Fordelingen af land og hav i det sydlige Norden i Borealtiden efter at Østersøen igen var blevet en indsø.

.

Fyrrepollen (øverst) og hasselpollen (nederst) fotograferet ved hjælp af et scanning elektronmikroskop.

.

At man kan tegne så detaljeret et billede af naturens udvikling siden den sidste istid skyldes, at mange videnskabelige discipliner arbejder sammen med arkæologien, først og fremmest grene af geologien, botanikken og zoologien. Det er f.eks. kvartærgeologiens fortjeneste, at man i dag kan tegne et billede af de sænkninger og hævninger af landjord og havspejl, der foregik igennem landets tusindårige udviklingshistorie.13

Det skandinaviske område er da også noget af et mønstereksempel på de kræfter, der er virksomme i forbindelse med dannelsen af et isdække og dets afsmeltning. Få steder på Jorden har man haft så gode muligheder for at studere de sænkninger og hævninger af landjorden og havspejlet, som forårsagedes af istidens mægtige bræer. Og ved hjælp af kulstof 14-dateringer af bl.a. tørv og gytje fra dybtliggende ferskvandsbassiner – og fra stammer og stubbe fra druknede træer – har man kunnet tegne et billede af, hvordan kystlinjens forløb svingede i takt med det svingende havniveau – kort sagt af samspillet mellem land og hav igennem oldtidens mange årtusinder.

Når det gælder den vegetation, som dækkede dette stadigt foranderlige land, kan man studere den ved analyser af såvel makrofossiler som pollen.14 Det er navnlig pollenanalyserne, som kan give et langtidsperspektiv i udviklingen af det natur- og menneskeskabte landskab.

Pollen er blomsterstøv, dvs. frøplanternes hanlige kønsceller. Disse celler er mikroskopiske, men deres faste vægge eller „skaller“ har stærkt varierende former, således at hver art træ eller urt har sin bestemte type. Pollen dannes og spredes i ufattelige mængder hvert år i blomstringsperioden. De pollen, som havner på landjorden, ødelægges normalt af mikrober. Men aflejres pollen i f.eks. moser og søer, bevares de igennem årtusinder. At pollenkorn kan bevares, skyldes at de er opbygget af et stof, der hedder sporopollenin, et stof som meget vanskeligt nedbrydes i naturen.

Pollenprøver kan f.eks. tages i en serie ned gennem de forskellige lag i en mose eller en søbund. Ved mikroskopets hjælp kan man klassificere og optælle de enkelte prøvers pollen og derved fremkalde et billede af, hvordan vegetationen så ud på det tidspunkt, da pollenprøven aflejredes. Dette billede af vegetationens sammensætning kaldes et pollenspektrum. De enkelte prøver kan ydermere dateres ved hjælp af kulstof 14-metoden. På den måde kan man følge vegetationsudviklingen i dens forskellige stadier.

Man taler i mosegeologien om den store og den lille dimension.15 Den store dimension får man, når pollenprøverne bliver taget på lokaliteter med en stor åben overflade, søer og moser f.eks. Erfaringen viser nemlig, at pollen, som findes i større søer eller træfrie moser, næsten alle kommer inden for en afstand af 5-10 km fra undersøgelsesstedet. Det betyder, at de såkaldte regionale pollendiagrammer fra sådanne steder, giver et gennemsnit af vegetationsmosaikken inden for et ca. 300 km2 stort område. Det er altså hovedtendenserne i vegetationsudviklingen, der afsløres. Et sådant regionaldiagram kan f.eks. give et overblik over udbredelsen og intensiteten af den menneskelige påvirkning af landskabet.

Den lille dimension får man derimod, når man undersøger f.eks. naturlige vandhuller eller skovmoser, der er så små, at trækronerne lukker sig over prøvestedet. Herved vil pollenregnen hovedsagelig stamme fra de nærmeste ca. 30 m, og man får derved mange flere detaljer frem. Et sådant lokaldiagram giver mulighed for bl.a. at forstå planternes fordeling efter jordbundens beskaffenhed, og hvordan menneskets indgreb over for skoven er foregået.

Både makrofossilanalyser og pollenanalyser har i de sidste par menneskealdre bidraget med megen ny viden om Danmarks forhistoriske flora. Miljøhistorien og bebyggelseshistorien er blevet en meget væsentlig del af arkæologien.

Vender vi os til de dyr, som færdedes i oldtidens landskab, stammer vort kendskab til dem fra de knogler, som ved tilfældigheder er bevaret igennem årtusinderne. Det kan være knogler, som stammer fra måltidsrester, fundet ved udgravninger af f.eks. bopladser. Det kan også være dyre- og menneskeknogler, som er fundet i grave og i moser. Knoglernes bevaring er betinget af jordbundens beskaffenhed. Kalkrig jord bevarer f.eks. knogler godt, mens overlevelseschancerne i sure jorder med et lavt pH-indhold generelt er dårlige. I moserne kan dog undertiden være meget gode bevaringsbetingelser for knogler.

Dyreknogler bevares generelt bedre end de mindre kompakte menneskeknogler. Og er knoglerne rester af måltider, bevares de i almindelighed bedre end knogler af døde husdyr som f.eks. hunde, der er begravet hele. Her er bløddelene rådnet bort og har ofte påvirket skelettet kemisk. Måltidsrester består derimod ofte af dyrestykker, som er kogt eller stegt og siden er blevet spist rene. Derved har de så at sige i forvejen gennemgået en vis konserverende behandling. Mekanisk sønderdeling ved nedtrampning, påvirkning af vejr, vind og vand samt mikroorganismer er også nedbrydende for knoglemateriale. Skelettets hårdeste del er tændernes emalje. De modstår, kan man sige, bedst tidens tand.

Analyser af dyreknogler fra arkæologiske fund er et tidrøvende arbejde, og der findes i dag et umådeligt stort knoglemateriale oplagret i danske museer, som venter på at blive analyseret. Nogle knogledele er også så små, at de under de arkæologiske udgravninger kun kan findes ved anvendelse af helt særlige metoder, f.eks. ved vandsoldning. Men den viden, man kan uddrage ved knoglestudierne, er meget stor. Man kan f.eks. få oplysninger om antallet af de fundne dyr, deres køn, alder og kropsstørrelse. Man kan studere sygdomme og aldersbetingede forandringer, se spor af f.eks. vitaminmangel og skader i forbindelse med vold. Og man kan studere slagtemetoder, afpelsning, partering osv., ligesom kulstof 13-analyserne kan fortælle om ernæringsforhold. Desuden har DNA-studiet i vor tid åbnet for helt nye muligheder for genetisk forskning.

Et af de vigtigste resultater af knoglestudierne er, at det har været muligt at skabe en oversigt over den danske dyreverdens indvandringshistorie.16 Man har især koncentreret sig om hvirveldyrene, pattedyr, fugle og fisk. Men skal man rekonstruere fortidens miljø, må man også regne med de endnu mere følsomme indikatorer, som findes blandt de hvirvelløse dyregrupper: bløddyr, snegle og muslinger – og insekter. De sidste er f.eks. meget velegnede klimaindikatorer. Denne del af forskningen har hidtil haft et noget mindre omfang end studiet af hvirveldyrene.

Dansk arkæologi er begunstiget af en rigdom af velbevarede fund, en stærk interesse for fortiden i befolkningen, og eksistensen af et tværfagligt samarbejde med naturvidenskaberne. Alt sammen er det med til at give os en dybere forståelse af fortidens mennesker, deres gøremål og samspillet med den omgivende natur.

Noter

13: C. Christensen 1993.

14: B. Aaby 1993.

15: Ibid. 1993.

16: K. Aaris-Sørensen 1993, 1998.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Knogler og pollen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig