Området omkring Helnæs Bugt på Sydvestfyn, hvor den store samlingsplads ved Sarup er udgravet.

.

Området omkring samlingspladsen Sarup ved Helnæs Bugt. Med lys farve er angivet de arealer, som ved rekognosceringer er blevet intensivt afsøgt for arkæologiske fund samtidige med Sarup-anlægget. Bopladsfund er markeret med firkanter, megalitgrave med cirkler og løsfund med kryds.

.

Kort over Østjylland. Se nærbillede th.

.

Bondestenalderens bebyggelse i Østjylland. Trekant markerer megalitgrav, cirkel helårsboplads, kvadrat fangstplads, stjerne i cirkel samlingsanlæg.

.

Lad os forestille os, at vi en sommerdag i tiden omkring 3500 år f.Kr var kommet sejlende i en af bondefolkets lange, slanke stammebåde ind mod kysten af det lysfyldte sydvestfynske landskab i egnen omkring Helnæs Bugt. Det er højsommer, og solen sender vældige reflekser op fra bugtens lysende vandflade. Over vore hoveder er himlen diset blå. Til bagbord har vi Helnæs og til styrbord Hornelands skovklædte bakkedrag. Vi passerer forbi flere skovklædte småøer på vejen ind mod det inderste af bugten, som er det sted, hvor Hårby Å munder ud i Helnæs Bugt.

Vi padler os nu frem mod strømmen ind ad åmundingen. Vi har passeret store, lavtliggende rørsump-bevoksninger og steder, hvor elletræer og pilebuske vokser tæt. Nu begynder terrænet omkring åen at hæve sig. Vi lægger til ved bredden, et sted hvor bevoksningen er trådt ned, fortøjer båden og går videre til fods. En lille sti fører ad det svagt stigende terræn ind i bevoksningen. Vi passerer igennem områder med eg og ask, her og der gror der også elme- og lindetræer. Men skoven er ikke tæt og ufremkommelig, nogle steder er der lyse birkebevoksninger, andre steder er der strækninger, hvor der næsten kun gror hasselbuske, og man kan se, at der er blevet skåret af dem. Her og der ligger der bundter af hasselkæppe, som venter på at blive brugt andetsteds. Vi kommer også forbi steder med en frodig opvækst af urter og buske, hvor der er fritgående kvier, der gnaver af løv og græs.

Lidt længere fremme kommer vi til et åbent område, hvor bevoksningen mest består af græsser og et væld af den gule perikum. Midt i åbningen ligger der et mærkeligt, langstrakt anlæg, en lang jordhøj hvis fod er markeret med store, opretstående sten. Det er et af bygdens mange gravmonumenter, og man kan se, at der for nogen tid siden har været mennesker her. Foran stenene i højens ene langside ligger der talrige knuste lerkar. Der har også været brændt bål, langvarige ritualer ser ud til at være blevet afholdt her.

Ikke langt derfra er der et sted, hvor vegetationen tydeligvis har været brændt af. På den brændte, askeholdige jord gror der hvede. Et hegn af vidjer omgiver den lille mark. Aksene står ganske tæt, og der gror kun nogle enkelte kornblomster imellem dem. Det ser ud til, at det lille markstykke er blevet omhyggeligt luget. Men uden for hegnet er der et flor af brogede blomster, storkenæb, kodriver og tjærenellike.

Tæt herved er der en lille bakkeskråning. Der ligger et hus midt på den. Det er ikke stort, knap en halv snes meter langt. Væggene er lerklinede og taget tækket med tagrør. Rundt omkring huset kan man se små gruber, der er gravet ned i jorden, der har tydeligvis været brændt bål i dem. Det må være her, kvinderne arbejder med madlavningen. Ovre i det ene hjørne af pladsen er der en større nedgravning. Det var her, man hentede ler, da husets vægge skulle klines, men nedgravningen er nu fyldt med affald. Tæt ved den ligger møddingen. Nogle langbørstede svin med store hoveder går rundt og roder i den. De ligner næsten vildsvin. Der er varmt på pladsen, den ligger i læ, og solen bager ned på den oprodede, sandede jord omkring huset. I udkanten af pladsen står der hyldebuske, og i en indhegning flettet af hasselkæppe går der får. Luften er mættet med en varm, sødlig lugt af dyregødning og rådnende affald.

Sådan omtrent kan der have set ud ved en af bopladserne i egnen omkring Helnæs Bugt hen imod midten af det 4. årtusinde f.Kr., dvs. omkring 4-500 år efter, at landets befolkning var begyndt at tage landbruget til sig. Landet derinde i bugten omkring Hårby Å er et af de steder i Denmark, der i dag er mest intensivt undersøgt for de spor, som bondebefolkningen efterlod sig.2 Nu er det ikke hver en lokalitet på egnen, der er udgravet og arkæologisk undersøgt. Kortlægningen af stenalderbebyggelsen omkring Helnæs Bugt er et arbejde, der har stået på igennem mange år. Det har dels bestået af omhyggelige, kostbare og tidkrævende arkæologiske udgrav ninger. Men det har også bestået i tålmodige afsøgninger af markerne år efter år i det i dag helt opdyrkede landskab. Tit er det kun ganske beskedne fund, man gør: nogle flintredskaber eller potteskår. Man registrerer også, hvad interesserede privatsamlere har fundet igennem årene. Undersøgelserne er dels foregået i et større område, som omfatter hele området omkring Helnæs Bugt, dels i et mindre, 5 x 7 km stort område omkring Hårby Å's udløb i bugten. Det er i det sidstnævnte område, at de mest intensive eftersøgninger har fundet sted.

Gennem dette langvarige og tålmodighedskrævende arbejde er man i færd med at danne sig et billede af, hvordan bondebefolkningen boede i århundrederne efter det 4. årtusindes midte. Ideelt set kan man på en stenalderboplads forvente at finde ildsteder, affald fra redskabsfremstillingen, et udvalg af de redskaber, der var i brug på bopladsen, og lerkarskår, dog sjældent hele kar. Man kan også gøre sig håb om at finde f.eks. dyreknogler og eventuelt kværnsten. Hvis man er særlig heldig, er der også spor efter menneskenes boliger. Men som allerede nævnt, ser den arkæologiske virkelighed ofte anderledes ud. Århundreders opdyrkning og specielt nutidens effektive landbrug gør, at arkæologerne ofte må lade sig nøje med meget mindre. Ved undersøgelserne i Sarup-området har man opstillet det minimumskrav, at hvis der skal kunne tales om en „boplads“, skal der inden for et 100 m2 stort område være fundet mindst 10 stykker affald fra redskabsfremstillingen. Og heraf skal mindst ét kunne bestemmes som værende fra bondestenalderen.

Trods det beskedne udgangspunkt har man alligevel kunnet danne sig noget af et billede af, hvordan menneskene omkring det 4. årtusindes midte udnyttede landskabet og den skov, som overalt i landet var grundlaget for det første landbrug. Man har inden for det 5 x 7 km store område omkring Hårby Å's udmunding i Helnæs Bugt fundet mere end et halvt hundrede bopladser fra den tid. Bopladserne er ganske små, formentlig har kun en enkelt eller nogle få familier boet sammen på dem og kun i en kortere årrække. I areal dækker hver af bopladserne omkring 500 m2, og de ligger oftest på flade, sandede og veldrænede terrasser på grænsen mellem vådbundsområderne og bakkelandet.

Det er en placering, som ingenlunde er tilfældig. Den viser, at bondestenalderens mennesker lagde vægt på at kunne udnytte så mange af områdets naturrigdomme som muligt. Der var bopladser, der var særlig gode til jagt og fiskeri. Andre var velegnede til kvæghold, til svinehold og til korndyrkning. Denne evne til at spille på mange strenge kommer til udtryk mange andre steder i Sydskandinavien på denne tid, f.eks. i Skåne.3

Hvad der gør undersøgelserne ved Helnæs Bugt til noget ganske særligt, er, at man har kunnet påvise, at menneskene på de mange små bopladser, der lå spredt ud over terrænet, samarbejdede om fælles religiøse ritualer. Det gjorde de ved at bygge store, såkaldte samlingspladser af den art, vi allerede tidligere har hørt om. De byggede dem på særligt udvalgte steder i terrænet. Her, i området omkring Hårby Å's udmunding i Helnæs Bugt, var det på et sandet næs omgivet af to vandløb, der løb sammen ved pladsens sydlige spids. Lokaliteten hedder Sarup, og den skal vi siden hen flere gange vende tilbage til.

Vi har også tidligere set, at pollenanalyser kunne afsløre, hvordan bondesamfundene udnyttede jorden og skoven for at skaffe sig føden. I egnen omkring Hårby Å har pollenanalyserne vist, hvordan bønderne her dyrkede korn og holdt husdyr på de ret magre og tørre jorder.4 Det var efter alt at dømme en form for skov-landbrug med små, åbne marker i skovrydningerne, som gjorde det muligt for dem at leve i samme område i en længere periode, hvis blot de sørgede for den rigtige rotation inden for området.

I den tidligste fase, i de første århundreder af det 4. årtusinde f.Kr., var det nok ganske små arealer inde mellem træstammerne og de store sten i skovrydningerne, der blev dyrket. Det vigtigste redskab var formentlig gravestokken, dette altmulig-redskab, som også jæger-fiskerfolkene havde brugt. Men omkring midten af det fjerde årtusinde vandt arden indpas. Den er et primitivt pløjeredskab, som ikke vender jorden men blot ridser furer i den. Man pløjede de små jordstykker inde i skoven efter først at have brændt dem af for deres opvækst af birketræer eller hasselbuske. Formentlig blev markstykkerne kun dyrket en ganske kort årrække, inden man opgav dem og lod kvæget græsse på dem. Afgrøderne bestod af emmer og byg.5 De husdyr, som hørte til bosættelserne, men som for det meste søgte deres føde på de forladte marker i skoven, var svin, får eller geder og kvæg.

Spor efter bøndernes huse finder man kun sjældent. Et enkelt er det dog blevet til i egnen ved Helnæs Bugt.6 Det var ikke stort, kun 10 m langt, men dets størrelse bestyrker antagelsen af, at der på hver af bopladserne omkring bugten formentlig kun boede en enkelt eller et par familier. Til bopladserne hørte desuden et netværk af fangstpladser, hvor man drog ud på bestemte årstider, f.eks. om foråret og sommeren, inden høsten var hjemme, for at skaffe ekstra føde: fisk, skaldyr og kød.

På nogle af de forladte marker opførte bønderne deres stenbyggede grave. Det var bl.a. her, man holdt erindringen om forfædrene i live ved at udføre komplicerede og langvarige begravelsesritualer. Ved udgravninger af flere af storstensgravene er der fundet ardspor på den oprindelige markoverflade neden under gravanlægget. De viser, at markerne var blevet pløjet to eller tre gange, før man begyndte byggeriet af graven.7 Storstensgravene lå tæt i egnen omkring Helnæs Bugt. Man kender fra undersøgelsesområdet henved 120 af dem. Det er formentlig kun en lille del af det antal, der oprindelig lå i området. I den sidste menneskealder er en snes stykker af disse grave blevet udgravet.8

Det mønster for bebyggelsen, der har tegnet sig i områderne omkring Helnæs Bugt, kan man genfinde flere steder rundt om i det danske landskab. Overalt er placeringen af de store stengrave en nøgle til lokaliseringen af bondestenalderens bygder. Og i bygderne er der en klar sammenhæng mellem gravene og forekomsten af både bopladser og samlingspladser. Det kommer f.eks. tydeligt frem i det højtliggende, østjyske bakkeland mellem Århus og Horsens.9

I dette henved 1600 km2 store område, ligger hovedparten af de ca. 200 registrerede megalitgrave i nærheden af vand, mens det indre af landet over store strækninger må have været ubeboet. Gravene ligger dog sjældent direkte ved kysten, men ofte på terrasser i landskabet, hvorfra der var udsyn til havet eller til de store vandløb. I gennemsnit er afstanden til vand omkring halvanden kilometer.

Ser man på, hvordan de egentlige bopladser fra bondestenalderens første årtusinde placerer sig i landskabet, så tegner der sig nogle bygder, som disse koncentrationer af bosættelsen kan kaldes. Inden for bygderne kender man tre slags bopladser. Dels bopladser, der formentlig var beboet året rundt, og hvorfra man dyrkede jorden. Dels fangstpladser, som blev besøgt på bestemte tider af året. Dels store samlingspladser, som lå med reglmæssige mellemrum spredt ud over de beboede områder.10

En meget beslægtet situation finder man længere mod syd på den jyske halvø. Ved Lønt i det bølgende landskab på sydsiden af Haderslev Fjord lå tidligere storstensgrav ved storstensgrav, adskillige har der været af dem.11 Man finder dem i alle stadier af deres udvikling, lige fra de små, rektangulære, lukkede kamre, over dysser med gang og polygonale dysser til egentlige jættestuer. Alle havde de været brugt i gravkulten, ved alle gravkamrene var der blevet foretaget offerritualer.

Men også ved Lønt havde gravkamrene grupperet sig omkring et samlingsanlæg. På et næs, der sydfra skyder sig ud imod fjorden, har man fundet de karakteristiske voldgrave, palisadehegn og offergruber, der plejer at høre til samlingspladserne. Kun en lille del af anlægget ved Lønt er undersøgt, skønsmæssigt dækkede det 4-5 hektarer, og det må have været i brug i tiden omkring 3500 f.Kr. og århundrederne derefter12, dvs. at anlægget er samtidigt med storstensgravene i området.

Det er således gravene, bopladserne og samlingspladserne, der kan vise os hvordan befolkningen koncentrerede sig i bestemte landskaber. Bygderne lå tilsyneladende på steder, hvor det omgivende terræn var mest varieret og den biologiske variation størst. Et typisk bosættelsesterritorium var et område, hvor der på samme tid var gode muligheder for agerbrug, husdyrhold, jagt, fiskeri og indsamling af føde.13

Noter

2: N.H. Andersen 1997, s. 89 ff.

3: M. Larsson 1987.

4: S.Th. Andersen 193a-b.

5: G. Jørgensen 1982.

6: Strandby Skovgrave, N.H. Andersen 1997, s. 92.

7: Ibid. s. 94.

8: ibid. s. 94 ff.

9: T. Madsen 1982; P.O. Nielsen 1993, s. 93.

10: Det er dog ikke alle samlingsanlæggene på kortet, der er identificeret med sikkerhed.

11: E. Jørgensen 1988a, 2000.

12: De ældste fund er fra Fuchsberg-fasen, de yngste fra Klintebakke-fasen.

13: Der findes en del danske regionalundersøgelser, som mere eller mindre indgående belyser bebyggelsen i yngre stenalder: 1: Søllerød og Lyngby-Tårbæk kommuner (S.Aa. Knudsen 1982). 2: Store Åmose i Vestsjælland (K. Andersen 1983. 3: Vestsjælland i almindelighed (Th. Mathiassen 1959b). 6: Øerne syd for Fyn (J. Skaarup 1985). 7: Lodbjerg i Nordjylland (D. Liversage 1988). 8: Nordvestjylland i almindelighed (Th. Mathiassen 1948a). 9: Vroue Hede – Sjørup Plantage (E. Jørgensen 1977a). 10: Egnen omkring Skarrild i Vestjylland (H. Rostholm 1977b. 11: Norddjursland (J.Vedsted 1986). 12: Østjylland (T. Madsen 1982). 13: Norsminde Fjord (S.H. Andersen 1976b). 14: Hads herred i Østjylland (J. Skamby Madsen 1984). 15: Ribe-egnen (Stig Jensen 1984 og 1998).

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet En stenalderbygd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig