De ældste tider

Fortællingen om Danmarkshistoriens ældste tider er beretningen om alt det, der ligger gemt derude i det danske landskab. Oftest ligger det under det muldlag, som maskinerne hvert år pløjer igennem. Eller det er tilgroede spor fra tider, da landet så helt anderledes ud end i dag. Kun få steder i Danmark findes der endnu landskaber, som ligger stille og uberørt hen, og hvor tiden går på en anden måde.

Alligevel kan det stadig hænde, at man får en fornemmelse af landets umådelige ælde. Der kan være strækninger inde i det jyske højland, hvor der altid er rum til blæsten, og hvor det store udsyn rummer mindelser om det åbne, kolde og forblæste land, som de første jægerfolk trængte ind i. Eller der kan være steder ude ved kysten, hvor småholmenes skrigende flokke af søfugle får en til at tænke på de tider for årtusinder siden, da fangstfolkene færdedes her.

Står man på toppen af en af de gravhøje, som landet endnu er så rigt på, højt hævet over et dansk fjordlandskab, kan man godt få fornemmelsen af, at hvad der ligger udbredt dernede, er et af oldtidens mange små kongeriger. Det kan være en septemberdag, hvor udsynet er vidt og himlen klar. Lyset løber hastigt over de blidt formede bakker og dale – og genskinnet fra fjorden rækker højt op i atmosfæren. En byge trækker ind over landskabet, lyset i farverne slukkes og tændes atter, nøjagtig som det har gjort det i årtusinder over det danske landskab.

Altid er det landskabet, som er rammen om fortællingen om menneskets ældste tider her i landet. I dag fuldstændig opdyrket med gård ved gård, med motorveje, broer og byer. Alligevel ligger der i landets topografi, i dets fordeling af land og hav, i dets overfladerelief og mange steder også i dets bevoksning, stærke mindelser om de fjerne tider, da Danmark endnu ikke var Danmark.