De sidste rensdyrjægere

Nok gik det mod mildere tider, men landets jægerstammer havde endnu en tusindårig kuldeperiode til gode. Omkring 10.600 f.Kr. blev klimaet i løbet af få årtier „istidskoldt“. Istidens sidste fase, yngre Dryas, begyndte. Overalt på den nordlige halvkugle kunne man mærke temperaturfaldet. I Grønland sank den gennemsnitlige årstemperatur 15 grader celsius, til ÷25 grader på 150 år. I Sydskandinavien faldt sommertemperaturen omkring 5 grader, og vintrene blev bitterligt kolde med store nedbørsmængder af sne.⁸⁹ Den åbne, lyse skov, som havde dækket store dele af landet i de forudgående tusinde år, udslettedes af vinterfrosten. Tundraen blev igen dominerende.

Man kan med rette tale om en klimakatastrofe i denne sidste fase af istiden. Og man kan spørge, om den skyldtes ændringer i solindstrålingen på Jorden? Det ser ikke ud til at have været tilfældet. I stedet regner forskerne i dag med, at den pludselige klimaforværring skyldtes drastiske ændringer i cirkulationen i oceanerne.⁹⁰ Man har nemlig peget på, at der på dette tidspunkt sker en pludselig tapning af de store issøer i Nordamerika og Skandinavien. Århundreders opsparede smeltevand føres i løbet afkort tid, måske nogle få årtier ud i Nordatlanten.

Man regner med, at i det store issø-kompleks, Lake Agassiz, der lå midt på det amerikanske kontinent foran den vigende isrand, faldt vandstanden i løbet af en meget kort periode 40 m. På samme tid tappes der formentlig omkring 10 m af den Baltiske Issø, som var stemmet op i Østersøen øst for resterne af den skandinaviske indlandsis. Dette pludselige tilskud af fersk og let vand førte til ændringer i den oceaniske cirkulation, skabte utidigt kaos i Nordatlanten og udløste yngre Dryas' kuldebølge.⁹¹ Yngre Dryas' kraftige temperaturfald er registreret i hele Nordeuropa.

I Sydskandinavien faldt julis middeltemperatur til omkring 10 grader. Først efter en henved 800-årig periode begyndte temperaturen igen at stige og nåede i slutningen af yngre Dryas til et gennemsnit for juli på 15 grader. Temperaturfaldet i begyndelsen af perioden bevirkede, at steppetundraen igen indtog de nordlige dele af landet. I de sydlige dele af landet, i lune dalstrøg og på sydvendte bakkesider var forskellen i forhold til forudgående tider nok ikke så stor. Her holdt bevoksningen nogenlunde stand: der fandtes stadigvæk birk, røn og bævreasp. Men landet som helhed var dækket af dværgbusk-heder med dværgbirk, revling, enebær, melbærris og hist og her også hedelyng.

Trods de barskere levevilkår ser det ikke ud til, at Allerødtidens dyrearter forlod landet. På tundraen var der, ligesom tidligere, et rigt fugleliv. I de mange vandfyldte lavninger kunne man møde svaner, gæs, ænder, traner og måger. Fra jægernes bopladser lige syd for grænsen ved vi, at bæver, ulv, ræv og los færdedes i landskabet. Man må dog regne med, at visse af de større dyrearter trak en smule sydover.⁹² Men da temperaturen i slutningen af yngre Dryas igen begyndte at stige, og park- og skovtundraen igen vendte tilbage, fulgte nye indvandringer, nemlig af de tre store dyr: bison, vildhest og urokse. Til gengæld forsvandt andre af de store jagtdyr efterhånden: kæmpehjorten og rensdyret. Den sidste dog først i begyndelsen af den efterfølgende Præborealtid, dvs. kort efter at istiden var forbi.

Igennem hele yngre Dryas levede rensdyrflokke fortsat talrigt heroppe i de nordlige områder. Særligt interessant er det at finde sporene efter dem på Bornholm. Ligesom i den øvrige del af landet kender man dem her igennem hele senglacialtiden, de yngste er endda fra midten af den tidlige Præborealtid.⁹³ At renerne færdedes så talrigt på Bornholm skyldtes helt enkelt, at øen endnu var landfast med områderne mod syd. Det bornholmske forbjerg ud i den Baltiske Issø var et helt naturligt sted for renerne at søge ud.

De jægere, som færdedes over det store nordeuropæiske lavland på denne tid, fra Belgien i vest til omkring Oder i øst, og fra det mellemste Tyskland til Danmark og Skåne, kalder man Ahrensburg-jægerne.⁹⁴ Deres forfædre var formentlig Bromme-jægerne, men de havde udviklet sig gennem en tilpasning til den parktundra og åbne tundra, som i disse århundreder bredte sig mod syd.⁹⁵ De var beslægtede med andre jægerstammer, de såkaldte Mazovien-jægere, som færdedes fra omkring floden Oder og videre mod øst. Og de var ligeledes beslægtede med de jægergrupper, der på samme tid begyndte at tilpasse sig livet ved kysterne af Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, efterhånden som de blev isfrie.⁹⁶

Ahrensburg-jægerne søgte i yngre Dryas og begyndelsen af Præborealtiden deres udkomme over dette store område ved en mangesidet fangsteknik. I Sydskandinavien og Nordtyskland var det fortrinsvis ved renjagt. Længere sydpå, i f.eks. Westfalen og Belgien, var faunaen anderledes, og jagtbyttet omfattede også vildhest, urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin.⁹⁷ Alle synes de at have rådet over et nyt og effektivt jagtvåben: bue og pil.

Ahrensburg-jægerne har kun været kendt fra fund i Danmark i de senere år, og fundene er endnu få og spredte. Det bedste indtryk af deres livsform får man stadig ved at gå syd for den dansk-tyske grænse, til Ahrensburg-tunneldalen, som vi tidligere har besøgt. I Ahrensburg-tunneldalen har man fundet en af de ældste af jægernes bopladser, på lokaliteten Teltwisch, der er tolket som sporene efter et 3,5 x 3 m stort, ovalt telt eller en hytte.⁹⁸ I tilknytning til jægernes bolig var der spor efter deres tilvirkning af flintredskaber. Denne hidtil ældste boplads har formentlig været beboet omkring midten af yngre Dryas. Desværre var der kun bevaret flint på Teltwisch-bopladsen.

Det var derimod ikke tilfældet på en anden af bopladserne i Ahrensburg-tunneldalen, Stellmoor.⁹⁹ Den lå i dalen ved et langstrakt system af lavvandede søer, som bestemte den rute, renerne tog på deres vandringer nordpå. Ved Stellmoor kunne jægerne i det tidlige efterår, når dyrene var i den bedste foderstand, organisere fællesjagter i stor stil. At dømme efter knoglefundene har jagterne givet et vældigt udbytte. Fangstmetoden var sikkert drivjagt, hvor man med klappere og forskellige spærringer drev dyrene frem mod rækker af skydeskjul, og her fandt så nedslagtningen sted.

Når jagten var overstået, sorterede og parterede man dyrene. Nogle blev lagt ud i søen med et par store sten i brysthulen. Måske de var dyr, som blev gemt som forråd i det kolde vand – eller de var frasorterede dyr. Ved nogle jagter dræbte man formentlig flere dyr, end man kunne bruge. De store mængder af knogler og tak fra de nedlagte dyr vidner om en næsten total specialisering i jagt på rensdyr. Man fandt levn af mindst 650 individer, der efter de fuldt udviklede takker at dømme var nedlagt om efteråret.¹⁰⁰ Af andre dyr som elg, vildhest, bison, bæver og ræv var der kun nogle få stykker.

Parteringen af dyrene skulle skaffe jægerne tørkød, som kunne gemmes over længere tid foruden marv, fedt, talg og råmaterialer, som kunne bruges til fremstilling af klæder, telte, våben, redskaber og meget andet. Når jagten var overstået, eller måske senere, når kødforrådet var ved at slippe op, begav man sig andre steder hen. Hvor mange jægere, der hen på sensommeren og efteråret samledes ved Ahrensburg, ved vi ikke. Men det synes at have været adskillige familiegrupper. Måske nogle af disse smågrupper også færdedes længere nordpå i det, der nu er Danmark.

Stellmoor var et overgangssted for renflokkene. Den slags steder kan det blive svært at finde i Danmark, for her lå de formentlig ved de store floder, som løb igennem, hvad der i dag er Storebælt og Øresund. De er altså i dag oversvømmet af havet og formentlig ødelagt af den marine erosion.¹⁰¹ Derimod er der mulighed for at finde Ahrensburg-jægernes bopladser i de højtliggende dele af det danske landskab. Det viser mange nye fund fra de senere år. Som vi allerede har hørt, slog rensdyrjægerne sig ned ved de iøjnefaldende bakkekamme, der var bestemmende for, hvor vandringsruterne gik igennem landskabet.

Sølbjerg på Vestlolland var netop et sådant sted. Det er en grusbanke, der med en højde af 12 m giver udsyn over det flade, vestlollandske landskab syd for Nakskov. Vi har tidligere hørt, hvordan både Hamburg- og Federmesser-jægerne slog sig ned her for at jage rener. Det samme gjorde Ahrensburg-jægerne. På sydsiden af bakketoppen fandt man en lille flintkoncentration, kun 3 x 4 m stor.¹⁰² I alt blev der på stedet fundet 18 pilespidser, 17 skrabere, nogle retoucherede knive og stikler foruden en mængde flintaffald. Det var, hvad jægerne havde efterladt sig efter et kortvarigt ophold, mens de var på jagt efter renerne. Nogle af flækkerne var kraftige og havde svære brugsskader. Det er blevet foreslået, at de blev brugt til at afhugge og bearbejde tynde stammer og rafter.¹⁰³ Øksen var endnu ikke kommet i brug, først i den efterfølgende periode dukker den op blandt jægernes redskaber. Men man havde brug for et huggeredskab til at lave teltstænger, buer og pileskafter, det kunne de kraftige flækker formentlig bruges til.

Det er endnu meget få af Ahrensburg-jægernes bopladser, man kender i Danmark og Sydsverige. En anden, om end noget usikker plads lå ved Bonderup på Midtsjælland tæt ved Halleby Ås udløb fra en større mose. Også Bonderup-pladsen lå ved en sandet banke og bestod kun af en lille koncentration af flint. Der kunne kun skelnes mellem et aktivitetsområde, hvor man fandt en enkelt Ahrensburg-spids, nogle stikler og skrabere samt nogle få flækkeblokke – og en mødding, hvor der blev fundet nogle få knogler. De tyder på, at der både var drevet jagt og fiskeri fra pladsen.¹⁰⁴ Andre små bopladser fra Ahrensburg-jægernes tid er Eskebjerg på Knudshoved Odde¹⁰⁵ og Hjarup Mose i Sønderjylland.¹⁰⁶

Det vigtigste redskab i Ahrensburg-jægernes jagtudstyr var buen og pilen. Igen må vi syd for den dansk-tyske grænse, til Stellmoor i Ahrensburg-tunneldalen, for at få et indtryk af denne vigtige nyskabelse. Hvornår præcist den kom i brug er ikke sikkert. Måske det allerede skete tidligt i senglacialtiden. Men med Ahrensburg-jægerne ved vi, at bue og pil var i anvendelse over hele det nordeuropæiske lavlandsområde. Man brugte store fyrretræsbuer med raffinerede, sammensatte pile med flintod. Selve pileskaftet var delt i to: et forskaft af en stærk træsort, som var indfældet i den bageste del af skaftet, dvs. den del hvor kærven til buestrengen og styrfjerene sad. For ikke at denne del af pilen skulle gå tabt, var den lavet således, at den skiltes fra forskaftet, når det havde boret sig ind i dyret.

Pilespidsen af flint var i reglen under 5 cm lang og forsynet med en skafttunge.¹⁰⁷ I sammenligning med Bromme-jægernes flintspidser, var Ahrensburg-jægernes ganske spinkle, skafttungen var tyndere. De var lavet af spinkle flækker og spidsen var normalt forsynet med en skrå retouche. På nogle af de sene af Ahrensburg-jægernes bopladser kan man foruden skafttungespidserne finde de såkaldte Zonhoven-spidser, opkaldt efter en hollandsk fundplads.¹⁰⁸ Disse har en skrå tværretouche, men ingen skafttunge.¹⁰⁹

Fra de nordtyske fund ved vi også, at Ahrensburg-jægerne brugte harpuner fremstillet af udspaltede stykker af rentak.¹¹⁰ Harpunerne kunne være en- eller toradede, modhagerne var rhombiske eller trekantede og basis hjerteformet. De toradede harpuner af rentak kendes som enkeltfund fra Danmark, men der kendes også harpuner fremstillet af bl.a. elgens mellemfodsknogler og tak af kronhjort. Formentlig hørte de også med til Ahrensburg-jægernes udstyr.

Endelig brugte jægerne også slagvåben og skafter af rentak.¹¹¹ Man afskar den inderste del af issesprossen således, at den dannede en æg. Den kunne dog også være lige afskåret og udhulet, så man kunne sætte en flint-skærpe ind i den. Slagvåbnene kunne være dekoreret med et bølge- eller stregmønster; på nogle af dem kan man endda se beviklingsspor.¹¹²

Hvor mange var de da, de fangstfolk, som nu var begyndt at færdes i det danske landskab? Uendelig få! Det ved vi fra sammenligninger med fangstfolk, som op til vor tid har levet under lignende naturforhold, f.eks i dele af Canada. Her tillader de ugæstfrie omgivelser kun en befolkningstæthed på 0,003 pr. k. Skal det omsættes til danske forhold, bliver det ikke til mere end ca. 130 mennesker. Det svarer til ca. 25-30 familier på landets nuværende ca. 44.000 k.

Ved de fleste beregninger tager man dog som udgangspunkt rensdyrflokkenes formodede størrelse i Danmark i senglacialtiden. Det er givetvis et for lille beregningsgrundlag, for det går ud fra, at menneskene var specialiserede rensdyrjægere, hvis hele liv og eksistens alene var afhængig af rensdyret – og det er næppe den fulde sandhed. Menneskene må også have udnyttet andre fødekilder, f.eks. fiskeri og kystfangst, om end vi ikke kender omfanget heraf.¹¹³ Alligevel vil selv et andet beregningsgrundlag ikke få tallet til at overskride 1000. Så få var de, men med rigelige naturressourcer til deres rådighed. Derfor blev menneskets tilpasning til de arktiske levevilkår en succes. Den bosættelse af landet, som formentlig ubrudt skulle vare op til vor tid, var begyndt.