Udbredelsen af samleled af rav med v-formet gennemboring.

.

Kan man nu på landkortet fastlægge hvilke veje ravet fulgte på sin lange rejse mod syd? Kun i meget grove træk, for ravets veje var på mange måder uransagelige. På et tidspunkt, hvor strømmen af rav fra Nordeuropa ellers gik i sydlig retning, nåede der f.eks. til Danmark smykker af rav, som var fremstillet i fremmede områder langt fra Danmark. Kort sagt, man sejlede kul til Newcastle, som englænderne ville udtrykke det.

Ved Esbjerg, i den lille by Andrup, blev en lille, ødelagt gravhøj udgravet.22 De grave, som højen var kastet op over, var delvis ødelagte. Fra den ene af gravene lykkedes det dog at redde tre små stykker rav. Uanselige var de, ganske som det meste af det rav, vi finder i bronzealderens grave.

De to mindste stykker lignede, hvad man i forvejen kendte herhjemmefra. Men det tredje stykke rav, kun ca. halvanden centimeter stort, var af en form, som man ikke tidligere havde set. Selv om det var itubrudt, og en stor del af stykket manglede, kunne man se, at det oprindelig havde været rektangulært, fladt og med huller, som var boret tværs igennem fra smalsiderne. I tilknytning til disse huller var der lavet v-formede boringer, altsammen bestemt af den måde, hvorpå ravsmykket oprindelig havde været monteret i et større, sammensat smykke.

Et sådant genemboret ravstykke kalder man et samleled. Dets funktion i de store, sammensatte ravsmykker har været at forhindre, at de enkelte perlerækker snoede sig ind i hinanden. Et sådant ravsmykke var ikke tidligere fundet i Danmark. Men samlestykker af netop denne form er langtfra ukendte i Europa på nogenlunde samme tid.23 De findes f.eks. ikke sjældent i England, hvor rav jo også forekommer naturligt. Her blev de i begyndelsen af bronzealderen båret i store, fornemme halssmykker sammensat af talrige perler. Antallet af gennemboringer på samleleddene kan variere fra stykke til stykke, men grundformen er altid den samme som på samlestykket fra Andrup. England er iøvrigt et af de steder i Europa, hvor ravskærekunsten når sit absolutte højdepunkt i den ældre bronzealder. Fra den tid stammer bl.a. nogle enestående ravskåle, som i deres formgivning ligger meget tæt op ad træskålene fra de danske egekistefund (se Nordens guld).24 Men tilbage til samlestykkerne fra de britiske halssmykker. Lignende samlestykker findes også i den anden ende af Europa, i Grækenland. Omkring 1600 f.Kr. var de i brug bl.a. hos de mykenske herskerslægter på Peloponnes. Man har bl.a. fundet dem i nogle af de rige mykenske kongegrave i Mykene. Naturligvis har fremkomsten af ravsamlestykker i to så fjernt fra hinanden liggende områder sat spekulationerne i gang. I dag ved vi, at fremstillingen af de britiske ravsamlestykker begyndte før tilsvarende stykker kom i brug i Grækenland. Hvis der er nogen forbindelse mellem de to forekomster, så er det altså ikke usandsynligt, at de græske er kommet fra De britiske Øer.25

Ser man ud over det europæiske kontinent, så kender man samlestykker bl.a. fra fund i Tjekkiet, Østrig, Sydtyskland og Vest- og Sydfrankrig.26 Brugen af samlestykkerne på kontinentet har dog været noget anderledes end på De britiske Øer. I Sydtyskland har de ikke været brugt i halssmykker som i England, men fortrinsvis i store, komplicerede brystsmykker. Enkelte gange synes de dog også at have været brugt i smykker, som blev båret i håret eller foran på panden.

Det er svært at sige, hvilken forbindelse der er mellem de centraleuropæiske rav-samlestykker og de beslægtede former i henholdsvis Grækenland og England. Men uanset hvilken forbindelse der var mellem dem, så giver de os et første glimt af, hvor vidt omkring i Europa det baltiske rav blev spredt i løbet af det 2. årtusinde f. Kr.27

Det var fremvæksten af magtfulde høvdingeslægter, som i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. skabte det europæiske net af forbindelser, ad hvilket eftertragtede råstoffer og eksotiske materialer kunne bevæge sig over store strækninger. Allerede tidligt var rav blevet spredt langt uden for de stammesamfund, som besad det sjældne råstof: fra Bretagne i vest, over Tyskland, Schweiz og Polen til Tjekkiet og Ungarn i sydøst havde man fået kendskab til det gyldne materiale. Gennem gavegivning og udvekslinger mellem de ledende i samfundet havde efterspørgslen efter ravet nået et foreløbigt højdepunkt allerede tidligt i den europæiske bronzealderkultur.

Men behovet for rav mindskedes ingenlunde i de følgende århundreder. Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. kunne man overalt i Europa møde mennesker, som bar smykker af det gyldne rav. På bopladserne i Mellemtysklands bølgende landskaber kunne man f.eks. se fornemt klædte kvinder, der bar udsøgte ravperle-smykker. I Thüringen har man f.eks. udgravet adskillige grave med ravperler fra den tid. I en af gravene var en kvinde bisat med i alt 87 ravperler.28 I en anden bar den døde på hovedet et stort ravsamlestykke foruden 6 perler, der oprindelig var trukket på tarmstrimler. Og om halsen havde hun en kæde med 68 ravperler. I andre thüringske grave har man fundet halskæder, hvor ravperler og små bronzespiraler veksler med hinanden. Det vidner altsammen om en ganske anderledes overdådig brug af ravet end i ravets hjemlande mod nord.

Også i Sydtyskland kunne man se det samme rige forbrug af rav. I mange grave finder man f.eks. rav i forbindelse med glasperler eller små bronzespiraler, ganske som vi kender det fra Danmark. Ovre på den franske side af Rhinen er billedet det samme. Her har man bl.a. fundet rav i talrige gravhøje i Alsace.29 Der er udgravet grave med mere end tre hundrede stykker rav – det er mere end vi kender fra samtlige grave i Danmark i samme tidsrum. Nogle af ravstykkerne er iøvrigt samleled for komplicerede brystsmykker af den slags, vi allerede har berettet om.

Og går vi videre mod syd og følger Rhônedalen, vil man også der kunne finde ravet. Man kender det bl.a. i fund fra de bjerghuler, som store dele af Frankrig er så rig på. Men ikke blot til Rhônedalen nåede det magiske rav frem. Så langt vestpå som i landskabet Charente, der har kyster ud til Atlanterhavet, har man fundet rav.30 I en enkelt klippehule fandt man f.eks. over 300 stykker rav, nogle af dem i øvrigt mellemstykker ganske som dem man kender fra Centraleuropa. Det synes dog navnlig at have været langs med Rhône, at spredningen af ravet fandt sted. Helt mod syd, hvor den store flod munder ud i Middelhavet, er de gyldne smykkesten nået frem. I Hasard-grotten i departementet Gard fandt man f.eks. 285 stykker rav, store og små perler, alle meget velbevarede af fugten i grotten.31 Måske det var hernede ved den franske middelhavskyst, at græske eller cypriotiske skibe fra omkring 1600 f.Kr. løb op på de solbeskinnede strande og sørgede for ravets videre færd til det ægæiske område.

I de østlige dele af Centraleuropa tegnede der sig et meget beslægtet billede. Her ville man efter at have passeret Erzgebirge være kommet ind i Böhmen. Også her var ravet nået frem omkring midten af det 2. årtusinde f. Kr. I böhmiske gravhøje er fundet både hele ravkæder og enkelte perler sammen med glasperler af forskellig slags. Det samme gælder i Slovakiet.32 Længere mod syd, i Bayern har bronzealderbefolkningen undertiden båret komplicerede brystsmykker med samleled og op til 150 perler af rav.33 Længere østpå kender man ikke disse sammensatte smykker, men dog perlekæder og enkelte perler. Det gælder i bjergområderne i Mähren og Slovakiet.

Mere spredte er forekomsterne af rav i Ungarn og Rumænien. Der er dog gjort adskillige fund, som viser, at ravet også spredtes talrigt til disse østlige områder. I et enkelt skattefund fra Cioclovina ved Hunedoara i Rumænien fandt man således ialt 3000 perler.34 Af disse var 1500 af glas og 500 af fajance, medens 1000 var fint forarbejdede perler af rav.

Noter

22: E. Lomborg 1967.

23: Ganzlewski & Slotta 1996.

24: To sådanne ravskåle kendes, en fra Martinstown og en fra Hove, se S. Gerloff 1975, nr. 183; D.C. Clarke et al. 1985, s. 117.

25: A. Harding 1990.

26: P. Schauer 1984b.

27: A. Harding 1990. Harding konkluderer, at de blev lavet i England og eksporteret til Grækenland.

28: R. Feustel 1958.

29: C.F.A. Schaeffer 1926.

30: J. Gomez 1973.

31: Beck & Liu 1976.

32: K. Marková 1994.

33: R. Hachmann 1957b.

34: L. Petrescu-Dîmbovita 1977, s. 89-90; I. Emödi 1978.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Et europæisk netværk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig