Bopladserne

Hidtil har vi malet billedet af de tidlige bondesamfund med brede penselstrøg. Men skal man stille nærmere ind på de bopladser, der lå spredt derude i det skovklædte land, og hvor det daglige liv udfoldede sig, kan det være svært at opfatte detaljerne. Endnu er det kun ganske få af bostederne, der er grundigt undersøgt. Vi kan dog fornemme, at de i begyndelsen må have været ret små. Det passer også ganske godt med det billede, som pollenanalyserne tegner: at man i begyndelsen praktiserede svedjebrug og flyttede rundt i små grupper. Senere voksede bostederne i størrelse. Tilsyneladende flyttede man fra de mange små bopladser sammen på nogle få, men større bopladser.

Vi har allerede hørt om nogle af de tidligste bopladser. Vi har også hørt, hvordan man undertiden dækkede dem med en langhøj, når de efter en årrække blev forladt, måske for at understrege forbindelsen mellem de døde og de levende. Om denne teori har noget på sig, er svært at afgøre. Det var ikke desto mindre udgravningen af en gravhøj fra den tidlige del af bondestenalderen, der var med til at løfte en flig af gåden om, hvordan de første bønders boliger så ud. Det har altid været påfaldende, at man i Sydskandinavien ikke kunne finde spor af store langhuse af den slags, som agerbrugerne syd for Østersøen havde brugt i det 5. årtusinde f.Kr. Arkæologerne kom med mange forslag til, hvordan husene så havde set ud i Sydskandinavien.¹⁴ Men det var først ved udgravningen af en af bondekulturens tidlige langhøje, som lå på Bygholm Nørremark ved Horsens, at man fik et første spor at gå efter.¹⁵

Den centrale grav i langhøjen var nemlig placeret oven i sporene af et aflangt, nærmest ovalt hus, der havde haft fire kraftige, tagbærende stolper stående på række, såkaldte midtsuler. Bygningen havde været ca.10 m lang. Langvæggene, der var bygget af lodrette stolper, havde været let buede og gavlene afrundede. Huset var klart ældre end højen og dens centralgrav. Det er svært at sige, om der på Bygholm Nørremark var tale om et egentligt beboelseshus eller et dødehus. Men uanset om huset var for de døde eller de levende, så viser dets konstruktion, at man i den tidligste bondekulturs tid opførte huse, hvis tag var båret af én række midtsuler. Og det var efter alt at dømme den slags huse, de levende boede i.

I de senere år er der dukket hustomter af den slags op ved udgravninger både i Danmark og i Sverige. Vi har allerede nævnt en af dem, hustomten fra Strandby Skovgrave i Helnæs Bugt-området.¹⁶ Den lå tæt ved fire megalitgrave, og huset må have været opført i den tidlige bondekulturs tid. Bygningen var 10,5 m lang og havde en enkelt række midtsuler, fire i alt, og dertil kraftige vægstolper. Tagspærene hvilede på overkanten af væggene, som i gavlen var rundet, så taget havde form som et valmtag. Konstruktionen svarede altså nøje til det hus, der blev fundet under højen på Bygholm Nørremark. Et andet og lignende hus blev fundet ved Ornehus på Stevns.¹⁷

Også på Bornholm, ved Limensgård har man fundet spor af langhuse, der formentlig stammer fra denne tid.¹⁸ Bopladsen lå i et område med rige naturressourcer, let adgang til ferskvand, og kort afstand til fiskemulighederne ved kysten. Der havde ligget to huse på bopladsen, dog ikke på samme tid. Af det ene var kun de tagbærende stolper bevaret. Dem var der fem af. Det andet hus var 18 m langt og 5,75 m bredt. Det havde rundede gavle og én række tagbærende stolper.¹⁹

I Danmark kan vi således beskrive bøndernes ældste hustype som et 1018 m langt og 4-6 m bredt langhus. Ned igennem husets midte stod en række af tre til fem tagbærende stolper. Langvæggene var let buede eller lige, mens gavlene var afrundede. Væg og gavl var sat med en enkelt række stolper. Almindeligvis lå husene i retningen øst-vest, men der var afvigelser fra regelen. Om detaljerne i konstruktionen og indretningen af husene er der endnu ikke meget at sige. F.eks. ved vi ikke, hvor indgangene til huset var placeret. Ej heller ved vi noget om, hvilke byggematerialer, der blev brugt, bortset fra de jordgravede stolper af træ. Men husene har formentlig været lerklinede. Det tyder fund af brændt lerklining og lertagningsgruber på bopladserne på.

Den samme hustype har også været i brug uden for det danske område. Man har bl.a. fundet den i Skåne,²⁰ og i Östergötland i Sverige.²¹ Men også syd for den dansk-tyske grænse kender man tomter af disse små huse med midtsuler og rundede gavle, både i Nordvesttyskland²² og i Holland.²³ Ligheder i byggeskikken inden for dette sydskandinavisk-nordtysk-hollandske område kan man i øvrigt finde langt ned i historien.

Med disse forholdsvis små bygninger begynder oldtidshistoriens langhus sin meget lange historie. Dets begyndelsestid ligger i den tidlige bondestenalder. Fra den tid og helt frem til middelalderen byggede oldtidens bønder langhuse med jordstampede gulve, jordgravede stolper og vægge af træ eller lerklinet fletværk. I begyndelsen var det midtsulehuse, senere blev det huse med to rækker tagbærende stolper. Det blev til et udviklingsforløb, der samlet strakte sig over 5000 år.

I slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. skete der store forandringer i bondesamfundene. Det ressourcekrævende byggeri af de store stengrave ophørte. Det samme gjorde opførelsen af nye samlingsanlæg. Til gengæld slog man sig nu ned på de gamle samlingsanlæg og boede der igennem lang tid. De mange små familiegrupper, som tidligere havde boet spredt ud over terrænet, forenede sig tilsyneladende i større grupper. Hvor en boplads tidligere kun havde dækket et areal på nogle få hundrede kvadratmeter, dækkede den nu et meget større areal, adskillige tusinde kvadratmeter. Ja, man kender fra den tid bopladser, som er på flere hundrede tusinde kvadratmeter. De langelandske bopladser illustrerer med tydelighed væksten i bopladsernes areal. Bopladsen Troldebjerg var på mindst 30.000 m² og bopladsen Klintebakken på mindst 37.000 m². Men bopladserne fra den ældre bondestenalders sidste fase dækker områder mellem 70.000 og 2-300.000 m².²⁴

Hvad der var årsagen til, at menneskene begyndte at klumpe sig sammen i nogle få, men større bosættelser, ved vi endnu ikke. Man kan forestille sig, at det hang sammen med ændringer i den måde, de drev landbrug på. F.eks. havde rydningerne af skoven efterhånden fået et omfang, så husdyrholdet kunne udvides betydeligt.²⁵ Men som helhed ved vi meget lidt om disse forandringer i bondesamfundenes livsform. Det ville også være af stor betydning, om vi kendte de huse, som var rammen om bøndernes hverdag. Men også her er vor viden ganske sparsom. Vi har f.eks. endnu ikke fundet spor af de huse, som lå på de store bopladser i slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. Ikke fordi man ikke kender til bopladserne. Tværtimod, der er udgravet mange af dem. Men i det virvar af stolpehuller og andre nedgravninger, der ofte tegner sig ved udgravningerne, har man endnu ikke kunnet få øje på hustomterne. Vi kan kun gætte på, at det var huse med en midtsulekonstruktion, som man brugte det tidligt i bondestenalderen. Og som man fortsat brugte det i tiden efter ca. 2800 f.Kr., da vi igen finder hustomter på bøndernes bopladser, som der skal berettes om nedenfor.

Som allerede nævnt, lå bopladserne fra slutningen af det 4. årtusinde og begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr., ofte på steder, hvor der tidligere havde ligget store, fælles samlingsanlæg. Det var f.eks. tilfældet ved Sarup på Sydvestfyn, hvor der endda to gange var blevet bygget et samlingsanlæg på samme sted. Efter at det andet store samlingsanlæg var gået i forfald, flyttede menneskene fra de omkringliggende bopladser sammen på det tidligere så hellige område.²⁶ Den nye boplads var stor, den dækkede henved 40.000 m². Men man havde ikke glemt, at den lå på et sted, hvor man førhen mødte forfædrene. Det hændte da også endnu, at nogle af familierne gravede ned i de mange hellige grøfter og foretog døderitualer der. Men næsset ved Sarup var nu først og fremmest rammen om et dagligt bondeliv, som omfattede dyrkningen af markerne og pasning af husdyrene. Der var mere kvæg at passe end tidligere, og græsningsarealerne i terrænet omkring bopladsen var større end tidligere. Men mange steder kunne man se forladte dyrkningsarealer, der havde været afbrændt ved svedjebrand, og som var ved at springe i skov igen. Der lå ikke nær så mange bopladser derude i terrænet som tidligere. Man byggede heller ikke flere af de store stengrave.

Inde på bopladsen var man optaget af alle de gøremål, som hørte dagligdagen til: tilberedningen af føde, grutning af korn, fremstilling af redskaber og af keramik. Og omkring husene gravede man mængder af gruber. Nogle af dem blev brugt til opbevaring af forråd, i andre tørrede man korn. Det var fortrinsvis emmerhvede, men der var også noget enkorn og byg.

Også på øerne syd for Fyn kunne man finde bopladser, der lå på de tidligere samlingsanlæg. En af dem var f.eks. Blandebjerg-bopladsen ved Humble på Langeland. Den var nok stor, dog ikke helt så stor som bopladsen ved Sarup.²⁷ Hustomter fandt man ikke ved udgravningen. Men talrige fund af lerklining, stolpehuller og ildsteder viste dog, at der havde stået huse på pladsen. Ligesom ved Sarup var det især emmerhvede, der groede på de omgivende marker, og husdyrholdet var også domineret af kvæg med svin som det næst-almindeligste dyr. Blandebjerg var en boplads, som blev liggende ganske længe på stedet.

Tilsvarende bopladser kunne man finde både i Jylland og på Sjælland. F.eks. ved Fannerup på Djursland²⁸ og ved Trelleborg på Sjælland²⁹ boede man også på de tidligere fælles samlingsanlæg. Fannerup-pladsen lå på et næs, der skød sig ud i det smalle Kolindsund, og som gennemskar halvøen fra øst til vest. Der lå talrige store stengrave i nærheden af bopladsen, de var blevet opført, mens samlingsanlægget endnu var i brug, og de blev stadig brugt til efterbegravelser. Her ved Fannerup skaffede man sig føden på den samme måde som på de samtidige bopladser andre steder i landet, ved kornavl og husdyrhold. Men til trods for, at man boede i et kystnært område, hvor der var rig lejlighed til jagt, fiskeri og indsamling, brugte man ikke disse muligheder i særlig høj grad. Til gengæld udnyttede man de særdeles gode græsningsmuligheder for store flokke af kvæg på de lave strandenge i nærheden af bopladsen.

Går man hundrede år længere frem i tiden, til tiden omkring 3000 f.Kr.,³⁰ lå der stadig en stor boplads på henved 45.000 m² ved Sarup på Sydvestfyn.³¹ Beboerne huskede stadig, at det var helligt område, de boede på, og der var fortsat en vis rituel aktivitet i gang ude ved forfædrenes grøfter. Men ellers var alt som før, de fleste mennesker på egnen boede samlet her på næsset ved Sarup. Ellers lå der kun nogle ganske få og spredte bopladser som satellitter ude i det omgivende terræn. Og billedet gentager sig i mange andre områder af landet. F.eks. ved de store stenalderbopladser Bundsø på Als,³² Lindø på Vestlangeland³³ og Tøvelsø midt på Langeland. Den sidste boplads var meget stor, i alt dækkede den et areal på 150.000 m².³⁴ Fra disse bopladser begravede bønderne fortsat deres døde i de talrige storstensgrave, der lå tilbage fra tidligere tider ude i landskabet. Men der var også egne af landet, hvor helt nye gravritualer kom i brug, bl.a. i det nordlige og vestlige Jylland. Her anlagde man nu grave i lange rækker, stendyngegrave kalder man dem (se Grave i lange baner).

I tiden kort før 2800 f.Kr. når vi frem til den første bondekulturs afslutningstid.³⁵ Endnu boede der mennesker på næsset ved Sarup på Sydvestfyn, de synes dog at have været færre end tidligere.³⁶ Tilsyneladende var pladsens karakter af helligområde nu også gået i glemmebogen. Til gengæld lå der nu i det omgivende landskab mange bopladser, både store og små. Nogle af dem var jagtpladser, andre var steder, hvor man tilvirkede flintredskaber.

På samme tid lå der på Langeland en lignende stor boplads, Spodsbjerg.³⁷ Den lå også tæt ved kysten, hvor der var gode muligheder for fangst og fiskeri. Men det var muligheder, man tilsyneladende slet ikke udnyttede. Det var udelukkende kvæghold og agerbrug, der skaffede beboerne deres udkomme. Der var en påfaldende mangel på interesse for havets rigdomme – den møder man i øvrigt på næsten alle de kystnære bosættelser fra den tid.

Går vi helt over til de østligste dele af landet, til Bornholm og til Skåne, finder vi også der meget store bopladser i de første par århundreder af det 3. årtusinde f.Kr. På Bornholm lå f.eks. bopladsen Vasagård, kun et par km fra bopladsen Limensgård, som vi allerede har hørt om. Også de bornholmske bønder havde ligesom deres frænder i de øvrige dele af landet bygget store samlingsanlæg i de forudgående århundreder. Ved Vasagård fandtes to af slagsen, Vasagård Øst og Vasagård Vest. På den østligste af samlingspladserne udviklede der sig på den tid en stor boplads, som dækkede et areal på ca. 25.000 m².³⁸

Selve bopladsområdet var afgrænset med palisader – det synes i øvrigt at være et særtræk ved de bornholmske og skånske bopladser. Palisader af svære, tætstillede stolper finder man også på bopladsen Brogård, der lå kun 8 km fra Vasagård.³⁹ På Brogård-bopladsen dækkede bebyggelsessporene ca. 10 ha, og mindst 6 ha af pladsen var helt omgivet med palisader.

Et beslægtet anlæg har man fundet ved Dösjebro i det vestlige Skåne.⁴⁰ Det lå på et langt, fladt næs ved Välabäcken og var omgivet af en palisade bygget af henved 500 stolper. Palisaden var formentlig oprindelig mandshøj, dens stolper var gravet omkring 0,7 m ned i jorden, og den omgav et areal på tre ha. Inden for dette fandt man mængder af bopladsaffald, men mærkeligt nok var der hverken spor af huse eller affalds- og forrådsgruber på pladsen. Derimod var der mange spor efter fremstilling af flintøkser.

Hvilken funktion disse indhegnede bornholmske og skånske pladser har haft er lidt af en gåde. Ud over at have været bosættelser for en større gruppe mennesker, har de også haft kultiske funktioner.⁴¹ De indhegnede pladser ser imidlertid ud til snart at være blevet opgivet som bopladser. Det sker samtidig med, at der ikke blot på Bornholm, men også i resten af landet, ja, i hele Europa, sker nogle vigtige ændringer af bondesamfundenes livsform. Den koncentration af bosættelsen, som man havde set i de forudgående århundreder, blev nu igen afløst af mindre bebyggelsesenheder. Også den udvikling kan man følge på Bornholm, f.eks. ved Limensgård, som vi tidligere har besøgt.

Ved Limensgård havde bønderne slået sig ned i en kort periode omkring det 4. årtusindes midte. I tiden omkring 2850 f.Kr. kom de igen og anlagde en bosættelse, som blev liggende på samme sted i henved 300 år.⁴² Ved udgravningerne af bopladsen fandt man tomterne af i alt 18 huse, men de havde ikke alle stået der på samme tid. De fordelte sig tværtimod jævnt over de efterfølgende tre århundreder. Hvis man regner med en gennemsnitslevetid på ca. 35 år for et enkelt hus, vil det sige, at der højst har stået to huse ad gangen. Der boede altså betydelig færre mennesker på Limensgård-bopladsen end på de store bopladser, som tidligere havde været så almindelige.

Et af de ældste huse på pladsen var i sin grundplan let trapezoidt.⁴³ Det havde væggrøfter på tre sider, og gavlen i den sydvestlige ende var åben, formentlig lå her en indgang. Husets længde var 16 m eller mere, bredden var 7,5 m. Ildstedet så ud til at have ligget midt i huset. Taget havde hvilet på en række midtsuler, dvs. at der ned gennem dets midte gik en række kraftige stolper. Bygningen var altså principielt af samme udformning som de huse, bønderne tidligere havde boet i. Men der var også konstruktive træk, der pegede fremad i tiden, mod den byggeskik, som bønderne skulle udvikle i de følgende århundreder.

Ved at indskrænke antallet af huse på bopladserne til et enkelt eller nogle få, til gengæld noget større huse, var bønderne i færd med at skabe et helt nyt bosættelsesmønster, som afveg meget fra tidligere tiders sammenklumpede bopladser. Men hele den udvikling hører senere tider til og vil først blive skildret senere. Indtil da vil vi vende os til det landbrug, som de første bønder havde udviklet.