En tradition hører op

I bronzealderens sidste århundreder er vi vidne til, hvordan en stor og rig kultur langsomt svinder bort. Ikke blot ophørte det ældgamle bronzehåndværk. Det samme gjaldt de offerskikke, som tidligere havde givet os så enestående et indblik i bronzealdermenneskenes verdslige og rituelle liv. Endnu i det 7. og 6. århundrede f.Kr. blev der dog fortsat foretaget henlæggelser af metalgenstande i vådområderne i Sydskandinavien. Traditioner, som var af høj ælde, og som havde deres rod helt tilbage i bondestenalderen, blev endnu opretholdt.⁷² Men sammenlignet med det højdepunkt, som offerhenlæggelserne havde nået i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., var mængden af de værdigenstande, man ofrede i bronzealderens slutfase, forholdsvis beskedne. Offerskikkene var tydeligvis under afvikling. Forklaringen var, at bronzen var ved at have udspillet sin rolle som værdimåler over hele det nordeuropæiske område.

Et sidste glimt af de rige rituelle skikke får vi med en offernedlæggelse fra Holbæk Slots Ladegård på Sjælland.⁷³ Fundet blev gjort så tidligt som i 1823 ved opgravning af sten. På et og samme sted var nedlagt et hængekar og to bæltetutuli – og sammen med dem tre celte,⁷⁴ et bronzehåndtag af ukendt brug og nogle småringe, altsammen genstande, som havde deres rod i det traditionelle nordiske bronzehåndværk. Til nedlæggelsen hørte også et langt, men itubrudt hugsværd af bronze. Det var af mellemeuropæisk herkomst og var formentlig fremstillet i Böhmen eller Sydtyskland.⁷⁵ Fremmede fugle var også tre wendelringe og to ankelringe, såkaldte vulstringe.⁷⁶ Offernedlæggelsen bestod altså af både lokalt fremstillede genstande og genstande, som var kommet hertil fra kontinentet i syd. Men hvad der var lige så vigtigt, genstandene var af ganske forskellig alder. Det itubrudte bronzesværd var fremstillet 1-2 århundreder tidligere end hals- og ankelringene, som tillige var itubrudte og reparerede. De har altså også haft en vis alder ved nedlæggelsen.

Fundet fra Holbæk Slots Ladegård viser, at bronzegenstandene kunne være i omløb ganske længe her ved epokens slutning, måske flere hundrede år. Og det er formentlig et tegn på, at tilførslerne af det eftertragtede materiale nu ikke længere var tilstrækkelige. Hvilket igen hang sammen med den allerede omtalte krise i bronzeproduktionen, som var indtrådt i Centraleuropa allerede flere århundreder tidligere. Virkningerne kom sent heroppe i Sydskandinavien, og formentlig har man et godt stykke tid kunnet klare sig med genanvendt metal. Men alt peger i retning af, at bronze var ved at blive en mangelvare. Derfor svandt antallet af offernedlæggelser ind. I Centraleuropa var de allerede ophørt helt i slutningen af det 8. århundrede f.Kr.

Heroppe i kontinentets nordlige yderkanter fastholdt man endnu et stykke tid de gamle traditioner. Det kunne man gøre, fordi de østlige forsyningsveje fra kontinentet stadig til en vis grad fungerede, som vi skal se nedenfor. De sidste rige offernedlæggelser blev derfor også foretaget i de østlige dele af Sydskandinavien. Men i løbet af det 6. århundrede f.Kr. svandt også de kilder ind, og omkring 500 f.Kr. var den rige tradition for offernedlæggelser stort set ophørt.

De sidste store offernedlæggelser fandt som nævnt navnlig sted på øerne i Østdanmark. Ved Røgerup på Sjælland,⁷⁷ Brunsvang på Lolland,⁷⁸ Bøgebjerg⁷⁹ og Fjellerup⁸⁰ på Fyn, for blot at nævne nogle af de største. Ialt har man fundet offernedlæggelser med flere genstande fra bronzealderens sidste to århundreder på ialt 23 lokaliteter i Danmark. Heraf ligger de 16 på øerne, medens kun seks ligger i Jylland.

Men ligesom i tidligere tider nedlagde man ikke blot store samlinger af genstande. Man ofrede også enkeltgenstande, f.eks. celte eller ringsmykker. Som noget nyt begyndte man også i bronzealderens sidste tid at nedlægge dragtnåle enkeltvis i vådområder.⁸¹ Samlet kender man fra hele landet henved 200 offernedlæggelser af enkeltgenstande eller flere ens genstande sammen. Ca. 60% af nedlæggelserne fandt sted på øerne, ca.40% i Jylland.⁸²

Kortlægger man disse fund kan man stadig ane nogle af de koncentrationer, som man så i tidligere århundreder. Det sydvestfynske område er f.eks. endnu ret rigt på fund. Det var jo også her, man stadig opførte storhøje i bronzealderens sidste tid, hvad der tyder på, at der stadig boede velhavende slægter på egnen. Men generelt er der tale om en udtynding af de tidligere så stærke koncentrationer. Og omkring 500 f.Kr. var det slut.

Ser vi ud over hele det sydskandinaviske område, møder der os et lidt anderledes billede. Også i Sverige og Norge ophørte offernedlæggelserne omkring 500 f.Kr. Men inden da nåede de en sidste opblomstring, hvor rigdommen af offernedlæggelserne overgik, hvad man kunne se i Danmark.⁸³ Det skyldes, at der i bronzealderens sidste århundreder endnu var en livlig, søgående kontakt op langs den svenske Østersøkyst fra de østlige dele af Centraleuropa, specielt fra Oder- og Weichselmundingen.

I Sverige blev der især på Öland, Gotland og i Mälar-området foretaget rige offerhenlæggelser i bronzealderens sidste tid.⁸⁴ Her kan man finde de nordligste eksempler på centraleuropæiske og mediterrane importvarer fra det 7. og 6. århundrede f.Kr., f.eks. lange hugsværd af centraleuropæisk oprindelse.⁸⁵ Et af de rigeste fund stammer fra Hassle i Närke, nord for Stockholm.⁸⁶ Nedlagt som offergave ved et vandløb fandt man to lange hugsværd af bronze, begge med grebknappen bevaret, og begge formentlig fremstillet i Böhmen, Østrig eller Sydtyskland i det sene 8. eller tidlige 7. århundrede f.Kr. Sammen med sværdene lå to cylindriske bronzespande, som må være fremstillet et sted i det sydøstalpine område. Fundet indeholdt desuden en meget slidt vinkedel, en såkaldt dinos, som oprindelig havde været et pragtstykke med grif- eller løvehoveder. Kedler af den art var udbredt fra Grækenland i øst over Etrurien til Sydspanien og Frankrig i vest.⁸⁷ I Homers Iliade kan man læse, at de havde en værdi svarende til tolv okser. Kedlerne blev formentlig fremstillet af græske bronzehåndværkere i det 6. århundrede f.Kr., og der findes nogle få eksemplarer af dem nord for Alperne.⁸⁸ Kedlen fra Hassle er den nordligste, og den er formentlig kommet til Mellemsverige via det østlige Centraleuropa.⁸⁹ Mere end to tusinde kilometer havde denne kedel altså rejst tværs igennem det europæiske kontinent, inden den endte som en offergave i et svensk vådområde. Det mærkelige fund indeholdt desuden 12 runde plader af bronzeblik, formentlig halvpanserplader fremstillet efter italisk forbillede i det 6. århundrede f.Kr. i de østlige dele af det centraleuropæiske område.⁹⁰

Det er ikke mange fund, der som Hasslefundet kan illustrere de lange forbindelseslinjer, der strakte sig tværs igennem det europæiske kontinent endnu i bronzealderens slutning. Men ligesom fundet fra Holbæk Slots Ladegård viser også Hasslefundet, at bronzegenstandene her ved bronzealderens slutning holdt sig meget længe i omløb, før de blev nedlagt som offergaver i overensstemmelse med ældgamle traditioner. Men de svenske offerfund viser også, hvordan tyngdepunktet i den tusind år gamle bronzealderkultur her ved epokens slutning var blevet forskudt østpå, fordi det var via de østlige forbindelser ned over det europæiske kontinent, at Sydskandinavien fik sine sidste bronzeforsyninger.

Går vi ned til områderne syd for Østersøen, møder der os et tilsvarende billede. Overalt i det store nordtysk-polske lavlandsområde havde man igennem det 1. årtusinde f.Kr. ofret meget store mængder bronze i rituelle nedlæggelser. Ligesom i Sydskandinavien var der tale om både mands- og kvindesager, og man mener gerne, at nedlæggelserne afsluttede de rituelle ceremonier, hvori bronzesagerne havde været anvendt.⁹¹ Nedlæggelserne havde nået et højdepunkt i det 9. og begyndelsen af det 8. århundrede f.Kr. Men ligesom i Sydskandinavien svandt de i de følgende århundreder kraftigt i antal. Det gjaldt specielt i de vestlige dele af det nordtysk-polske lavlandsområde,⁹² og det svarer godt til, at offernedlæggelserne også tyndede kraftigt ud i det vestlige Danmark på samme tid.

I de østlige dele af det nordtysk-polske lavlandsområde, især øst for Oder, fortsatte man endnu et stykke tid med offernedlæggelserne, omend deres antal var langt mindre end tidligere. Man ser altså i Nordtyskland og Polen den samme forskydning mod øst som i Sydskandinavien. Endnu ind i det 6. århundrede blev man ved med at foretage offernedlæggelser, men så var det også slut, i tiden efter 500 f.Kr. var skikken så at sige uddød.

Offernedlæggelserne i det nordtysk-polske lavlandsområde rummede både våben-, redskabs- og smykkeformer, som var af lokal oprindelse. Men de rummede også talrige genstande, som var importeret sydfra fra det centraleuropæiske område. bl.a. våben, seletøjsudstyr og hamrede metalkar. De vidner altså om en vedvarende, men med tiden aftagende kontakt til det centraleuropæiske område. Efter alt at dømme var det via den, at de sidste metalforsyninger nåede frem til Norden.