Offerfundet fra Mariesminde Mose på Fyn. I den store bronzeamfora fandtes elleve guldskåle.

.

Overalt i landet, hvor fugtige mosedrag omgav bopladserne, nedlagde bronzealdermenneskene deres offergaver. Her en skovmose omgivet af egeblandingsskov ved Snede på Agersø.

.

Budsene brønden. I et vandførende lag ved Budsene på Møn var nedgravet en ellestamme, der i bronzealderen havde tjent som brønd . Heri var nedlagt tre bæltesmykker og tre spiralarmringe samt talrige knogler af husdyr.

.

Udbredelsen af offernedlæggelser af metalgenstande fra 11. til 8. århundrede f.Kr. Udfyldt cirkel: nedlæggelser af enkeltgenstande. Firkant: nedlæggelser af flere genstande sammen. Trekant: kultudstyr som bl.a. lurer, skjolde og små bronzefigurer.

.

Offernedlæggelse fra Midskov, Mesinge sogn på Fyn. Kvindesagerne ses til højre, mandssagerne til venstre.

.

Offernedlæggelse fra Borbjerg i Nordjylland. I et stort lerkar lå to økseblade, tre spydspidser, et sværd, et bronzehorn og seks tunge bronzesmykker. Lerkarret var nedgravet ved foden af en gravhøj.

.

Overalt i bronzealderens landskab var der steder, hvor menneskene trådte i forbindelse med det overnaturlige. Ved hver eneste boplads, hvor fugtige engdrag, moser og andet utilgængeligt terræn omgav menneskenes boliger, og hvor nattergalen også dengang sang sommernatten igennem, udførte man rituelle ceremonier og ofrede kostbarheder. Det var en skik, som rakte årtusinder tilbage i tiden. Men den blev udøvet med vekslende intensitet igennem århundrederne. I den ældre bronzealder havde den nået et højdepunkt i tiden omkring 1400 f.Kr. Det var dengang Solvognen fra Trundholm, de store kultøkser af bronze og mange andre lignende kostbarheder var blevet nedlagt i jorden. Så fulgte en periode med betydelig færre ofringer, den varede frem til begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. Men så voksede omfanget af offernedlæggelserne igen for at nå et nyt højdepunkt i tiden omkring 800 f.Kr.13

Undervejs i dette forløb ændrede offernedlæggelserne i nogen grad karakter. Genstande, der hørte til i den kvindelige sfære, først og fremmest smykker, blev mere og mere almindelige. F.eks. blev det skik og brug at ofre hele smykkesæt bestående af hængekar, bæltesmykke, halsring, armspiraler og bøjlenål. Ofte var der dog en eller flere genstande i det fuldstændige smykkesæt, der manglede. Eller der kunne være tale om dele fra flere forskellige kvinders smykkesæt. Våben, redskaber og smykker, der hørte til i den mandlige sfære, blev også stadig ofret i stort omfang, og forekom hyppigt i kombination med kvindesmykker. Man har peget på, at den stigende andel af kvindesmykker i offernedlæggelserne, eventuelt kunne afspejle, at kvinder nu spillede en større rolle i udvekslingen imellem de enkelte stammesamfund.14

Antallet af de offernedlæggelser, vi kender fra den yngre bronzealder, løber op i langt over tusinde.15 Men der er en stor variation i deres indhold, selv om det er de samme typer af genstande, der går igen og igen. Talrigst er de genstande, der er nedlagt enkeltvis, men som man kan opfatte som offernedlæggelser på linje med de store nedlæggelser af flere genstande.16 Til dem slutter de såkaldte entype-nedlæggelser sig, dvs. ofringer af flere ens genstande, f.eks. sværd eller halsringe. Den mest iøjnefaldende kategori er dog de såkaldte flertype-nedlæggelser, der består af en mangfoldighed af forskellige genstande, smykkesæt, våbenudstyr og redskaber f.eks.17 Endvidere kendes nedlæggelser af brudmetal af såvel mands- som kvindesager.18 Endelig kendes en mangfoldighed af nedlæggelser af sakrale genstande, lurer, guldskåle, hjelme, skjolde, småfigurer etc. Til offernedlæggelserne kan man formentlig også føje nedlæggelser af bl.a. hjortetaksøkser19 og økser af forskellige stenarter.20

Hvad angår selve henlæggelsesstedet, så fulgte man også der bestemte normer. Offerhandlingen kunne foregå ved store sten ude i naturen, ved gravhøje eller ved særlige træer, men den kunne også udføres på selve bopladsen. F. eks. fandt man et kar med bronzer nedgravet på en boplads på Lindø på Nordfyn,21 og nær bronzealderbopladsen Enemærket på Sydvestfyn fandt man i et dyssekammer et offerfund af kvindesmykker.22 Og på en boplads ved gården Lillelund i Vendsyssel fandt man ved en af de tagbærende stolper i et hus fra den yngre bronzealder et kostbart sæt af kvindesmykker.23 Uden for Sydskandinavien er en sådan tilknytning af depoterne til bopladser meget almindelig.24

Men i Norden foretrak man først og fremmest de talrige vådområder, som overalt omgav bronzealderens bopladser: søer, åer, enge, moser eller andet sumpet terræn. Langt mere end halvdelen af den yngre bronzealders offernedlæggelser stammer med sikkerhed fra vådområder. Et særligt interessant eksempel er de kvindesmykker, der blev fundet i en brønd, nedgravet i et lavtliggende, fugtigt område ved Budsene på Møn. På bunden af brønden, der bestod af en stor udhulet ellestamme, fandt man to såkaldte hængekar, et hvælvet bæltesmykke og tre spiralarmringe sammen med knogler af okse, får, hest, svin og hund.25 I langt størsteparten af offernedlæggelserne er bronzesagerne dog nedlagt uden andre genstande, som kan afsløre, hvad det var for ceremonier, der foregik ved nedlæggelsen. Men formentlig blev offergaverne nedlagt ikke langt fra det sted, hvor de var blevet brugt, og det var som nævnt oftest et vådområde, hvor man i sommernatten kunne se de hvidlige tåger bølge ude over mosefladen eller søen.

Kortlægger vi de mange offernedlæggelser i vådbundsområder fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. – og det drejer sig om fund fra mere end 1000 lokaliteter i Danmark – så viser der sig en betydelig geografisk skævhed: 65% af lokaliteterne ligger på øerne, 35% i Jylland.26 Det var tydeligvis de østlige dele af landet, som på det tidspunkt var de mest velstående.27 Og fundene koncentrerer sig – ikke overraskende – inden for de områder af landet, hvor både gravfundene og bopladsfundene viser, at bebyggelsen var tættest. Det er også påfaldende, at de talrige fund af enkeltgenstande koncentrerer sig i netop de samme egne af landet, hvor også de rige offernedlæggelser med flere genstande forekommer. Det taler for, at de to slags fund skal ses som udtryk for den samme rituelle praksis.

Hvis man til kortet yderligere føjer de mange fund af rituelt udstyr fra den yngre bronzealder, får man samtidig et billede af de regionale centre eller rigdomscentre, som netop opstod på den tid.28 Det drejer sig bl.a. om lurer, som kendes fra 19 lokaliteter i Danmark. Alle er de fundet i vådområder. Videre kan man nævne guldkar, som kendes fra syv lokaliteter, og kostbart, importeret våbenudstyr som hjelme og skjolde, importerede metalkar samt kæder, hesteudstyr og vogne – og endelig små statuetter, som man kender dem fra fundene fra bl.a. Fårdal og Grevensvænge.

Næsten alle disse genstande, som må have spillet en rolle i kultudøvelsen, forekommer i tilknytning til koncentrationerne af andre ofrede metalgenstande. Derved får vi noget af et billede af de regionale centre (eller bygder), som spillede så stor en rolle i bronzealderens senere del. Navnlig på øerne er dette tydeligt. På Sjælland finder man de regionale centre på de nordligste dele af øen ved Kattegatkysten og i nordvest i egnen omkring Sejrøbugten. Også i det bosættelsesområde, der strækker sig fra Øresundskysten langs tunneldalene mod vest til det indre af Roskilde Fjord og Horns Herred har der ligget en vigtig bygd. Tilsvarende rigdomskoncentrationer finder man i det sydvestlige Sjælland, i egnen omkring Boeslunde, og i Sydsjælland på Møn, Falster og Østlolland.

På Fyn tegner det sydvestfynske område i egnen omkring Helnæs Bugt sig med stor klarhed. Men side om side hermed finder man også koncentrationer i øens nordlige, centrale og østlige egne. Mere uklart er det derimod, hvordan man skal fortolke fundsituationen på den del af Sydfyn, der vender ud mod øerne Ærø, Tåsinge og Langeland. Her finder man nok et antal rige fund af bl.a kultisk udstyr, men området har slet ikke den samme fundtæthed som de andre fynske lokalområder.

I Jylland er billedet også endnu uklart. Væsentlige koncentrationer kan ses i Himmerland og i de nordlige dele af det midtjyske område i egnen omkring Viborg. Længere sydpå i det sydlige Midtjylland, og Sydjylland findes antydninger af koncentrationer langs et strøg, der følger den jyske højderyg, hvorfra også de fleste gravfund fra den yngre bronzealder stammer.

Hvordan disse koncentrationer af deponeringer skal forstås er endnu uklart. Hvis de, som antaget, afspejler regionale centre eller rigdomscentre, må man se dem i sammenhæng med det øvrige arkæologiske kildemateriale. Dvs. at foruden deponeringerne må også gravfundene og bopladsfundene inddrages. Opførelsen af store gravmonumenter og dermed ødelæggelsen af store mængder god agerbrugsjord kan f.eks. også betragtes som destruktion af velstand på linje med deponeringerne. Det er imidlertid kun i et enkelt område, det sydvestfynske i egnen omkring Helnæs Bugt, at man hidtil har forsøgt en sådan samlet vurdering. Foreløbig synes den at antyde, at den sociale hierarkisering inden for det ca. 180 km2 store område er særlig stærk i tiden omkring 800 f.Kr., og at det sker på et tidspunkt, hvor den lokale elite formentlig har haft en meget direkte kontakt til det europæiske netværk af udvekslingsforbindelser. Det samme har formentlig også været tilfældet på Sydvestsjælland, hvor det arkæologiske kildemateriale dog ikke endnu har den samme bredde som på Sydvestfyn.

Hvordan skal man da forstå de talrige deponeringer eller henlæggelser af værdigenstande, som fandt sted i navnlig vådområderne? Et entydigt svar gives næppe. Man har dog kunnet vise, at nogle af offernedlæggelserne indeholdt kombinationer, der formentlig kun var bestemt for én person. Et fuldstændigt smykkesæt til en kvinde synes f.eks. at have bestået af hængekar, bæltetutulus, halsring, armspiraler og bøjlenål.29

Også i de talrige offernedlæggelser fra det nordtysk-polske lavlandsområde mellem Elben og Weichsel har man søgt at påvise regelmæssige kombinationer.30 Ligesom i Danmark kunne man påvise fuldstændige smykkesæt til kvinder. Men lige så ofte forekom der dele af flere forskellige smykkesæt i de enkelte offernedlæggelser. I mange tilfælde må flere kvinder altså formodes at have bidraget til nedlæggelsen. Sandsynligvis har en sådan offerhandling været et sidste led i en længere, forudgående ceremoni. Herfor taler også, at offernedlæggelserne ofte indeholder genstande, som vi på bronzealderens billedfremstillinger ser indgå i de religiøse ceremonier.

At dømme efter udbredelsen af disse sakrale genstande, må bronzealdersamfundene over store dele af det sydskandinaviske område have været bundet sammen af talrige fælles rituelle udtryksformer og en fælles mytologi, dvs. et fælles betydningssystem. Naturligvis rummede det mange lokale variationer, afhængigt af de naturlige omgivelser, lokale økologiske forhold, forskellige sociale og politiske organisationsformer etc. Udvekslinger af alle hånde slags holdt imidlertid dette betydningssystem sammen igennem mere end et årtusinde.

Men lad os slutte af ved et af de vådområder, hvor man ofte nedlagde kostbarhederne. Lad os forestille os, at det har været hen under aften, at flokken af mennesker er vandret hen over den varme, duftende grønsvær. Gennem krattet af røn og ask er de nået frem til de pilebuske og elletræer, der kranser sumpen. Venus står ensom derude over søen, hvis stille vand genspejler himlens farve. Der ligget en let dis over landskabet. I vide sving jager svalerne ud over vandet, hvor kærulden står med sine silkehvide duske. Og i tusmørket inde i de høje sivskove ved bredden hører man lyden af rørsangere og sivsangere.

Noter

13: J. Jensen 1997, s. 146 ff.

14: K. Kristiansen 1984a, 1986.

15: Fundfortegnelser se bl.a. H.C. Broholm 1946; E. Baudou 1960; J. Levy 1982; K. Verlaeckt 1995.

16: J. Jensen 1972.

17: E. Baudou 1960, s. 122 ff.

18: F.eks. H.C. Broholm 1946, M 296-98, se også E. Baudou 1960, s. 124 ff.

19: J.-P. Schmidt 1995.

20: E. Baudou s. 47 ff og 234 ff.

21: H. Thrane 1987b, nr 440.

22: I dyssekammeret i Carstenshøj, se Madsen & Thrane 1982, s. 17 ff.

23: T. Nilsson 2000.

24: H. Thrane 1975a, s. 201 ff.

25: C. A. Nordman 1920.

26: J. Jensen 1997, s. 177.

27: At der er tale om et repræsentativt billede af udbredelsen har kunnet vises ved en kildekritisk analyse af fundgruppen, se K. Kristiansen 1974b.

28: J. Jensen 1997, s. 177.

29: K. Kristiansen 1974a.

30: W.A. von Brunn 1980.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Rige ofre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig