Sydvestfyn med de vigtigste bronzealder-lokaliteter omkring Helnæs Bugt: 1: Lusehøj. 2: Bohøj. 3: Buskehøj. 4: Kvindehøj. 5: Kirkehøj. 6: Kirkebjerg. 7: Lodnehøj. 8: Saruphøj. 9: Brydegård. 10: Enemærket. 11: Flenstofte. 12: Brunehøj. 13: Gissehøj. 14: Jordløse matr. 20p. 15: Jordløse matr. 9a. 16: Egemosen. 17: Ny Stenderup. 18: Avernakø.

.

Lusehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn. Oprindelig var den 36 m i diameter og over 8 m høj.

.

I den mægtige Lusehøj fra det 8. årh. f. Kr. fandt man dette rige gravudstyr. Ravklumper, indsat i gravurnens låg, antyder, at man her havde stedt en stormand til hvile, som måske kontrollerede handelen med det eftertragtede materiale sydpå til folkeslagene på den anden side af Østersøen.

.

Øverst: Bronzespanden fra Lusehøj, rekonstrueret. 1:3. Nederst: Rekonstruktion af bronzekop fundet sammen med bronzespanden. 1:2

.

Udvalg af bronzer fra den anden rige grav i Lusehøj.

.

Gravgaver fra fyrstegraven i Kong Hinzhøj ved Seddin, Vestprignitz.

.

Fordelingen af gravgaver i den yngre bronzealders grave. De viser, at der er klare rigdomsforskelle i gravene, og at samfundet følgeligt har været hierarkisk opbygget.

.

Typisk sekundær urnegrav i ældre gravhøj.

.

Lille gravhøj, „Gedehøj“, fra skovene omkring Jystrup, Nordvestsjælland. Den isometriske tegning viser den nordvestlige udgravede kvadrant. Rasterne markerer den formentlig ældste byggefase.

.

Kulthus ved Grydehøj i Sydthy. Gravhøjen og kulthuset set fra syd. Langs øst- og nordvæggen har huset haft tykke tørvevægge, flankeret af et par smalle brolægninger.

.

Omkring 800 år f.Kr. blev en vældig gravhøj opført ikke langt fra den store boplads på Kirkebjerget ved Voldtofte på Sydvestfyn. Den adskilte sig ved sin størrelse fra de fleste af samtidens gravhøje, 36 meter var den i diameter og over 8 m høj. At opføre et gravminde af sådanne dimensioner havde tydeligvis krævet en avanceret byggeteknik.1 Under udgravningen kunne arkæologerne på deres vej ned gennem højen konstatere, at den var bygget af nu formuldede græstørv, som var blevet lagt op i forhold til nogle fletværksvægge, som med en vinkel på ca. 35 grader stod radiært ud fra højens midte. Fletværksvæggene lignede meget dem, man fandt, da man i 1940'erne udgravede kongehøjene fra vikingetiden i Jelling.

Man tolkede dem sådan, at de skulle angive størrelsen og profilen af det kæmpemæssige gravmonument. Højbyggerne vidste således, hvor højt de skulle lægge græstørvene, og hvilken form den færdige gravhøj skulle have. Lignende gærder blev også brugt ved f.eks. opførelsen af en kæmpemæssig gravhøj, Magdalenenberg i Württemberg, Sydtyskland, som kun var henved 300 år yngre end Lusehøj.2

Et vel planlagt ingeniørarbejde var Lusehøj, og planlægning var nødvendig, højens størrelse taget i betragtning. Da den stod færdig rummede den mindst 3200 kubikmeter græstørv. For at få fat i dem havde man måttet skrælle overfladejorden af mere end 7 ha græsland. Men så lå højen også synlig viden om i det sydvestfynske landskab. Og sådan ligger den endnu i dag, sammen med sine nu træbevoksede naboer, Bohøj mod nordøst og Buskehøj mod syd. Fornemt placeret på kronen af de morænebakker, der mod vest strækker sig til Høed og Ebberup Banker. Står man en klar dag på toppen af Lusehøj, ser man ud over sletten ned mod Helnæs Bugt. Og fjernt derude i horisonten aner man Sønderjylland.

Lusehøj blev anlagt på et sted, hvor der i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. havde ligget en boplads. Den var blevet forladt, området var blevet pløjet, og der var sluttelig blevet anlagt en gravplads med nogle små gravhøje på stedet. Hvor længe, der var gået mellem disse forudgående faser, er uvist. Men omkring 800 f.Kr. blev stedet udset til at være byggeplads for et gravmonument af usædvanlig størrelse.

Hvordan dette kom i stand er noget uklart. Men det ser ud til, at der som noget af det første blev bygget en stenkiste for en afdød stormand oven på eller ved siden af en af de små gravhøje. Den døde var blevet brændt, og de brændte knogler havde man lagt i et kostbart drikkekar, der var fremstillet så langt borte som i det sydøstalpine område.3 Knoglerne var sammen med nogle af den dødes personlige ejendele blevet svøbt i en fin linnedklædning af brændenældetaver. De personlige ejendele bestod af en guldarmring, to rageknive og fire stangknapper, hvoraf to var af guld og to af bronze. Drikkekarret med dets indhold lagde man sammen med tre små bronzebægre og en økse ned i kisten. Det hele blev pakket ind, først i et stykke uldtøj, derpå i en oksehud. Drikkekarret dækkede man med et buet bronzelåg, hvis over- og underside var indsmurt i et tykt lag harpiks eller birkebeg, hvori der var indtrykket mange stykker rav. For at tætte urnen, blev harpiks yderligere smurt ned over bronzespandens rand, og snore blev bundet over låget. Til slut blev stenkisten dækket med en stenoverligger.

Der gik næppe længe, før man begyndte anlæggelsen af endnu en stormandsgrav. Som forberedelse til dødeceremonien hamrede man mindst 6 kraftige pæle ned i undergrunden, og ikke langt derfra gravede man en dyb grube. De nedhamrede pæle udgjorde muligvis et stillads, hvor den døde lå fremme inden den egentlige begravelsesceremoni. Denne må være foregået ved, at den døde blev båret frem, liggende i en fornemt udsmykket vognkasse, iført sine bedste klæder og med sine fornemste ejendele. Vognkassen blev sat på det store ligbål, og snart rejste flammerne sig højt imod himlen og fortærede de jordiske rester af den døde.

Da ilden var brændt ud, fejede man resterne fra bålet, trækul, benstumper, og hvad der iøvrigt var levnet af gravgodset, ned i gruben. Den blev nu kastet til og jævnet med et lag ler. Da det var gjort, lagde man halmmåtter ud over den, og på halmmåtterne anbragte man fire stokke, så de dannede en indramning omkring den nu skjulte brandgrube. Uden om stokkefeltet blev der derpå rejst et hegn af flettede vidjer, som dannede en slags kasse, godt en halv meter høj, med halmmåtten som bund. Om der også var et låg på kassen, kan vi ikke afgøre, men det er næppe sandsynligt.

Så begyndte byggeriet af højen over de to stormænds grave. Mange mennesker måtte af hus for at deltage i arbejdet. Man har beregnet, at henved 13.000 manddage å 10 timer må være medgået til byggeriet. Vi har allerede hørt om de flettede skabeloner, som højen blev bygget op over. Da græstørvene nu blev lagt i koncentriske ringe, fulgte man ikke blot skabelonerne, men man respekterede også fletværkskassen oven på graven. Den blev omhyggeligt stablet fuld af græstørv, og andre tørv blev lagt pænt op mod ydersiden. Det hele må være sket forholdsvis kort efter gravlæggelsen af den sidste mand.

