Fordelingen af land og hav samt israndslinjen i det sydlige Norden i tidlig Præboreal tid omkring 9000 f.Kr.

.

Store fladvandede søer og åbne skove prægede landskabet i Præborealtiden. Hovedindtrykket kan have været som her i en del af Sømosen i Dronninglund Storskov.

.

Da Præborealtiden begyndte omkring 9500 f.Kr., lå isranden oppe i Sydnorge og nord for de store svenske søer. Den dækkede den Botniske Bugt og det vestlige Finland og gik nord om Finnmarken. Den Baltiske Issø havde gennem et efterhånden bredt havgab fået forbindelse med det yngre Yoldiahav tværs over det lave Mellemsverige. Ishavet omskyllede nu den halvø, Götaland-halvøen, som udgik fra en landmasse, hvoraf kun øerne Sjælland, Møn, Lolland-Falster, Fyn, Samsø, Anholt og Læsø i dag er tilbage. Sammen med Jylland dannede de et stort sammenhængende landområde, der, kun gennemskåret af floder, fortsatte mod vest helt over til England. Bornholm var endnu en halvø, forbundet med landmasserne i syd.

Forbindelsen mellem det Baltiske Ishav og verdenshavet blev dog ikke af længere varighed. En landhævning satte ind og lukkede efterhånden det brede midtsvenske sund. Endnu en gang blev Østersøen afspærret fra havet og blev en ferskvandssø. En landtunge, som med tiden voksede sig stadig bredere, adskilte nu Østersøen fra Kattegat, der dog længe skar sig dybt ind i Sverige. Ved Degerfors, på grænsen mellem det nuværende Närke og Värmland, dannedes et afløb, Svea Elv, fra indsøen til havet.1 Men med det ferske vand kom også en ny fauna, bl.a. gedde, aborre og skalle samt ferskvandssneglen Ancylus fluviatilis, som har givet navn til søen, Ancylussøen.

Den nordskandinaviske landhævning fortsatte imidlertid og afbrød til sidst Svea Elvs forbindelse med Kattegat. I stedet fik Ancylussøen en anden og sydligere forbindelse med Kattegat syd om Falster og op gennem Langelandsbæltet og Storebælt, gennem den såkaldte Dana Elv. Det er på denne tid, at Bornholm bliver til en ø, den første i det senere danske ørige. Ødannelsen fandt formentlig sted sidst i den Præboreale periode. Derved nåede øen at få del i den sidste bølge af indvandrende dyr, inden den blev isoleret.2

Også vest for det nuværende danske område så der ganske anderledes ud end i dag. Hvor Vesterhavet nu ligger, var der dengang et stort land, af nogle kaldet Doggerland efter Dogger Banke, og som strakte sig hele vejen mellem Vestjylland og Østengland.3 Så langt øjet rakte, kunne man se et landskab med morænebakker, dødishuller, grusbanker, talrige søer og vådområder. Dets højeste punkter lå, hvor nu Dogger Fiskebanke og Jyske Rev ligger. Det var et udstrakt bakkeland, gennemskåret af lange, smalle tunneldale med stejle sider. Vandrige flodsystemer forgrenede sig ud over dets vældige flade. I nord mundede to store floder ud. Den østligste optog vandet fra det, der i dag er Elben. Den vestligste, som gik vest om Dogger Banke, optog bl.a. vandet fra floden Humber. Endelig var der i syd et flodsystem, som optog Rhinens vande og ledte dem ud i det, der i dag er Kanalen mellem England og Frankrig. Navnlig de nordlige egne af dette udstrakte land må have været rige på fjorde og vådbundsområder. Her må der have udfoldet sig et mangfoldigt dyreliv, og her kunne det skovklædte indlands jægerstammer møde det åbne hav. Men efterhånden som havet steg, trak kystlinjen sig stadig længere mod syd, og i løbet af det 7. og 6. årtusinde f.Kr. gik dette store fastland uigenkaldeligt tabt.

En lys og åben skov bredte sig fra Præborealtidens begyndelse ud over det udstrakte fastland. Den begunstigedes af et tørt klima med en jævnt stigende temperatur. I det forudgående årtusinde, i yngre Dryas, var temperaturen for sommerens varmeste måned kommet op på omkring 15 grader, og i begyndelsen af den tidlige Borealtid steg den fortsat.4 En enkelt gang blev den fremadskridende klimaforbedring dog afbrudt. Kort efter Præborealtidens begyndelse indtrådte der en ændring, „efternøleren“ kunne man kalde den, som skyldtes et temperaturfald forårsaget af tilstrømningen af smeltevand i oceanerne. Den varede dog kun et enkelt eller et par århundreder, men måske den var med til en stund at forlænge rensdyrenes ophold i vore egne.5 Snart skred klimaudviklingen igen fremad mod højere gennemsnitstemperaturer.

I den tidligste Præborealtid var det den lyskrævende ene, som dominerede store dele af det udstrakte fastland. Trævæksterne havde svært ved at følge med klimamildningen. Men efterhånden udviklede der sig en birkeskov, hvor man stedvis kunne møde mørkegrønne klynger af fyrre-træer.6 Spredt voksede der også bævreasp og røn, og i de fugtige lavninger, som fandtes overalt i landet, bredte pilen sig. Men birke-fyrreskoven var ikke tæt og lukket. Mange steder kunne man finde udstrakte lysninger med en rig urteflora, og hvor der bl.a. groede græs, halvgræs og mjødurt. Overalt var vandet til stede. Store fladvandede søer fangede lyset fra den høje himmel. I disse søer udklækkedes om sommeren millioner af myg. Hvor som helst man færdedes i landskabet, stødte man på vandrige åer og bække.

Til de store vådområder knyttede der sig naturligvis et rigt fugleliv. I det tidlige forår kunne man høre vibens skrig overalt i landskabet. Om sommeren så man traner spankulere rundt i søernes lave vand. Og oppe på himlen kredsede rovfugle i store, rolige cirkler, mens de holdt øje med byttets bevægelser på jorden. De sidste rensdyrflokke var omsider borte. De var trukket længere mod nordøst. I stedet levede der nu i den åbne skov en enestående stor variation af landpattedyr, bl.a. urokse, bison, elsdyr og vildhest. Midt i Præborealtiden blev de suppleret med kronhjort, vildsvin og formentlig også rådyr, og i en kort periode kunne man se alle disse dyr færdes side om side i det åbne skovlandskab. Så fortrak bisonen og vildhesten – den sidstnævnte dog kun fra øerne – og dermed havde de større, planteædende pattedyr opnået en indbyrdes fordeling, som de fastholdt også igennem den efterfølgende Borealtid.7

At bisonen med tiden fortrak fra Sydskandinavien hang sammen med, at den oprindelig hørte til i helt åbne skove med rigelige græsgange.8 Hen imod slutningen af Præborealtiden blev skoven imidlertid for tæt for den. Bisonen søgte sydpå til andre europæiske egne og til Mellemøstens højlande. Men den var et efterstræbt dyr og måtte efterhånden ændre levevis. Den udviklede sig til et udpræget skovdyr og trak sig tilbage til de østeuropæiske skovområder. I nyere tid har dens sidste tilholdssted været Kaukasus og Bialowieza-skovene på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Her har den igennem det sidste århundrede levet en dramatisk tilværelse på kanten af udslettelse.9

Men tilbage til den lysåbne skov i Sydskandinavien. Ved vandløbene i dens indre byggede bæveren nu sine dæmninger. Det kunne også ske, at man mødte den brune bjørn, der færdedes med sin karakteristiske luntende gang inde mellem stammerne – eller de gråsorte ulve, hvis langtrukne hylen man tit hørte i forårs- og sommernætterne. Nogle af dyrene havde levet her siden senglacialtiden, ikke blot ulv og bjørn, men også snehare, bæver, markmus, rødmus og elsdyr. Men den store indvandringsbølge kom i løbet af Præborealtiden med bison, vildhest og urokse – og senere kronhjort og vildsvin. Ja, formentlig har variationen været endnu større og har omfattet i hvert fald rådyr, ræv, odder, skovmår, grævling, los, vildkat og pindsvin. Endnu har man ikke belæg for alle disse dyrearters indvandring i Præborealtiden. Det skyldes bl.a., at jægernes bopladser med bevarede knoglerester endnu er ret sjældne. Men sammenligner man med samtidige fund fra udlandet, i bl.a. England og Nordtyskland, får man bekræftet indtrykket af den store variationsrigdom.10

Men naturens udvikling stod ikke stille. Solen fik mere og mere varme. Med den stigende temperatur ændredes skovens sammensætning, og efter den halvandet årtusinde lange Præborealtid forvandledes skoven efterhånden til en hassel-fyrre-birkeskov.11 Borealtiden begyndte. Sommertemperaturen nåede efterhånden op over den nutidige, ca. 18 grader i gennemsnit. Den postglaciale varmetid var for alvor begyndt. Det gav mulighed for, at nye træer kunne trives i Danmark. Hasselen var allerede indvandret i den forudgående periode, og den fik hurtigt fodfæste. Snart bredte hasselkrattene sig de steder, hvor jordbunden var gunstig. På de mere tørre og sandede flader blev det birken, der veg for fyrren. Det varede således ikke længe, før landet fik sig et næsten sammenhængende skovdække bestående af fyrreskov med talrige hasselkrat isprængt lyse områder med birk. Lysninger var der dog stadigvæk i rigt mål, og her kunne man møde humlen, der snoede sig op imod lyset. Ved søbredderne var der også en rig vegetation. Tagrør og dunhammer stod tæt inde på det lave vand, lidt længere ude bredte store flader sig med gul åkande og hvid nøkkerose.

Ved de mange søer rørte der sig et mangfoldigt fugleliv. Her fandt man de arter, der foretrak store vandflader: skalleslugere, lappedykkere og mange arter ænder. Og inde i kanten af sivskovene kunne man se blishønsene dykke. Hejre og trane gik langs søbredderne og søgte små ferskvandsfisk og fiskeyngel, og inde i sivtykningerne førte rørdrummen sin skjulte tilværelse, dens fjerdragt faldt helt sammen med rørskovens skyggemønstre. Ind til søerne og de sumpede områder kom om foråret også hættemågerne for at yngle. Undertiden kunne man se dem løfte sig som på et usynligt tegn og stå som en stor, hvid sky over redepladserne.

Inde i de vejløse skove kunne man om foråret i de tidlige morgentimer se tjurens parringslege. Man kunne høre skovskadernes hæse skrig og sortspættens hamren på træernes bark. Og højt oppe på himlen færdedes havørnen, fiskeørnen og glenten. Men skoven var også stedet, hvor de store køddyr levede. Elgen og uroksen var sammen med kronhjort og rådyr de største. Også vildsvinet var for alvor begyndt at gøre sig gældende. Disse kraftigt byggede dyr traf man navnlig om nætterne, når de fouragerede i skovbunden, mest på sumpede steder. De færdedes gerne i småflokke, og med deres bevægelige tryner rodede de rødder og jordstængler op, som de åd. Alting syntes de at kunne fortære: svampe, orme, larver, snegle og mus. Og stødte de på ådsler, gik de heller ikke af vejen for dem. Deres farve var gråbrun til mørkebrun eller næsten sort, pelsen grov og strid med lange, kraftige, brune børster, og fra flokken udgik altid en stærk, sødlig lugt. Om dagen sov de i opskrabede lejer udforet med tørt græs og visne blade.

Med tiden ændredes imidlertid også dette skovbillede. I den senere del af Borealtiden kom nye varmekrævende løvtræer til landet fra Mellemeuropas vidtstrakte skove. Det stadig mildere klima lokkede dem nordpå. Elm, eg, lind og ask begyndte at brede sig omtrent samtidig. Dog var elmen det træ, der bedst formåede at tage kampen op mod hasselen, som jo havde bredt sig overalt i den foregående periode. Nu blev den i stigende grad reduceret til en gold underskov, kun i skovbryn fik den lys nok til at sætte nødder. Egen var ganske længe om at få fodfæste, men den havde så at sige tiden for sig. Også vedbend og mistelten kom til landet. Deres indvandring fremmedes af de varme somre og relativt milde vintre.

Det var en betydelig tættere skov, der nu begyndte at dække landet. Elsdyr og urokse fik noget ringere livsbetingelser, men stadig kunne man træffe flokke af urokser med deres køer, kvier, kalve og tyre, der færdedes på græsklædte skovområder, på kanten af moseområder og på de naturlige enge langs vandløbene. Med deres græsning må de mange steder have hindret skovfornyelsen og skabt regulære skovenge. Rådyr og kronhjort trivedes også sammen med vildsvin. Landet var stadig fuldt af søer med et overdådigt fugleliv. Men vandstandssænkninger ændrede efterhånden ferskvandsområdernes udseende. Ved søernes kanter voksede en rig sumpvegetation frem med gulblomstrende fredløs, snerre, rødblomstret kattehale og hjortetrøst. Og på de åbne steder bredte den bittersøde natskygge sig med sine røde bær.

I det skovklædte land færdedes en næsten endeløs variation af dyr. De fleste havde allerede været her længe, men på jægernes bopladser dukker de nu frem i form af store mængder knogler fra det nedlagte jagtbytte: ikke blot de store køddyr, men også pindsvin, hare, egern, bæver, ulv, ræv, skovmår, ilder, grævling, odder, vildkat, los og mange andre. Og lige så stor er variationen af fugle og fisk.12 Det har været et forunderligt rigt land at færdes i, uendelig fjernt fra det åbne tundralandskab, det havde udviklet sig af. Specielt i det tidlige forår må man have mærket det unge lands rigdom. Når solen på de første kølige, snefrie dage skinnede højt på den blåhvide himmel, og skovene snart lå i lys, snart i skygge under de løbende skyer. Så lyste birketræernes bark i deres hvide skønhed, man hørte rørdrummens pauken milevidt fra de store rørskovsområder, og man så trækfuglene komme fra syd og musvågernes elegante flyveopvisning over skovene. Der var en travlhed af tusinder af væsener – og der lugtede af våd bark i skovene, mens solen fik mere og mere magt.

Noter

1: S. Björck 1995.

2: Der er gjort fund af ca. 70 senglaciale og tidlig præboreale rensdyr på øen. Det yngste bornholmske elsdyr er ca. 9000 år gammelt; formentlig uddøde elgen på Bornholm få århundreder efter ødannelsen på grund af isolationseffekten. K. Aaris-Sørensen 1998, s. 127.

3: B.J. Coles 1998, 1999.

4: A.D. Johansson 1998, s. 60.

5: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 121.

6: J. Troels-Smith 1957a, s. 102 ff.

7: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 129.

8: Ibid. s. 132.

9: S. Schama 1996, s. 37 ff.

10: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 120 ff.

11: B. Aaby 1993.

12: K. Aaris-Sørensen 1998, s. 143.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Det unge land.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig