Dolk af en del af sværdet på en sværdfisk. Fundet ved Bloksbjerg nord for København.

.

Danmark i Atlantisk tid, med angivelse af nogle af de vigtigste bosættelser fra Ertebølletiden.

.

Fordelingen af de kendte køkkenmøddinger i Limfjordsområdet. Køkkenmøddinger fra bondestenalderen er markeret med en stjerne.

.

I Ertebølletiden var det kun i landets nordlige og nordøstlige egne, at havet var salt nok, til at der kunne dannes store østersbanker, som

.

De store køkkenmøddinger ved Ertebølle og Bjørnsholm vist i forhold til ferskvandssystemerne i den nordvestlige del af Himmlerland. Nutidens kystlinje er markeret med kraftig streg, den Atlantiske tids med en tynd streg.

.

Fra udgravningen af Ertebølle-skaldyngen i 1890'erne. Siddende th. i billedet ses arkæologerne G. Sarauw og A.P. Madsen.

.

Østjylland i Atlantisk tid med angivelse af de vigtigste Ertebøllebopladser.

.

Norsminde Fjord i Østjylland med angivelse af Ertebølle-bopladserne.

.

Placeringen af Ringkloster-bopladsen i forhold til de østjyske Ertebøllebosættelser ved kysten.

.

Omkring midten af det 6. årtusinde f.Kr. var Kongemosejægernes tid ude, Ertebøllejægernes tid begyndte. Det blev dem, der drev det årtusindgamle jæger- og fiskererhverv frem til en grad af specialisering, som landet aldrig tidligere havde set. De blev også vidner til den største forandring nogensinde i landets historie: landbrugets begyndelse omkring 4000 f.Kr.

Navnet Ertebøllejægerne har man givet dem efter den store skaldynge ved Ertebølle i det vestlige Himmerland, og som vi senere skal høre mere om. At vi ændrer navnene på landets jæger-fiskerbefolkning omkring midten af det 6. årtusinde f.Kr., skal man ikke lægge for meget i. Intet tyder på, at Ertebøllefolket udgjorde et nyt befolkningselement, endsige kom til landet udefra. Derimod peger alt på, at der foregik en kontinuerlig udvikling af befolkningens levevis fra årtusinde til årtusinde.

De ændringer, der skete i jæger-fiskerfolkets måde at leve på igennem den Atlantiske tid, skyldtes efter alt at dømme en tilpasning til en natur, der var i stadig forvandling, og en stadig mere opfindsom udnyttelse af de muligheder, den samme natur gav menneskene. Det viser sig med tydelighed i det arkæologiske kildemateriale, som nu ikke længere er så ensidigt som før, og som viser os, i hvilken bredde man udnyttede rigdommen i landskabets mange forskellige biologiske zoner, især ved de kyster, som nu var blevet befolkningens foretrukne levested.

En tilsvarende tilpasning til nye livsvilkår kan man se i de områder, der grænser op til det nuværende Danmark. I Nordtyskland taler man om Ellerbekjægerne eller om Ertebølle/Ellerbekjægerne efter nogle fund, der fremkom ved Ellerbek i Kieler Fjorden ved opmudringsarbejder for mere end hundrede år siden. Og i Mecklenburg-Vorpommern taler man om Lietzowjægerne efter fund ved Lietzow på Rügen.70 Men alle steder er der tale om de samme jæger-fiskerstammer, som allerede havde boet her i årtusinder.

Ertebølletiden er perioden imellem ca. 5400 og 4000 f.Kr., dvs. den er den sidste del af jægerstenalderen, inden landbruget begyndte at få fodfæste i Sydskandinavien. Man kan dele denne næsten halvandet tusinde år lange periode op i tre faser, en tidlig, en mellemste og en sen fase.71 Vi skal i det følgende kapitel vende tilbage hertil. Foreløbig skal vi prøve at danne os et overblik over det land, som Ertebøllejægerne levede i, og som efter den store havstigning i begyndelsen af den Atlantiske tid fuldstændigt havde ændret udseende.

Vi har allerede beskrevet, hvordan landet blev formet gennem et kompliceret samspil mellem eustatiske og isostatiske kræfter. Og hvordan der gik en linje tværs igennem landet, den såkaldte vippelinje, som rakte fra Nissum Bredning i nordvest til Nordfalster i sydøst. Nord og nordøst for denne linje har landet siden stenalderen hævet sig betydeligt, mens områderne syd-sydvest for vippelinjen har sænket sig. Det betyder, at Ertebøllejægernes bopladser i de nordlige egne i dag ligger højt over havet og langt fra stranden. Syd og sydvest for vippelinjen ligger de derimod under havets overflade.

Disse forandringer er lette at se på et kort, som viser havets største udstrækning i den Atlantiske og efterfølgende Subboreale tid. Lad os da forestille os, at vi kunne foretage en luftrejse ind over Danmark og i fugleperspektiv se ned på de bosættelser, som husede jæger-fiskerbefolkningen i denne den sidste del af jægerstenalderen. Vi kunne begynde i nord og højt oppefra kaste et blik ud over Limfjordsområdet, sådan som det så ud i det sene 6. eller 5. årtusinde f.Kr.

Det kunne være en dag, hvor himlen var fuld af små varmeskyer, som drev for en næsten umærkelig vestlig vind hen over landet og havet dernede. Og vi ville kigge ned på et udstrakt indlandshav med små og store øer, rev, rønner og grunde, med store lavvandede bredninger og mange snævre og lange fjorde, der skar sig dybt ind i de omgivende landmasser.

Det var et land, som så meget anderledes ud end i dag.72 Det var blevet skabt, da havet mellem 7000 og 6000 f.Kr. var begyndt at trænge ind i og totalt forvandlede det nordjyske landskab. Efterhånden var der omkring Limfjorden opstået et indlandshav med ringe vanddybde, som i nord strakte sig helt op til Løkken, og hvor det, der i dag er Store Vildmose, var en stor, lavvandet bredning.73 Det 135 km lange område delte sig naturligt i to dele, en østlig og en vestlig. Øst for Aggersund lå der store, fladvandede bredninger. I vest derimod, hvor der var åbent ud mod Skagerrak, var området mere havpræget med vidtstrakte og dybere havområder. Det var kun ved det snævre Aggersund, at de to dele af fjorden var forbundet.

Ud mod Kattegat var der en næsten 10 km bred åbning, og øst for den åbnede fjorden sig yderligere mod nord op til Dronninglund og mod syd helt ned til, hvad der i dag er Lille Vildmose og Mariager Fjord. Her lå der mange lavvandede grunde og banker, opfyldt af store sten og skove af siv. Mod nord og nordøst var der mange større og mindre øer. Både Hanherrederne og egnene videre mod nordøst helt over til Store Vildmose udgjorde et regulært ørige, et jysk arkipelag.

Et mere ideelt landskab, eller snarere vandskab, for stenalderens jægere og fiskere kunne man ikke forestille sig. Det var med sine mange øer og fjorde og sin lange kystlinje præget af en næsten endeløs variation. For både kystlinjen og de mange åudløb hørte til de biologisk mest produktive miljøer, man kender. Og dertil kom, at stenalderhavet både var et par grader varmere, var mere næringsrigt og havde en større tidevandsforskel end i dag. Det var kort sagt et marint miljø med næsten uudtømmelige rigdomme. Derfor kunne det ernære en forholdsvis stor og stabil kystbefolkning.

Nede i dette rige land kunne man se stenaldermenneskenes bosættelser ligge tæt. De lå gerne inden for afgrænsede områder, som formentlig var fangst-territorier, omkring f.eks. en bugt, en vig eller en fjord, og altid ved kysten. Også øer var yndede til bosættelse. Indlandsbopladser var der derimod næsten ikke i Limfjordsegnene, baglandet inde bag kysten var ganske enkelt ikke stort nok dertil. Til gengæld var kystbopladserne både større og lå tættere end i det øvrige land. Dertil kom, at menneskene ofte holdt til på de samme steder, undertiden igennem mere end tusinde år.

Grundlaget for denne vedholdenhed var rigdommen og stabiliteten i havets ressourcer, og det udmøntede sig bl.a. i et omfattende fiskeri, der navnlig drejede sig om ålefangst. Det skete på en mangfoldighed af samtidige bopladser, som viser, at fisker-jægerbefolkningen var ganske talrig. Nok varierede bopladserne meget i størrelse. Men det var karakteristisk, at man inden for de enkelte fangst-territorier ofte havde én stor, central helårsboplads, som så var omgivet af et antal mindre pladser, hvor der foregik mere sæsonprægede aktiviteter.

To af disse centrale bopladser fortjener at blive særligt fremhævet. Det er Bjørnsholm og Ertebølle, som begge ligger ved Løgstør Bredning i midten af Limfjorden. Afstanden i lige linje mellem de to lokaliteter er ca. 15 km. Antager man f.eks., at de to pladsers fangst-territorier har været nogenlunde lige store, har de formentlig strakt sig ud til ca. 8 km fra centralbopladsen.

Bopladsen ved Ertebølle var en af de største køkkenmøddinger i Danmark.74 Den lå med en prægtig udsigt ud til Livø Bredning. I det 5. årtusinde f.Kr. var den en stor, beskyttet bugt, skærmet af Ertebølle hoved i nord og af en lille ø i syd, som havet eroderede helt væk i senere tider. Mod nord kunne man sejle ud til Skagerstrækninger, hvor ellen stod på sine mossede rødder i en uigennemtrængelig frodighed.

Selve køkkenmøddingen lå langs med kysten og var det mest håndgribelige spor efter Ertebøllejægernes ophold på stedet. Men det er vigtigt at huske, at skaldyngerne næsten altid blot var en del af et større hele. Den egentlige bosættelse lå gerne på højere og mere tørt terræn bag ved dyngen. Men den del af bosættelsen har vi som regel meget ringe viden om. En skaldynge som Ertebølle-dyngen består gerne af skaller af østers, hjertemusling, blåmusling og almindelig strandsnegl. I de ældre skaldynger er østers almindeligst, men i slutningen af jægerstenalderen er det hjertemusling, som bliver dominerende. Mellem skallerne ligger der trækul, ildskørnede sten, dyreknogler og fiskeskel, hjortetak, flintaffald og hele og itubrudte redskaber. Her og der kan man finde stensatte ildsteder og trækullag, som vidner om menneskenes ophold på dyngen. Der findes også undertiden grave nedgravet imellem skallerne. En skaldynge er gerne opbygget over et langt tidsrum. Det kan være helt op til 1500 år.75 Men det hænder også, at man finder skalbunker af østers, hjertemusling og strandsnegl, som må være rester af ganske kortvarige ophold på stedet.

Skaldynger eller køkkenmøddinger finder man i Limfjorden og i Østjylland, på de sydlige Kattegat-øer og Nordfyn samt i det nordlige Sjælland, først og fremmest omkring Isefjord og Roskilde Fjord. De ligger – eller rettere lå, for de er i dag stærkt truede af udslettelse76 – i de egne, hvor havet også i Atlantisk tid havde den største saltholdighed. Som vi allerede har hørt det, begyndte de første køkkenmøddinger i form af tynde skallag at opstå ved de sene Kongemosejægeres bopladser. Indtil nu er de stort set kun fundet ved Limfjorden. De store køkkenmøddinger opstod dog først i løbet af Ertebølle-jægernes tid.

For vor viden om oldtidens mennesker er disse møddinger et enestående arkiv. På grund af skallernes kalkindhold virker de bevarende på bl.a. knogler, som ellers under andre omstændigheder ville gå tabt. Og dermed er køkkenmøddingerne en uvurderlig kilde til viden om bl.a. oldtidens dyreverden og menneskenes liv. Men ligesom vi tidligere har berettet det om de danske moser, er også køkkenmøddingerne truet katastrofalt. Der har været mange hundrede af dem, men langt de fleste ligger i dag på dyrket mark, og de er derfor i høj grad ved at blive udslettet af dyrkning, grusgravning, skovbeplantning, sommerhusbyggeri osv. Op mod 80% af alle de køkkenmøddinger, vi har haft kendskab til siden arkæologiens barndom i 1800-tallet, er allerede forsvundet. Og fortsætter ødelæggelsen, vil den sidste lille rest være forsvundet om ca. 10 år. Endnu et stykke af landets historiske erindring vil være gået tabt. I dag er kun fem danske køkkenmøddinger fredet, og deraf kun to i deres helhed. Det haster stærkt med handling, før vore køkkenmøddinger er forsvundet for altid.77

Køkkenmøddingerne må imidlertid ikke ses i isolation. De var en del af et større bosættelsesmønster, som også omfattede såkaldt almindelige kystbosættelser, dvs. bopladser uden skaldynger. Møddingerne lå altid nær de steder på kysten, hvor der ude i vandet fandtes skaldyrsbanker. Men selv om der f.eks. kunne være flere køkkenmøddinger i et fjordområde, så var hovedparten af de omkringliggende samtidige bopladser oftest uden skaldynger.78 Afgørende for anlæggelsen af kystbopladserne var adgangen til godt fiskeri. At der så på stedet var mulighed for indsamling af skaldyr, var kun en yderligere fordel. Men det var ikke altafgørende for placeringen af bosættelsen.

Køkkenmøddingen ved Ertebølle er en af de alt for få fredede skaldynger i Danmark.79 Den var lang og smal, mindst 140 m lang, ca. 20 m bred og havde en tykkelse på ca. 1,9 m. Den var altså akkumuleret over meget lang tid.80 Men hidtil er det ikke lykkedes at finde spor af beboernes boliger ved dyngen. Man har gravet bag ved den, men fandt ingen væsentlige spor. Til gengæld har dyngen selv givet oplysninger om beboernes livsform. Man kan se, at de satsede meget bredt. I indlandet drev de jagt på større køddyr som kronhjort, rådyr og vildsvin. De var også pelsjægere og fangede vildkat, los, ræv, odder, ulv og skovmår. Ved kysten og på havet jagede de gråsæl og mange svaner og ænder, men først og fremmest var fiskeriet meget omfattende. Selv om bopladsen lå ved kysten, fangede beboerne overraskende mange ferskvandsfisk, navnlig ål.81 Men også saltvandsfisk som hornfisk og torsk blev taget i store mængder. Endelig blev østers og snegle indsamlet i stor stil. De mange dyr blev hjembragt til bopladsen både i sommer-, efterårs- og vintermånederne. Men endnu kan man ikke sige med sikkerhed, om menneskene levede på pladsen hele året rundt. Det er dog det mest sandsynlige.

Ikke langt derfra lå den anden store boplads, Bjørnsholm med sin køkkenmødding.82 Var Ertebølle-køkkenmøddingen stor, så var Bjørnsholm-køkkenmøddingen endnu større. Bopladsen var centralplads for en større bebyggelse, som lå omkring Bjørnsholm Fjord, der i dag er en relativt tør eng ved foden af Himmerlands bakker. Selve køkkenmøddingen ligger ude ved fjordmundingen, den er ca. 325 m lang og 10-50 m bred, op til 1,2 m tyk. Bag ved den, inde i fjorden, lå der mindst 30 bopladser, hvoraf de syv også havde en køkkenmødding. Bjørnsholm var beboet igennem hele det 5. årtusinde f.Kr.83

Bjørnsholms placering var lidt anderledes end Ertebølles. Hvor Ertebølle lå ved en lagune med udsigt over en åben kyst, lå Bjørnsholm mere beskyttet, sydvendt og på nordsiden af fjorden, hvis åbning var omkring 1 km bred. Men placeringen var ideel. Inden for en radius af 10 km kunne man nå alle former for biotoper, lige fra åben kyst til øer, strandvolde, snævre passager, fersk vand, åmundinger og tæt skov. Det var landskabstyper med en meget høj biologisk produktion. Der var f.eks. mange vandløb, der mundede ud i fjorden, og her foregik der naturligvis sæsonbestemte vandringer af fisk. Dertil kom, at 50% af området inden for en 5 km radius fra Bjørnsholm-køkkenmøddingen var åbent vand. Og man levede i et klima, der var fugtigt og tempereret med en gennemsnitlig sommertemperatur på 20 grader celsius og en vintertemperatur på 1 grad. Det er højere end i dag, og det skabte naturligvis, sammen med det højere saltindhold i vandet, de gunstigste livsbetingelser for alle led i den marine fødekæde.

Landskabet omkring bosættelsen var ligesom ved Ertebølle dækket af skov med eg, hassel, pil, elm og birk. I skoven jagede man vildsvin, rådyr og kronhjort for kødets skyld, mens man fik godt pelsværk fra ræv, bæver, vildkat, los, odder og ulv. På havet og langs kysten jagede man gråsæl og marsvin. De sælknogler, man finder på bopladserne, stammer fra alle skelettets dele. Det må betyde, at sælerne normalt blev hjembragt til bopladsen i hel tilstand. Hertil kom, at man nedlagde et stort antal fugle, navnlig svaner og ænder. Men det var navnlig fiskeriet, som gav den store rigdom. 15% af de fangede fisk var ferskvandsarter, 22% var saltvandsfisk, mens 63% var arter, der foretog sæsonbestemte vandringer. Her gik man navnlig efter ål. Det skete især i sensommeren og det tidlige efterår. Og Limfjorden er jo et sted, hvor man også i vor tid kan fange ål i store mængder. I Bjørnsholm bestod mere end halvdelen af fiskefangsten af ål, som utvivlsomt blev taget nær kysten med faste fiskeredskaber, først og fremmest med ruser med rad og arme.84 Sådanne er endnu ikke fundet i Limfjordsområdet, men dog andre steder i landet, som vi senere skal se.

Hele denne rigdom udnyttede man ikke blot fra selve Bjørnsholm, men også fra et stort antal andre bopladser langs kysterne af den 8,5 km lange og mellem 0,7 og 2,5 km brede fjord. Mange af disse bopladser var utvivlsomt specialpladser, hvor man kom på bestemte tider af året for at udnytte en enkelt eller nogle få sæsonbestemte ressourcer. Man kan her tænke på f.eks. sælfangst. På Rønbjerg Strandvolde ved Bjørnsholm Bugt ligger en lille boplads, der meget vel kan have tjent dette formål.85 Det kan dog også tænkes, at sælfangsten foregik fjernt fra bopladserne på småøer og rev. Her vil sporene efter fangsten imidlertid være meget udsatte for at blive borteroderet. Det er måske forklaringen på, at sælfangstpladser er så sjældne i Limfjordsområdet til trods for, at fangsten på disse dyr må have spillet en stor rolle i Ertebølle-jægernes tid.86

En ganske særlig specialplads var Aggersund, som heller ikke lå langt fra Bjørnsholm.87 Her fangede jægerne trækkende svaner ved efterårs- og vintertide, i månederne november til februar. Bopladsen udgjordes af en lille skaldynge, ca. 10 x 6 m stor og bestod for 93% af østersskaller. Vi skal senere høre mere om den jagt, som foregik her. Men det har været et betagende syn, når de store svaneflokke lå derude i bredningerne og lyste hvidt mod de mørke, skovklædte kyster.88

Selve Bjørnsholm-bopladsen var formentlig centralpladsen i det ressourcerige område. Endnu har det ikke været muligt at finde spor efter jæger-fiskernes boliger uden for køkkenmøddingen. I dens tykke skallag har man fundet tegn på, at man opholdt sig her på alle tider af året. Men om bopladsen var en permanent helårsbosættelse, står endnu ikke helt klart. Det er dog sandsynligt. Det er også rimeligt at antage, at bopladserne omkring Bjørnsholm spillede en vigtig rolle i en større geografisk sammenhæng. I Åle-køkkenmøddingen, der ligger tæt ved Bjørnsholm, har man f.eks. fundet en af de eftertragtede prestigeøkser, som man erhvervede sig langvejs fra ved kontakter med andre jægerstammer,89 og hvorom vi skal høre nærmere i det følgende kapitel.

Men lad os i fugleflugt drage videre sydover på den jyske halvø. Vi passerer Mariager Fjord, som dengang strakte sig dybere ind i landet end i dag. Også ude ved den datidige fjordmunding så der anderledes ud end i dag. Her lå der vidtstrakte, sivbevoksede bredninger. Langs fjordens kyster lå bopladserne med deres køkkenmøddinger. De var først og fremmest placeret nær gode fiskesteder, og ofte hvor et vandløb udmundede i fjorden.90 Men tættest lå de ude ved fjordmundingen, blot med nogle få kilometers indbyrdes afstand. Her blev der drevet fiskeri og jagt på gråsæl i fjorden og her fangede man søfugle, især sangsvaner, i de udstrakte siv- og rørområder.

Vi fortsætter videre sydover og kommer til sidst til Djursland, som var et område, der på mange måder lignede det nordjyske arkipelag, opdelt som det var i større og mindre øer og gennemskåret af det smalle, vidt forgrenede Kolindsund, der i Atlantisk tid strakte sig fra Kattegat helt ind til Randers Fjord. Også Djursland besad en naturrigdom, der blev udnyttet i rigt mål af Ertebølletidens jæger-fiskere.

Nordkysten af Djursland havde en kystlinje, der var langt mere bugtet og fliget end i nutiden. Ved Fjellerup og Mejlgård nåede en bred bugt, i hvilken der lå flere holme, 2-3 km ind i landet. På en halvø, ud mod den grunde, fladvandede kyst, lå den store, 125 m lange og 20-30 m brede køkkenmødding Mejlgård.91 I dag ligger den en km inde i landet. Og langs det smalle Kolindsund, som gjorde Djurslands nordlige del til en ø, lå ligeledes en mangfoldighed af skaldynger, men de er næsten alle sammen gravet bort i vor tid.92

På vor luftfærd sydover ville vi nu passere over Århusbugten. Ud i den mundede Lystrup og Brabrand Fjorde. Lystrup Fjord er i dag tørlagt, men dengang var den en lavvandet, 5,5 m lang og ca. 1,5 m bred fjord, der skød sig ind i landet i det, der nu er Aarhus' nordlige udkant.93 Ved dens bredder lå talrige bopladser, som alle kunne udnytte en række varierede og rige ressourceområder. Her fangede man fisk i store mængder, bl.a. ved rusefiskeri, her jagede man øresvin og spækhugger, og i baglandets skove hentede man kronhjort, vildsvin, urokse og rådyr og pelsdyr i rigelige mængder.

Ca. 8 km længere mod syd lå Brabrand Fjord, som i dag er forvandlet til en sø. Også her levede der i Atlantisk tid en talrig jæger-fiskerbefolkning, som udnyttede stedets naturrigdomme,94 og yderligere 20 km mod syd skar Norsminde Fjord sig ind i det østjyske morænelandskab. Lad os se lidt nærmere på den.

Som fjorden lå der i Ertebølletiden, var den en af de mindste danske fjorde. Oprindelig var den en stor ferskvandssø, men i den tidlige Atlantiske tid var den blevet forvandlet til en saltvandsfjord. Den var mod nord afgrænset af et bølgende morænelandskab; mod syd var landskabet mere fladt. Fjorden var ca. 10 km lang og indtil 3 km bred, og den største boplads, Flynderhage, lå centralt placeret i den.95 Flynderhage var en stor køkkenmødding. Omkring den lå som satellitter et ganske stort antal mindre bopladser, hvorfra man kunne udnytte bestemte lokale ressourcer.96 Der var mindst 15 pladser, med en enkelt undtagelse lå de alle på nordsiden af fjorden, hvor der var rige muligheder for fiskeri og indsamling. Med sin afvekslende natur og biologiske rigdom var fjorden et ideelt sted at leve for en jæger-fiskerbefolkning. Man kunne bo tæt ved det åbne hav, men i en beskyttet fjord.

Ude ved fjordmundingens nordside, ved det der i dag hedder Norsminde, lå endnu en køkkenmødding, der var ca. 30 m lang, 5-12 m bred og med op til 1,5 m tykke kulturlag.97 Herude i havets nærhed var der østersbanker, som man kunne udnytte, men i øvrigt var der mange forskellige biotoper inden for den nærmeste rækkevidde. Fra bopladsen foretog man jagt og fiskeri, det sidste næsten udelukkende af saltvandsfisk.98 Det var navnlig fladfisk, man fangede, men også torsk. Fiskeriet foregik fortrinsvis i sommerhalvåret. Men i øvrigt synes der at være foregået alle mulige andre dagligdags aktiviteter, stedet var altså ikke en specialplads, og det blev udnyttet århundrede efter århundrede, over en mere end tusindårig periode – også efter at beboerne i begyndelsen af det 4. årtusinde var begyndt at drive agerbrug.

Bosættelsen ved Norsminde Fjord var en typisk kystbosættelse i den Atlantiske tid. Men der var i dette østjyske område også bosættelser, som lå inde i landet. Mindre end en snes km fra Norsminde Fjord lå bopladsen Ringkloster ved den nordlige ende af den forhistoriske Skanderborg Sø, ca. 800 m syd for den snævre passage mellem de to dele af søen.99 I den Atlantiske tid var søen meget større end i dag. Landet herinde i halvøens indre var dækket af en tæt urskov af lind, elm, eg og hassel. Men tæt ved bopladsen var der meget store ellekær, som lå i et bredt bælte langs søbredden. Foran bopladsen var søen ret dyb, det gav let adgang til den fra søsiden.

Også Ringkloster-bopladsen blev brugt igennem en meget lang periode, i henved 1800 år; da landbruget vandt indpas i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr., var den fortsat i brug. Inde på søbredden lå beboelsesområdet og ude i søen, lige foran bopladsen, lå der mængder af affald og flød. Det ser ud til, at beboerne fortrinsvis færdedes på Ringkloster-bopladsen i vinterhalvåret, i månederne oktober til april. Så drev man jagt på vildsvin og skovmår.

Derimod ser det ikke ud til, at man i større omfang foretog fiskeri og fuglefangst. Et af hovedformålene med opholdet var som sagt at drive pelsdyrjagt. På mange af de skovmår-kranier, man fandt i affaldslagene uden for bopladsen, var der tydelige tværgående snitmærker lige over øjenbrynsbuerne og symmetriske knusespor på begge sider af kraniets bageste del. Snitsporene fremkom, når man pelsede dyrene. Og knusemærkerne var efter alt at dømme spor efter jægernes brug af fælder. Knoglerne af skovmår fandt man tit i små bunker. Formentlig blev kadaverne af de pelsede dyr kastet hele ud i søen.

Man kan tænke sig, at bopladsen enten har været brugt som en halvårlig sæsonboplads for en enkelt gruppe mennesker, der flyttede mellem kysten og indlandet. Eller også har bopladsen været en fælles, sæsonpræget jagtplads for en række af de østjyske bopladser. At der har været kontakt mellem Ringkloster-bopladsen og kysten, fremgår bl.a. af, at man på stedet har gjort fund af tandhvalen øresvin. Ringkloster-bopladsen lå i et område, hvor der kun var 14-18 km ud til de østjyske fjorde, uanset om man gik mod nordøst, øst eller syd. Og ude i disse fjorde lå der på samme tid bopladser, normalt med en eller to større bopladser omgivet af talrige mindre satellitter.

Ser man på de redskaber og knogler, der er fundet på Ringkloster-bopladsen, taler meget for, at menneskene kom her med det primære formål at skaffe sig hjortetak, skind, huder og kød.100 Flintpilespidser, flintskrabere til bearbejdning af skind og benknive dominerer f.eks. blandt redskaberne. Til gengæld er der kun få redskaber til fiskeri. At dømme ud fra knoglefundene, må kødet fra de nedlagte vildsvin, rådyr og urokser være bragt bort fra lejren til et andet sted, hvortil også skind og huder blev bragt.101 Men hvorhen?

Der er næppe tvivl om, at det meste endte ude ved kysten. Som allerede nævnt er der flere indicier herpå: bl.a. fund af hvalknogler, østersskaller og rav i Ringkloster. Hertil kommer kulstof 13-analyser af hundeknogler, som viser, at i hvert fald en af hundene på pladsen fortrinsvis havde levet af føde fra havet. På Ringkloster-bopladsen fandt man også en særlig slags dekoreret keramik. Den finder man også på bopladserne både i Brabrand Fjord og i Norsminde Fjord, navnlig i Flynderhage-køkkenmøddingen.102 Derimod har man endnu ikke fundet den på bopladserne i Horsens Fjord.

Der var således tydeligvis en kontakt ud til kysten. Men var der tale om kontakt mellem to forskellige befolkningsgrupper? Eller var det de samme mennesker, som sæsonvis bevægede sig fra kysten til indlandet? Udgik de fra en enkelt kystbosættelse, eller var vinterbopladsen i Ringkloster en fælles forsyningskilde for en hel gruppe af kystbosættelser? Var det hele kystbefolkningen, som sæsonvis drog ind i indlandet om efteråret, eller var det kun nogle små grupper af fangere, som besøgte indlandet for at jage kød- og pelsdyr? De ubesvarede spørgsmål er mange, men det er dog nok så sandsynligt, at det kun var smågrupper af jægere, der om efteråret drog fra kysten til indlandet, og at Ringkloster var en del af et mere omfattende østjysk bosættelses- og forsyningssystem, som udnyttede både kysten og indlandet.103

Noter

70: B. Gramsch 1978.

71: A.D. Johansson 1998, s. 180 ff.

72: K. Strand Petersen 1976, 1987; S.H. Andersen 1992, 1995, 1998c.

73: B.Aaby 1991.

74: A.P. Madsen et al 1900; Andersen & Johansen 1983, 1987; I.B. Enghoff 1987; K. Strand Petersen 1987; S.H.Andersen 1998c.

75: Ertebølle-skaldyngen var således i brug fra ca. 5100-4100 f.Kr., mens Bjørnsholm-skaldyngens brugstid strakte sig over ca. 1500 år, se S.H. Andersen 2000b.

76: Andersen & Johansen 1996.

77: Se meddelelsesbladet „Rigsantikvaren“ fra Rigsantikvarens Sekretariat, nr. 3, april 1999.

78: S.H. Andersen 2000b.

79: Den blev undersøgt af Nationalmuseet i 1890'erne, og efter undersøgelsen blev den sidste del af møddingen fredet. A.P. Madsen et al. 1900.

80: Fra dyngens nederste lag stammer kulstof 14-dateringer fra mellem 4940 og 4480 f.Kr. De øvre lag i dyngen er dannet i slutningen af Ertebølletiden og kulstof 14-dateret til mellem 4230 og 3850 f.Kr. Andersen & Johansen 1986.

81: I.B. Enghoff 1987.

82: S.H. Andersen 1992, 1993a; Bratlund 1993; I.B. Enghoff 1993a.

83: S.H. Andersen 1993a, s. 74 ff. Den største del af køkkenmøddingen er ophobet i perioden ca. 4400-4200 f.Kr.

84: I. B. Enghoff 1993a, 1994, 1995.

85: H. Skousen 1998.

86: U. Møhl 1970.

87: S.H.Andersen 1979a; U. Møhl 1970.

88: U. Møhl 1979.

89: S.H. Andersen 1993a, s. 61.

90: S.H. Andersen 1998d, 1999.

91: H.H. Andersen 1960; G.N. Bailey 1978.

92: Ved Fannerup (P. Eriksen 1984; G.H. Rasmussen 1990 a-b), nord for Kolindsund, lå der f.eks. adskillige anseelige, nu helt forsvundne dynger. Og syd for sundet, i selve Kolind by, lå der ligeledes en stor, nu næsten helt bortgravet dynge (Th. Mathiassen et al. 1942, s. 37 ff.). Endelig lå ovre mod vest Dyrholmen (Th. Mathiassen et al. 1942).

93: S.H. Andersen 1996.

94: Thomsen & Jessen 1906; E. Haugsted et al. 1947; J. Troels-Smith 1937.

95: S. Gabrielsen 1953; S.H. Andersen 1976b, 1991; S.H. Andersen et al. 1966; I.B. Enghoff 1991.

96: F.eks. køkkenmøddingen Norslund, der lå kun ca. 120 m fra Flynderhage. Andersen & Malmros 1966, 1981: A.D. Johansson 1998, s. 225 ff.

97: S.H. Andersen 1991.

98: I.B. Enghoff 1991.

99: S.H. Andersen 1975a, 1998b.

100: S.H. Andersen 1998b, s. 54. Endnu kender man dog i Danmark kun en enkelt anden boplads, der har haft så specialiseret en funktion. Det er den ikke-sagkyndigt undersøgte boplads Hjerk Nor i Nordjylland, se Hatting et al. 1973.

101: P. Rowley-Conwy 1993a, 1998.

102: S. Gabrielsen 1953.

103: S.H. Andersen 1998b.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Ertebøllefolkets land.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig