalmuseet i København, finder man i bronzealdersamlingen en amfora, der meget ligner dem, vi netop har opregnet. Den stammer fra Potte Anders' mose ved Rosbjerggård, kendt under navnet Rørbæk, i Himmerland.¹⁷³ Den er ganske vist ikke udsmykket med solbåd-motivet, men ved siden af den står andre bronzekar fundet i Danmark og udsmykket med den sejlende sol.

Vejo-Gevelinghausen-Seddin-Rørbæk, det er en rute på 2000 km tværs igennem det europæiske kontinent. Nu er alle de fire amforaer ikke fremstillet af den samme håndværker.¹⁷⁴ De to tyske og den danske er fremstillet af specialist-håndværkere nord for Alperne. Måske de har været oplært i et italiensk værksted, og måske har de rejst imellem og arbejdet i nogle af de høvdingecentre, som fandtes heroppe i de nordlige egne af kontinentet. Men de har nøje kendt de forbilleder, de arbejdede efter. Og de må også have kendt til, hvordan amforerne og andre hamrede metalkar fulgte deres ejermænd i gravene som en del af et drikkeudstyr, ganske som det var tilfældet langt dernede mod syd, hinsides Alperne.

For de ritualer, som blev udført, når stormændene blev lagt i gravene i det central- og nordeuropæiske område, var endnu et udtryk for de nære forbindelser over lange afstande, der bestod mellem slægter på høvdingeniveau. Disse elitebegravelser, der tit indeholder drikkekar af bronze, afspejler en aristokratisk livsstil og en ritualiseret adfærd, som ofte udviser forbløffende ligheder over store områder. Hvad der bandt dem sammen var bl.a. udvekslingen af kostbart drikkeservice som amforer, spande og kopper – og dertil knyttede drikkeritualer. Det var også udvekslingen af prestigevåben. Og det var brugen af kostbare firehjulede vogne til rituelle formål og dertil hørende kostbart seletøjsudstyr til heste. Endelig var det konstruktionen af monumentale gravhøje, en skik, der dog fortrinsvis blev praktiseret i Nordeuropa, Italien og det sydøstlige Europa.¹⁷⁵

Helt ned i de små detaljer kunne man finde ligheder. Når den græske digter Homer i det 8. århundrede f.Kr. i sit storværk Iliaden beskriver helten Patrokles' bålfærd, fortæller han om, hvordan man viklede heltens „blegede ben“ ind i „den fineste lindug“, inden man rejste gravhøjens sten og skovlede jorden om graven.¹⁷⁶ Når man læser de linjer, må man tænke på stormanden i Lusehøj, som også fik sine brændte knogler viklet ind i fint linned, inden man lagde dem ned i et fornemt drikkekar. Nu skal begejstringen for Homer ikke ovedrives derhen, at Lusehøj opfattes som en efterklang af ægæiske toner, har man snusfornuftigt anført.¹⁷⁷ Men man må på den anden side ikke overse, at der netop i det 8. århundrede f.Kr. var forbløffende ligheder i elitens adfærd over store dele af Europa.

Denne vidt udbredte enhed i gravritualerne og symbolverdenen var vokset frem i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., hvor de såkaldte urnemarksfolk dominerede i Centraleuropa. I den brede centraleuropæiske zone nord for Alperne kan man skelne mellem en østlig og en vestlig region, som begge stod i kontakt med områderne helt oppe i nord, i Nordtyskland og Sydskandinavien. Den østlige region omfattede Vestungarn, Böhmen-Mähren, Slovakiet og Østrig og tildels Nordvestjugoslavien. Den vestlige region omfattede Sydvesttyskland, Schweiz og Østfrankrig. Helt ude mod vest, langs Atlanterhavets kyster lå endnu en region, den Atlantiske region, som havde sit helt særlige præg.

Det var navnlig den østlige region, dvs. landskaberne omkring den mellemste Donau, som i det sene 2. årtusinde og begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. påvirkede områderne i nord. Herfra fik man kostbare våben, både angrebs- og dækvåben, og samtidig lærte man også fra Donauområderne at kende religiøse symboler, som dybt påvirkede menneskenes forestillingsverden i nord.¹⁷⁸ På den tid var tyngdepunktet for den kulturelle udvikling i Centraleuropa imidlertid ved at forskyde sig vestover som følge af ændringer i metalforsyningerne (se Vestens genopvågnen). Og fra den vestlige region, dvs. områder i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig modtog man i Norden også visse drikkeskåle, sværd, spyd og økser – altsammen dog endnu i begrænset omfang.

Mest iøjnefaldende blandt de fremmede sager var dele af det drikkeudstyr, som socialt og religiøst spillede så stor en rolle hos de centraleuropæiske folkeslag. Det var f.eks. de hamrede bronzeskåle, man har kaldt Fuchsstadtskåle.¹⁷⁹ De kendes i et enkelt fund fra Danmark, Ejstrup i Nordjylland,¹⁸⁰ i et norsk fund,¹⁸¹ og i flere fund fra Mecklenburg. Det var skåle, som blev fremstillet både i de østlige og de vestlige dele af Centraleuropa. Begge de skandinaviske Fuchsstadtskåle var formentlig fremstillet i den vestlige region eller i et værksted i Mellemtyskland og var derfra nået til de fjerne områder i nord.¹⁸²

En anelse senere var drikkeskålene af Jensovice-typen, som på siden var rigt dekoreret med udhamrede bukler.¹⁸³ De kendes fra fire danske offernedlæggelser, de tre af dem nedlagt i vådområder, den fjerde i en høj. Seks skåle, stillet inden i hinanden, blev fundet i Lunden på Als.¹⁸⁴ I en mose, Øgemosen ved Kirkendrup på Fyn, fandt man fem skåle,¹⁸⁵ og ligeledes i en mose, Bredmose ved Tinglev i Sønderjylland, to skåle stillet inden i hinanden.¹⁸⁶ Endelig fandt man ved Løgtved på Vestsjælland tre skåle stillet ind i hinanden.¹⁸⁷

Også disse bukkeldekorerede skåle blev fremstillet i såvel vest som øst, formentlig henholdsvis Schweiz-Sydvesttyskland og Böhmen-Mahren-Slovakiet. De to fund fra øerne var af østlig oprindelse, medens de to jyske fund stammede fra den vestlige region af Centraleuropa. De udgør formentlig således sammenhørende sæt og er ikke stykket sammen sekundært. Gennem det nordtyske område er de nået den lange vej til Danmark i tiden omkring 1000 f.Kr.

Særligt fornemme blandt drikkekarrene er de store, halvkugleformede spande med korsformede beslag og bevægelige hanke. Dem kender vi fra fire danske fund, et af dem er den rige grav i Korshøj ved Vester Skjerninge på Sydøstfyn.¹⁸⁸ De tre andre er offernedlæggelser fra vådområder ved henholdsvis Hvedholm på Fyn,¹⁸⁹ Svensmark på Møn¹⁹⁰ og Vaseholm i Himmerland.¹⁹¹

Ialt kender man et halvt hundrede af disse spande fra det europæiske kontinent.¹⁹² Langt den overvejende del stammer fra så fjerne egne som Ungarn – formentlig er de fremstillet i Karpatherbækkenet. De fire danske spande er således udtryk for den massive strøm af luksusvarer, der i tiden omkring 1000 f.Kr. nåede til Sydskandinavien, enten fra det ungarske område eller fra naboområderne mod nord, hvor der også fandtes værksteder, som fremstillede disse spande.

Fra disse områder i sydøst, muligvis fra Slovakiet, kom også to prægtige bronzespande med sidehanke, der blev fundet i en mose ved Siem i Nordjylland.¹⁹³ På siden er de dekoreret med et symbolsk solskib. De er formentlig ikke de eneste af disse spande, der i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. nåede til Sydskandinavien. I Voldtofte Mose, som ligger i det rige sydvestfynske område, fandt man nogle tynde fragmenter af bronzeblik, som formentlig stammer fra en spand af samme slags (se De rige bygder).¹⁹⁴ Deres kontinentale udbredelse svarer til de halvkugleformede spande med korsformede hanke.¹⁹⁵ Nogle af dem nåede også til Sydvesttyskland og Norditalien, men de danske spande er formentlig nået hertil fra områderne i sydøst, ad de samme veje som også et ungarsk sikar fulgte, som blev fundet i en offernedlæggelse i Kostræde Banke på Sydvestsjælland.¹⁹⁶

Blandt de kostbare centraleuropæiske drikkekar af sydøsteuropæisk oprindelse skal endelig nævnes to herlige bronzeamforer, som blev fundet i henholdsvis Bjärsjöholm i Skåne og Mariesminde på Fyn, begge formentlig slovakiske produkter.¹⁹⁷ Den sidstnævnte var som en offergave blevet nedsat i en mose sammen med ialt 11 guldskåle.

Det var imidlertid ikke blot rituelt drikkeudstyr, som i tiden efter 1100 f.Kr. af høvdingeslægterne blev formidlet tværs igennem det europæiske kontinent helt op til Nordtyskland og Sydskandinavien. Også våben, både dækvåben og angrebsvåben, hørte til blandt de udvekslede kostbarheder.

Igen som statusindikatorer og ceremonigenstande. Tre prægtige bronzeskjolde, formentlig fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., kender man, desværre fundet for så mange år siden, at enhver viden om deres findested er gået tabt. De to af dem har et U-formet hak i skjoldbulens ene side.¹⁹⁸ Hvor i det centraleuropæiske område, skjoldene er fremstillet er ikke til at sige. De er tunge, er af tykt gods og har en enkel dekoration af lister og bukler. I modsætning til de andre danske skjolde kan de formentlig bruges til kamp.

Det tredje af skjoldene¹⁹⁹ er ligesom de to andre støbt, ribberne langs randen og uden om håndtaget såvel som den centrale bule er dog hamret op bagfra. Skjoldet er dekoreret med fuglebåde og er formentlig fremstillet i det østalpine område eller det vestlige Ungarn.²⁰⁰ Ja, det må regnes som et af de sydøsteuropæiske værksteders fornemste produkter.

Til pragtskjoldene kan man også føje de to enestående hjelme af drevet bronzeblik, hver med to svungne horn, som i 1942 blev fundet i Brøns Mose ved Viksø i Nordsjælland.²⁰¹ Engang, tidligt i det 1. årtusinde f.Kr., var de blevet sat ud som en offergave på den åbne moseflade. Den ene havde stået på en træbakke, den anden på en lerskål. Hver hjelmkalot var samlet af to sammennittede halvdele, og hen over issen lå et svært, korsformet bronzebeslag, som bar en ophøjet kam, der fortil afsluttedes af et krogformet næb. Langs midten af kammen var der en dyb rille, hvori der kunne anbringes fjer eller hårduske. På kammens tværarme var der små cylindriske beslag, som også kunne bruges til fjer eller hårduske. På begge sider af det krogformede næb sad der store, udhvælvede øjne under krumme øjenbrynsbuer. De to horn var ved hjælp af bøsninger nittet fast til hjelmkalotten. Ser man de to hjelme forfra, kan de endnu virke skræmmende, næsten som afrikanske dansemasker. To tomme øjenpar på hver side af det krumme fuglenæb stirrer imod en, og højt over issen rejser de mærkelige horn sig.

Dekorationen af hjelmene bestod af rækker og kredse af større og mindre opdrevne, runde buler. Forneden var der på hver hjelm en række ganske små bukler, der fortil og bagtil løb ud i S-slyng, formentlig symbolske skibe.

Hvor disse fremmedartede hjelme kom fra, er ikke helt afklaret.²⁰² At dømme efter deres teknik var de blevet fremstillet i et værksted, der lå enten i Böhmen-Schlesien eller i Mellem- eller Nordtyskland. Under alle omstændigheder et værksted, som var kraftigt påvirket af bronzeværkstederne i det østalpine Donauområde. Men hornede hjelme kunne man finde flere andre steder i Europa. Fra Sardinien kender man f.eks. nogle små krigerstatuetter, som er samtidige med Viksøhjelmene. De sardiske krigere er i fuld udrustning med hjelm, skjold, sværd, køllerter og benskinner. Nogle af hjelmene har højt svungne horn, der afsluttes med et par knopper, og forskellig pynt stikker op fra hjelmkammen, ganske som det oprindeligt gjorde det på Viksøhjelmene. De sardiske statuetters bevæbning ligner meget udrustningen i det østlige Middelhavsområde. Og der er næppe tvivl om, at også de sardiske, hornede hjelme viser en stærk forbindelse til Levanten. Der havde den hornede hjelm sin oprindelse. Derfra spredte den sig til bl.a. Sardinien og Den iberiske Halvø.²⁰³ Men ad hvilke veje den hornede hjelm har spredt sig ind i Europas indre er endnu ikke fuldt afklaret.

I Sydskandinavien kendes ingen andre hjelme, der ligner de to fra Viksø. Og dog viser fundet af et 32 cm langt horn fra Grevinge i Odsherred, helt svarende til Viksøhjelmenes, at der må have været mindst en hjelm til. På kontinentet var andre hjelmtyper i brug, men ingen af disse nåede frem til Sydskandinavien.²⁰⁴

Sammen med dækvåbnene kom også angrebsvåben som f.eks. sværd. Ikke i noget stort tal, men dog så mange at de vigtigste centraleuropæiske typer er repræsenteret. Det var f.eks. sværd med tre vulster på grebet, som bl.a. blev fundet i en rig offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland.²⁰⁵ Og det var grebtungesværd, fundet nedlagt som offergaver i bl.a. Børstofte Mose i Midtsjælland²⁰⁶ og en mose ved Sønder Lyngby i Vendsyssel.²⁰⁷ Endelig kendes et sværd, hvis greb foroven er trukket ud som to vinger, fundet ved Hundborg i Thy.²⁰⁸ Formentlig stammer også det fra de vestlige dele af det centraleuropæiske område.

Også spyd og økser hørte til det importerede våbenudstyr. Blandt spydene var en type med facetteret dølle formentlig fra det østlige Centraleuropa.²⁰⁹ Og blandt økserne var det især de såkaldte skaftlapøkser, der dominerede. Henved hundrede sådanne importerede økser kendes fra Sydskandinavien, bl.a. i den rige offernedlæggelse fra Borbjerg i Nordjylland.²¹⁰ Mange af økserne må være fremstillet i Schweiz eller Sydvesttyskland. Men i Mellemtyskland er der også fundet så mange skaftlapøkser, at der må have været en lokal produktion, som også formidlede sine produkter mod nord og vedblev dermed helt ned til tiden omkring 800 f.Kr.

Skaftlapøkserne repræsenterede en stor metalværdi, og det er ikke urimeligt at se dem som råstof snarere end som brugsredskaber i egentlig forstand. Smeltede man en skaftlapøkse om, kunne man ud af dens metalmængder støbe tre celte. Disse små økser anvendte man iøvrigt i stor stil overalt i Europa, såvel i øst som i vest. Enkelte af disse fremmede celte blev importeret til Sydskandinavien.²¹¹

Bronzeknive kom også i et vist omfang til Sydskandinavien i tiden efter 1100 f.Kr. De fandtes i flere forskellige varianter. Nogle af dem havde massivt metalgreb, bred klinge og let konveks ryg²¹² og stammede formentlig fra Ems-Weserområdet, dvs. Nordholland og Frisland.²¹³ Andre havde blot en grebangel og stammede formentlig fra det rhinsk-schweiziske område.²¹⁴ De blev efterlignet i det nordvesttyske område, og nogle af dem nåede videre mod nord, til Danmark.²¹⁵ En anden og meget mere østlig udbredelse havde knive med ringformet greb.²¹⁶ Formentlig var de fremstillet i Schlesien og spredtes langs Oder til de østlige dele af det sydskandinaviske område.²¹⁷ En dansk kniv fra Keldhøj i Thy²¹⁸ tilhørte den type, som blev efterlignet lokalt.

Til de knive, der kom fra sydøst, hørte også den såkaldte Pfatten-type.²¹⁹ Den havde sit udgangspunktet i det mellemste Donauområde, og herfra spredtes den mod vest og nord. Men undervejs opstod der sekundære værksteder, hvor man fremstillede efterligninger, f.eks. i områderne langs Oder, som så igen blev efterlignet længere nordpå. Netop disse knive illustrerer, hvordan impulserne fra det centraleuropæiske område så at sige spredte sig trinvis nordpå, idet der ofte opstod sekundære værksteder undervejs.

Som vi har set bestod de genstande, som i tiden efter 1100 f.Kr. formidledes fra Centraleuropa til Sydskandinavien, først og fremmest af drikkeudstyr og våben, som hørte hjemme i den mandlige sfære. Kvindesmykker var derimod yderst fåtallige. Men undtagelser var der dog. I en offernedlæggelse ved Mandemark på Møn lå i et lerkar, indpakket i søgræs, ikke mindre end 8 armringe og resterne af to bøjlenåle.²²⁰ Det var nogle smykkeformer, som ellers er udbredt i Mellemtyskland og Polen, men som her, som fremmede fugle lå i en offernedlæggelse på Møn. Lige så fremmede var to armspiraler, som var nedlagt i Øgemosen på Fyn. Begge disse armspiraler var af en øvreschlesisk-böhmisk-mährisk type, der ellers ikke forekommer så langt mod nord.²²¹ Var disse fremmede smykker måske kommet hertil sammen med indgiftede kvinder?

Om de fremmede bronzegenstande, som i de første århundreder efter 1100 f.Kr. nåede frem til Sydskandinavien, kan vi sige, at hovedparten af dem kom fra de østlige regioner af det centraleuropæiske område. Men det var også tydeligt, at de vestlige regioner i stigende grad gjorde sig bemærket. Hovedparten af sagerne synes dog at være kommet over Böhmen via Elben og Mähren via Oder op til Østersøen,²²² og undervejs fandtes der sekundærværksteder, som også leverede deres bidrag til strømmen. Langt de fleste af de genstande, der bevægede sig nordover, må betegnes som statusudstyr, dvs. det var udsøgte drikkesæt og kostbare angrebs- og dækvåben, som især synes at have haft en funktion i udøvelsen af kulten. Men sammen med de fysiske genstande kom også ideer, symboler og forestillinger, som vandt indpas i kulten. Denne omfattende udvekslingsvirksomhed synes at have været forestået af mænd. For næsten alle de fremmede sager hørte til inden for den mandlige sfære.

I tiden omkring 800 f.Kr. ændrede forbindelserne karakter. En del af dem kom fortsat fra de østlige områder af den centraleuropæiske zone. Men tyngdepunktet var rykket vestover, til områderne omkring Sydvesttyskland, Schweiz og Østfrankrig. Det hang tydeligvis sammen med, at centrene for metalproduktionen i de samme århundreder rykkede mod vest (se Vestens genopvågnen).

Fra de østlige egne af Centraleuropa kom dog stadig rituelt drikkeudstyr, bl.a. nye varianter af spandene med korsformede beslag og bevægelige hanke. En af dem blev brugt som brændtbensbeholder i den ene af stormandsgravene i Lusehøj på Sydvestfyn.²²³ En anden, eller rettere resterne af en anden, endte i jorden i en grav ved Ebberup, ikke langt fra Lusehøj.²²⁴ En tredje blev lagt i jorden som en offernedlæggelse ved Birkendegård på Vestsjælland. Her blev spanden ofret sammen med seks runde plader til en hests seletøj.²²⁵ Endelig kender man en fjerde spand fra Hjärnarp i Sverige.²²⁶ Alle disse spande var formentlig fremstillet i det vestungarske eller østalpine område, og var i tiden omkring 800 f.Kr. nået den lange vej op til Sydskandinavien.²²⁷

I stormandsgraven i Lusehøj var spanden blevet brugt som brændtbensbeholder, men oprindelig havde den haft en funktion som en del af et drikkeservice. For sammen med den blev fundet to små hankeløse kopper,²²⁸ som formentlig var fremstillet i et nord- eller mellemtysk værksted.

Til det importerede drikkeudstyr skal vi også regne den prægtige bronzeamfora fra Rørbæk i Himmerland, som allerede har været nævnt som udtryk for de forbindelser, der gik tværs igennem det europæiske kontinent i tiden omkring 800 f.Kr. Trods lighederne med italienske bronzearbejder må man antage, at Rørbækamforaen er fremstillet i et sekundært værksted nord for Alperne, formentlig i de østlige dele af kontinentet.²²⁹ Ad de samme østlige veje er formentlig også kommet nogle drikkekar med højt hævet hank, som kendes fra et enkelt sydskandinavisk fund fra Bohuslän.²³⁰ Til Danmark nåede den type drikkekar ikke.

Det fornemste udtryk for kontakterne sydover er dog den store mængde bronzeskjolde, som nåede til Sydskandinavien i tiden omkring 800 f.Kr.²³¹ I Danmark drejer det sig om fem hele skjolde og et fragmenteret. I Sverige er fundet 17 skjolde, hvoraf de 16 stammer fra et enkelt findested.

Ikke mindre end fire af de danske skjolde er fundet i den rige, men aldrig undersøgte bronzealderbygd, der engang lå på Nordvestfalster. Intet andet sted på øen er landskabet så afvekslende som her. Fra de store bakkedrag omkring Nørre Vedby er der en vid udsigt over de flade kyster med deres store, lavvandede vige, gode anløbspladser og skovbevoksede næs. Og på den anden side af Storstrømmen ligger den modsatte kyst så fristende nær. Lidt inde i landet er der et terræn, som engang var opfyldt af talrige små moser og andre vådområder. Og i tre af dem har man fundet de fire bronzeskjolde. I Tårup Mose, der hørte til det store vådbundsområde, som strakte sig vestpå fra Barup Sø, var som offergave nedlagt et 86 cm højt, let hvælvet, ovalt skjold med en skarprygget skjoldbule i midten og en dekoration af lister og buler.²³² Det lå 1,5 m dybt i mosen, og der blev ikke fundet andet sammen med det. I Lommelev, kun 8 km længere mod vest, fandt man i en anden mose et skjold med en dekoration af koncentriske ribber og bukler.²³³ Og endelig fandt man to skjolde i en mose ved Sørup, hvoraf det ene havde en dekoration af koncentriske ribber og bukler, medens det andet havde en korsformet dekoration af bukler.²³⁴

Det sidste hele skjold blev fundet i en lille kedelmose ved Svenstrup i Himmerland.²³⁵ Det var ovalt, 71 cm langt og 66 cm bredt, med en oval, skarprygget skjoldbule. Dekorationen bestod af tre ribber, hvoraf de to yderste havde en u-formet indbuning. Endelig fandt man en stump af et skjold i en offernedlæggelse i Skydebjerg på Sydvestfyn, som bl.a. rummede hængekar og halsringe.²³⁶

Intet kan dog overgå de 16 skjolde, der blev fundet på lavtliggende jord ved Fröslunda i Sverige, i en tidligere vig af Vänern.²³⁷ Alle skjoldene lå tæt sammenpressede i en dynge, nogle med forsiden, andre med bagsiden opad. Kun ét samtidigt fund kan måle sig med Fröslunda-skjoldene: de ialt ni bronzepansere, der blev fundet nedlagt som en offergave ved en kilde ved Marmesse i Frankrig.²³⁸

I Sverige kender man yderligere et fund af et bronzeskjold af samme type som Fröslunda-skjoldene. Det blev fundet nedlagt som en offergave ved Nackhälle i Halland og har en frise af fuglefigurer langs kanten.²³⁹

Skjoldene fra Tårup, Svenstrup, Skydebjerg, Nackhälle og de 16 fra Fröslunda er alle af den samme hovedtype, de såkaldte Herzsprung-skjolde.²⁴⁰ Deres forbilleder skal formentlig søges i det sydøstalpine eller ungarske område. Men selv synes de at være fremstillet i et værksted et sted i Mellem- eller Nordtyskland. De to skjolde fra Sørup og Lommelev-skjoldet er det noget sværere at finde oprindelsen til. Formentlig ligger den også et sted i de østlige dele af det centraleuropæiske område.²⁴¹

Bronzeskjoldene havde en meget stor udbredelse i Europa som udtryk for elitens aristokratiske livsstil og ritualiserede adfærd. Uden for Sydskandinavien kender man dem fra Nord- og Mellemtyskland, Centraleuropa, Sardinien, det ægæiske område, Italien, Mellemøsten og De britiske Øer. Fra Spanien og Frankrig kender man ikke skjoldene selv, men dog billeder af dem på helleristninger og steler. I Irland kender man skjoldene udført i læder.²⁴²

De fleste nordeuropæiske skjolde er fundet i vandløb, søer og moser, ofte er de fundet parvis sammen. Formentlig har skjoldene været brugt som ceremonigenstande ved kulthandlinger, senere er de blevet nedlagt som offergaver. At de skulle have været ceremonigenstande passer også med, at de ikke var brugbare til kamp.²⁴³ Deres plader er ofte ekstremt tynde og ville ikke kunne modstå sværdhug. På helleristningerne ser man skjoldene afbildet i sammenhæng med øksesvingende mænd, men også de tolkes som deltagere i kulthandlinger, der omfattede skinkampe. Iøvrigt kan skjoldene også tænkes at være symboler i sig selv – måske solsymboler. Ornamentikken understreger dette. Både de mere symbolske figurer som fuglene og selve arrangementet af buklerne i kors eller cirkler svarer til de motiver, der ellers anses for solsymboler.

Der kom således stadig i tiden omkring 800 f.Kr. drikkeudstyr og skjolde til Sydskandinavien via de østlige forgreninger af det netværk af forbindelser, som rakte ned mod Centraleuropa. Men samtidig bidrog også den vestlige region af Centraleuropa, specielt områderne i Schweiz og Sydvesttyskland, meget stærkt med tilførsler af bronzer. I tiden omkring 800 f.Kr. kan man næsten tale om en akse, som gik fra Østersøområderne i nord i retning mod de områder i det vestlige Centraleuropa, der nu havde fået en førende stilling, som følge af at produktionscentrene for kobber var rykket mod vest. Fra det rhinsk-schweiziske område kom nu en lang række produkter som sværd, økser, seletøjsbeslag, dragtudstyr, ja, endog vogne. Og hertil kom, at de samme genstande udøvede en stærk påvirkning på det håndværk, de nordiske bronzestøbere udøvede.²⁴⁴ En lignende påvirkning, blot endnu kraftigere, kunne man se i de mellem- og nordtyske bronzeværksteder.²⁴⁵

I Sydskandinavien kunne man nu finde karakteristiske centraleuropæiske sværdformer som f.eks. de såkaldte antennesværd. Flere af dem er kendt fra Danmark,²⁴⁶ hvor man også efterlignede dem lokalt.²⁴⁷ Et særligt prægtigt eksemplar er fundet i en mose ved Kråknäs i Södermanland, Sverige.²⁴⁸ Det er af en type, der har nære paralleller så langt borte som i Norditalien.²⁴⁹ Antennesværdene blev i Sydskandinavien ofte eftergjort i en miniatureudgave, der hyppigt blev brugt som gravgave.²⁵⁰

En anden sværdtype var de såkaldte Auverniersværd. Af dem kender man et enkelt fund i Danmark, som utvivlsomt er et originalprodukt fra det rhinsk-schweiziske område.²⁵¹ En sværdklinge, der fandtes sammen med det, er måske også fra et Auverniersværd, det er i hvert fald et samtidigt stykke fra det rhinsk-schweiziske område. Lignende sværd kender man også fra Sverige fra henholdsvis Bohuslän og Västergötland.²⁵²

Via det samme vestlige netværk er formentlig også kommet nogle få sværd, som er egentlige vesteuropæiske, dvs. fra De britiske Øer eller Frankrig. Et blev fundet i en offernedlæggelse ved Kirke Søby på Sydfyn,²⁵³ et andet, ligeledes i en offernedlæggelse, ved Helleved på Als.²⁵⁴ Rent vesteuropæiske produkter er tillige nogle enkelte celte, fundet i Danmark og Skåne,²⁵⁵ og en enkelt bronzekedel, formentlig af irsk oprindelse. Den blev fundet i en lille mose tæt ved gården Abildholt, ca. 17 km øst for Holstebro.²⁵⁶ Kedelen var 34 cm høj og bestod af to stykker papirtyndt, hamret metal, der var nittet sammen. Foroven havde den to ringformede hanke. Lignende kedler kan man finde i stort tal i England, Skotland og frem for alt i Irland. Abildholdtkedlen, de to sværd og celtene stammer alle fra de vesteuropæiske områder, som på denne tid oplevede en stærk kulturel blomstring, men med dem havde Sydskandinavien kun meget begrænset kontakt.²⁵⁷

Også knive fra de vestlige dele af det centraleuropæiske område nåede frem til Sydskandinavien, bl.a. knive med grebangel. En kniv fundet ved Jyderup på Sjælland²⁵⁸ er f.eks. et originalt schweizisk-rhinsk import-stykke. Det samme gælder knive med dølle til fastgørelse af et greb af organisk materiale.²⁵⁹ Af dem kender man to fund fra Danmark,²⁶⁰ fra henholdsvis Flenstofte på Fyn og Hedvigslyst i nærheden af Kalundborg.²⁶¹ De fleste af knivene er via det vestlige netværk nået til Skandinavien i tiden omkring 800 f.Kr. Nogle må dog også være nået frem ad mere østlige veje, det gælder f.eks. visse fund fra Gotland,²⁶² også selv om de kom direkte fra det rhinsk-schweiziske område.

De talrige spydspidser, som var i brug i Sydskandinavien og Nordtyskland i tiden omkring 800 f.Kr., var næsten alle fremstillet efter forbilleder i det vestlige Centraleuropa. Der findes dog kun en enkelt spydspids i Danmark, som kan betragtes som et sikkert importstykke fra disse områder: en spydspids fundet i Freltofte Mose på Fyn.²⁶³

Endelig var der økserne. De såkaldte skaftlapøkser nåede hertil allerede i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., men hen imod 800 f.Kr. stiger antallet af importerede stykker betragteligt.²⁶⁴ De findes bl.a. i de store offernedlæggelser som Lerskov i Sønderjylland²⁶⁵ og Naglesti på Falster²⁶⁶ Hovedparten synes nu, som så mange andre genstande, at komme fra de vestlige dele af den centraleuropæiske zone.²⁶⁷

De fremmede genstande fra tiden omkring 800 f.Kr. tegner således det samme billede som i tidligere århundreder: det var altovervejende mandssager, som bevægede sig fra region til region, kvindesager spillede kun en underordnet rolle. Til både mands- og kvindesagerne skal vi dog formentlig regne dragtnålene, som fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. blev mere og mere almindelige. Navnlig én type, nålene med vaseformet hoved, fik en meget stor udbredelse i tiden omkring 800 f.Kr. Vasehovednålene havde deres oprindelse i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig, men de spredte sig i store mængder mod nordøst op i retning af Østersøegnene.²⁶⁸ Selv om en stor del af nålene må være lokalt fremstillede, har man dog set dem som udtryk for, at udvekslingen regionerne imellem foregik på to niveauer: dels som en langdistanceudveksling mellem de politiske centre, dels som en kortdistance udveksling af bl.a. kvinder, så at sige fra boplads til boplads. Nålene kunne således repræsentere de personlige kontakter inden for mindre områder.²⁶⁹ Enkelte andre smykkeformer, f.eks. visse armringtyper kunne muligvis pege i samme retning.²⁷⁰

I samme forbindelse kunne man også spørge, hvad det var, der gik mod syd fra Nordtyskland og Sydskandinavien til det centraleuropæiske område? Her kan man kun pege på ganske få nordiske sager, som nåede den lange vej til Centraleuropa.²⁷¹ I Sydvesttyskland har man i en offernedlæggelse fundet en bælteplade, som formentlig er fremstillet i Østdanmark.²⁷² I Ungarn har man fundet et miniaturesværd²⁷³, som også må være af nordisk oprindelse. Og det samme gælder en nordisk bøjlenål og en støbeform til en sådan, som man har fundet i Rumænien.²⁷⁴ Fra tiden omkring 800 f.Kr. har man fund af hængekar fra søbredsbosættelserne i Petit Vilatte og Corcelettes i Schweiz.²⁷⁵ Sidstnævnte sted har man også fundet en spydspids og en bøjlenål af nordisk herkomst. Endelig er der fund af en nordisk sværdklinge og en celt fra De britiske Øer.

Men det er trods alt småting, som ikke kan forklare tilstedeværelsen af de mange centraleuropæiske sager i Sydskandinavien i den første halvdel af det 1. årtusinde f.Kr. Der er dog én ting, som vi ved bevægede sig i rigelige mængder fra de kølige egne heroppe i nord og ned gennem det europæiske kontinent for til sidst at nå frem til de kulturer i Middelhavsområdet, som mere og mere var ved at sætte dagsordenen for den europæiske udvikling. Det var det nordiske rav.