At vi kan vide så forholdsvis meget om gravlæggelserne og højbyggeriet, skyldes udelukkende den omhyggelige arkæologiske udgravning. Men ilden fra ligbålet havde alligevel taget sin part. De gravgaver, som navnlig den sidst bisatte stormand havde fået med sig på rejsen til det hinsides, var mildest talt i en miserabel tilstand. Dog kan vi skimte et både rigt og meget særpræget udstyr. Der var dele af et sværd, som fortalte, at den døde var en mand. Der var bronzeblik i forskellig tykkelse, noget af det var formentlig støbt, andet var udhamret, og noget af det stammede tilsyneladende fra en lille beholder. Der var også stykker af en kæde med tilhørende rasleblik, udført i en raffineret støbeteknik. Og endelig var der ca. 400 små blikbukler, som må have siddet på et læderbælte. Af nagler var der mindst 90, i fire forskellige størrelser. Der var også et antal ringe og stænger, hvis funktion man ikke kan forklare. Det samme gælder iøvrigt størsteparten af de ialt 26 gram guld, som også blev fundet i brandgruben. Kun ganske lidt af det havde bevaret sin oprindelige form.

Kæder med rasleblik og bælter med bukler som dem i Lusehøjgraven kender man fra samtidige offerfund rundt om i landet, hvor der tydeligvis er tale om statusudstyr.4 Nagler, ringe og støbte beslag som dem i Lusehøj-graven kender man også fra et offerfund, nemlig det enestående fund fra Egemosen i Jordløse sogn kun seks km fra Lusehøj.5 Det rummede beslagdele til en vogn, som, ganske vist uden hjulene, var nedlagt i mosen. Også naglerne fra Lusehøj må have siddet på en vognkasse – og på den har den døde formentlig hvilet, da han med sit prægtige udstyr blev sat på ligbålet.

De to grave i Lusehøj er de rigeste, vi kender fra den yngre bronzealder i Danmark. Men Lusehøj er også enestående p.gr. af højens udsædvanlige størrelse. Går man imidlertid et par hundrede år tilbage i tiden, til det 11. og 10. århundrede f.Kr., kan man også finde grave, som tydeligt skiller sig ud fra mængden. Korshøj ved Vester Skjerninge på Sydfyn er en af dem.6 Den lå på toppen af en stor naturlig bakke, men hvor stor højen oprindelig var, ved vi ikke. Ødelæggelsen af den var allerede godt i gang, da man i 1858 gjorde et usædvanlig rigt gravfund i den. I dag er højen helt sløjfet. Graven lå ret højt oppe i højen, på en stenlægning fandt man brændte knogler og et rigt gravudstyr bestående af bl.a. en centraleuropæisk bronzespand, et grebtungesværd med guldbelagt hæfte og et grebspidssværd. Desuden rummede graven en enægget kniv af bronze,7 et træetui med en ragekniv med guldindlagt blad og guldomviklet håndtag, endnu en ragekniv, en pincet af bronze og en af guld, en lancetformet spids og tre dobbeltknapper med guldbelægning.

Men der er langt imellem disse rige grave. De nærmeste kendte, samtidige paralleller til Korshøjgraven ligger i henholdsvis Banie i Pommern8 og Håga i Uppland i Mellemsverige.9 Den sidste er navnlig interessant, fordi den ligger så langt mod nord på den skandinaviske halvø. Hågagraven eller Kong Björns høj blev udgravet tidligt i 1900-tallet.10 I den omkring 9 m høje gravhøj, som var næsten 50 m i diameter, og som i det indre rummede en stenrøse, lå på bunden resterne af ligbrændingsbålet. På det var anbragt en trækiste, som rummede de brændte knogler af en midaldrende person, efter alt at dømme en spinkelt bygget mand. Den dødes gravudstyr bestod bl.a. af et guldbelagt grebtungesværd, en guldbelagt bøjlenål og talrige andre sager med guldbelægning. I højen blev der desuden fundet store mængder ubrændte knogler, især okse og får, men også gris, og knogler af hund, ged og hest. Der var desuden knogler af vilde dyr som ræv, hare, egern og rådyr – og menneske. Noget tydede på, at kannibalisme havde været en del af ritualerne ved gravgildet.

Men går vi igen frem i tiden, til den tid, hvor Lusehøj blev opført, finder vi en serie rige grave, dels ved Albersdorf i Ditmarsken på Holstens vestkyst,11 dels ved Seddin på grænsen mellem Mecklenburg og Brandenburg, i landskabet Westprignitz.12 Det sidstnævnte sted finder man bl.a. den kolossale Königsgrab eller Hinzberg, som er 11 m høj og 90 m i diameter, og som ligger i et område med flere hundrede større og mindre gravhøje. Og ligesom egnen omkring Kirkebjerget og Lusehøj på Fyn, har også Seddinområdet i tiden omkring 800 f.Kr. været et rigdomscenter, hvis prægtigste gravlæggelse var graven i Hinzberg.

Den vældige gravhøj rummede et mere end to m bredt kammer med en falsk hvælvning. Væggene var dækket med rødmalet ler, som efter alt at dømme havde været udsmykket med buer og mæandermønstre. Noget lignende kendes ikke i Europa nord for Alperne. I et stort lerkar stod en importeret bronzeamfora med bronzelåg,13 som rummede de brændte knogler af en 30-40-årig mand, tåknoglerne af en mår, en økse, en kniv, og en massiv bronzeskål. Et sværd var boret ned i kammerets gulv. Foran det store lerkar stod to lerkar med brændte knogler af en kvinde og et ungt menneske. Ydermere fandtes i graven to hamrede metalskåle, en ragekniv, en pincet, en lancetspids, en stangknap, en kam, en halskæde med glas- og fajanceperler adskilt af små bronzespiraler, to fingerspiraler samt en armring og et par lerkar og nogle nu forsvundne sager, hvis nøjagtige placering i graven ikke er helt sikker.14

Andre rige grave kendes fra den nærmeste omegn af Seddin, som må have været et rigdomscenter af stor betydning for kontakterne mellem stammesamfundene i nord og syd. De rige grave begynder i det 11.-10. århundrede f.Kr. og ender i det 7. århundrede f.Kr.15 Rigdommen i Seddinområdet kulminerer dog i 9.-8. århundrede f.Kr.

De exceptionelt udstyrede grave ligger med store indbyrdes afstande spredt ud over det sydskandinavisk-nordtysk-polske lavlandsområde. De døde er blevet gravlagt med bl.a. sværd og økse, men også med sjældne og eksotiske genstande som f.eks. de importerede bronzekar og genstande af guld og jern, der angiver den begravedes høje status. Det er også påfaldende, at gravene gerne ligger tæt ved havet eller sejlbare vande. Eller, som i Seddin, i nærheden af et vidt forgrenet flodsystem. De store gravhøje må været et udtryk for de ledende familiers ønske om at demonstrere deres magt for omverdenen, en magt som imidlertid ikke synes at have været særlig stabil.16

Men hvad siger det store flertal af almindelige grave i sammenligning hermed? De grave, som i tusindvis blev nedsat sekundært i ældre tiders gravhøje, eller anlagt enten under flad mark eller under ganske lave høje. I slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. var brandgravsskikken slået 100% igennem over hele det nordeuropæiske område, og det var ikke meget, luerne fra ligbålene levnede: en lille hob brændte knogler og nogle få af den dødes personlige ejendele, som ikke havde været med på ligbålet – og dertil gerne et lerkar fra husholdningen, der blev brugt som urne. Med tilsynekomsten af brandgruben hen imod periodens slutning forsvandt iøvrigt også lerkarret som beholder for de brændte knogler. Der var kort sagt ikke meget, som kunne fortælle om den dødes stilling i de levendes samfund.

Denne påfaldende ensartede brandgravsskik fik tidligere mange forskere til at antage, at den yngre bronzealder var en tid, hvor der ikke var større sociale forskelle mellem menneskene.17 Et mere indgående studium af tidens tusinder af brandgrave viser imidlertid et andet billede.18 Ved hjælp af simple kvantitative studier har man kunnet vise, at der også er graduerede, men klare rigdomsforskelle i den yngre bronzealders brandgrave. De tegner kort sagt billedet af en samfundspyramide, hvor der i bunden er grave uden noget indhold af gravgaver. De udgør mere end 50% af samtlige grave. Så følger en stor gruppe grave, yderligere ca. 25%, hvor der som gravgave kun er medgivet den døde en enkelt genstand. Og længere oppe i pyramiden kommer så grave med henholdsvis 2, 3, 4 eller flere gravgaver. Jo flere gravgaver, des færre grave er der procentvis tale om. Og helt oppe i pyramidens spids finder man så de få grave, der er rigt udstyrede som f.eks. dem i Lusehøj eller Korshøj. Hovedparten af de rigeste grave synes at være mandsgrave. Det er iøvrigt det samme billede, man genfinder over store dele af Europa på samme tid.

Et enkelt billede er det – og til en vis grad også for enkelt. For graden af hierarkisering kunne f.eks. skifte over tid og fra egn til egn. Og forskellene mellem gravene er ikke blot kvantitative, men også kvalitative. Der kan f.eks. være grave med simple sæt af ragekniv og pincet, og der kan være grave, hvor disse toiletgenstande er forsynet med en rig og teknisk fin ornamentik, eller evt. er forsynet med guldbelægning. Sådanne grave kan man ikke uden videre sidestille.

Der er også vanskeligheder med at kønsbestemme de døde. Bedst er det naturligvis, når den dødes køn kan bestemmes ud fra de brændte knogler – og det er muligt.19 Men i de fleste tilfælde må man foretage bestemmelsen ud fra gravgaverne. Og det er kun få genstandstyper, som udelukkende blev ejet af et enkelt køn. For mænd var det rageknive, pincetter og stangknapper og formentlig også miniaturesværd. Mens meget almindelige gravgaver som dobbeltknapper, kornsegle, syle, ringe og almindelige knapper forekommer i begge køns grave.

Der er kort sagt mange elementer, som er bestemmende for hvor i samfundshierarkiet, man skal placere de enkelte grave. Alligevel er der ingen tvivl om, at der i den yngre bronzealder, lige som i den ældre bronzealder, eksisterede graduerede rigdomsforskelle mellem menneskene, og at samfundet var hierarkisk opbygget, formentlig efter slægtskabslinjer, med en gruppe af høvdingefamilier i toppen, og familier med en lavere samfundsmæssig status derunder.

Formentlig var der også en sammenhæng mellem de dødes sociale status og den måde, gravanlæggene blev bygget på. For storhøjene er sammenhængen naturligvis klar: kun en socialt højtstående person som f.eks. stormanden i Lusehøj kunne mobilisere den arbejdskraft, der skulle til for at bygge et gravmæle bestående af over 3000 kubikmeter jord. Men når det gælder de talrige andre gravformer, som blev brugt i den yngre bronzealder, er sammenhængen vanskeligere at få øje på. Og gravformerne var mangfoldige.

En meget stor del af gravene fra den yngre bronzealder er f.eks. nedgravet sekundært i gravhøje fra ældre tider. Her drejer det sig for størstedelen om enkle urnegrave med stenomsætning, hvor anlæggelsen af graven ikke har overskredet, hvad en enkelt familie kunne præstere.

Det samme gjaldt de urnegrave, der blot blev gravet ned i jorden, tilsyneladende uden nogen dækkende jordhøj, de såkaldte fladmarksgrave. De var naturligvis særligt udsatte for at blive ødelagt ved markarbejde, og er derfor også kun sjældent bevaret. De kan dog findes ved foden af ældre gravhøje, man kender dem ikke blot i de østlige, men også i de vestlige dele af landet.20 Større gravpladser med fladmarksgrave er dog endnu ikke fundet i Danmark. Det er de derimod i Sverige, hvor f.eks. gravpladsen ved Simris i Østskåne omfattede ca. 100 grave, hvoraf nogle dog er fra begyndelsen af jernalderen,21 og i Nordtyskland. Der er grund til at tro, at lignende gravpladser også har eksisteret i Danmark.

Endelig er der de grave, som blev anlagt under småhøje, hvormed menes høje med en diameter under 10 m og en højde under 1,5 m. Blandt dem er der endog en særlig gruppe, minihøjene, som har en diameter på under 5 m og højde under 1 m.22 Det var sådanne små gravhøje, man fandt under den store Lusehøj, og som viste, at stedet i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. havde været brugt som gravplads for nogle ganske beskedent udstyrede grave. I Lusehøj havde den senere, store gravhøj bevaret dem. Men ude i det åbne, danske landbrugslandskab er de meget sjældne. De pløjes alt for let ned, og er navnlig i de sidste to hundrede år ødelagt i stort tal. I områder med gammel skov, og hvor der i århundreder ikke har været pløjet, finder man dem dog ikke sjældent.23 På halvøen Asnæs i Vestsjælland, ligger de f.eks. i ganske stort tal, nogle af dem er blevet udgravet, og de viste sig at stamme fra den yngre bronzealder.24

De kendes også fra de udgravninger, som kammerherre Sehested i 1870'erne udgravede ved Broholm på Østfyn25 og en lang række andre steder i landet.

De små gravhøje må være en del af den gradvise fornyelse af gravskikken, som begyndte, da brandgravsskikken satte ind i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr.26 Man finder dem over hele det nordtysk-polske lavlandsområde, i Holsten, Niedersachsen, Mecklenburg og Pommern, og de ligger gerne samlet i større grupper. Ja, de forekommer også i stort tal længere sydpå, i f.eks. Oberpfalz, Böhmen og Østrig, hvor de var den dominerende gravform i en stor del af det 2. årtusinde f.Kr.

Oftest var de små gravhøje bygget af jord, men de kunne også være bygget af sten, dækket med en kappe af jord. Man kalder dem da røser. De kendes især i det østskandinaviske område fra bronze- og jernalderen. I Danmark forekommer de først og fremmest på Bornholm og på Sjælland, hvor de koncentrerer sig i tre områder: i Odsherred mellem Høve og Vig, omkring Tystrup-Bavelse Sø syd for Sorø og i Orø og Ferslev sogne i Horns Herred.27 Uden for Bornholm og de tre sjællandske områder findes røserne spredt enkeltvis eller i grupper på ikke mere end 2-3 stykker.

De bådformede grave, som i Danmark viste sig ganske sporadisk i slutningen af det 2. årtusinde f.Kr.,28 fik herhjemme ikke nogen større betydning i den yngre bronzealder. De forblev et østskandinavisk fænomen,29 for Danmarks vedkommende dog med Bornholm som undtagelse. Her synes nogle skibsformede stensætninger at kunne dateres til begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.30

Set under ét var det mange forskelligartede gravformer, der var i anvendelse landet over i den yngre bronzealder. Men overalt brugte man ligbrænding ved begravelsen. Det betyder, at næsten alle spor af dødeomsorgen og gravritualerne slettedes. Nogle enkelte steder har man dog i de senere år kunnet påvise, at der må have foregået omfattende ritualer i forbindelse med gravlæggelserne. At der op til de gravhøje, som rummede forfædrenes grave blev opført bygninger, hvori ritualerne blev udført, og hvori man muligvis opbevarede de dødes brændte knogler, inden de til sidst blev nedsat i højen.

Når man så sent har fundet den slags bygninger, „Dødehuse“ skal man måske kalde dem, skyldes det, at der næsten altid er pløjet helt op til højenes sider. Det er først ved at undersøge sløjfede gravhøje, hvis jordmasser er blevet pløjet ud over, og altså har beskyttet de nærmeste omgivelser, at man har kunnet finde disse dødehuse. Det var f.eks. tilfældet ved Grydehøj i Sydthy, som var blevet jævnet i 1800-tallet og siden da havde været overpløjet.31 Grydehøj var en gammel gravhøj, som i det 2. årtusinde f.Kr. var blevet udvidet med en randkæde af sten. I begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. byggede man et lille dødehus ind mod sydsiden af højen.

Huset var knap 6 x 7 m stort. Det havde en stolpesat væg og en tørvemur med en indgang mod syd. Midt i rummet havde der stået en stolpe, som bar taget, og bag den var der et ildsted. Inderst i det mørke rum havde der formentlig været et halvbueformet rum afgrænset fra det øvrige hus. Der var mange sten inde i huset, måske de stammede fra en art bænk, der havde været bygget langs væggen. På gulvet lå der skår af potter og lidt brændte, knuste knogler.

Uden for huset lå midt for indgangen en grube fyldt med sten. Og langs siderne af huset var der store, dybe kogegruber. Man kunne dog ikke afgøre med sikkerhed, om de hørte til huset. Lige bag dette, dvs. inden for højens randstenskæde, var gravlagt mindst tre mennesker, de var alle blevet brændt. En lå i en lille stenkiste, en i en urnegrav, og endelig var der en lille grube, hvori de hvidbrændte, knuste knogler lå tæt samlede. Der var ikke gravgaver i nogen af gravene.

Man kan forestille sig, at der inde i og omkring huset foregik ceremonier, som havde forbindelse til gravlæggelserne, bl.a. kulinariske ritualer. Det halvbueformede rum inderst i huset kan have udgjort det allerhelligste. Foran det har der brændt en ild, og der må have indgået lerkar i ritualerne.

Huset ved Grydehøj har ikke været enestående. Andre fund af stenlægninger og grøfteanlæg tæt op ad gravhøje i Nordjylland viser, at der blev opført lignende huse både i tiden før og efter Grydehøj. Ved Over Tastum, syd for Skive, lå f.eks. en gruppe på ialt syv nedpløjede gravhøje.32 Uden for nogle af højtomterne lå et sandt mylder af brandgrave, og ved flere af højtomterne lå der u-formede grøfter formentlig fra små, tørvebyggede huse, der åbnede sig ind mod forfædrenes grave i højene. Altsammen vidner det om en længerevarende kult af samme karakter som ved Grydehøj. Dødehusene og den kult, der knyttede sig til dem, var formentlig udbredt over større dele af landet.33

Hvad dødehusene tjente til, kan vi naturligvis kun beskrive meget generelt. I talrige etnografiske studier af ikke-vestlige samfund møder man den forestilling, at døden er en overgangstilstand. Og at de ritualer, som er knyttet til den, dels afspejler den dødes adskillelse fra de levende og den tilstand af „kaos“, som er opstået ved dødsfaldet – dels afspejler, hvordan den døde derpå overgår fra en tilstandsform til en anden. Og endelig kommer en sidste fase, hvor orden så at sige bliver genetableret, ved at man genindsætter den døde i de levendes samfund.34 Navnlig den mellemste fase, overgangsfasen, er kritisk og er gerne omgærdet med tabuforestillinger og komplicerede ritualer. Det var formentlig sådanne ritualer, knyttet til overgangsfasen, der udspillede sig i de dødehuse, der lå op til gravhøjene.

Det kan f.eks. ikke udelukkes, at kannibalisme under en eller anden form indgik i ritualerne, måske som udtryk for forestillinger om genfødsel. Nogle enkelte steder har vi vidnesbyrd om, at denne makabre skik blev udøvet i den yngre bronzealder. I stormandsbegravelsen i Kong Björns høj i Mellemsverige blev der f.eks. fundet menneskeknogler, der var spaltet på langs for at man kunne nå ind til marven. Formentlig var både mennesker og dyr ikke blot blevet ofret men også ædt til ære for den døde høvding.35 Og i et fund fra Strandgården i Horns Herred synes der også at være spor efter rituel kannibalisme.36 I en ældre køkkenmødding fandt man i nogle hulninger dynger af menneskeknogler. I en af dem var de lange knogler placeret rundt om et kranie, og det hele var blandet op med lerkarskår fra begyndelsen af den yngre bronzealder. Nogle af knoglerne fra Strandgården var behandlet på en måde, som peger på kannibalisme. Bl.a. havde en lårbensknogle mærker af et kraftigt slag, og en underkæbe synes at have været flækket.

Noter

1: H. Thrane 1978, 1984.

2: K. Spindler 1980.

3: H. Thrane 1965, s. 175 ff; 1975a, s. 140.

4: I et offerfund fra Fårdal i Midtjylland (H.C. Broholm 1946, M 199, afb. ibid. s. 236-37) indgår et læderbælte tæt besat med blikbukler og med støbte bronzebeslag i hver ende. Det ene afsluttes med fem kæder, hver med fire led og to klapreblik magen til dem i Lusehøj, se H. Thrane 1984, s. 134.

5: H.C. Broholm 1946, M 304, afb. s. 267; G. Jacob-Friesen 1969.

6: H.C. Broholm 1946, grav 361; E. Baudou 1960, grav 1818; H. Thrane 1965, s. 176 ff; 1984, s. 170.

7: H. Thrane 1973, s. 187, fig. 11d.

8: H.J. Eggers 1936.

9: O. Almgren 1907.

10: O. Almgren 1907; O. Montelius 1917, nr. 1074 ff; K. Randsborg 1993, s. 88.

11: Her findes en stor gruppe høje, som hæver sig lige så markant over det lokale niveau som Lusehøj – og iøvrigt minder meget om Lusehøj bl.a. ved deres indhold af kæder og guldbelagte nåle. Desværre er de usagkyndigt udgravet, så det er uvist, om der er tale om genbrug af ældre oldtidsminder, eller om højene er bygget i den yngre bronzealder. Det sidste er nok det sandsynligste, se H. Thrane 1984, s. 169; M. Menke 1972, s. 63 ff.

12: H. Wüstemann 1974, 1978; H. Thrane 1984, s. 166 ff.

13: Af typen Gevelinghausen-Vejo-Seddin, se A. Jockenhövel 1974.

14: E. Sprockhoff 1956, pl. 1,1.7; 5,4; 11,4; 13,4; 15,5,8,11; 16,10; 17,10; 56,3.7; 58,9; 68,5; Hansel & Hansel 1997, s. 193 ff.

15: J. Jensen 1998, s. 195ff.

16: På f.eks. Sydfyn kan man igennem den yngre bronzealder se en vekslen mellem de østlige og vestlige egne, når det gælder opførelsen af de store gravmonumenter, se H. Thrane 1993a.

17: J. Brøndsted 1939, s. 197.

18: H. Thrane 1981b, 1983a, 1984, s. 128 ff.

19: Sådanne analyser er imidlertid kun i meget ringe omfang udført i Danmark (se f.eks. E. Bendixen 1953). I Sverige er knoglebestemmelser af brandgrave noget mere almindelige, se f.eks. B. Stjernquist 1961.

20: Se f.eks. S. Nielsen 1978; C.J. Becker 1990; Jensen & Simonsen 2000.

21: B. Stjernquist 1961.

22: H. Thrane 1984, s. 119 ff, 1993a.

23: H. Thrane 1984, s. 209 ff.

24: Se f.eks. J. Jensen 1998a, s. 243 og H. Thrane 1984, s. 209.

25: F. Sehested 1878, 1884; H. Thrane 1984, s. 210.

26: H. Thrane 1984, s. 120.

27: H. Thrane 1975b; C.U. Larsen 1989.

28: F Kaul 1998, s. 47.

29: T. Capelle 1986; T. Artelius 1994, 1996.

30: F. Kaul 1998, s. 47.

31: B.H. Nielsen 2000.

32: Jensen & Simonsen 2000.

33: Efter alt at dømme var det også et dødehus, der lå op til siden af en gravhøj, som blev udgravet i Ballermosen ved Jægerspris på Sjælland, se E. Lomborg 1956, s. 146.

34: A. van Gennep 1960.

35: F. Kaul 1998, s. 46.

36: F. Kaul 1994a, s. 40-41.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet De dødes grave.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig