Gravene (1700-1500 f.Kr.)

På toppen af et langstrakt bakkedrag ved Trustrup midt på Djursland lå i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. en boplads med nogle få huse.¹¹⁰ Efter at have været i brug i en årrække blev husene nedrevet, og den jord, de havde ligget på, blev dyrket som ager. Senere blev en gravbygning bygget på stedet. Og da den, som ritualerne krævede det, var blevet nedbrændt, opførte man på stedet en stenrøse, som var omkring 12 m i diameter og en halv m høj.

Århundrederne gik, og jorden omkring stenrøsen blev fortsat pløjet -der levede stadig mennesker på stedet. Og i det 16. århundrede f.Kr. inddrog de den flere hundrede år gamle stenrøse til en ny begravelse. Denne gang var det imidlertid en meget fornem begravelse. I røsen ryddede man plads til en næsten tre m lang trækiste. Den døde havde været en af egnens stormænd, og man nedsatte ham i højen, så han vendte ansigtet mod den opgående sol. Her lå han i sin kiste, fuldt påklædt i sin ulddragt, der blev holdt sammen over brystet af to bøjlenåle af bronze. De efterladte stillede en barkæske ved hans hoved. Og ved hans venstre side lagde de en prægtig ceremoniøkse med vinkelbøjet træskaft (Se s. 77).

Da gravritualerne var overstået, ompakkede man kisten med sten og dækkede den med græstørv, som man lagde med vegetationssiden nedad. På den måde byggede man en flad høj over kisten, et ganske imponerende monument med en diameter på ca. 24-26 m og en højde på ca. 80 cm. Et par generationer senere blev fladhøjen udvidet med endnu en grav, og man byggede højen større, så den fik en højde på over 3,5 m. Under navnet Diverhøj lå den, frem til den i 1985 blev sløjfet, med en vid udsigt ud over det djurslandske landskab.

Det, som gør Diverhøj til noget enestående, er imidlertid graven fra det 16. århundrede f.Kr. For den er en af de første i vor oldtidshistorie, hvor et enkelt individ træder frem og med sit rige gravudstyr signalerer, at her ligger en stormand begravet. Det billede, vi hidtil har tegnet af oldtidssamfundet op til det 2. årtusindes begyndelse, viste en stærk gruppeorientering, dvs. et samfund hvor mulighederne for familier og individer for at markere sig selvstændigt må have været ganske begrænsede.¹¹¹ I de arkæologiske fund er det meget svært at få øje på det enkelte individ. Det gælder f.eks. i gravene, hvor gravgodset var simpelt og anonymt, og hvor fællesskabet og traditionen understregedes ved genbrug af de store stengrave fra tidligere tider. Også metalgenstandene understregede dette. Det var yderst sjældent, at de blev lagt i gravene. Derimod blev de ofret enkeltvis eller flere sammen i vådområderne.

Men i tiden omkring 1600 f.Kr. begyndte noget nyt at ske. Gravskikkene blev i stigende grad orienteret mod det enkelte individ og imod den nære familie. Gravgaverne – nu undertiden af bronze – blev af de efterladte brugt til at signalere og understrege den dødes sociale position i levende live. Hvor man tidligere havde foretaget begravelserne i store stengrave og -kister for at understrege de dødes tilhørsforhold til gruppen, brugte man nu trækister og stenkister, bygget til ét individ. Dermed understregede man en individualiserende tendens – som vel at mærke foreløbig kun gjaldt mænd. I dette tidlige bronzealdersamfund er kvinderne fortsat næsten usynlige. I hvert fald er de grave, som indeholder statusmarkerende gravgaver, udelukkende mandsgrave.

Det er iøvrigt ikke noget stort antal grave af den slags, man kender.¹¹² Hovedparten af dem koncentrerer sig i den sydlige del af den jyske halvø, i Slesvig-Holsten og på de nordfrisisiske øer. På resten af halvøen forekommer de mere spredt. Det samme gælder på Sjælland, og endnu mangler de på Fyn, Langeland og Lolland-Falster.¹¹³ I Østdanmark og i Nordjylland er der ofte tale om begravelser i megalitgrave og stenkister. Her fortsætter man således tydeligvis traditionerne fra tidligere tider. I resten af Jylland er højgravene derimod almindelige -det var de også førhen, helt tilbage til bondestenalderens enkeltgravstid.¹¹⁴ Når man nu byggede gravhøje var de ofte lidt større end tidligere, 8-10 m i diameter og en højde på 1,5-2 m var ikke usædvanlig. Men anlæggene kunne også, som vi så det i Diverhøj, nå betydeligt større dimensioner.

Selve gravene kunne have mange forskellige udformninger: stenkister, stenpakninger etc.¹¹⁵ Men generelt må disse mangfoldige gravformer have rummet udhulede stammekister. Det var en begravelsesform, der havde sin oprindelse langt tilbage i bondestenalderen, men som var blevet almindelig i dens seneste del. I stammekisten blev den døde lagt på en kohud, ganske som vi kender det fra senere tider,¹¹⁶ formentlig fuldt påklædt, idet man har fundet aftryk af tekstiler på nogle af metalsagerne.¹¹⁷ Blev en økse lagt i graven som gravgave, lagde man den i regelen nær den dødes hoved. Samme sted lagde man også lansespids, medens dolk og kortsværd i deres træskeder, blev anbragt på den dødes overkrop eller i hofteregionen, på både højre og venstre side. Simple spiralringe af guld eller bronze kunne også blive lagt i graven, evt. sammen med nål og bæltekrog, som hørte til dragten.

Om selve gravritualerne ved vi ikke meget. Der er dog enkelte spor af ritualer, som også omfattede menneskeknogler.¹¹⁸ I en dobbeltgrav fra Stubberup på Lolland fandt man i fylden over graven menneskeknogler, som måske stammede fra ritualer, der var udført i forbindelse med gravlæggelsen. Sådanne knogleritualer møder man også senere hen i bronzealderen.

Der er næppe tvivl om, at de nye gravformer og brugen af metalgenstande som gravgaver afspejler, at en lille del af befolkningen var ved at skille sig ud som en krigerelite, adskilt fra den øvrige del af befolkningen. Det var en udvikling, man tydeligst kunne se i de østlige og nordlige dele af Danmark, incl. Skåne. Man har derfor peget på, at landet kan opdeles i to zoner, hvor grænsen kan trækkes mellem Lemvig og Århus i Jylland. Den østlige og nordlige zone kaldes zone I, medens områderne i Midt- og Sydjylland kaldes zone II. Til den slutter sig også områderne syd for den nuværende dansk-tyske grænse.¹¹⁹

Denne regionale opdeling er meget distinkt. Men den tegnes udelukkende af et begrænset antal højprestigegenstande fra gravfundene. Når det drejer sig om genstande af noget ringere værdi fra enkeltfund og offernedlæggelser, arbejdsøkser f.eks., så er der ingen nævneværdig forskel mellem de to zoner. De har således hovedparten af den materielle kultur til fælles, og kommunikationen mellem dem må have været intens. Der er på ingen måde tale om en kulturel barriere mellem zonerne.

Det, som adskilte dem, var, at eliten i zone I markerede sig på en anden måde i gravene end eliten i zone II. Hvad der ligger bag den forskel er vanskeligt at sige. Muligvis var den resultatet af divergerende interesser og stridighederne mellem grupperne om adgangen til det europæiske netværk af udvekslingsforbindelser. En sådan markering af, hvad man måske kan kalde „etniske forskelle“ forekommer ofte i tider med store sociale og politiske forandringer.¹²⁰ Opdelingen af landet i to zoner er iøvrigt et fænomen, der med vekslende styrke, kan spores helt tilbage til bondestenalderen.