Mod nye tider (750-500 f.kr.)

Omkring 500 f.Kr. var bronzealderen slut. Det skete så at sige i stilhed. For ingen dramatisk begivenhed markerede dens afslutning. Det er først i det lange perspektiv, at man fornemmer, hvordan epokens sidste par århundreder var en del af et udviklingsforløb, som var begyndt langt tidligere, og som førte til landsbysamfundets opståen i begyndelsen af jernalderen. I dette udviklingsforløb var hovedtendensen, at gårdenhederne mindskedes i størrelse, og at stadigt flere, men mindre gårdenheder kunne samles i landsbysamfund, selv om mere løst organiserede bosættelsesformer fortsat eksisterede.

Det nye landbrugssamfund rummede en række elementer, som vi har set dukke op i deres tidligste udformning i løbet af bronzealderen: opstaldning af dyrene, forbedrede landbrugsmetoder, gødskning af markerne og en ændret udnyttelse af det omgivende landskab. Altsammen forhold, som med tiden måtte medføre en udvidelse af bebyggelsen, og som for alvor satte ind med begyndelsen af jernalderen. Det afspejles i pollendiagrammerne i en stigning for det åbne landskabs planter. Hertil kom anlæggelsen af store gravpladser, som også skete efter ca. 500 f.Kr., i hvert fald i visse dele af landet, og som vidnede om nye former for fællesskab. Altsammen var det udtryk for samfundets langsomme tilpasning til de menneskeskabte og naturgivne vilkår. Om alt dette skal der berettes i det følgende bind.

Midtvejs i dette lange forløb lå bronzealderens afslutning. At den rige nordiske bronzealderkultur ophørte, havde tilsyneladende ikke meget med landbrugets udvikling at gøre. Årsagen lå snarere i de fælleseuropæiske forhold, i bortfaldet af det netværk af udvekslingsforbindelser, som tidligere havde sikret, at bronzen (og med den naturligvis meget andet) nåede ud til selv de fjerneste egne af det europæiske kontinent. Da det netværk faldt bort i løbet af det 7. og 6. århundrede f.Kr., opløstes også den gamle samfundsorden med dens ejendommeligt demonstrative forbrug af rigdom. I stedet voksede et nyt samfund frem, hvor demonstrationen af social status spillede en helt anden rolle end før.

Overgangen fra bronze- til jernalderen skete på en tid, hvor også Centraleuropa gennemgik voldsomme forandringer. De store, befæstede bosættelser, som vi ovenfor har hørt om, ophørte for først at komme igen et par hundrede år senere i en ny form, som keltiske oppida.¹⁴² De meget rige grave, som lå rundt omkring borgene, udstyret med kostbart drikkeudstyr i form af græsk og etruskisk import, forsvandt også. I stedet opstod et antal nye centre i den nordlige udkant af den centraleuropæiske zone, specielt i det mellemrhinske område.¹⁴³ Bag fremvæksten af disse centre stod en krigerklasse, hvis eksistens man snart skulle lære at kende i forbindelse med de keltiske invasioner i Italien.

De første tilløb til centraleuropæernes invasioner i Italien fandt formentlig sted allerede i løbet af det 5. århundrede f.Kr.¹⁴⁴ Dermed ændredes karakteren af de fredelige kontakter mellem nord og syd, som havde eksisteret i århundreder. Gennem dem havde de centraleuropæiske folkeslag fået kendskab til Middelhavslandenes geografi – og fået smag for deres rigdomme. Nu ville de selv have del i dem. Militære plyndringstog ned over Alperne blev det næste skridt – og dermed indledtes en helt ny fase af det europæiske kontinents historie.