Ved fremstillingen af Kongemosetidens karakteristiske skævpile (1) anvendte flinthuggeren den såkaldte mikrostikkelteknik. Derved fremkom nogle typiske affaldsprodukter (2 og 3), som kasseredes.

.

Håndtagsblokke til fremstilling af mikroflækker. 1: med såkaldt „negativ“ slagflade (ældre Kongemosetid), 2: med „positiv“ slagflade (yngre Kongemosetid).

.

Piletypernes udvikling i henholdsvis den ældre (nederst) og yngre (øverst) del af Kongemosetiden.

.

Fremstilling af en kerneøkse med rhombisk tværsnit.

.

Flintægspyd fra bopladsen Vedbæk Boldbaner i Nordsjælland.

.

Flintægspyd fra bopladsen Vedbæk Boldbaner i Nordsjælland.

.

Lad os vende blikket mod de redskaber, disse kystlandets jægere og fiskere brugte. De var naturligvis afhængige af flinthåndværkerens kunnen, og han var på den tid særdeles dreven til at fremstille velformede flintflækker. Det var en tradition, der rakte tilbage til Maglemosejægernes tid. Flinthuggeren anvendte, hvad man kalder en blød, indirekte teknik, som indebar brugen af en trykstok.

Sammenlignet med flintflækker fra andre tider var Kongemosejægernes flækker smalle i forhold til længden. Flinthuggeren fremstillede også såkaldte mikroflækker, der blev brugt som skærper i flintægspyd og -dolke. De blev slået af såkaldte håndtagsblokke, som hyppigt findes på flinthuggerens værkstedsplads.

Flintflækkerne blev bl.a. brugt til at fremstille pilespidser. Til fremstillingen af dem anvendte flinthuggeren den såkaldte mikrostikkelteknik. Med den som grundlag kunne han lave flere forskellige slags pile, men han holdt sig gerne til nogle få former, som så ændredes fra tid til anden. Hvorfor disse skift i håndværksteknikken foregik, er lidt af en gåde.

De skete ret hyppigt og forholdsvis hurtigt, måske inden for en enkelt eller nogle få generationer,41 og der er ikke tvivl om, at de var udtryk for helt bevidste traditionsbrud hos flinthuggeren. Men egentlige praktiske årsager bag disse ændringer er svære at få øje på. Den ene piletype kunne være lige så god og anvendelig som den anden, set med vore øjne. Vi må altså nøjes med at kalde forandringerne for smagsændringer.

Til gengæld har de forskellige piletyper en stor betydning som videnskabelige redskaber for arkæologerne. Med dem kan man nemlig opdele f.eks. bopladserne i forskellige kronologiske grupper, alt efter hvilken piletype, der var den dominerende.42 På de tidlige bopladser var det de brede trapezformede pile, der var de dominerende.43 Det var de i den fase af Kongemosetiden, der kaldes Blakfasen, og som varede fra ca. 6400-6000 f.Kr.

Derefter fulgte den såkaldte Villingebækfase, som varede fra ca. 6000 til 5700 f.Kr. I den dominerede de såkaldte rhombiske skævpile.44 Og endelig fulgte til sidst Vedbækfasen, som strakte sig fra ca. 5700-5400 f.Kr. Nu var det smalle skævpile45 og store skæve tværpile,46 der var de dominerende. Hvis ikke man kan få bopladsen dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden, er arten af pilespidser altså det vigtigste hjælpemiddel til en tidsfæstelse af bosættelsen.

Det var nu ikke alle pile, der havde en flintspids som od. Der var også dem, der helt var lavet af træ, og som blot havde et kølleformet hoved. Man anvendte dem til jagten på fugle og små pelsdyr, hvis skind man ikke ønskede at beskadige. En sådan pil er f.eks. fundet på bopladsen Vedbæk Boldbaner i Nordøstsjælland.47

De buer, som pilene blev afskudt fra, var kraftige, mandslange våben. En sådan bue, fremstillet af skyggevokset elm har man f.eks. fundet på den skånske boplads Agerød.48 Den er i sin nuværende tilstand 161 cm lang, men må oprindelig have været omkring 170 cm. Den var altså noget højere end datidens legemshøjde for mænd.49

Vigtige våben var også flintægspyd og flintægdolke. Et fornemt flintægspyd med flintskærper indsat langs begge langsider er fundet på Vedbæk Boldbaner.50 På den slags våben var skærperne korte mikroflækker eller dele af sådanne, som var fæstnet med beg i de langsgående furer. De har været frygtindgydende våben, der enten kunne bruges som jagtspyd eller måske som pilespidser i forbindelse med en kraftig bue.

Om flintægdolkene havde en lignende praktisk funktion er mere usikkert. De er forholdsvis kraftige stikvåben lavet af mellemfodsbenet af elg eller kronhjort. Knoglen er oftest udnyttet i sin fulde længde, dens øverste del er brugt som greb, formentlig med en bevikling. Begge smalsider er forsynet med furer, hvori mikroflækkerne er fastgjort med beg.

Dolkene er ofte ornamenteret med fine geometriske mønstre,51 og man kan meget vel tænke sig, at de har været båret i bæltet og har fungeret som en art statussymboler for indehaverne.52

Som økse brugte man kerneøksen, som den var udviklet allerede af Maglemosetidens jægere. Den foretrukne form var skævøksen med rhombisk tværsnit.53 Den blev formentlig skæftet i et mellemstykke af træ og med en surring fastholdt til et træskaft.54 Desuden brugte man trindøkser af bjergart. De må være blevet slebet på de flade slibesten af sandsten, som man finder på mange af tidens bopladser.

Til linefiskeriet brugte man fiskekroge af ben.55 Men et særligt yndet fiskeredskab var lysteren.56 Tænderne på dette redskab var vinkelbøjede, omhyggeligt tilskårne stykker træ, oftest hassel, som både er hårdt og elastisk. De 30-40 cm lange lystertænder var surret til et skaft, der formentlig var spidset. Når man fangede fisk med lysteren, ledte de to tænder fisken op mod spidsen. Dyret blev så enten spiddet på skaftets spids eller det blev klemt fast imellem skaftet og lystertænderne.

Også fiskeruser brugte man. Ved Margrethes Næs nær Halsskov på Vestsjælland har man fundet en sådan, som stammer fra den yngste Kongemosetid.57 Den var lavet efter samme princip, som ruser blev lavet efter helt op til vor tid: let at komme ind i, men svær at finde ud af. Rusen fra Margrethes Næs var fremstillet af pilevidjer og var ca. 70 cm lang og 30 cm i diameter.58 Det var således en ret lille ruse, der må have været brugt til at fange ål og småfisk. Den har sikkert været velegnet til fiskeri i roligt vand.59 Disse sindrige fiskeredskaber skal vi senere vende tilbage til.

Noter

41: P. Vang Petersen 1982a.

42: P. Vang Petersen 1982a, 1984; S.A. Sørensen 1996; A.D. Johansson 1998, s. 142.

43: P. Vang Petersen 1993, s. 88, nr. 106.

44: Ibid. s. 88, nr. 107.

45: Ibid. s. 88, nr. 108.

46: Ibid. s. 89, nr. 110.

47: E. Brinch Petersen et al. 1977, s. 161.

48: Larsson & Bartholin 1978; L. Larsson 1983b, s. 57 ff.

49: P. Bennike 1993.

50: A.D. Johansson 1998, s. 146; P. Vang Petersen 1977; E. Brinch Petersen et al. 1977, s. 159.

51: O. Voss 1960. En velkendt flintægdolk fra Flynderhage i Østjylland, som oftest dateres til Kongemosejægernes tid, hører rettelig hjemme i Ertebølletiden, se S.H. Andersen 1998a, s. 22.

52: P. Vang Petersen 1990.

53: A.D. Johansson 1998, s. 143 og P. Vang Petersen 1993, nr. 142.

54: Et sådant mellemstykke fandt man på bopladsen Vedbæk Boldbaner i Nordøstsjælland, P. Vang Petersen 1977.

55: En sådan er fundet på bopladsen Bloksbjerg, se E. Westerby 1927.

56: Det hidtil ældste eksemplar, en lystertand af elmetræ, er fundet på bopladsen Ageröd V i Skåne, se L. Larsson 1983b, s. 61.

57: Rusen er kulstof 14-dateret til 5430-5390 f.Kr.

58: H. M. Myrhøj 1997.

59: En lignende ruse er fundet på bopladsen Ageröd V, se L. Larsson 1983b, s. 63. ff.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Fangstfolkenes redskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig