De levende og de døde (750-500 f.Kr.)

Mere og mere anonyme blev de dødes grave i løbet af bronzealderens sidste århundreder. Hvor vi et halvt årtusinde tidligere ud fra egekisterne kunne danne os et billede af menneskenes fremtoning, dér ser vi dem kun som svage skygger i periodens slutning. Forklaringen er, som vi har set, ligbrændingsskikken. Det altfortærende ligbål efterlod ikke meget, som kan levendegøre menneskene for vore øjne. Små dynger af mere eller mindre forbrændte knogler fra brandgravene er alt, hvad der blev tilbage af de generationer, som levede og døde her i landet, da bronzealderen var ved at rinde ud.

Og dog kan vi ud fra deres smykker og dragtudstyr danne os et svagt billede af deres fremtoning. Deres dragter kender vi dog ikke. For det er kun ganske små stykker vævet stof, der undertiden er bevaret i gravene.⁴⁸ En kappe, holdt sammen af bronzenåle, hørte muligvis til dragten. Bronzenåle var i hvert fald blandt de almindeligste gravgaver i den sene bronzealders urnegrave. Nålene kunne have mange forskellige udformninger. Deres hoveder kunne være skålformede eller skiveformede, halvkugleformede eller linseformede. De kunne evt. også være forsynet med tre små vulster øverst på stilken.⁴⁹

Det var nåleformer, som afveg ganske meget fra tidligere tiders. Men til gengæld havde man dem til fælles med folkeslagene overalt i det nordeuropæiske lavlandsområde. Formerne synes oprindelig at være blevet til i Centraleuropa i slutningen af det 8. århundrede f.Kr. Fra Böhmen og dele af Sydtyskland spredtes de ud over hele det nordtysk-polsk-sydskandinaviske område. Det kunne tyde på, at menneskene dér delte en og samme dragtmode. Tekstiler forhandledes jo, som vi har set, over store afstande. Men den fælles dragtmode varede næppe ved længe. For da de centraleuropæiske folkeslag i det 6. århundrede f.Kr. for alvor kom under påvirkning fra Middelhavets bykulturer, overtog de efter alt at dømme nye dragtformer og med dem også de såkaldte fibler. Det er en art sikkerhedsnåle, som gerne kan være fint udsmykket og oftest findes parvis i gravene. Den slags dragtsmykker tog man først i almindelig anvendelse flere hundrede år senere i Nordeuropa.⁵⁰ Det kan altså tyde på, at nordeuropæerne og centraleuropæerne fra det 6. århundrede f.Kr. ikke længere gik klædt i de samme former for dragt.

Når man finder nålene i brandgravene, er de sjældent forbrændte.

Dvs. at de ikke havde været med på ligbålet. Det samme gælder de andre former for personligt udstyr, som den døde havde båret på sig i levende live, f.eks. de rageknive som siden det 2. årtusinde f.Kr. havde hørt til standardudstyret i mandsgravene. Lige siden bronzealderens første storhedstid havde man brugt den samme grundform for rageknive, som dog gennem århundrederne var blevet ændret noget. I slutningen af det 8. århundrede skiftede man imidlertid over til helt nye grundformer, som man ligesom nålene overtog fra de centraleuropæiske folkeslag.⁵¹ På samme tid gik de tidligere så almindelige pincetter, også en del af toiletudstyret, ud af brug.

Rageknivene forekom i to former: en trapezoid og en halvrund. Af disse var den halvrunde type den almindeligste. Enkelte var fint dekoreret, evt. med håndtag udformet som hestehoveder eller som fuglefigurer. Selv om rageknivene utvivlsomt blev fremstillet herhjemme, lignede de ikke destomindre de former, som var i brug overalt i det central- og nordeuropæiske område.⁵² Ja, meget lignende former var også i brug i Holland, Belgien, England og Irland.⁵³

Den samme vide udbredelse havde de pincetter, man undtagelsesvis finder i gravene fra bronzealderens slutning.⁵⁴ Også her var det helt nye former, der kom i brug fra slutningen af det 8. århundrede f.Kr. Såvel nålene som rageknivene og pincetterne viser altså det samme billede: traditionerne fra ældre tider ophørte i bronzealderens sidste århundreder. I stedet overtog man former, som var fælles for hele det nordeuropæiske lavlandsområde, og som i sidste instans havde deres oprindelse hos de centraleuropæiske folkeslag. Det er en ejendommelig ensartethed, der præger både mænds og kvinders personlige udstyr over store dele af kontinentet i denne overgangstid til jernalderen. Men derefter var det også slut. Fra det 6. århundrede f.Kr. begyndte de nordeuropæiske og centraleuropæiske folkeslag at gå hver deres egne veje.

Er det kun lidt, gravene og deres indhold af metalsager kan oplyse om menneskenes udseende, så får vi dog noget mere at vide, hvis vi vender os til offernedlæggelserne af metalsager. Her tegner der sig et billede af nogle smykkeformer, som er præget af en ejendommelig, næsten barok formgivning. Vi må forestille os, hvordan menneskene i bronzealderens slutningstid – i hvert fald de fornemste af dem – bar store, undertiden klodsede og mærkeligt prangende smykker, og som i mange tilfælde må have hæmmet bærerens bevægelsesfrihed. Det gælder f.eks. halsringene, som var en meget almindelig smykkeform. Men om de blev båret af mænd eller kvinder er ikke altid let at sige.

Formentlig var det dog kvinder, som bar de snoede halsringe med ovale endeplader, afsluttet i spiraler, som allerede var blevet udviklet i tidligere århundreder. Disse smykker svulmede nu op til store, metalforbrugende former. Upraktiske at bære var de, formentlig sad den overdimensionerede lukkeanordning i nakken. Smykket har formentlig været beregnet til ceremoniel brug, for dets ovale endeplader var oftest udsmykket med solskibe, som altså viser sig her for sidste gang efter at have været i brug i henved tusinde år.⁵⁵

Halsringene med ovale endeplader er imidlertid de eneste, som bygger videre på traditionerne fra det ældgamle bronzehåndværk. Alle de andre af tidens halsringformer bryder helt med den gamle formgivning. Det gælder dels nogle flade halsringe, undertiden udsmykket med geometriske mønstre,⁵⁶ dels nogle svære, åbne bronzeringe, som for enderne er forsynet med cirkulære eller ovale endeknopper.⁵⁷ Og det gælder endelig de såkaldte wendelringe, som er de almindeligste blandt halssmykkerne.⁵⁸ Wendelringene er karakteristiske ved, at de flere steder på ringlegemet er vredet med et redskab, således at der opstår et smykke med vekslende snoninger.

Allerede i de foregående århundreder havde man udviklet de første og enkleste wendelringe. De bestod blot af en kantet bronzetråd, som blev vredet i hinanden modsatgående retninger flere forskellige steder.⁵⁹ Hvor denne karakteristiske teknik opstod er ikke helt klart, men formentlig skete det i det mellemtyske område, og snart spredte den sig til hele det nordeuropæiske lavlandsområde. I bronzealderens slutningstid blev teknikken imidlertid udviklet til et ganske enestående raffinement.⁶⁰ Bronzestaven, hvoraf ringen blev dannet, blev nu hamret eller støbt således, at den havde langsgående lameller af større eller mindre tykkelse.⁶¹ Undertiden blev lamellerne hamret, så de var meget tynde og skarpe. Når ringen blev vredet i forskellige, modsatgående retninger, opstod der et smykke med et kompliceret skyggespil på overfladen – men sandelig også en ring, som det må have været forbundet med et betydeligt ubehag at bære på grund af de skarpe lameller.

Også armringene brød med de traditioner, som tidligere havde været fremherskende.⁶² De kunne enten bestå af en massiv bronzestav med afrundet tværsnit og trompetformede endeknopper, eller ringen kunne være bred og forsynet med en omløbende vulst. Også her ser man en tilbøjelighed til at lave store, barokke former. Det kommer navnlig til udtryk i de få guldringe, man kender fra bronzealderens slutningstid. Selve ringen kunne få en bredde af op til 6 cm og bestod af tyndt udhamret guldblik, som for enderne mundede ud i trompetformede knopper. Ligesom det var tilfældet med de fleste andre smykker, var der tale om former, som var udbredte over store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde.

Ikke blot om hals og håndled med også om anklerne kunne menneskene bære smykker i denne sidste del af bronzealderen. Ankelringe havde været i brug siden begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr.⁶³ Men i bronzealderens slutningstid blev der tale om store hulstøbte bronzeringe, ofte af en betydelig vægt. Igen må der have været tale om smykker, som hæmmede bevægeligheden. Man kalder disse ankelringe for vulstringe. De har ofte en dekoration af plastiske lister for enderne, men ellers er de udekorerede.⁶⁴ Vulstringene findes udbredt over hele det nordeuropæiske lavlandsområde og Sydskandinavien,⁶⁵ og deres oprindelse skal man formentlig finde i Böhmen. Herfra spredte brugen af dem sig via Mellemtyskland til områderne i nord. De havde altså ingen forudsætninger i det hjemlige bronzehåndværk, og det er ikke utænkeligt, at det var vandrehåndværkere, som stod bag deres fremstilling.⁶⁶ Vulstringene var længe i brug. I nogle tilfælde kender man dem fra fund fra den tidligste jernalder.⁶⁷

Endelig var der de såkaldte hængekar og bæltetutuli, som kvinder også tidligere havde båret i bæltet. Brugen af disse ejendommelige smykker fortsatte endnu i bronzealderens slutningstid, men igen ser man, hvorledes formerne svulmer op og bliver mere metalforbrugende.⁶⁸ Mangel kan undertiden lede til demonstrativt overforbrug, og det er formentlig, hvad vi ser her i det 7. og 6. århundrede f.Kr., hvor bronzetilførslerne til Norden blev stadigt mere sparsomme. De store bæltesmykker viser iøvrigt også, at den dekorative stil, man tidligere havde arbejdet med, bølgebåndsstilen, oplevede en sidste opblomstring nu, hvor bronzehåndværkerne fremstillede deres sidste produkter.

En fortsættelse af den stil, parret med en overdimensionering, ser man også på de seneste eksemplarer af de brilleformede dragtspænder, som formentlig sad foran på brystet på kvindens dragt, og hvis plader var dekoreret med hesteskoformede figurer eller koncentriske kredse.⁶⁹ Man kender kun to fund af denne smykkeform fra hele det danske område, begge stammer de fra Bornholm. Men man kender dem i ret stort tal fra Mellemsverige, Öland og Gotland.⁷⁰ De er dermed med til at vise, at det østlige Sydskandinavien var det sidste sted, at det traditionelle nordiske bronzehåndværk døde ud.

Af egentlige redskaber fra bronzealderens slutningstid kender vi meget få. I offernedlæggelserne optræder dog forholdsvis hyppigt en lille øksetype, de såkaldte celte.⁷¹ Men ligesom det er tilfældet med smykkerne og dragtudstyret er også celtene formgivet på samme måde over hele det nordtysk-polske lavlandsområde. Normalt er der tale om et ganske lille, ukarakteristisk redskab, hvis fremstilling ikke krævede ret megen bronze.