Landskabets erindring (1500-1100 f.Kr.)

Hvem har ikke prøvet det? En sommerdag på vandring derude i landskabet at komme frem til en gravhøj. Måske en af dem, der står med en milevid udsigt over havet. Eller en af dem, der rejser sig med lyngklædte sider inde midt i det jyske højland. Man lægger sig i læ af højen og omsluttes snart af stilheden og den krydrede duft af de tørre småurter i lyngbunden, som sommervarmen lokker frem. Det varer ikke længe, før man fornemmer den evighed, der er i landskabet.

Om gravhøjene derude i det danske land har man sagt, at de udgør landskabets erindring. Det var meningen med dem, når de blev bygget over højfolkets døde. Med deres sfæriske former indkapslede de egekisterne, som var de døde mænd og kvinder frø, der ventede på at spire i en verden hinsides denne.

Egekisterne er et af arkæologiens mirakler. Ved et forunderligt sammentræf af naturens kræfter og menneskenes hensigter sikrede de, at nogle af højfolkets mennesker selv blev bevaret til vor tid. I egekisterne finder vi bronzealdermenneskene bevaret, som de gik og stod, iført deres daglige dragter og udstyret med de smykker, våben og redskaber, som de efterlevende havde givet dem med på rejsen til det hinsides.

Og hvor forskellige var gravhøjene ikke fra de grave, man havde bygget i tidligere årtusinder? I bondestenalderens store stengrave havde man så at sige dekonstrueret individet for at føre det tilbage til forfædrenes fællesskab. I bronzealderens gravhøje værnede man derimod om de dødes individualitet, både ved gravens indretning, ved de ritualer man udførte der, og ved den måde hvorpå man gjorde højen synlig i landskabet. Sådan sikrede man erindringen om de døde i kommende generationer. Det skabte en følelse af kontinuitet for de efterlevende. Gravhøjene blev bygget ikke blot som monumenter over slægtens erindring. De blev også bygget for de kommende slægter.

Findes der mon noget sted i Europa, hvor oldtidens gravhøje er så synlige som i det danske land? Overalt er de til stede og sætter deres præg på landskabet. Kører man ad de store motorveje, sker det ofte, at man får øje på dem derude på de høje bakkedrag. Og færdes man på de mindre veje, møder man dem hyppigt som en overraskelse, når et nyt landskab åbner sig ved et vejsving eller på en bakketop. De kan ligge i rækker på lange bakker eller enkeltvis. Men næsten altid højt og beregnet på at ses. Og der skal ikke megen øvelse til, før man også ser de gravhøje, som blev nedpløjet, inden fredningsloven i vor tid satte en stopper herfor. Som regel er det blot en svag ændring af en bakkes kontur, der afslører, at her lå engang en af bronzealderens gravhøje.

Så talrige er gravhøjene, at det kan være svært at holde tal på dem. I Nationalmuseets arkiver har man siden 1873 søgt at registrere alt, hvad der er bevaret af oldtidsmenneskenes spor i det danske landskab. I arkiverne, som nu er tilgængelige for enhver på internettet,¹ har man oplysninger om henved 85.000 steder i Danmark, hvor der enten har været eller stadig findes en gravhøj. De er nu langt fra alle fra bronzealderen, for også i årtusinderne før og efter byggede oldtidsmenneskene gravhøje af jord eller sten. Og i tallet 85.000 er medregnet alt, stort og småt, hvad der kan betegnes som en gravhøj.²