Liget af en bronzealderkvinde fra Borremose i Himmerland.

.

Det vævede skørt, som Borremosekvinden var svøbt i.

.

To kvindefrisurer fra yngre bronzealder, begge er sat med kort sidehår og langt nakkehår, der løber ned i en spids. Hovedet til venstre pryder håndtaget af en kniv fra Javngyde i Østjylland. Hovedet til højre en nål fra Horne på Fyn. 3:1.

.

Fletninger fundet i Sterbygård Mose ved Døstrup nær Hobro,

.

Kamme af bronze. Til venstre: Terpenhøj, Borup sogn, Randers amt. I midten: Håg, Thorsager sogn, Randers amt. Til højre: Vrønding, Tamdrup sogn, Skanderborg amt.

.

Bronzekniv hvis håndtag er udført som en kvindefigur iført snoreskørt. Fundet ved Itzehoe i Holsten.

.

Hængekarrets udvikling fra en lille flad dåse til en velvoksen „gryde“, op til 35 cm i diameter. Figuren viser, hvordan hængekar og bælteplade formentlig blev båret.

.

Bæltedåse med låg og skydestang fundet i Maglehøj ved Frederikssund.

.

Bæltesmykker: hængekar og tutulus, fra en offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland. 1:2.

.

Halsring med spiraloprullede ender og ovale endeplader. Fundet på Strandengen, Ebeltoft sogn, Randers amt. 1:2.

.

Manchetformet armring. Fra offernedlæggelse ved Borbjerg i Nordjylland.

.

Dragtspænde, såkaldt fibula, med guldbelægning. Fundet ved Harridslevgård på Fyn.

.

Små dynger af brændte knogler – det var, hvad der blev tilbage af menneskene i bronzealderens sidste halvdel. Derfor kan perioden virke lidt anonym, for det er svært at sætte ansigt på den tids mennesker. Nogle få mennesker fra den yngre bronzealder kender vi dog. Det er bl.a. den døde kvinde, som i 1948 blev fundet ved tørvegravning i den store Borremose, der ligger nord for de storslåede Hverrestrups bakker med deres talrige bronzealdergravhøje, i Himmerland.37 Men mærkeligt nok manglede også hun ansigtet. Det var blevet knust med et frygteligt slag af en trækølle, førend hun blev kastet i mosen. Hun var, siger kulstof 14-dateringen, død engang i det 8. århundrede f.Kr.

Det ilde tilredte lig lå på maven med ansigtet nedad i den sorte mosejord. Højre arm var bøjet op mod ansigtet og dækkede delvis dette – venstre arm var bøjet ned under venstre ben, der var kraftigt bøjet op under den døde. Hun var svøbt i et uldskørt. Men der blev ikke fundet andet ved hende, hverken grene, sten eller smykker. Hun må havde været mellem 20 og 35 år gammel. Af hendes ansigt var kun hagen og kinderne bevaret, men de var presset ud af form. Der var intet tilbage af hendes øjne, næse eller ører. Halsen var også så dårligt bevaret, at man ikke kunne afgøre, om hun var blevet kvalt eller hængt. Men hendes ansigt må være blevet knust, før hun blev kastet i mosen. Hun lå jo med hovedet nedad. Hendes hår var mellemlangt og viste ikke nogen form for frisure.

Den døde kvindes krop var i en dårligere forfatning end lemmerne, men viste ingen spor efter vold. Hendes ernæringstilstand var over normal, og hun var, hvad man betegnede som „fyldig“. Under normale forhold ville forrådnelsesprocessen hurtigt have opløst liget. Men i særlige tilfælde, f.eks. når de henrettede mennesker på kolde årstider blev kastet ud i mosens iskolde vand, forsinkedes forrådnelsen. I stedet blev ligene garvede og dermed bevarede af det sure mosevand.

Hun blev først obduceret en del år efter, at hun var fundet.38 Hun var nu 143 cm høj, men må have været højere, for knoglerne var krympet. Der var ingen tegn på graviditet, men de indre organer var iøvrigt for ødelagte til undersøgelse. Mikroskopiske undersøgelser antydede, at det svære slag mod kraniet formentlig først var kommet, efter at døden var indtruffet. Hun var formentlig død om vinteren. Men dødsårsagen kunne man ikke fastslå.

Kvinden havde et vævet tøjstykke om sig. Det kan hjælpe med til at danne et billede af, hvordan hun havde set ud i levende live. Noget ligskørt var tøjstykket næppe, for gravlagt var kvinden jo ikke.39 Man har kaldt tøjstykket for et kjoleskørt. Det antyder, at der ikke var tale om en kjole eller et skørt i gængs forstand. Klædet var ca. 1,80 m langt og ca. 1,20 m bredt og blev holdt fast om kroppen, dvs. hen over brystet og under armene af en lædersnor, som helt var skjult under det store overfald. Åbningen var i højre side, og der var 1-3 cm lange frynser både forneden og på overfaldet. Tøjstykket havde samme dimensioner som flere af de „tæpper“, der er fundet i egekistegravene. De behøver dog ikke alle at have været båret på samme måde som Borremosekvindens kjoleskørt. Ud over at have fungeret som sovetæpper kan de også have været brugt som kapper og forskellige former for svøbedragter.40

Vi har nu fået iklædt Borremosekvinden et kjoleskørt, som formentlig var af næsten hvid uld. Kun en meget lille del af uldfibrene var svagt sortpigmenterede. Men vi mangler stadig en overdel til skørtet. Det mest sandsynlige er nok, at kvinden på overkroppen kunne bære en bluse med halvlange ærmer som Skrydstrupkvindens (se De forunderlige egekister) og eventuelt et lille skulderslag. De yngste fund, vi kender af den slags bluser, stammer netop fra Skrydstrupgraven og en grav fra Melhøj ved Løgstør.41 De er næsten samtidige og stammer ifølge kulstof 14-dateringerne fra tiden omkring 1100 f.Kr. Men der er grund til at antage, at sådanne bluser forblev i brug også i den yngre bronzealder, og Borremosekvinden kan altså have været iført en sådan, evt. med en broderet halskant. I Melhøjgraven var der endvidere små tøjfragmenter, som antydede tilstedeværelsen af et lille skulderslag, og som på den ene stofflade var tæt besat med rester af lange, påsyede flostråde.

Borremosekvinden fra den yngre bronzealder er nu påklædt, og vi ser, at der i mangt og meget var ligheder med den dragt, som kvinderne bar i den ældre bronzealder. Hendes kjoleskørt var vævet efter rundvævningsprincippet.42 Det viser frynserne for begge kortender af tøjstykket. Frynserne er nemlig ikke skåret over yderst ude, men er løkker dannet af parvis snoede trendtråde. Trendtråden må altså have foretaget en vending på halvvejen.

Ud fra kjoleskørtets mål på 1,20 x 1,80 m kan man også bestemme dimensionerne på den rundvæv, stoffet var vævet på. Da uldent stof kryber efter vask, har de oprindelige bredde- og længdemål på kjoleskørtet snarest været 1,40 og 2,00 m. Vævens over- og underbom har altså ikke været kortere end 140 cm, og de har været anbragt parallelt i en afstand af præcis 1,00 m. Med denne placering opnåede man den ønskede dobbelte trendlængde på 2 m.

Men hvordan forholdt det sig med kvindens andet vigtige dragtstykke: snoreskørtet? Et fuldstændigt bevaret eksemplar kender vi kun fra Egtvedgraven (se De forunderlige egekister). Men der er mange tegn på, at snoreskørtet var i almindelig brug – også i den yngre bronzealder.43 Det viser bl.a. tre små statuetter fra midten af den yngre bronzealder forestillende kvinder iført snoreskørt. De har alle tre nøgen overkrop og bærer en ring om halsen. Statuetterne er en akrobatfigur fra Grevensvænge (se Hellige tegn og billeder), en knælende figur fra Fårdal (se Hellige tegn og billeder) og håndtaget på en bronzekniv fra Itzehoe (se illustration i denne artikel).44

Men hertil kommer også et par offerfund fra samme tid, hvori indgik de bronzerør, som udsmykkede snoreskørterne forneden, og som frembragte en ringlende lyd, når kvinden bevægede sig.45 Borremosekvindens halvlange hår viste ikke nogen form for frisure. Vi har dog i fundene fra den yngre bronzealder nogle antydninger af, at kvinderne kunne bære en frisure sat med kort sidehår og langt nakkehår, der løb ned i en spids. En lille bronzekniv fra Javngyde ved Skanderborg og en nål fra Horne ved Fåborg viser netop en sådan frisure.46 Og på en lille, knælende, snoreskørtklædt kvindefigur fra Fårdal ved Viborg var der på nakken angivet noget, der ligner en fletning (se Hellige tegn og billeder). Måske det var sådanne fletninger, man fandt hele syv af i en mose ved Sterbygård nær Hobro.47 Fletningerne, der var farvet nøddebrune af det sure mosevand, var skåret af i hele deres længde og nedlagt i mosen som en offergave.48 Noget tyder således på, at kvindernes lange hår spillede en rolle i de religiøse ritualer. Det er formentlig forklaringen på, at man undertiden anbragte billeder af kamme på gravurnerne49 og urnelåg50, og udsmykkede de rigtige kamme af bronze med religiøse symboler som fugle, heste og fantasidyr.51

Til de velstående kvinders dragt hørte også nogle ejendommelige smykker, som sad i bæltet, og som traditionelt optrådte i en fast kombination bestående af bælteplade og bæltedåse. Bæltepladen sad foran på kvindens mave, og bæltedåsen bag på ryggen. I begyndelsen af den yngre bronzealder forvandledes disse smykker til hængekar og bæltesmykke,52 og der gik en lige udviklingslinje fra de ældre til de yngre smykkesæt.53

Allerede i den ældre bronzealder var bæltedåsernes fremadvendte bund begyndt at skyde sig frem som en spids. I tiden omkring det 1. årtusindes begyndelse blev bunden hvælvet og formerne blev mere og mere svulmende. Disse smykker kalder man med en gammeldags betegnelse for hængekar, og på dem udviklede bronzestøberen en fornem, fladedækkende ornamentik. Det samme gjaldt det smykke, som sad foran på maven, og som blev til en såkaldt tutulus, et bordklokkelignende smykke med et cylinderformet midterparti. De seneste eksemplarer af disse smykkesæt blev nogle af bronzestøberens mesterstykker, dekoreret som de var med den harmoniske, strømmende bølgebåndsornamentik.

Det var nogle ejendommelige smykkesæt, hvis funktion og bæremåde er svær at udrede. Det kan belyses af et offerfund fra Sæsing øst for Hjørring.54 Et lerkar blev fundet i fugtig jord og indeholdt en del bronzesmykker, bl.a. et defekt og to næsten hele hængekar. Til fundet hørte også nogle små træstykker, som må have været et låg, der havde siddet på et af hængekarrene. Kun halvdelen af låget var bevaret, men det var tildannet som en flad, rund træplade med en fremspringende kant, som låget hvilede på, når det sad på hængekarret. Tværs over lågets overside strakte sig en rille, og det var tydelig, at låget skulle anbringes sådan, at rillen dannede en forbindelse fra hank til hank på hængekarret. Derved gav rillen netop plads til et bælte, som hængekarret så kunne fastgøres til. Og man forestiller sig gerne, at det sad på kvindens ryg, medens bæltet fortil prydedes med en såkaldt tutulus.

Men blandt de træstykker, man fandt sammen med hængekarret, var der også en lille flad træpind, som passede nøje til rillen. Det var halvdelen af en skydestang, som kunne stikkes gennem hankene og derved fastholde låget. Når den var isat, var der ikke plads til noget bælte.55 Forestiller man sig hængekarret fastgjort i bæltet, uden brug af skydestangen, ville karret næppe have været noget betryggende gemmested for personlige effekter. For indholdet kunne ganske let rasle ud, såfremt det alene var bæltet, som sikrede låget.

Mod slutningen af bronzealderen fremstillede man iøvrigt også hængekar uden hanke. De har næppe været båret i bæltet på den foreslåede måde.

Vi må altså erkende, at hængekarrenes bæremåde er ganske uafklaret. Med et låg af træ eller metal og en skyder gennem øskenerne var hængekarret forsvarligt lukket og indholdet sikret mod at falde ud. Måske det bedst egnede sig til at være anbragt på et dertil indrettet stativ? Men hvad tjente låsetøjet så til? Det er jo netop låsen og øskenerne, der taler for, at hængekarrene har været båret. Og da de næsten altid findes sammen med andre kvindelige prydelser, må man nok fastholde tanken om, at hængekarrene var bæltesmykker. Ganske vist af en enestående klodsethed. Men samtidig også med en egen skønhed i kraft af den harmonisk tilpassede dekoration. Teknisk set var hængekarrene såvel som de toppede bæltesmykker fremragende støbearbejder, tyndt støbt og i ét eneste stykke.

Til kvindens smykkeudstyr hørte også halsringe, som i tiden efter 1100 f.Kr. gerne var riflede, med en hul bagside og krogender.56 Ofte blev to eller tre halsringe sat sammen til et enkelt smykke, af udseende som en tagformet, aftrappet halskrave. Ringene havde i så fald forskellig størrelse og var ofte forbundet med en fælles lukkemekanisme, som fastholdt ringene med to små stifter.

I tiden omkring 800 f.Kr. udvikledes nye halsringformer: snoede halsringe med ovale smykkeplader.57 De ovale eller lancetformede plader kunne både være meget smalle og meget brede. De var enten udekorerede eller havde en vandret ribbe i midten. Dekorationen bestod af linjebånd, koncentriske halvbuer, skraverede trekanter, punkter eller korte streger. Eller de kunne være udsmykket med en figur dannet af to modvendte, ornamentale skibsbilleder.58 Med tiden lod man pladerne vokse, navnlig i bredden, og vandt de ombøjede hager op i lodretstående spiraler. Ringene kunne derved få en størrelse, der må have gjort det vanskeligt at bære dem som halssmykke. Men overdimensionering var et træk, der prægede alle kvindesmykker hen imod bronzealderens slutning.

Om håndled og muligvis også om anklerne kunne kvinden bære forskellige ringe, bl.a. nogle meget brede ringsmykker. De havde i begyndelsen en vinklet profil og fandtes både i en bred og en smal udgave udsmykket med geometrisk ornamentik.59 Senere udformedes de som brede manchetter med en bølget profil og forsynet med rasleblik.60 I flere fund forekommer de brede ringsmykker i kombination med spiralarmringe. Måske de har været brugt som ankelringe. En anden mulighed er, at de har siddet på overarmen.61

Endelig var der bøjlenålene, som i den ældre bronzealder havde haft den praktiske funktion at holde både mands- og kvindedragten sammen. I den yngre bronzealder brugte man dem fortsat som smykker,62 nye typer udvikledes af de gamle,63 og bøjlenålene blev stadig større og mere barokke i deres udformning. De lignede nu ikke mere en nål, men snarere et par skjolde forenet med en bred, buet bøjle. Samtidig blev de ikke længere nedlagt i gravene, men optrådte nu sammen med kvindesmykker i offernedlæggelserne.64

Nogle af bøjlenålene havde på bagsiden en dekoration bestående af en hånd, hvis fire fingre er samlede, medens tommelfingeren vender opad.65 Tilsvarende håndsymboler findes på helleristningssten fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. og svarer ydermere til håndstillingen på nogle af de små kultfigurer.66 Skjult på bagsiden af smykket har disse magiske tegn altså siddet, og skal man dømme efter sliddet på bøjlenålene, har de været båret vandret,67 formentlig midt på kvindens bryst og uden egentlig funktion, blot til pynt.

I nogle af offerfundene finder man kvindesmykkerne kombineret på en sådan måde, at der må være tale om komplette garniturer. Det var f.eks. tilfældet i et offerfund fra Borbjerg i Nordjylland, hvor en bæltedåse, en bælteplade, to manchetformede ankelringe og to spiralarmringe formentlig udgjorde et sådant komplet smykkesæt.68

I et andet fund fra Glerup, også i Nordjylland, var der formentlig tale om to komplette garniturer, hver bestående af hængekar, bæltesmykke, halsring, armringe og fibula.69 De fleste af tidens offerfund indeholder dog kun dele af de komplette smykkeudstyr, almindeligvis bælteplade og hængekar samt f.eks. armringe i sæt på to, eller bælteplader, hængekar og halsringe. Desuden kommer bøjlenåle til i en række fund.70

Går man mod syd, til de nord-, mellemtyske og polske områder, finder man der en række lokale kombinationer af arm-, ben- og halssmykker, altså forskellige smykkegarniturer, der formentlig afspejler lokale dragtforskelle.71 Sådanne lokalbetingede forskelle kan man ikke påvise inden for det sydskandinaviske område. Her har der tilsyneladende været større variation i smykkesættene. Den samme variation viser også de små bronzestatuetter fundet i Danmark. En lille knælende kvindefigur fra Fangel på Fyn bærer ørenringe, en snoet halsring og et bælte med bælteplade eller hængekar på ryggen. En lille figur fra Itzehoe, klædt i snoreskørt, bærer tilsvarende ørenringe, et sæt halsringe, armspiraler og ankelringe samt et bælte med hængekar (se illustration i denne artikel). Den knælende kvindefigur fra Fårdal har en snoet halsring og et snoreskørt med bælte. Samme dragt har akrobaterne fra Grevensvænge, der tillige bærer en hue. Endelig bærer kvindefiguren fra Grevensvænge en snoet halsring og en lang dragt med bælte, hvorpå sidder en bøjlenål. Se illustrationer i Hellige tegn og billeder.

Variation, men også stor selvstændighed inden for smykkehåndværket, det er hvad man kunne finde i Sydskandinavien i den yngre bronzealder. Først i de allerseneste århundreder af den yngre bronzealder gik denne selvstændighed tabt.

Noter

37: P.V. Glob (1965, s. 77) beskrev hende som det tredje Borremoselig. Se videre Andersen & Gertinger 1984; W. van der Sanden 1996; H. Tauber 1979.

38: Andersen & Gertinger 1984.

39: M. Hald 1959, s. 13; K.-H. Stærmose Nielsen 1989.

40: K.-H. Nielsen 1989, s. 63, note 35.

41: L. Bender Jørgensen et al. 1982. I Melhøjgraven var stofresterne ikke bevaret på samme måde som i egekisterne. Kun små tøjfragmenter var tilbage, og deres bevaring skyldtes den gravlagtes righoldige gravgaver af bronze: metalsagerne havde nemlig udskilt metalsalte, som havde virket konserverende for det berørte uldtøj.

42: K.-H. Nielsen 1989.

43: E. Munksgaard 1974, s. 77, fig. 50a-c.

44: E. Munksgaard 1974.

45: Det drejer sig om depotfundene fra Nørre Kær i Magleby sogn, H.C. Broholm 1946, M 129, og Øgemosen i Næsbyhoved-Broby sogn, ibid. M 42.

46: Munksgaard 1974, s. 83, fig. 57a-b.

47: K. Jessen 1934; E. Munksgaard 1974. Iflg. en pollenanalyse er fundet dateret til den yngre bronzealder.

48: I en kammergrav i gravhøjen Hohmichele i Sydvesttyskland fra omkring 500 f.Kr., dvs. svarende til bronzealderens slutning, fandt man også et håroffer, en fletning af menneskehår indsmurt i rød fedtsminke, se Riek & Hundt 1962.

49: J. Jensen 1997, s. 117, fig. 47,14.

50: H.C. Broholm 1953, nr. 395.

51: Med fugle, H.C. Broholm 1953, nr. 53, heste, ibid. nr. 52, og fantasidyr, ibid. nr. 231.

52: E. Sprockhoff 1961a; Sprockhoff & Höckmann 1979.

53: H. Thrane 1975a, s. 170; M. Ørsnes 1958, s. 27 ff.

54: P. Friis 1968.

55: Tilsvarende låg kender man fra flere af den ældre bronzealders grave, f.eks. Aner & Kersten nr. 99, 532 og 183A. I den sidstnævnte, fra Maglehøj ved Frederikssund, var der midt på låget en lille hank svarende til de to hanke på selve hængekarret, og her sad endnu resterne af en træskyder magen til den fra Sæsing.

56: E. Baudou 1960, s. 54 ff.

57: E. Baudou 1960, s. 55 ff.

58: F. Kaul 1998, s. 157 ff.

59: Forekommer bl.a. i et depotfund fra Borbjerg i Nordjylland, deres udbredelse ligger udelukkende i Nord- og Midtjylland samt på Fyn, M. Ørsnes 1958, s. 46, fig. 26.

60: E. Baudou 1960, s. 61 ff.

61: Se K. Kristiansen 1974, s. 19.

62: A. Oldeberg 1933.

63: Bl.a. de små Raupenbügelfibler (H. Thrane 1960, s. 41 ff), som var udbredt i Danmark, Nord- og Mellemtyskland og hørte til i overgangstiden mellem periode III og IV. De havde en tyk bøjle, som var forsynet med kraftige, tværgående riller. Derpå fulgte fibler med løst forbundne plader, og endelig fibler med faste plader, se E. Baudou 1960, s. 73 ff.

64: H. Thrane 1975a, s. 157.

65: F.eks. figurerne fra Grevensvænge i Hellige tegn og billeder, og en mandsfigur på et knivskaft fra Simris i Skåne, se C.A. Althin 1945 I, s. 77, fig. 32.

66: -.

67: K. Kristiansen 1974, s. 15.

68: M. Ørsnes 1958.

69: K. Kristiansen 1974.

70: E. Baudou 1960, s. 120 ff; H. Thrane 1975a, s. 170 ff.

71: W.A. von Brunn 1968.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Kvinderne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig