Danmarks Oldtid

Med bue, pil og fiskespyd

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Det var en stor håndværksmæssig kunnen, der lå bag hele det udstyr af fangstredskaber, Maglemosejægerne brugte på deres bopladser og på jagttogterne ude i skovlandet. Den byggede på erfaringer overleveret fra generation til generation. Navnlig buen og pilene var livsnødvendige. Selve buen var mandslang og kunne f.eks. være fremstillet af skyggevokset, dvs. knastfrit elmetræ. En sådan bue er fundet på en af bopladserne i Holmegårds Mose.64 Holmegård-buen var et omhyggeligt forarbejdet våben, fremstillet af materialer, som var valgt med omhu. Den var 154 cm lang og lavet af en tynd, slank stamme, der var flækket på langs. Selve buestaven var flad og havde ved midten et indskåret, kun 2,6 cm bredt håndgreb. Buens tykkelse aftog gradvist mod hornene (spidserne). Dens ryg, dvs. den side, der vendte væk fra skytten, havde bevaret stammens rundede overflade, mens bugen var helt flad ved grebet. På buens ryg sad nogle små afsatser, som formentlig stammede fra en forstærkning med en fastbundet senestreng. Det gav buen en vældig spændkraft, hvad man umiddelbart kan se af de dybe læsioner på dyreknoglerne fra Maglemosejægernes bopladser.

 Buen fra bopladsen Holmegård IV.

Buen fra bopladsen Holmegård IV.

De pile, som bueskytten brugte, kunne have flere forskellige udformninger alt efter deres formål. Nogle havde spids og skærper af små flintstykker, såkaldte mikrolitter, som med birketjære var klæbet fast i riller i skaftet. Også surringer med dyresener blev holdt fast med en sådan tjærebelægning. Tjæren fik man ved at opvarme birkebark, som så afgav det sorte, klæbende stof. På en af Maglemosejægernes bopladser ved Duvensee mellem Lübeck og Hamburg har man fundet en rulle birkebark og små plader af beg. De fortæller, at man her udvandt birketjære eller -beg til fremstillingen af jagtvåben.65

Pilenes spidser og skærper blev som nævnt lavet af mikrolitter, dvs. små flintstykker, der blev retoucheret (tilhugget) i forskellige geometriske former såsom lancetter, trekanter, romber osv. Fremstillingen af mikrolitter foregik på alle Maglemosetidens bopladser. Udgangspunktet var ganske små flintflækker, som ved den såkaldte mikrostikkelteknik blev udnyttet med stor dygtighed og udformet med minutiøs finhugning til forskellige typer. Gennem århundrederne udviklede jægerne dette håndværk igennem en række stadier, som er af stor betydning for den arkæologiske datering af de enkelte bopladser.66

Fremstilling af en mikrolit. Maglemosejægernes mikrolitter fremstilledes af små flækker ved den såkaldte mikrostikkelteknik. Flinthuggeren retoucherede først et hak ind i flækkens side, hvorefter flækken med ét slag spaltedes på skrå. Den skrå spalteflade, mikrostikkelfacetten, ses ofte i spidsen på ældre mikrolittyper. På yngre typer er den næsten altid retoucheret bort.

I alt kan man skelne mellem tre udviklingsfaser, en tidlig, en mellemste og en sen fase. I den tidligste, meget lange fase, som lå i tiden mellem ca. 9000 og 7800 f.Kr., fremstillede flinthuggeren udelukkende simple lancetformede mikrolitter.67 Efterhånden udviklede han imidlertid også lancetspidser med fuldt retoucheret side.68 Så fulgte den mellemste fase, tiden mellem ca. 7800 og 7000 f.Kr., hvor flinthuggeren foruden simple lancetmikrolitter også begyndte at fremstille brede, ligebenede trekantmikrolitter.69 Senere føjede han til sit repertoire lancetmikrolitter med basisretouche og brede trekanter med svajede kortsider. Og i slutningen af den mellemste fase bestod hans produktion for størstepartens vedkommende af brede og skævbenede trekantmikrolitter. Så fulgte endelig i tiden mellem ca. 7000 og 6400 f.Kr. den sidste fase. De traditionelle lancetformede mikrolitter blev nu kun fremstillet i ringe omfang. Langt hovedparten af mikrolitterne var nu lange, smalle og skævbenede trekantmikrolitter. De dominerer fortsat håndværket i den afsluttende del af den sidste fase. Men i modsætning til tidligere retoucherede man nu kun kortsiden af spidserne. Samtidig begyndte man også i et vist omfang at lave smalle og brede trapezformede mikrolitter. Det blev dem, der kom til at præge flinthåndværkets videre udvikling i det følgende årtusinde.

Det er ganske små nuancer i flinthåndværkets udvikling, der er tale om. Men for arkæologien er de af stor betydning. De viser nemlig, hvordan flinthåndværket udviklede sig kontinuerligt igennem årtusinderne. Og ved at indpasse mikrolitterne fra de enkelte bopladser i et såkaldt seriationsdiagram, kan man bedømme deres alder.70

Diverse mikrolittyper fra Maglemosetiden, begyndende med de ældste og endende med de yngste.

Mikrolitterne findes i talløse tusinder på alle Maglemosejægernes bopladser. Men man har kun i få tilfælde fundet dem siddende på de redskaber, som de blev fremstillet til. I Lilla Loshult Mose i det nordøstlige Skåne fandt man en 88 cm lang pil af fyrretræ af en type, der må være blevet afskudt tusinder af i Maglemosejægernes tid.71 I pilens bagende var der indskåret en kærv til buestrengen. I forenden var der ved hjælp af en sort, klæbrig masse, formentlig birkebeg, fastgjort to mikrolitter. Den ene, en bred, trekantet mikrolit, gjorde det ud for pilens od. Den anden, en lancetformet mikrolit, var anbragt som en skærpe. Sådanne skærper øgede pilens evne til at skære sig vej gennem byttet. En egentlig modhage var mikrolitten derimod ikke, dertil var dens fastgøring for løs.

En anden pil, dog uden od, men også fra Maglemosejægernes tid, fandt man i Vinkel Mose ved Viborg.72 Pileskaftet havde været 101-102 cm langt, og det var fremstillet af retvokset, knastfrit og smalringet fyrretræ. I den ene ende var der en 3 mm bred og dyb kærv til buestrengen. Skaftet var omhyggeligt afrundet og glatskrabet. Nær kærven var der en bevikling, der havde fastholdt styrefjerene. Der var dog ingen spor efter disse eller det klæbestof, der havde holdt dem fast. Da pileskaftet blev fundet, havde det ingen od. Men det var tydeligt, at den oprindelig havde været en ensidigt tilhugget eller en lancetformet mikrolit.

Et udvalg af Maglemosetidens piletyper. Pilene har været 90-100 cm lange. I bagenden var der en kærv til buestrengen, og her er undertiden iagttaget rester af birketjære, sikkert fra fastgørelsen af styrefjer. Pilen nederst i billedet er fundet i Lilla Loshult Mose i Skåne.

På bopladsen Holmegård IV fandt man også mange fragmenter af Maglemosejægernes pile.73 Her var pileskafterne lavet af en 7-9 mm tyk, lige kvist, i nogle tilfælde af ulvsrøn eller kvalkved. Nogle af pilene havde som od kun selve den tilspidsede ende. Men et par centimeter fra odden kunne man se en fure, som var beregnet til indsættelse af mikrolitter, ganske som vi så det på pilen fra Loshult Mose. Nogle af pilene havde i kærvenden en harpiksagtig sort klæbemasse. Den har formentlig fæstnet styrefjerene til pilen. Noget tyder på, at pilene blev afskudt med det, bueskytter kalder det mediterrane greb, dvs. at buestrengen spændtes ved hjælp af pegefingeren og langfingeren, således at pilen lå imellem disse to fingre.74

Der var imidlertid også pile, der hverken havde flintodde eller -skærper. I stedet havde de fortil en bred, cylindrisk udvidelse i stedet for en spids. Materialet kunne være birk. Pile af samme udseende kendes hos mange naturfolk fortrinsvis til jagt på fugle og små pelsdyr, hvis skind man ikke vil beskadige. Det har sikkert også været tanken bag Maglemosejægernes køllepile.

De slanke, spinkle mikroflækker kunne også bruges til skærper i benspidser, der blev indsat i et træskaft.75 Skærperne satte man fast med begmasse. Disse flintægspyd var et dræbende jagtvåben, som kunne bruges til jagt på både land- og sødyr. Selve spidserne var omkring 25 cm lange og forsynet med en tap, der passede ind i træskaftet.

Med disse effektive våben foregik Maglemosejægernes jagt i de vejløse skove. Og det var talløse dyr man nedlagde. Af store køddyr var det vildsvin, rådyr, kronhjort, elsdyr og urokse, og af pelsdyr var det ulv, ræv, bjørn, skovmår, ilder, grævling, odder, vildkat og los. Stødte jægerne på dem, blev også egern, bæver, hare og pindsvin nedlagt. Men også af det rige fugleliv kunne man tage sin del. Af bopladsernes knogler kan vi se, at man nedlagde et bredt udvalg af de vingede skabninger: lom, lappedykker, skarv, hejre, rørdrum, stork, svane, gås, diverse arter af ænder, skalleslugere, ørne, glenter og våger samt tjur, trane, vadefugle, måger, spætter og kragefugle. Hertil kom også, men i et omfang vi ikke ved meget om, havets pattedyr, som f.eks. gråsælen.76

Fiskespyd af ben, hvis overflade er ætset på et kort stykke. Spydet er sandsynligvis gået tabt for jægeren efter at han har spiddet en fisk. Forrådnelsen af fisken har så opløst noget af benspidsens overflade. Maglemosetidens benspidser blev både brugt enkeltvis som spyd eller flere sammen i bundter, måske som lystre.

Det er imidlertid ikke alle jægernes fangstformer, som er lige lette at spore, fælder, snarer og grave f.eks. – og de har utvivlsomt været brugt. På en af bopladserne i Sværdborg Mose fandt man 151 knogler af en enkelt ulv.77 Det var næsten hele skelettet, men af kraniet var der kun nogle små stumper bevaret. Af tåknoglerne var der i alt 18, men der var ikke bevaret ét eneste af tredje tåled, det som bærer ulvens kløer. Man kan gætte på, at dyret er blevet fanget i en fælde eller i en grav og dræbt ved kraftige slag i hovedet. Hvad jægerne var ude efter, var det værdifulde skind. Hjemme på bopladsen flåede man ulven, men kloleddene med kløerne lod man blive siddende i pelsen. Det er grunden til, at de ikke blev fundet sammen med det øvrige skelet. Efter flåningen smed man kadaveret ud i den sø, ved hvis bred bopladsen lå.

Men søerne tog ikke bare imod jægernes affald. De var også et regulært spisekammer for de mennesker, der boede derinde på bredderne. Den rige fiskebestand blev intenst udnyttet af jæger-fiskerne. Især var det den største af landets ferskvandsfisk, gedden, man efterstræbte. Ofte kunne man fange gedder på over en halv snes kg. Og gedden var udbredt overalt, i søer, moser og større åer. Man har kaldt den for ferskvandskatten, og der er da også noget katteagtigt ved geddens måde at jage på. Den står gerne stille mellem vandplanterne og lurer. Og når der så kommer et intetanende bytte på tilstrækkelig nært hold, griber den det i et mægtigt spring. I legetiden færdedes gedden gerne i lavvandede, plantebevoksede områder nær bredderne, og her fangede Maglemosefolket den i store mængder. Det er sandsynligt, at man planlagde ankomsten til sommerbopladserne netop sådan, at den faldt sammen med geddens legetid.

Men der var rigeligt med andre fisk at tage af. Brasen f.eks., som også var en af de store ferskvandsfisk – den kunne nå 50-60 cms længde – og den i Danmark nu uddøde malle, der kunne nå en længde på op til 2 m.78 Der var den velsmagende karuds og den meget sky suder, som næsten udelukkende kom frem om natten. Kun i legetiden, i juni og juli, glemte den forsigtigheden og søgte ind på grundede, plantebevoksede steder. Her var den let bytte for fangstfolkene. Så var der ål og aborre – og skalle, som sommeren igennem strøg i små stimer langs søbredderne, de ældre i plantebevoksningen lige uden for rørsumpen, de yngre også gerne ude på de plantefrie strækninger. Rudskalle tog man også, den opholdt sig gerne i rørsumpen, hvor fangstfolkene placerede deres sommerbopladser.

Tandede fiskespyd og fiskekroge, effektive redskaber til det fiskeri, som foregik i indlandets søer og vandløb og sikkert også på det åbne hav ud for datidens kyster.

Til fiskeriet kunne man bruge store, kraftige fiskekroge af ben eller hjortetak.79 De var nok mest til brug på dybt vand. Men vigtigst var lysteren og fiskespydet, som vi kender fra talrige af Maglemosefolkets bopladser i indlandet. Man lavede spidserne af ribben eller rørknogler, og de kunne enten være forsynet med én eller nogle få modhager nær spidsen, eller de kunne være fintandede, dvs. med mange vinkelret eller skråt lagte indsnit langs en del af redskabets kant. På en indlandsboplads i den vestsjællandske Åmose har man fundet en sådan benod med tænder lavet af en rørknogle.80 Den var med en surring af, hvad der formentlig var lindebast fastgjort til enden af et hasselskaft. Da skaftet var beskadiget, kan man ikke se, om det har været et langt skaft til et spyd, eller om det kun har været et kort skaft, der kunne sættes sammen med flere benodde til en lyster. Mange af benoddene har utvivlsomt været brugt som lyster, man finder dem da også ofte flere sammen.

Nogle steder har man endog fundet de fiskepladser, som lå i nærheden af bopladserne.81 I Køng Mose i Sydsjælland kunne man på et stort område af den tidligere søbund finde talrige tandede benodde (lystertænder),82 og lignende fund kendes andre steder i landet. Man kan både finde hele spidser, som har løsnet sig fra træskaftet, og forender af spidser, der er afbrækkede under fiskens kamp for at komme fri. Undertiden kan man se, at odden af disse fiskespyd er ætset på et afgrænset stykke. Det betyder, at spidsen har siddet i en spiddet fisk, som er gået tabt for fiskeren. Derved er noget af spidsens overflade blevet ætset, da fisken rådnede.

Skiveøkse af den såkaldte Barmosetype, en økseform som kun var i brug i den tidligste Maglemosetid.

Meget af fiskeriet i indlandets søer og vandløb foregik fra båd. Endnu har man ikke fundet bevarede eksemplarer af Maglemosefolkets både, men de må have set ud, som de gjorde i de efterfølgende årtusinder: lange, slanke både fremstillet af udhulede træstammer og drevet frem med padleårer. De sidste kender vi til gengæld: et velbevaret eksemplar blev fundet ved den lille hytte i Ulkestrup i Åmosen.83 Den var 90 cm lang, lavet af en flækket hasselstamme og var, at dømme efter dens længde, beregnet til roning i siddende stilling.

Under fiskeriet fra både kunne man også bruge en såkaldt pulse, som var et hvælvet træstykke på et skaft. Når man stødte pladen mod vandoverfladen, skræmte man fiskene ind mod et net eller en ruse.84 En sådan formodet pulse er fundet på den skånske boplads Ageröd I.85

Til fremstillingen af både og til arbejde i træ i det hele taget, brugte jægerne økser. I det træfattige tundralandskab, man tidligere havde levet i, havde der ikke været det store behov for et sådant redskab. Men det kom i brug samtidig med skovens indvandring. Man begyndte nu at lave skiveøkser af store flintafslag, hvor de skarpe sidekanter blev udnyttet til ægge.86 Hvordan de blev skæftet, ved vi ikke med sikkerhed, men det var formentlig som tværøkser, dvs. at man skæftede bladet med æggen på tværs af skaftet. Muligvis blev bladet indsat i et mellemstykke af træ eller hjortetak, som så blev surret til et vinkelbøjet træskaft.

I den sidste del af Maglemosetiden optræder de første slebne økser, såkaldte trindøkser. Fundet på bopladsen Sværdborg I-1943 i Sydsjælland.

Selve øksebladet blev fladhugget, dvs. at man gjorde øksen tyndere ved hugning ind over rygsiden. Den slags fladhuggede skiveøkser var nu kun i brug i den tidligste del af Maglemosetiden, så forsvandt de ud af jægernes værktøjssæt, men henved 3000 år senere, i Ertebølletiden, blev de igen taget i brug.87

Måske det var mangel på tilstrækkelig gode råemner til skiveøkser, der gjorde, at jægerne i stedet udviklede en anden øksetype: kerneøksen. Det skete allerede i løbet af den tidlige Maglemosetid, og efterhånden overtog den helt skiveøksens funktioner.88 Kerneøkserne lavede man af forholdsvis små, uregelmæssige flintknolde. Det krævede mindre udsøgt flint, og økserne var lettere at opskærpe end skiveøkserne. Frem gennem de følgende årtusinder, helt til midten af Ertebølletiden forblev kerneøksen den vigtigste øksetype for jægerne.

Selve øksebladet blev formet ved, at man afhuggede overflødig flint langs to sidesømme. Tit sad der rester af den oprindelige skorpe tilbage på øksens sider. Den skærende æg dannede man ved afspaltning af tværgående, modsatrettede afslag. Til skæftning af tværøkserne brugte man stykker af kronhjortens stang.89 I den nedre ende hulede man en grube til indsættelse af øksebladet. I den øvre ende borede man et hul til træskaftet, som formentlig blot var en slank hasselgren. Kerneøkserne synes altid at have være skæftet som tværøkser.

Kerneøkse indsat som tværøkse i et skæftningsmellemstykke af hjortetak. Fra Maglemosebopladsen Lundby II i Sydsjælland.

Men desuden brugte man også økser og mejsler fremstillet af ben, elg- eller kronhjortetak.90 Æggen kunne dannes af takkens hårde yderlag, eller man kunne udhule det bløde kernevæv og her indsætte en skærpe af flint eller måske vildsvinetand fastgjort med birkebeg. Skaftet, der som regel var af hassel, blev indsat i et boret hul i takken. Var øksen af ben, brugte man gerne uroksens mellemfodsben.

Sent i Maglemosetiden begyndte man også at fremstille de første slebne økser, ikke af flint, men af forskellige former for bjergart.91 Det hænder også en sjælden gang, at man på bopladserne finder de slibesten, hvorpå økserne er slebet.92

Det er, hvad fundene af redskaber på Maglemosefolkets bopladser kan fortælle os om en dagligdag, der i høj grad drejede sig om jagt og fiskeri. Men tilvejebringelsen af den daglige føde havde endnu en side, som ikke efterlader sig spor i form af redskaber. Det var indsamlingen af vegetabilsk føde, som var lige så nødvendig som jagten og fiskeriet.93 Hos nulevende fangstfolk udgør den vegetabilske føde mellem 50 og 80 procent af den samlede føde, alt afhængig af det miljø, de lever i.

Men hertil kommer, at vilde planter og dyr har en helt anden næringsværdi end dyrkede grøntsager og kød fra slagtedyr. Fedtindholdet hos moderne slagtedyr er ca. 2530 procent, mens vildt kun har et fedtindhold på ca. fire procent. Desuden indeholder sidstnævnte fire procent fedtsyrer, som ellers kun forekommer i føde fra havet, men mangler i kød fra slagtedyr.

Maglemosefolket levede sundt, og de levede ikke af kød alene. Noget sådant var heller ikke muligt med de arter, der var til rådighed. Mennesket tåler dårligt en ernæring, hvor proteinindholdet udgør mere end ca. 50% af summen af protein, fedt og kulhydrat.94 

I Borealtiden var uroksen et vigtigt jagtbytte. Det statelige dyr uddøde i Norden i Atlantisk tid. I Skånes Djurpark i Sverige har man efter mange år fremavlet en stamme „urokser“, som i deres udseende ligner deres uddøde forfædre. Dyrenes skulderhøjde er dog betydelig lavere end Borealtidens urokser.

Det betød, at man måtte foretage en omfattende indsamling af planteføde, i hvilken stivelsesholdige rødder formentlig dominerede, men hvori også indgik alt det, den rige, omgivende natur bød på: bær såsom blåbær, rønnebær, slåen, brombær og tyttebær, nødder, især hasselnødder, frugter og frø, f.eks. hyben, skovæbler, hornnød, mannagræs og vikker samt stilke og rødder: mælkebøtte, strandkål og andre klitplanter.

Hertil skal vi formentlig også føje de færdigtilberedte forråd, som man fik fra de nedlagte, store, planteædende dyrs maver. Det er endnu kun ganske få spor af disse fødekilder, vi har fra Maglemosefolkets bopladser. Sumpbopladsernes talrige skaller af knækkede nødder er foreløbig det eneste tydelige bevis på, at Maglemosemenneskene ikke levede af jagt og fiskeri alene.

Noter

64: Holmegård IV, C.J. Becker 1945b. Samme sted er også fundet ca. halvdelen af en elmetræsbue, der har været ca. 160-170 cm lang.

65: K. Bokelmann 1991b, se også A.D. Johansson 1998, s. 95.

66: A.D. Johansson 1998, s. 80 ff.

67: P. Vang Petersen 1993, nr. 90.

68: Ibid. nr. 91.

69: Ibid. nr. 96.

70: Seriationsdiagram for mikrolitter, se A.D. Johansson 1998, s. 80 og s. 120.

71: M.P. Malmer 1969.

72: J. Troels-Smith 1961.

73: C.J. Becker 1945b.

74: J. Troels-Smith 1961, s. 131.

75: P.V. Petersen 1998b, s. 56, flintægspyddene synes først at komme i brug i den yngre del af Maglemosetiden.

76: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 143.

77: Ibid. s. 161.

78: Ibid. s. 165.

79: Forarbejder til fiskekroge er f.eks. fundet ved hytten fra Ulkestrup, K. Andersen et al. 1982, s. 46.

80: Ulkestrup Øst II i Åmosen. K. Andersen et al. 1982, s. 45.

81: A.D. Johansson 1998, s. 87.

82: A.D. Johansson 1990, s. 68, idem 1993.

83: K. Andersen et al. 1982, s. 75; Rieck & Crumlin Petersen 1988, s. 14.

84: Fiskenet fra Maglemosejægernes tid er endnu ikke fundet i Danmark, men kendes fra samtidige fund i bl. a. Tyskland, se B. Gramsch 1987.

85: L. Larsson 1978, s. 134, fig. 84; A.D. Johansson 1998, s. 88.

86: P. Vang Petersen 1993, s. 94 ff.

87: A.D. Johansson 1990, s. 76 ff.; P. Vang Petersen 1993, s. 97, nr. 136.

88: P. Vang Petersen 1993, s. 98.

89: A.D. Johansson 1998, s. 89.

90: Ibid. s. 90.

91: Ibid. s. 83.

92: En slibesten er således fundet på den skånske boplads Ageröd I, se L. Larsson 1978.

93: M. Zvelebil 1994.

94: A. Fischer 1993.

Afsnittet Med bue, pil og fiskespyd er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

I Borealtiden var uroksen et vigtigt jagtbytte. Det statelige dyr uddøde i Norden i Atlantisk tid. I Skånes Djurpark i Sverige har man efter mange år fremavlet en stamme „urokser“, som i deres udseende ligner deres uddøde forfædre. Dyrenes skulderhøjde er dog betydelig lavere end Borealtidens urokser.

© Dette billede må du ...

I den sidste del af Maglemosetiden optræder de første slebne økser, såkaldte trindøkser. Fundet på bopladsen Sværdborg I-1943 i Sydsjælland.

© Dette billede må du ...

Mejsel af hjortetak. Fundet på Maglemosebopladsen Lundby I i Sydsjælland.

© Dette billede må du ...

Kerneøkse indsat som tværøkse i et skæftningsmellemstykke af hjortetak. Fra Maglemosebopladsen Lundby II i Sydsjælland.

© Dette billede må du ...

Skiveøkse af den såkaldte Barmosetype, en økseform som kun var i brug i den tidligste Maglemosetid.

© Dette billede må du ...

Tandede fiskespyd og fiskekroge, effektive redskaber til det fiskeri, som foregik i indlandets søer og vandløb og sikkert også på det åbne hav ud for datidens kyster.

Viser 1-6 af 12 billeder | Se alle

Denne artikel stammer fra Danmarks Oldtid

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Sværdborg
stort bopladsområde fra yngre og yngste Maglemo ...Artikel i Den Store Danske
Skåne
det sydligste landskab i Sverige. Med sammenlægn ...Artikel i Den Store Danske
Pilen
Sagitta , lille stjernebillede på sommerhimlen i ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
JJe
09/07/2012
  • Læst 1892 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki