Fjerne forbindelser (1500-1100 f.Kr.)

Bag højfolkets tusinder af grave er vi nu begyndt at ane konturerne af et samfund, hvis ledende slægter havde optaget en livsform, som de delte med andre høvdingeslægter længere mod syd, på det europæiske kontinent. At skaffe bronze til landet var blevet til et projekt for den tids elite. Og det var netop gennem evnen til at etablere og kontrollere forbindelserne udadtil, at bronzealderens høvdingeslægter vandt sig den position, som kunne sikre deres magt og prestige.

Deres deltagelse i det store, europæiske netværk af udvekslingsforbindelser beroede på evnen til at fremskaffe et overskud. Hvad dette overskud bestod af, har vi kun vage forestillinger om. I nogle egne af Europa må det have bestået af tin, som kun findes naturligt nogle få steder: i Cornwall, Bretagne, Erzgebirge i det sydlige Mellemtyskland, i Sachsen, dele af Spanien og Etrurien. I andre egne var det andre produkter, som af den ene eller anden grund blev efterspurgt i naboområderne. Bivoks var f.eks. i høj kurs, fordi det var en nødvendig ingrediens i bronzestøbningen. Salt var en anden nødvendighedsartikel med stor efterspørgsel. Men der var også produkter, som var eftertragtede alene på grund af deres sjældenhed, eller fordi deres skønhed gjorde dem attråværdige.

Rav var et af disse produkter. Gudernes tårer blev det kaldt senere hen i historien, hvor dets mystiske herkomst gav anledning til talløse myter og sagn. Det blev skabt, når den nedgående sols stråler ramte havet, kunne middelalderens lærde berette. Men at det kom fra havet, det vidste også bronzealderens mennesker. De indsamlede det ved kysterne, bragte det med sig i deres både, når de tog på togter mod syd. Med bronzealderen begyndte ravets forunderlige rejse ud over det europæiske kontinent.

Afsnittet Fjerne forbindelser (1500-1100 f.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet