Gravhøjenes land

Skal man indkredse omfanget af det højbyggeri, der fandt sted i bronzealderens første halvdel, kunne man i stedet tage udgangspunkt i de høje, der er mere end to meter høje.³ De er erfaringsmæssigt ofte fra bronzealderen, og af dem kender vi henved 20.000. Men i virkeligheden er det kun et fåtal, der med sikkerhed, dvs. gennem arkæologiske fund, er dateret til bronzealderen. Tallet er så lavt som mellem fire og fem tusinde.⁴ Dog må virkelighedens tal være mange gange større.

Usikkerheden er således ganske stor. Og hertil kommer, at vi ikke har nogen viden om, hvor meget der er gået tabt i årtusindernes løb, dvs. i tiden før arkæologerne begyndte at registrere, hvad der var tilbage. Vi kan kun konstatere, at det er utallige gravmonumenter, som siden bronzealderen er blevet ødelagt, først og fremmest ved landbrugsarbejde, men også i nyere tid ved bygge- og anlægsarbejder som f.eks. veje.

Nu er det ikke langt tilbage i tiden, vi kender dyrkningens omfang i Danmark. Længere tilbage end slutningen af 1600-tallet når vi ikke.⁵ På det tidspunkt omfattede dyrkningen først og fremmest de givtige jorder på øerne, i det østlige Jylland og i Thy samt dele af de lettere jorder i det nordlige og mellemste Jylland. Frem til midten af 1800-tallet (1866) sker en stærk øgning af det allerede store, dyrkede areal på øerne og i det østlige Jylland. Men i tiden derefter øges omfanget af dyrkningen mest på de magre jorder i Jylland. Den øgning fortsætter helt op i 1950'erne. På samme tid mindskes dyrkningsaralet navnlig i de gamle Københavns og Frederiksborg amter. I de øvrige dele af landet er billedet ret uforandret.

Sammenligner man nu kortet over storhøjenes udbredelse med dyrkningskortet fra 1682, ser man, at det første nærmest viser det omvendte af det andet. Dvs. at i de områder af landet, hvor dyrkningen har været mest intensiv, der er antallet af registrerede storhøje også lavest. Den langvarige og stadigt mere omfattende dyrkning på de gode jorder i navnlig Østdanmark har fjernet størstedelen af de storhøje, som findes så talrigt på de mere magre jorder i navnlig Vestdanmark.

Det bedste indtryk af omfanget af bronzealderens højbyggeri får vi således i de egne af Jylland, hvor den intensive udnyttelse af jorden først er sket sent. Men hvor stort det oprindelige antal bronzealderhøje i Danmark har været, får vi aldrig at vide. Et meget løseligt skøn giver antallet 4050.000.

Selv om det er på de danske øer, at de fleste gravhøje er blevet ødelagt, er det stadig her, man kan få nogle af de smukkeste oplevelser af dette bronzealderens monumentalbyggeri. På Sjælland behøver man ikke at køre længere end til de naturfredede omgivelser syd for Rågeleje ved vejen mod Blidstrup. Her ligger på et højdedrag en af Sjællands fornemste højgrupper, Maglehøje, bestående af otte store, kuplede bronzealderhøje.⁶ Fra flere af disse høje er der en storslået udsigt over indlandet og det dybblå Kattegat mod nord.

Og drager man vestpå til den nordlige del af Odsherred, finder man højgruppen Syvhøje imellem Nykøbing Sjælland og Højby.⁷ Den ene af de syv høje blev nu allerede sløjfet i begyndelsen af 1800-tallet. Men de resterende seks ligger fint placeret på toppen af et bakkedrag. Tæt sammen ligger de, nogle af dem bevokset med gamle træer, der dog ikke skjuler højenes harmoniske form og placering. Fra deres top har man engang haft et vidt udsyn over Sejerøbugtens vældige flade.

Men herligst er dog udsynet fra Dutterhøjene længere mod syd i Odsherred.⁸ Lige øst for Åstofte ligger en række på fem tæt sammenbyggede, store høje. De ligger højt oppe på det vældige randmorænestrøg, der i nord afgrænser bakkelandet i Fårevejle og Asnæs sogne. De omkringliggende marker stiger stejlt op til højenes græsklædte sider, og klatrer man en tidlig forårsdag i april op på de vældige kupler, fornemmer man næsten, at luften bliver tyndere deroppe i højden. Herfra ser man ud over et sjællandsk landskab med piletræer, bakker og lavninger. Det kan være en af de dage, hvor jorden er fuldkommen hvid af sol. Og højt deroppe i den perlemorsagtige luft hænger lærkerne og synger uophørligt.

Rundt om i det helt opdyrkede landskab ser man gravhøjene ligge tæt. I nordvest, i retning ud mod Sejerøbugtens lysende flade, ligger flere grupper af bronzealderhøje. På toppen af en bakkeryg ser man bl.a. Esterhøj og den lige så store Maglehøj. Og helt derude i vest, øverst på den vældige Vejrhøjbue, et af Sjællands højeste punkter, ligger højen af samme navn med en endnu større udsigt ud over dette rige bronzealderland.

Henved 10.000 gravhøje har vi oplysninger om på Sjælland.⁹ Men af storhøje, dvs. gravhøje der når over 2 m i højden, kender vi i dag kun et par tusinde,¹⁰ og det er kun i 4% af dem, at man har gjort fund fra bronzealderen. 13% har rummet fund fra både bondestenalderen og bronzealderen. Men at en betydelig del af storhøjene er fra bronzealderen, viser sig ved, at ca. dobbelt så mange høje over 2 m er dateret til bronzealderen som høje under 2 m. Der var i bronzealderen en tydelig tendens til at bygge højene større end i tidligere tider.

Ca. 2000 registrerede storhøje ud af et samlet antal på ca. 10.000 er ikke særligt mange i et område af Danmark, der i bronzealderen hørte til landets rigeste. Men tiden har været hård ved landskabets erindring – og en stor del af skaderne er navnlig sket i 1800-tallets sidste halvdel, da svingploven for alvor kom i brug. Hvor vemodigt er det ikke at læse de erindringer, som tegneren J. Magnus Petersen i 1909 skrev om sit liv som arkæologisk tegner. Han beskriver, hvordan han i 1847 vandrer de noget over tyve km langs „den skiønne Roskilde Fjord“, syd for Frederikssund.¹¹ Jeg forbavsedes, skriver han „over de utallige Gravhøje jeg her saa paa Bankerne og Bakkeaasene. Jeg talte indtil 400 Høje, men da blev jeg træt. Fyrretyve Aar efter passerede jeg atter denne Vej, men hvor forandret! – da fandt jeg knapt et halvthundrede levnede“.

Også på Lolland og Falster har tiden og menneskene været hård ved gravhøjene. Tilsammen er registreret 207 større og 1045 mindre høje, ikke meget i et landskab, der som Sjælland hørte til de allerrigeste i bronzealderen. Gravhøjene er meget ulige fordelt på de to øer. På store dele af Vest- og Sydlolland er der så at sige ingen bevaret. Men også på Lolland og Falster lå engang talrige storhøje. De sidste rester af denne herlighed kan man se på øernes få højtliggende punkter. Ved Birket, på Lollands højeste punkt, ligger endnu en af de store høje, Bavnehøj. Det samme navn bærer også den anselige høj, der ligger på Falsters højeste punkt ved Nørre Vedby.

På Bornholm har man kunnet stedfæste ca. 1000 gravhøje.¹² Deres størrelse varierer mellem 5 og 40 meter i diameter. Et par hundrede af dem er over to meter høje. De største af højene er opført i bondestenalderens seneste del og i bronzealderens første halvdel. Men igen er det kun hovedregelen, for der skal en udgravning til, før man med sikkerhed kan bestemme alderen. De fleste af øens små høje stammer dog fra bronzealderens senere del og fra jernalderen. Til disse kommer omkring 2000 såkaldte røser. Det er små, stenbyggede gravanlæg, som i gennemsnit er mindre end gravhøjene. De tidligste af røserne er fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., men hovedparten stammer fra bronzealderens sidste halvdel og den tidlige del af jernalderen i det 1. årtusinde f.Kr. De fleste af de bornholmske gravhøje ligger i de områder, som også i dag er landbrugsområder. Røserne ligger derimod på de mere ufrugtbare jorder ind mod øens midte, hvortil man først omkring midten af bronzealderen udvidede bosættelsesområdet.¹³

Går man til Fyn og omkringliggende øer, er bevaringsforholdene for bronzealderens gravhøje endnu ringere, end de var på Sjælland. Storhøje kendes kun i et ganske ringe tal, ca. 270, og hertil kommer, at det har vist sig, at nogle af disse storhøje endda er opført i bronzealderens sidste halvdel, hvor skikken ellers var ophørt (se De dødes grave). Nordfyn, dvs. det gamle Odense amt, har kun 51 større og 55 mindre høje, på landsplan er det nok et af de laveste tal. Sydfyn, dvs. det gamle Svendborg amt, har 56 større og 153 mindre, spredtliggende høje. Heller ikke Langeland har mange større høje. Tre af dem ligger ved Tryggelev Nor og et par stykker i Magleby sogn.

Det er Jylland, som frem for alt er gravhøjenes land. Rejser man op igennem halvøen, ser man, hvordan næsten alle bakkedrag krones af gravhøje. Man møder dem på bakkeøerne i det ellers flade vestjyske landskab, op langs den jyske højderyg og hele Limfjorden rundt. Og i Vendsyssel ligger de i hundredvis. Dog ikke overalt, for i de store områder, som i stenalderen var dækket af hav, finder man kun få høje. Men på højdedragene ligger de, f.eks. på bakkerne nord for Hjørring omkring Bjergby, og i de mørke bakker vest for Vogn og i Tolne sogn. De ligger også i mængder på det store bakkedrag mellem og vest for Frederikshavn og Sæby, hvor bankerne hæver sig i vældige bølger, og hvor man på sommerdage ser sollys og skygger løbe hen over bakkesiderne. Alene i Torslev sogn er der 56 høje, i Hørby sogn 46 høje, og i det lille Gerum sogn 34 høje.

Men intet andet sted ligger de så herligt og så talrigt som i de vestlige Limfjordsegne, især i Thy. Herude er der som ved altings begyndelse. Rækkevis ligger højene på åsene med deres halvsfæriske former, rækker op i himlen, som bestemte de selve vejret. Noget over 1200 storhøje er registreret i denne vindomsuste landsdel. Det er, som er de støbt sammen med landskabet, bygget der for at de skulle ses. Enestående er f.eks. den store gruppe på 17 høje, der ligger på fredet areal ved udsigtspunktet Skyum Bjerge, hvor bakkernes bløde rundinger falder ned mod det smalle Vilsund. Men størst indtryk gør nok „Oldtidskirkegården“ på Ydby Hede,¹⁴ hvor der på et stort fredet areal ligger et halvthundrede oldtidshøje. Står man i dag på dette høje, hvælvede sted og ser ud over Nissum Bredning med dens mange vige og sund, halvøer og holme, fornemmer man, at der endnu er evighed i landets hverdag.

Man føler det også, når man, måske en dag i juni, er nået gennem Mors' bakkede landskaber op til bronzealderhøjen Salgerhøj, der ligger højt over Hanklits lag af aske og moler vendt ud mod Limfjorden. Øens højeste punkt er det. Herfra overskuer man Thisted Bredning og store dele af Nordthy, hele det nordlige Mors og Livø Bredning og Fur mod øst. Det er kort før solnedgang, endnu er der lærker på himlen, og jorden er dækket af et flor af hvide skærmplanter og blomstrende hvidtjørn. I modlyset mod vest ser man mørke landtunger, der strækker sig ud i det kviksølvblinkende vand, og inde i de grønne bakker bag ved kysten græsser kvæget. Det er et bronzealderrige af hav, luft og vand, man ser fra toppen af Salgerhøj.

Går man længere mod syd, over på den anden side af Limfjorden, er der lige så store syner at se i den nordlige del af Vestjylland. F.eks. den store højrække, der udgår sønden for Fjorden, fra Dybåens udmunding i Vesterhavet mellem Trans og Fjaltring og videre østpå.¹⁵ Helt ude fra kysten følger den nordkanten af de store hedeflader, grænsen mellem den svære lerjord og sandjorden. Ved Struer når den helt ud til Limfjorden, fortsætter så – stadig i kanten af hedesandet – forbi Holstebro og over til Viborg, hvor den støder til den midtjyske landevej. I den række indgår bl.a. den imponerende højgruppe ved Store Døes vest for Holstebro med 22 høje, hvoriblandt den store, flade Bredhøj, der rummede 4 egekister. Der er også en smuk række på 13 høje øst for Fabjerg Kirke – og endelig ligger der en halv snes km sydvest for Lemvig en anselig gruppe på 13 høje ved forsvarsvolden Rammedige, der antagelig har dannet en spærring tværs over den gamle Hærvej.¹⁶ Langs den og videre sydpå samler der sig mange høje. F.eks. er der fem smukke høje på det sted, hvor Hærvejen passerer Mostgård Bæk. Også på Grathe Hede er der flere højgrupper langs den gamle vej.

Men det er ikke blot i indlandet, at højene ligger tæt. Ovre i øst, på Mols er der f.eks. mange anselige højgrupper. Nord for Agri ligger der 10 høje, hvoraf de fem danner gruppen Julings Høje. De ligger midt i denne enestående blanding af land og hav, halvøer, sunde og vige, som er så særegen for dette jyske landskab. Nordøst for Vistoft finder man de prægtige, højtliggende Trehøje – og på hver sin bakketop nord for Agri de to Stabelhøje.¹⁷

Det er dog ruten langs Hærvejen inde i det jyske højland, der byder på flest bronzealderhøje. Særligt mange er der ved Randbøl, hvor Hærvejen har et af sine smukkeste forløb gennem lyng og sandbakker. Her ligger inde bag kirkegårdens kampestensdige den store, fladtoppede Kong Rans Høj, og lidt nordligere ses fire store, smukke høje på et højtliggende, fredet areal. Videre mod syd ad Hærvejen finder man talrige høje i Skrydstrup sogn. Det var i en af dem, Skrydstruppigen blev fundet (se De forunderlige egekister).

Rigest i deres indhold – men også hårdt medtaget af tidens tand – er de sønderjyske gravhøje. Af den store og herlige gruppe på 25 høje ved Vester Vamdrup, der har givet de forunderlige egekistefund, er nu næsten intet tilbage. Dog er der endnu mange høje på højderyggen, hvor Hærvejen gik frem, og på de sandede bakkeøer ude i vest. Ved Vestkysten og længere sydpå er der højgrupper ved Hjerpsted og Emmerlev i det bølgende morænelandskab, som her når helt ud til vestkysten og næsten ligner et stykke Østjylland.

Alle disse høje, eller i hvert fald hovedparten af dem, blev registreret i årene mellem 1873 og 1930.¹⁸ I det tidsrum gennemgik 35 af Nationalmuseets medarbejdere bogstaveligt taget hele landet, sogn for sogn.¹⁹ Deres eneste formål var at registrere fortidsminder, og de talte ca. 70.000 af dem. Deres bedrift kaldes i museumskredse for „herredsberejsningerne“. Kun syv år efter denne kæmpeindsats tog man fat igen. Landet havde i 1936 fået en ny naturfredningslov. Alle synlige fortidsminder var nu fredlyste. Tidligere blev de kun fredet, hvis man kunne opnå en frivillig aftale med jordejeren. I tidsrummet 1937 til 1957 besøgte 23 museumsfolk igen alle landets fortidsminder, og flere tusinde nye blev registreret og fredet.²⁰

Har registreringerne af gravhøjene nu givet et billede af, hvor i landet bronzealderens mennesker boede? Både ja og nej. Som vi så, var der en nøje sammenhæng mellem landbrugets udvikling i Danmark og de bevarede højes udbredelse. Det gav billedet en skævhed, som navnlig var iøjnefaldende i de østlige dele af landet, hvor betydelige mængder af høje var forsvundet. Til at tegne et billede af bronzealderens bebyggelse i landet som helhed er højene derfor ikke umiddelbart velegnede.

Alligevel er der ingen tvivl om, at der var en nær sammenhæng mellem høj og bolig. Højene var jo en del af det menneskeskabte landskab. Ved at undersøge de udgravede gravhøje i Sønderjylland og Sydslesvig har man bl.a. kunnet vise, at henved halvdelen af højene var opført på områder, hvor der tidligere havde været bebyggelse eller i hvert fald var spor af dyrkning.²¹ Ja, man kunne i nogle tilfælde endog finde spor af huse fra bronzealderen under højene.²² Et sted lå hele hustomten nøjagtigt under gravhøjen.²³ Et andet sted dækkede højen husets beboelsesrum og fulgte præcis dets væg.²⁴ Det har næppe været tilfældigt. Og man kan måske ligefrem opfatte huset som en af de gravgaver, der blev givet den døde med på rejsen til det ukendte. Antager man endvidere, at de græstørv, som højen var opbygget af, var et symbolsk udtryk for den jord, han havde levet på i levende live, kommer gravmindet til at omfatte hele den dødes gård med tilliggende agre.²⁵ I sandhed et kostbart gravudstyr.

Hvorom alting er, højene blev opført inden for de enkelte bronzealdersamfunds ressourceområde. De levendes og de dødes boliger lå på samme sted, og højene må for bronzealdermenneskene have været et udtryk for kontinuiteten i tilværelsen. Man har kunnet se dem ved hver eneste bronzealderboplads. Fra de store langhuse var der direkte udsyn til slægtens grave. Tæt ved husene lå de små dyrkede markstykker. Lidt længere borte kunne man se flokkene af kvæg, der græssede på overdrevet, det landskab, som nu mere end noget andet prægede bronzealderlandet. Og derude på bakkerne lå forfædrenes gravhøje. Først hinsides dem kom man frem til de tilgroede, uvejsomme områder, som skilte den ene boplads fra den anden.