Højfolket (1500-1100 f.Kr.)

Højfolket har vi kaldt de døde, som blev gravlagt i bronzealderens egekister. Vi har nu set, hvornår og under hvilke omstændigheder de blev fundet. Og ud af de bedst bevarede fund kom en lille flok på syv mennesker. Fire mænd og tre kvinder. Kvinderne er lige så synlige som mændene. Det er først nu, omkring midten af det 2. årtusinde, at det er blevet tilfældet. Førhen var kvinderne næsten ikke til at få øje på i gravene.

Vi kender dem ganske godt alle syv. For de er blevet grundigt studeret. Ja, vi ved ting om dem, som ikke er umiddelbart synlige. F.eks. at den gamle mand fra Borum Eshøj havde gigtsmerter i ryggen og i knæledderne, og at den unge pige fra Egtved havde den vane altid at bide med tænderne i højre side af munden.

Kendte de mon også hinanden? Muligheden foreligger, som vi har hørt. Men lad os nu se på dem som repræsentanter for de mennesker af højfolket, der færdedes på de store gårde, som lå på bakkedragene ikke langt fra åløbene og de gode græsningsområder, hvor kvæget gik frit omkring. De var bønder, ganske som de fleste nutidsmenneskers forfædre var det for ikke så mange generationer siden.

Alligevel levede de i en anden verden, hvor fordelingen af rigdom og status var meget ulige. Formentlig er det kun mennesker fra samfundets ledende slægter, vi finder i gravhøjene. Ved at lægge gravgaver i form af kostbare våben og redskaber i graven, markerede de efterladte, at her lå en af magtens mænd. Og ved at medgive en kvinde hendes kostbare smykker markerede man, at her lå en kvinde af fornem byrd. En klapstol eller et fornemt drikkekar beslået med tinstifter kunne ydermere markere, at den døde havde tilhørt samfundets ledende lag. Den ulighed, der havde hersket mellem menneskene i livet, bestod fortsat på den lange rejse frem mod det hinsides.