De hellige redskaber

Var solen, hjulet, hesten, skibet, fisken og fuglen betydningsladede symboler i bronzealdermenneskenes kosmologi, så var øksen det også. Og den kender vi som en håndgribelig realitet, fremstillet af sten eller metal. Igennem årtusinder havde man tillagt øksen skiftende betydninger. Men lige siden bondestenalderens begyndelse havde den spillet en central rolle i oldtidsmenneskenes religiøse forestillingsverden. Tidligt i bronzealderen så vi, hvordan de lange, smalle randlisteøkser på vinkelbøjede skafter blev til et stormandssymbol (se Bronzestøbere i nord). Lidt senere i det 2. årtusinde f.Kr. fik de yderligere en betydning, som afspejles i et fund, man for en menneskealder siden gjorde ved gården Egebak i Vendsyssel.³⁴ På en mark, som mod nord skråner ned mod en udyrket ådal, fandt man to kolossale bronzeøkser. Den ene kom frem ved pløjning. Den anden fandt man kort derefter, da man med hjælp fra Dronningens Livregiment i Nørre Uttrup afsøgte området med minesøgere.

De to økser er de tungeste enkeltgenstande, vi kender fra bronzealderen. Hver vejer de over 7 kg og er mellem 46 og 48 cm lange. Økserne fra Egebak er næsten ens. Begge er de sammensat af flere forskellige dele. Den ene af økserne har bevaret den knop, som afsluttede skaftdøllen opadtil. Det er imidlertid tydeligt, at også den anden økse har haft en lignende knop. Knoppen er omhyggeligt tilpasset øksen og hviler på en lille krave. Set ovenfra er skaftknoppen dekoreret med et stjerneformet mønster, et motiv som er karakteristisk for våben, redskaber og smykker hen imod slutningen af bronzealderens første halvdel.

Det mest påfaldende ved Egebak-økserne er de store nakkeskiver, som også er støbt for sig og sekundært fæstet til økserne. På nakkeskiverne sidder 12 små tappe nedfældede. Man kan her se, hvordan de er blevet nedfældet i den færdigstøbte økse. Hvilken funktion tappene har haft er uklart. Men vi kender dem også på andre samtidige kultøkser.³⁵

På begge bredsiderne er de to økser fra Egebak udsmykket med en kompliceret, sammenhængende spiraldekoration. Den er støbt, dvs. at dekorationen er blevet udført med en tynd oprullet bronzetråd. Man pressede den ned i den bløde voks på den model, som blev fremstillet forud for støbningen af økserne.

Omtrent samtidigt blev yderligere en stor kultøkse fundet ved harvning af noget tilkørt havejord uden for en landejendom ved Viby på Sjælland.³⁶ Øksens patina tydede på, at den oprindelig havde ligget i mose- eller engjord, og det blev snart klart, at øksen måtte stamme fra et udstykningsareal i selve Viby. Lidt senere viste det sig, at der var fundet endnu en økse på samme sted. Økserne var altså blevet nedlagt parvis, ganske som det var tilfældet med Egebak-økserne. Vibyøkserne var 46 cm lange, hver af dem vejede lidt mere end 5 kg.

I modsætning til økserne fra Egebak var de to fra Viby støbt af én omgang. Deres dekoration bestod dels af plastiske lister, dels af en enkel linjedekoration: tætsiddende bånd af linjer og små trekanter var kombineret med slyngede bånd af dobbeltlinjer. Hovedparten af udsmykningen samler sig om øksens nakkeparti og den dølle, hvori skaftet har været indsat. På alle fire sider sidder umiddelbart foran skaftdøllen et økselignende motiv.³⁷ Et billede af en økse på en overdimensioneret bronzeøkse -det understreger kun øksens funktion som kultredskab.³⁸ Vi skal da også senere genfinde motivet blandt de hellige billeder på Kivikgravens sider (se Shamanens billeder).

Måske billederne ikke symboliserer andet end selve styrken og effektiviteten ved metalvåbnene.³⁹ De var endnu tilstrækkeligt nye begreber til at give billederne et ekspressivt indhold. Øksebillederne er da også blot uden videre anbragt på genstanden. Om en indpasning i en ornamental komposition er der ikke tale.

De fire økser var ikke de første af deres slags. Så tidligt som i 1761 blev en 34,5 cm lang, spiraldekoreret bronzeøkse fundet dybt nede i en mose, der hørte til baroniet Holstenshus i Djernæs sogn på Sydfyn.⁴⁰ Knap en menneskealder senere blev en lignende øske fundet ved Ormenæs i nærheden af godset Kørup på Nordfyn.⁴¹ Den var 39,5 cm lang, vejede 3,3 kg og var spiralornamenteret. I dag er navnet Ormenæs ukendt på egnen. Men endnu i 1700-årene var det navnet på en lille højning, som lå midt i et sumpet område på østsiden af Nærå strand, en lille inderlavning, som skød sig ud fra Kattegat på Nordfyn. Her fyldte viber og klyder luften med deres skrig – og her, hvor man havde udsyn milevidt over landet og havet, havde bronzealdermenneskene gravet den kostbare økse ned.

Fra Frederik 7.'s samling stammer endnu en massiv bronzeøkse. Den er fundet på Tørslev Hede ved Purhus mellem Hobro og Randers⁴² og er 48 cm lang og vejer 3,8 kg. Også den er rigt dekoreret med spiralornamenter. I Nationalmuseet findes endnu to økser af samme slags. Den ene siges at være fundet i Nibstrup Mose ved Brønderslev, mindre end en halv snes km fra Egebakøksernes findested.⁴³ Øksen er 44 cm lang, vejer 5,1 kg og ligner de to Egebakøkser så meget, at den kan være fremstillet af samme metalstøber. Den anden er fra egnen ved Hadsund. Den er 36 cm lang og vejer 2,5 kg.⁴⁴ Endelig er der en stor, massiv bronzeøkse, som i 1999 blev fundet ved Bredebækgård i Nordsjælland. Den vejer 2,2 kg. Også den er udsmykket med et billede af en økse.⁴⁵

Også i Sverige og Norge har man fundet økser, der ligner de danske. Fra Sverige kendes en halv snes stykker og fra Norge fire.⁴⁶ Deres længde ligger mellem 23 og 35 cm, ingen af dem kommer altså op på siden af de danske. Men fundomstændighederne er de samme. Ingen er fundet i grave, alle har de været nedlagt i moser, vandløb eller andre utilgængelige steder i naturen.

Noget helt særligt er den offernedlæggelse, som blev fundet ved Stockhult i det nordlige Skåne.⁴⁷ Her fandt man tre massive kultøkser sammen med tre halskraver og to bælteplader samt et stort antal runde bronzeplader, såkaldte tutuli, og tre pålstave. Og sammen med disse kostbarheder var nedlagt to små mandsfigurer med koniske hatte og fortykkede lægge (se Spiralstilen og hvad der siden fulgte). De er nogle af de første menneskefremstillinger i bronzealderens kunst. Figurernes arme mangler, men i hænderne har de to mænd muligvis båret økser, som man kender det fra nogle lidt senere figurer fundet ved Grevensvænge på Sjælland (se Hellige tegn og billeder). Tvillingefigurerne er et motiv, der ikke sjældent forekommer i bronzealderens billedverden, og det hænger givetvis sammen med, at mange af tidens kultgenstande, ikke blot økserne, men også lurer og meget andet, forekommer parvis.⁴⁸

Hovedparten af de overdimensionerede bronzeøkser er fundet i Sydskandinavien. Men der kendes dog et enkelt fund af en sådan økse fra floden Meuse i det nordøstlige Belgien, tæt ved den hollandske grænse.⁴⁹ Det imponerende våben er 40,5 cm langt. Bladet er udsmykket med en fladedækkende spiralornamentik bestående af sammenhængende spiralforløb, der omkranser og er indvævet i et centralt placeret, trekantet spiralornament. Der er ingen tvivl om, at den belgiske økse er fremstillet i Norden, efter al sandsynlighed i Danmark. Den nærmeste parallel er den ovenfor omtalte økse fra Tørslev Hede i Nordjylland. Et håndgribeligt vidnesbyrd om de forbindelser, der fra Nordjylland gik ned langs Vesterhavskysten i retning mod de nordvesttyske, hollandske og belgiske kystegne.⁵⁰

Nordiske er økserne i deres form og dekoration, men det er dog ikke utænkeligt, at de er fremstillet under inspiration af økser fra så fjerne egne som Donau- og Karpaterområdet.⁵¹ Og de var ikke beregnet til profan brug. Alene deres vægt fortæller noget andet. Med øskeblade af bronze, som vejer henholdsvis fem og syv kg fælder man ikke træer eller tildanner tømmer. De må derimod have spillet en rolle i kulthandlingerne, og netop sådan ser vi dem afbildet på helleristningsfelterne. I Sydsverige, navnlig i egnen omkring Simrishamn, finder man dem afbildet, sejlende på skibe eller båret på lange stager af mænd, der som regel har en højt rejst penis.⁵² Men de store økser afbildes også ofte sammen med skibet: helleristningernes almindeligste motiv. Man ser økserne båret af mænd om bord på skibe. Her drejer det sig imidlertid om økser af en noget yngre alder end dem, vi hidtil har nævnt.

Disse lidt yngre våben har kraftigt udsvajede ægge, en form, de beholdt gennem resten af bronzealderen. Også disse økser kender vi fra de arkæologiske fund, bl.a. fra en offernedlæggelse i Brøndsted Skov mellem Vejle og Fredericia, hvor to ens økser blev fundet sammen.⁵³ De må stamme fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. og må også have været brugt som kultiske rekvisitter. Trods deres størrelse er økserne ganske lette, for de består kun af en tynd bronzeskal støbt over en lerkerne. De er dekoreret med indtrykte, støbte cirkelornamenter, hvoraf det største over skaftrøret er belagt med guldblik, måske det skal opfattes som et solsymbol.

Brøndstedøkserne tilhører en lille gruppe beslægtede former fundet i Sverige.⁵⁴ Et par er fundet i Skogstorp nær Eskilstuna i Södermanland.⁵⁵ Også de består af en tynd bronzeskal støbt over en lerkerne. Den ene af Skogstorpøkserne har den øverste del af skaftet bevaret, formet som en bronzehylster omkring en egestok.⁵⁶ Det var formentlig økser af den type, som var afbildet på en nu forsvundet sten fra høvdingegraven i Kivik.⁵⁷

Men stenene fra Kivikgraven viser også andre af de kultrekvisitter, der var i brug på den tid. På sten nummer 8 er afbildet to figurer, der tilsyneladende blæser et blæseinstrument, en såkaldt lur, der blot består af et konisk tonerør. Hos den ene figur er luren fremadvendt, hos den anden er den derimod stukket ind under armhulen og ud bag ryggen. Begge instrumenterne er tegnet som simple halvbuer, og det er formentlig en sådan lur, man har fundet i en mose i Gullåkra i Skåne.⁵⁸ Det primitive instrument, som er forsynet med en bærekæde, har en begyndende vridning. Det er omkring 110 cm langt og har i stedet for en lydplade en smal krave omkring mundingen. Noget egentlig mundstykke har luren ikke, kun en lille krave i den tyndeste ende af tonerøret.

Et par beslægtede lurer, men med et betydelig større svaj end luren fra Gullåkra, kender man fra Danmark. De blev fundet i Rørlykke Mose på Langeland⁵⁹ og er ikke som de senere lurer modsat formede, men derimod ensdannede. Hvert af instrumenterne består af et sammenhængende konisk rør, der er støbt i mindre stykker, men samlet ved nogle komplicerede samlinger. Mundstykket er afbrudt og mangler. Om lydåbningen er der en flad, kun 3 cm bred krave. To tværstillede øskener sidder foroven og forneden og har tjent til at fastgøre en bærekæde.

Hvordan disse enkle blæseinstrumenter har lydt, ved vi ikke. Det er kun de senere, mere udviklede lurer, man i dag kan blæse på. Men enkle signaler har man formentlig kunnet frembringe på dem, når de blev brugt ved de religiøse ceremonier.

En sidste kultrekvisit skal nævnes her. En ejendommelig spiralprydet plade af guldbelagt bronze, hvorfra to grene eller horn rejser sig, fundet i en mose ved Hagendrup på Vestsjælland.⁶⁰ Man har opfattet det som en del af en hjelm og de to opretstående, bagudbøjede grene som ansigtsbeskyttere. Det støbte bronzebånd er dog for krumt til umiddelbart at passe til en voksen person. Bagtil er båndet afbrudt i begge ender, og den oprindelige form er derfor ukendt. Måske det gådefulde stykke har været monteret oven på et for længe siden opløst hovedtøj af træ eller læder.

På helleristningerne ses ofte personer med hornede hoveder. Man har også peget på, at de smalle bagudbøjede bronzehorn i deres form svarer til de fjer, „hornene“, som er typiske for hornugler. Er der i virkeligheden tale om resterne af en fuglemaske, som har været båret ved de religiøse ceremonier? Muligheden foreligger, for der er andre antydninger af, at sådanne fuglelignende masker var i anvendelse i rituelle sammenhænge. Et ejendommeligt cylindrisk beslag, måske endestykket på en processionsstav, fundet ved Glasbacka i Halland, kan måske opfattes som en fremstilling af en sådan fuglemaske.⁶¹ Og krumme fuglenæb indgår også som en del af de ansigtsfremstillinger, vi senere ser på hjelmene fra Viksø og mankestolene fra Fogdarp (se De hellige vogne). Mulighederne er legio. De mærkelige genstande giver os kun nogle svage glimt af en fjern og gådefuld verden, som lukkede sig for årtusinder siden.