Gravfund fra Over-Vindinge i Sydsjælland. Spydspidsen sad i mandens hofteben.

.

Tre fuldgrebssværd, to fine bronzeklinger med grebknapper og et grebtungesværd fundet i Åstofte ved Asnæs. Var det tre eller seks aristokraters våben, der blev ofret her?

.

I egekisterne fra det 2. årtusinde f.Kr. kom vi ganske tæt ind på livet af de døde højfolk. Vi har lært meget om den måde, de klædte sig på, om alt fra frisurer til fodbeklædning, om smykker og våben. Ja, endog de dødes legemlige skavanker har vi fået indblik i. Men alligevel kan man stå tilbage med en fornemmelse af, at vi egentlig ikke ved meget om, hvordan disse mennesker levede deres liv. Giver fundene i gravhøjene os mon et tilnærmelsesvis billede af det højfolk, der levede herhjemme for to og et halvt tusinde år siden? Var deres gravskikke mon ikke snarere udtryk for nogle sociale koder, som vi i dag ikke kan tyde helt bogstaveligt?

Naturligvis forholder det sig sådan. Og naturligvis må vi ikke lade os nøje med, hvad øjet umiddelbart ser. Vi må også søge bagom til de mønstre, der skjuler sig bag de arkæologiske fund. Et af de første spørgsmål, vi kunne stille, er, om det mon var et typisk udsnit af befolkningen, eller måske hele befolkningen selv, der blev begravet i de tusindvis af gravhøje, der er overleveret os fra bronzealderen? I begge tilfælde må svaret være „Nej“. Bl.a. fordi der i den kendte mængde af gravfund fra bronzealderen er så få barnegrave. Det passer meget dårligt med et samfund som bronzealderens, der som alle lavtekniske samfund må have haft en meget høj børnedødelighed.

Men der er heller ikke lige mange mænd og kvinder begravet i gravhøjene. Kvinderne er tydeligvis underrepræsenterede. Og vi må derfor slutte, at der var en del af befolkningen, som ikke kom i gravene. Det har man kunnet påvise ved at studere mængden og arten af de gravgaver, de døde fik med sig på rejsen til det hinsides.64

De våben og smykker, som både mænd og kvinder fik med sig i graven, havde både en praktisk og en symbolsk funktion. De skulle bl.a. vise, hvilken status den døde havde haft i de levendes samfund. Vi kan f.eks. antage, at jo mere bronze og guld, der gik med i graven, jo højere status havde den døde haft i levende live. Ved at veje mængden af bronze og guld i de danske gravfund fra bronzealderen har man kunnet vise, at der var tale om stærkt varierende mængder af metal. Hovedparten af de rige grave var mandsgrave, men der forekom kun halvt så mange rige kvindegrave.

Medens de rige kvindegrave kun rummede kostbare og ofte metalkrævende smykker og dolke, så indeholdt de rige mandsgrave foruden den personlige udrustning af smykker og våben også undertiden genstande, som må have haft betydning for at markere autoritet og rang. Det kunne være klapstole, skåle af træ eller metal, eller værdighedstegn af forskellig slags, ceremoniøkser f.eks.

De rige kvindegrave og de rigeste mandsgrave må antages at repræsentere samfundets ledende lag. Men det betyder, at mændene i de øvrige mandsgrave skal sættes i forbindelse med kvinder, hvis status vi ikke kan påvise gennem de kendte gravfund. Man kan også tænke sig, at mange mænd, som befandt sig længere nede på den sociale rangstige, heller ikke blev repræsenteret i gravene. Gravfundene i højene afspejler altså et samfund med betydelig social ulighed, ikke blot mellem forskellige rigdomsgrupper, men også mellem mænd og kvinder. Der er dog ikke tale om et uforanderligt forhold. Medens kvinderne så at sige var usynlige i den ældste bronzealders gravfund, så er de dog til stede i gravene fra det 2. årtusindes midte, omend i ringere tal end mændene. Kvindernes status synes altså at være blevet ændret med tiden.65

Det billede, der tegner sig af højfolket omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr., viser altså et samfund med en ulige fordeling af rigdom og status. I højene blev kun begravet mænd og kvinder med høj status. Over for dem må have stået en gruppe almindelige mennesker, som ikke blev begravet i højene. Men gravfundene viser også, at der var forskellige grader af social status. Det kan vi læse ud af de statussymboler, som især findes i mandsgravene. Man har forsøgsvis opdelt dem sådan66: Guldgenstande tilhørte det øverste lag i samfundet, eliten eller aristokratiet. Klapstole markerede politisk lederskab. Skåle af bronze og træ, at ejeren var giver af (formentlig rituelle) drikkelag. Sværd i skede og med sværdgehæng samt andre tunge våben markerede, at bæreren var kommanderende kriger. Fine tekstiler, at der var tale om en rig mand eller kvinde – og en egekiste, at der var tale om en velstående bonde.

Metallet selv (bronze og guld) afspejlede endvidere personernes position i et udvekslingsnetværk af international rækkevidde. Særligt udsøgt forarbejdet metal og andre fine genstande afspejlede formentlig en position som en, der rådede over håndværkere i mesterværksteder, måske herskeren selv. En position, som derimod knap synes repræsenteret i gravene, er positionen som den, der udfører de kultiske ritualer. Undtagelsesvis finder man dog grave, hvor den døde har fået „shamanudstyr“ med sig i graven (se Shamanens billeder), ligesom der også er enkelte grave udstyret med sjældne guldskiver, som formentlig blev brugt i kulten (se Hellige tegn).

Den samfundselite, der således manifesterede sig i gravene omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr., brugte fornemme våben til at markere sin magt. Og den gjorde det i modsætning til tidligere tider, hvor de kostbare våben ikke blev lagt i gravene, men af fællesskabet blev nedlagt som votivgaver i vådområderne. Efter alt at dømme er det således et konstrueret og idealiseret billede, vi møder i begravelsesritualerne: ved brugen af kostbare våben som sværd, dolke, spyd og stridsøkser, demonstrerede lederne af de fremstående familier, at de var magtens og krigens mænd.67 Ganske vist spillede de kostbare våben stadig en rolle som votivgaver i offernedlæggelserne. Men det var først og fremmest i gravene, at højfolkets mænd fremstod som krigere. Disse mænd omgav sig med en heroisk ethos, som de havde overtaget fra samtidige bronzealdersamfund i Centraleuropa.

Begravelsesritualerne blev således brugt til at understrege den herskende sociale orden, men også til at ændre den. For vi må regne med, at de nye gravskikke bidrog til, at den ældre, fællesskabsprægede orden faldt fra hinanden.68 Det skete formentlig samtidig med de første store pragtvåbens tilsynekomst i tiden omkring 1600 f.Kr. (se Bronzestøbere i nord), og samtidig med at helt nye elementer indgik i højfolkets religøse forestillinger. Krig, eller i det mindste en krigerisk fremtoning, var tydeligvis en vigtig del af samfundslivet omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr.

Det kan måske kaste lidt lys over den rolle, kvinderne indtog i højfolkets samfund.69 I et samfund, hvor mændene er krigere, vil kvinden ofte få sin identitet som mandens modstykke, dvs. som den der hersker over den hjemlige verden. Det er f.eks. den modstilling af kønnene, vi finder i de homeriske digte, der måske ikke er alt for fjerne fra bronzealderens verden, i forskellen mellem Odysseus- og Penelope-skikkelserne.70 Odysseus-skikkelsen er den kosmopolitiske krigerhelt, som får sin identitet gennem krig og eventyr i det fjerne. Over for ham står Penelope-skikkelsen, en kvinde af høj rang, som varetager husholdets interesser, og som står for freden og dermed livet.

Var krigeriske konflikter da så væsentlig en del af hverdagen i højfolkets verden? Eller drejede det sig mere om en, måske rituelt betinget, krigerisk adfærd? Svaret er vanskeligt at give, men det har været fremført, at slidspor og opskærpning ofte lader sig iagttage på bronzealderens sværd.71 Våbnene skulle altså have været brugt i kamp. Det er også blevet fremført, at hovedparten af sværd med massivt bronzefæste ikke viste sådanne spor af brug, medens de derimod var almindelige på andre typer af sværd. De første skulle altså have været mere symbolske, medens de sidste skulle have været praktiske våben. De kostbare sværd med massivt bronzegreb skulle endvidere hyppigt forekomme sammen med genstande, der angiver høj status: klapstole og guldgenstande bl.a. Altsammen skulle det pege i retning af en skelnen mellem høvdinge og krigere.

Formodningen er endnu ikke dokumenteret. Men der foreligger vitterlig spor af krigeriske konfrontationer fra dette tidsrum af bronzealderen. Ved Over-Vindinge i Sydsjælland fandt man i en stenbygget grav skeletresterne af en voksen mand.72 I hans hofteben sad spidsen af en spydspids, som med voldsom kraft må være slynget mod ham bagfra. Men da skeletrester er meget sjældne i bronzealdergravene, ved vi meget lidt om, hvilken form, de krigeriske konfrontationer havde. Vi ved dog også, at ikke alle mænd, som blev begravet med sværd, nødvendigvis har været krigere. I en grav i Valleberga i Skåne lå f.eks. en 40-55-årig mand begravet med bl.a. et sværd og en stridsøkse.73 De bevarede knogler viste, at manden var af ganske spinkel bygning, og det er et stort spørgsmål, om han virkelig har været våbenfør. Det fornemme gravudstyr viste først og fremmest, at han tilhørte højfolkets elite.

Et samfund med betydelige forskelle i velstand og social status, det er hvad højfolkets tusinder af gravfund viser os. Et „høvdingesamfund“ har man kaldt det, og formentlig med rette.74 Ved et høvdingesamfund forstår man i socialantropologien et samfund, hvor de sociale forskelle er baseret på forskelle i rang, men hvor man endnu ikke kan tale om en opdeling i økonomiske eller politiske klasser. I et sådant samfund har høvdingen og hans familie som regel større adgang til prestige end alle andre. Den opnår han bl.a. ved både at opsamle og redistribuere vare- og tjenesteydelser. Høvdingen vil normalt også være leder af samfundets forskellige aktiviteter. Han kan f.eks. mobilisere arbejdskraft, han kan stå i spidsen for de religiøse sammenkomster, og han kan lede de militære aktiviteter. Der vil i høvdingedømmerne sjældent være tale om en centraliseret, politisk ledelse, allerhøjst om sammenslutninger af lokale høvdinge.

Det er ofte ud fra en sådan model, at man beskriver de central- og nordeuropæiske bronzealdersamfund. Man antager, at samfundet bestod af små høvdingedømmer, hvor magten lå i hænderne på en krigerelite, og hvis spor vi finder i gravene i de talrige storhøje. Sådan er det langt de fleste steder på det europæiske kontinent i det 2. årtusinde f.Kr. Europa var på den tid fuld af våben. Og man finder dem under de samme omstændigheder som i Danmark: nedlagt som gravgaver i rigt udstyrede krigergrave, over hvilke der ofte er bygget store gravhøje.75 Eller våbnene er nedlagt som offergaver i vådområder, i søer eller floder. Store dele af Europa nord for Alperne havde på den tid del i den samme bronzealderkultur. I detaljerne kunne der nok være forskelle mellem de enkelte regioner, men strukturelt set var billedet overalt det samme.

Denne elitære krigerkultur voksede sporadisk frem på kontinentet i begyndelsen af det 2. årtusinde f.Kr. Men omkring midten af årtusindet bliver den, som vi allerede har set, almindelig over store dele af det centrale og nordlige Europa. Om den sydskandinaviske krigerelite har man sagt, at den bl.a. karakteriseredes af en særlig kropskultur og dragt, og at fremtoning og krop havde en særlig betydning, afspejlet i den efterhånden udbredte brug af ragekniv og pincet.76 Mænd bar særlige hatte og kapper, kvinder havde komplekse frisurer holdt sammen med net samt komplicerede smykker, der sommetider hæmmede deres bevægelser. Høvdinge sad på klapstole og drak mjød af værdifulde metalkar eller efterligninger lavet i træ, sommetider dekoreret med tinstifter for at signalere status.

Det lå i den nye livsstil, at krigerværdierne ikke var adskilt fra det daglige liv med dets traditionelle landbrugsarbejde, afhøstningen af markerne og pasningen af husdyrene. Men i bosættelserne opstod en ny arkitektur, bestående af store høvdingegårde, som kunne rumme høvdingeslægten og sommetider også kvæget. Specialisthåndværkere var formentlig knyttet til nogle af de rigeste høvdingebosættelser. Det landskab, der omgav bosættelserne fik også et nyt præg med elitens gravhøje på bakketoppene omgivet af græssende kvæg og får.

Fra tid til anden blev krigereliten formentlig mobiliseret til handelsekspeditioner og krigeriske togter. Vi kan også antage, at den spillede en rolle ved indsamling af tribut til at finansiere fester og ritualer, som understregede høvdingenes position, der ikke alene var bestemt af politiske, men også af religiøse funktioner. Endelig kan man tænke sig, at det var høvdingemagten, som kontrollerede fjernhandelen og fordelingen af metallet. Kort sagt, krig og landbrug var de to poler, som livet drejede sig om i bronzealderens høvdingedømmer.

Hvor store sådanne høvdingedømmer var, har man ment at kunne skønne i Centraleuropa.77 Og tallene kan måske med forsigtighed overføres til Sydskandiavien og Nordtyskland. Bygder med en størrelse på ca. 20-40 km i tværmål skulle være normen. Disse bygder skulle så med en indbyrdes afstand af ca. 100-200 km være forbundet med hinanden og derved danne et netværk af alliancer, der sikrede en udveksling af prestigevarer og metal – og i nogle tilfælde også af mennesker. Ved studiet af udbredelsen af forskellige smykkesæt har man bl.a. ment, at der må være foregået udveksling af ægteskabspartnere ikke blot inden for de enkelte bygder, men også bygderne imellem.78 Fremmede sæt af smykker i et lokalområde, skulle således indicere tilstedeværelsen af fremmede, indgiftede kvinder.

Deltagelse i dette netværk af udvekslinger gav lederne adgang til prestige, metal og viden om sociale og religiøse forhold i nabobygderne, som kunne omsættes i forhold til livet derhjemme. Og indgåelse af alliancer med fremmede bygder betød, at lederne indgik i en international høvdingekultur, som så kunne få sit lokale udtryk i f.eks. kulten, bl.a. gennem brugen af de kostbare prestigegenstande, som cirkulerede i systemet. Høj konkurrence prægede iøvrigt systemet, hvad man kan aflæse af de stadigt skiftende ruter, som prestigevarerne fulgte.

Man har søgt sporene efter disse formodede hærstyrker i nogle af de mange offernedlæggelser, som vi senere skal høre nærmere om (se Offernedlæggelserne). Måske de kan give et fingerpeg om hærstyrkernes sammensætning og om kampmåden. Om den meget tidlige offernedlæggelse fra Thorsted i Vestjylland (se Bronzestøbere i nord) har man f.eks. ment, at den kunne tolkes som udstyr til en styrke på 40 krigere, af hvilke de 7 var bevæbnet med både spyd og økse og dermed måske havde en overordnet rang.80 En dristig tolkning, som også er forsøgt på det størst kendte våbenfund fra den ældre bronzealder, et offerfund fra Smørumovre på Sjælland.81 Det rummede ialt 163 genstande, heraf 44 ufærdige økser, som måske blot var betalingsmetal. Et afbrudt greb til et fuldgrebssværd, en randlisteøkse, en fragmenteret celt og en klump kobber var måske også betalingsmidler. Endelig var der et større antal spyd, som fordelte sig på to typer. 10 spyd havde en kort dølle og må have været beregnet til kast eller stød. 50 andre spyd havde en lang dølle. Et sådant våben kunne bruges både til stød og som en stav i nærkamp. Disse våben kunne forsøgsvis tænkes fordelt mellem 10 anførere, hver med to spyd, et af hver type – og 40 krigere af en lavere rang, der måske samtidig havde fungeret som årekarle, dersom styrken bevægede sig i en båd. En øverste anfører manglede tilsyneladende, medmindre han havde været bevæbnet med sværdet med massivt bronzegreb, randlisteøksen og celten. En lille regional hær altså, hvis krigere desuden bar tykke, rundpuldede huer på hovedet som beskyttelse mod hug, og tunge kapper på venstre arm, som ydede en vis beskyttelse under nærkampen.

En hypotetisk fortolkning, kan man mene. Og dertil kommer, at massefund som f.eks. offernedlæggelsen ved Smørumovre er yderst sjældne. Hvad der blev nedlagt ved offerhandlingerne var hyppigere fornemt elitært våbenudstyr, ofret måske efter at det havde været i brug i tvekamp?

Når det gælder kampformerne i den ældre bronzealder, kan vi tydelig se indflydelser fra Centraleuropa, og her og der også svage indflydelser fra de østlige områder af Middelhavet.82 Sidstnævnte sted havde indførelsen af den lette og meget hurtige, hestetrukne stridsvogn omkring 2000 f.Kr. betydet en revolution i krigsførelsen. Det samme gjorde opfindelsen af den lidt senere, sammensatte bue med stor rækkevidde. Den kom dog aldrig i brug i Central- og Nordeuropa. Stridsvognen blev derimod kendt i Europa nord for Alperne. Vi kender den fra afbildinger i Skandinavien omkring 1400 f.Kr. (se Shamanens billeder), men hvis stridsvognene virkelig fandtes heroppe i nord, og ikke blot som billeder, blev de ikke brugt som krigsvåben, men derimod snarere til ceremonielle formål.

Hvad angår angrebs- og dækvåbnene var påvirkningerne fra den østlige del af Middelhavet lidt mere tydelige – og blev det navnlig i tiden efter ca. 1300 f.Kr. I det ægæiske område var den sene bronzealders våbenudstyr (bortset fra bue og pil) domineret af lange stikvåben som sværd og lanser. På græske billedfremstillinger af kamphandlinger ser man fodfolkskampe med spyd, sværd, hjelme og meget store skjolde af organisk materiale. Økser ser derimod ikke ud til at blive brugt. Søslag har også været udkæmpet, hvor større hærstyrker var involveret.

I Central- og Nordeuropa anvendte man beslægtede kampformer. Også her var lange stikvåben som sværd og spyd i brug, men ligeledes økser og dolke. I nord blev meget tykke tekstilhuer som nævnt brugt i stedet for hjelme, og tunge kapper, som blev båret over en arm, kan have fungeret som skjolde. Derimod var egentlige skjolde tilsyneladende endnu ikke i brug.83 Men fra det 13. århundrede f.Kr. og fremefter blev overensstemmelserne mellem de ægæiske og de nordalpine former for bevæbning meget store. Hjelme, pansere, benskinner og skjolde og andre aristokratiske våben efter østmediterrane forbilleder spredes ud over store dele af Europa (se Vestens genopvågnen). Dog var brugen af dem formentlig begrænset til en lille aristokratisk elite. Hvad de almindelige krigere var bevæbnet med, ved vi derimod meget lidt om. Brugen af våben som gravgaver var jo begrænset til elitens grave.

Noter

64: K. Randsborg 1973, 1974a-b, 1975.

65: K. Randsborg 1986.

66: K. Randsborg 1998, s. 121.

67: H. Vandkilde 1996, 2000.

68: H.Vandkilde 1996.

69: K. Randsborg 1986; H. Vandkilde i tryk.

70: H. van Wees 1998.

71: K. Kristiansen 1983b, 1984b. For en diskussion heraf se Ph. Ille 1991, s. 148 ff.

72: Aner & Kersten 2, nr. 1292 I.

73: M. Strömberg 1974, s. 92 ff.

74: Se bl.a. T. Earle (red.) 1991.

75: Se f.eks. P.F. Stary 1980; K.-H. Willroth 1990 og C. Clausing 1999.

76: K. Kristiansen 1999c.

77: K. Kristiansen 1998, s. 98 ff.

78: A. Jockenhövel 1991.

79: G. Rosenberg 1937; F. Kaul 1988.

80: K. Randsborg 1995, s. 45 ff.

81: Aner & Kersten 1, nr. 354.

82: K. Randsborg 1995, s. 146 ff.

83: I Centraleuropa kender man dog formentlig skjolde allerede fra det 14. århundrede f.Kr., se P.F. Stary 1980.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Høvdinge og krigere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig