Solens folk (1500-1100 f.Kr.)

Der var vide horisonter i højfolkets verden. Solens folk har man kaldt den tids mennesker. For i deres religion var der ét motiv, som dominerede over alle andre: solens rejse over himmelhvælvet dag og nat, året igennem. Alting hvilede i årstidernes ring. Tilværelsens ramme var det evige kredsløb. Om efteråret døde naturen, om foråret genfødtes den.

Denne viden om død og genfødsel rummedes i højfolkets religion. Den kom til udtryk i de årstidsbestemte fester, som de afholdt, formentlig ved vår og høst, sommer- og vintersolhverv. Og den kom til udtryk i de sakrale genstande, de ofrede, når de religiøse ritualer var slut. Solvognen fra Trundholm er et af de fornemste eksempler herpå. Den viser den guddommelige sol, som bliver trukket hen over firmamentet af en hest.

Men til billedet af den hestetrukne sol knyttede der sig en mangfoldighed af hellige genstande og symboler. Hjultegnet, af samme form som Solvognens hjul, var et af dem. Og blandt de hellige genstande var navnlig de store processionsøkser vigtige. Vi finder dem både støbt i bronze og i form af helleristningsbilleder, indhugget på klippefladerne i det sydlige Sverige.

Klippebillederne havde også et andet vigtigt motiv: skibet. Ja, det var det motiv, som dominerede over alle andre. Måske bronzealderens mennesker troede, at de kom fra havet, og at de var skabt af solen. Måske det var det, de udtrykte, enten når de foretog begravelser af døde stormænd og kvinder, eller når de samledes til rituelle drikkelag eller årstidsbestemte fester, og efter at ceremonierne var ebbet ud, nedlagde de sakrale ceremonigenstande i de vådområder, som overalt omgav menneskenes bosættelser.

Afsnittet Solens folk (1500-1100 f.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet