Helleristningerne

På mange af Sydskandinaviens klippeflader, som isen skurede glatte for årtusinder siden, finder man en verden af indhuggede billeder: helleristningerne. Besøger man disse steder om dagen, er det ikke altid, man kan få billedernes motiver klart for sig. Men ser man dem i det skrånende solskin tidligt om morgenen eller sidst på dagen, træder de anderledes klart frem: et mylder af skibe, dyr, mennesker, vogne og meget andet. Oldtidens eneste monumentalkunst, har man kaldt dem. De er de varige spor efter bronzealdermenneskenes religiøse ritualer.

Langt hovedparten af de skandinaviske helleristninger findes i det mellemste Skandinavien, men de samler sig i bestemte områder. I Sverige finder man dem især i det nordlige Bohuslän, det vestlige Uppland, det østlige Östergötland og det østlige Småland. Også i det sydøstlige Skåne er der forholdsvis mange af dem, omend de her udgør den mindste af de store koncentrationer af helleristninger. I Norge findes helleristningerne på østsiden af Trondheim Fjord, i Jæren og det sydlige Østfold.

Også Danmark har sine helleristninger. Men med undtagelse af Bornholm findes de på løse moræneblokke, specielt i områderne i nærheden af Kattegat, og særligt i Nord- og Vestsjælland, som i bronzealderen også var et rigt bosættelsesområde. I Vestdanmark, i Slesvig-Holsten, i Niedersachsen, Mecklenburg og det vestlige Pommern, som også hørte til den nordiske bronzealderkultur, er helleristningerne meget sjældne.

Det er ikke de rigeste landbrugsområder i Sydskandinavien, der har frembragt flest helleristninger. Ganske vist finder man dem i Mellemskandinavien normalt i nærheden af bebyggede områder, f.eks. på klippeflader i skoven bag områder med dyrkeligt land.⁹⁹ Men de findes også i egne, der dengang var ret tyndt befolkede. Bohuslän, som rummer så mange helleristninger, er f.eks. ikke særligt frugtbart land.

Set i et overordnet perspektiv er der således en kontrast mellem på den ene side en mellemskandinavisk region, hvor figurative billeder spillede en stor rolle, og på den anden side en kontinental region, hvor de ikke spillede nogen rolle. De sydligste dele af Skandinavien, incl. Danmark, var et grænseland mellem disse to regioner. Man kan også sige, at der var tale om to forskellige verdener: en i syd, der var forbundet ved et fælles metalhåndværk, og en anden i nord, hvor metal var mere sjældent, og hvor billeder blev brugt næsten som et alternativ til metalgenstandene.¹⁰⁰

Det var elementære forskelle i erhvervsformen, der på den måde kom til syne. I syd havde man et landbrug baseret på kvæghold og med et ekstensivt bosættelsessystem. I nord var der derimod tale om en region, hvor andre erhvervsformer som f.eks. jagt og fiskeri spillede en stor rolle. Og hvor samfundene derfor var små og spredte. Det var en livsform, der kun muliggjorde, at befolkningen samledes ved særlige lejligheder, hvor man kunne fejre rituelle fester – ved disse lejligheder blev helleristningerne formentlig udført.¹⁰¹

I hver af de forskellige helleristningsområder havde man sine egne traditioner. Det kom bl.a. til udtryk som forskelle i, hvor hyppigt man brugte de enkelte motiver.¹⁰² I Bohuslän i Sverige var f.eks. halvdelen af motiverne skibsbilleder. I Østfold i Norge var antallet af skibe endnu større, og i Rogaland nåede de helt op på 72% af samtlige ristninger.¹⁰³ Derimod udgør f.eks. hjulkors kun en lille del af kredstegnene i Bohuslän og i Norge. I Östergötland udgøres henved 10% af ristningerne af ristninger af økser, sværd og spyd. Det er motiver, som forekommer betydeligt sjældnere i de øvrige helleristningslandskaber, bortset fra Skåne, der også har mange våben.

Set under ét er motiverne og temaerne i helleristningerne dog relativt få. Og meget ofte er det de samme motiver, der gentages igen og igen. At tolke helleristningerne er imidlertid ikke nogen let sag. Det skyldes for det første, at de er svære at datere præcist. Overlapninger forekommer, og de viser, at man gang på gang er vendt tilbage til samme lokalitet. Selve den kontekst, det enkelte billede optræder i, er således ofte svær at bestemme.

Men forståelsen af motiverne udgør et endnu større problem. I tidligere tiders forskning mente man først og fremmest, at helleristningerne skulle fortolkes som et resultat af menneskers kommunikation med forskellige guddommelige væsener. Det synspunkt har man for en stor del forladt i dag. I stedet mener man, at helleristningerne skal forstås som sociale og kognitive koder.¹⁰⁴ Man søger på sin vis ikke længere at isolere betydningsindholdet af ristningerne, men søger snarere at udvide det, så deres mangetydighed træder frem.

Det hænger sammen med, at helleristningsforskningen er blevet påvirket af den moderne socialantropologis syn på såkaldt primitive folkeslags måde at tænke på. Det som den franske forsker Claude Lévi-Strauss har kaldt „den vilde tanke“.¹⁰⁵ Ristningerne ses som et medie for en metaforisk måde at tænke på, der afviger meget fra den, som er fremherskende i den vestlige civilisation. En metafor reducerer ikke antallet af meninger, men udvider og integrerer derimod de forskellige symbolers meninger.¹⁰⁶

En metafor bygger ikke på nogen realistisk lighed eller forskel. Den har et videre indhold end den materielle genstand, den refererer til. Metaforen eller symbolet virker i stedet gennem sekundære, indirekte betydninger. Den anvender det almindelige og velkendte og sammenligner det med noget, som er mindre velkendt og åbenbart. Det betyder ofte, at selv forhold, der for den udenforstående fremtræder som ulogiske og kaotiske, har en bagvedliggende logik. Det er en udtryksmåde, som ikke er så fjern fra den, hvormed den moderne kunst udtrykker sig.

Et eksempel på denne metaforiske tænkemåde kunne være skibet, som jo allerede tidligt i bronzealderen får en dominerende placering i den religiøse billedverden. Lad os gå ud fra det tidligste skibsbillede herhjemme: skibet på det ene af Rørbysværdene (se Skibet og bronzen). Det lille billede er anbragt på noget, vi kalder et krumsværd. Der er imidlertid overbevisende blevet argumenteret for, at sværdets form skyldes, at det efterligner et skibs form. Bl.a. skulle den krumme spids svare til skibets opadbøjede stævne.¹⁰⁷ Der er desuden blevet talt for, at skibet i begyndelsen optræder som symbol på høvdingeværdigheden, men at det med tiden får en mere religiøs betydning. Nye associative forbindelser opstår, da rageknivenes form begynder at efterligne skibets.¹⁰⁸ Deres håndtag associerer til dyrehoveder, som findes på skibets stævne, og knivenes blade bærer samtidig mytologiske skibsbilleder med solens rejse over himmelhvælvet som det dominerende motiv. Der opstår nu nye koblinger, hvor rageknivene, som først og fremmest findes i mandsgrave, symboliserer et religiøst uddannet individ af hankøn (se Hændernes hus). Rageknivene og skibssymbolerne kan nu gensidigt tænkes at symbolisere det politiske såvel som det religiøse lederskab, idet de to betydninger er integreret i hinanden. Som allerede nævnt: selv forhold, der for den udenforstående fremtræder som ulogiske og kaotiske, kan betragtes som led i associationskæder med en bagvedliggende logik. Set som udtryk for „den vilde tanke“, bliver symbolerne altså noget man tænker ved hjælp af.

Vi kender den samme tankegang fra senere tider, bl.a. i slutningen af jernalderen, hvor skibet ligeledes havde dyb symbolsk betydning. Det havde det enten i form af skibsbegravelser, eller i form af stensætninger, der markerede et skib omkring graven. Der var også i endnu senere tider traditioner, der fortalte, at de herskende familier kom fra havet. Måske vi her står over for en sen form for den samme tankegang, som var fremherskende i bronzealderen, og som forbandt herskernes legitimitet med symboler, der refererede til en mangfoldighed af myter og forestillinger om tilværelsens indretning.

Men nu tilbage til de konkrete billeder, som bronzealdermenneskene indhuggede i de hårde klippeflader. Inden vi ser på de danske helleristninger, skal vi kaste et blik på det nærliggende Skåne. Her findes helleristningerne hovedsagelig i det sydøstlige hjørne, i det frugtbare land rundt omkring Simrishamn. Det er også i det område, at Kivikgraven ligger. Men vigtige helleristningsfelter findes desuden andre steder i landsdelen. F.eks. i Frännarp i det nordøstlige Skåne, hvor man bl.a. har omkring 20 billeder af vogne. Spredte helleristninger findes også på øen Hven i Øresund, på Kullen og på Bjäre halvøen i nordvest.

Helleristningerne ved Simrishamn omfatter et stort område ved Järrestad no 4 med næsten 1.300 billeder, heri medregnet de skålformede fordybninger. Enestående er bl.a. en stor figur af en mand, den såkaldte „danser“,¹⁰⁹ men desuden er der mængder af fodaftryk, som er det hyppigste tegn blandt de skånske helleristninger, samt nogle skibe og økser. Et andet vigtigt felt er Simris nr. 19 med skibe og talrige skæftede økser.¹¹⁰ Et par af dem bæres af falliske mænd, som vi allerede har hørt om i forbindelse med kultøkserne. Økser og skibe finder man også på et nærliggende helleristningsfelt, Simris nr. 27.¹¹¹

Helleristningerne på det nærliggende Bornholm er nok beslægtet med de sydøstskånske, men motivvalget afviger en smule herfra. Halvdelen af de bornholmske helleristninger er skibe (55%). Kredstegn og fodaftryk udgør henholdsvis 23% og 21%.¹¹² Den stærke dominans af skibe svarer til, hvad man ser på de andre øer i Østersøen, Öland og Gotland. Til gengæld har de bornholmske skibsbilleder ikke meget til fælles med skibsbillederne i det øvrige Danmark. De bornholmske er jo også alle indhugget i fast klippe. Her sejler skibene som hele flåder afsted i den isskurede granits glatte overflade.

De fleste og største af de bornholmske helleristninger ligger oppe i den nordlige ende af øen, på højderne ved Allinge og Hammerknudens store grå bjergryg. Der er dog også ristninger andre steder på øen, bl.a. ved Nylars.¹¹³ Men de bedste finder man heroppe i nord, på den del af øen der er som selve verdens ende. Her ligger helleristningsfelter som Madsebakke, Storløkkebakke, Brogård, Blåholt, Egely, Haldene, Lundegård, Allinge og Hammeren.¹¹⁴ Besøg dem en sommermorgen eller ved solnedgangstide! Nogle steder er det som at vandre i et højfjeldslandskab, andre steder færdes man i det fint opdyrkede landskab. Og gang på gang får man storslåede udsigter ned over kysten med dens mange tunger og skær, der stikker ud i det vældige hav, som omgiver klippeøen.

På Storløkkebakke, på højdedraget sydøst for Allinge, ligger et af felterne.¹¹⁵ Herfra er der en storslået udsigt over Nordbornholm og Østersøen. I klart vejr kan man se helt over til knuden Sandhammaren i det sydøstlige Skåne. På den hvælvede klippeflade, der ligger ca. 400 m fra Storløkkebakkens top er der indhugget fire skibe, et fodspor og en del skålgruber.

Går man videre til Madsebakke, der ligger i højderne nordvest for Allinge, finder man et helleristningsfelt på en furet, langstrakt klippeknold, der falder jævnt ned mod nordvest, mod dyrket mark.¹¹⁶ Her findes 17 skibsbilleder, hvoraf et har en fremstilling af den hestetrukne sol. Desuden er der fodsålfigurer, hjulkors og kredstegn og talrige skålgruber. Skibene sejler mod alle verdenshjørner, noget helhedsbillede skaber de tilsyneladende ikke. Et særligt herligt skib sejler for sig selv nord for hovedfeltet. Det har stærkt svungne stævne og en meget stor kølforlængelse, der afsluttes med noget, der formentlig er en økse.

Ovre på den vestlige side af nordspidsen ligger helleristningsfeltet Blåholt,¹¹⁷ en særlig livfuld ristning. Den findes på en flade, der skråner mod sydøst, overfladen er jævn og glat, og inden for et ganske lille felt, ikke større end 1,5 x 2 m er indhugget otte skibsbilleder, hvoraf et bærer en menneskefigur. Desuden er der to hjulkors, seks skålgruber, et kredstegn og en ubestemmelig figur. Ristningerne står alle meget svagt og kan kun ses i stærkt skrålys.

I den øvrige del af Danmark finder man helleristninger talrigt i de østlige egne og mere sparsomt i de vestlige.¹¹⁸ Egentlige ristninger af billeder kender man fra noget over hundrede lokaliteter, medens de enkle skålgruber er registreret på henved 700 lokaliteter.¹¹⁹ På enkelte sten er der endog indhugget mere end hundrede af dem. Set under ét, er det abstrakte billedtegn, der dominerer i Danmark. Billeder af dyr, mennesker og f.eks. våben er meget mere almindelige på den skandinaviske halvø end i Danmark.

Blandt billedtegnene er det kredstegn, først og fremmest hjulkors, der dominerer. De udgør mere end halvdelen af samtlige danske billedtegn. En væsentlig mindre andel har skibsbillederne, håndtegnene og fodaftrykkene. Det er kun få sten, der har mere end et par forskellige billeder. Men blandt dem findes til gengæld pragteksemplarer som f.eks. den sten, der blev fundet ved Engelstrup i Odsherred.¹²⁰

På stenens forside ser man to skibsbilleder, begge af den enfurede type. Det største af skibene har høje stævne med dyrehoveder. Bagstavnen er dobbelt og afsluttes med en kort nedadvendt streg. I forstavnen er der en stærkt opadbuet kølforlængelse. Af skibets 17 mandskabsstreger er to anbragt mellem de to bageste stævne, hvis den inderste af disse da skal opfattes som sådan og ikke som en på skibet anbragt særlig figur, indhugget samtidig med mandskabsstregerne og svarende til den mandsfigur, de to skålgruber og dyrefiguren, der ses over skibet. En høj mandsfigur ses ud for det store skibs agterstavn, og der er en mandlig og en kvindelig figur under skibet. De har løftede arme og er vendt mod en cirkel, der kan opfattes som et soltegn. Under forstavnen på det store skib ses et mindre med 9 mandskabsstreger.

En anden prægtig helleristningssten er den, som blev fundet ved Herrestrup på østsiden af Odsherred.¹²¹ På denne store stens hovedside ses under et hjulkors fem skibsbilleder og foran dem, under et skåltegn, et dyr med langstrakt hals og buet hale, en karakteristisk bronzealderhest. På den modstående side er endnu et skibsbillede, medens den største, trekantede smalside bærer en mandsfigur foran et kentaurlignende dyr. I den ujævne overside er der skåltegn. Skibene er tegnet med en enkelt linje, der fortsætter i opadbøjede snabler. Fra denne linje udgår stævnene, og mellem dem er der lodrette mandskabstreger. Et par af skibene har dyrehoveder i spidsen af stævnene.

En sidste billedsten skal nævnes, den fra Truehøjgård i Himmerland.¹²² Det er en lille sten fra en overpløjet høj. På den ene side bærer den to skibsbilleder, der har fuldt udhugget skrog. På den modstående flade er der fodspor og skålgruber – og på den ene smalside ser man en lille mandsling med det rejste lem stærkt fremhævet.

Af andre vigtige tegn skal vi fremhæve de indrammede cirkelmotiver, der var indhugget på en helleristningssten fra Mandbjerghøj ved Øster Velling i det nordlige Midtjylland.¹²³ Det er et motiv, som vi genkender fra samtidige ornamenter på bronzesagerne. Videre skal nævnes et prægtigt spiralmotiv på en sten fra Nybjerg i Odsherred¹²⁴ og nogle fodtegn med hver enkelt tå udhugget på en sten fra Godensgård i Himmerland.¹²⁵ Fodtegnene kendes fra en halv snes lokaliteter på Bornholm, Sjælland, Lolland og Himmerland.

Endelig er der de mange skålgruber, som er et tegn, der rækker helt tilbage til bondestenalderen.¹²⁶ Skåltegnene er så godt som alle banket eller knust ind i stenen med en anden og hårdere stenart og er almindeligvis 4-5 cm i tværmål og fra nogle få mm til omkring 1 cm dybe.¹²⁷ De tiltager oftest i dybde med størrelsen, således at de større, der er omkring en halv snes cm i tværmål, er 3-5 cm dybe. Indhugningen af skåltegnene synes at have været et led i begravelsesritualerne¹²⁸ og kan sommetider dateres nøjagtigt i forhold til gravlæggelsen.¹²⁹