Dykker under opmåling af profilvæg i gytjelagene på Tybrind Vig-bopladsen.

.

Fordelingen af de omkring 60 kendte undersøiske bopladser fra jægerstenalderen i de Sydfynske øhav.

.

På vor rejse hen over kystområderne i landets nordlige og østlige dele i den Atlantiske tid så vi, i hvor høj grad kystlinjen forløb anderledes end i dag. Det skyldtes dels de senere, omfattende ændringer i havenes vandspejl, dels den landhævning, som isens afsmeltning fra det skandinaviske område havde igangsat, og som endnu ikke er afsluttet. Nord for en linje fra Nordfalster, nord om Langeland og midt gennem Fyn og Jylland til Nissum Fjord i vest har landet hævet sig siden den sene Atlantiske tid. Syd for denne linje er kysten druknet af senere havstigning.

Omkring vippelinjen er havspejlet i vor tid omtrent det samme som i den sene Ertebølletid. Dvs. at bopladserne ligger i strandkanten eller på lavt vand. Jo længere man bevæger sig mod nordøst fra vippelinjen, jo højere ligger bopladserne fra Ertebølletiden i terrænet og ofte i en betydelig afstand fra nutidens kyst. De sene Ertebølle-bopladser i f.eks. Nordøstsjælland og i Nordvesthimmerland ligger således 5 m over nutidens havniveau. Ældre bopladser ligger normalt noget lavere. Dog er forholdene i nordøst endnu mere komplicerede. Her indtraf den højeste vandstand nemlig tidligere end i de egne, der lå nærmere nul-linjen.

Syd for vippelinjen ligger bopladserne på stigende havdybder, jo længere man bevæger sig i sydvestlig retning. Således ligger bopladserne fra den sene del af Ertebølletiden i den nordlige del af Guldborg Sund på 1 meters havdybde og i Det sydfynske Øhav på 2,5 meters dybde. Vi så også, hvordan de endnu ældre pladser fra Kongemosejægernes tid lå på endnu større havdybder. Disse undersøiske bopladser er man begyndt at udforske inden for den seneste generation. Dermed har man indledt en helt ny og eventyrlig fase af den arkæologiske forskning, som allerede nu har givet forbløffende resultater.138 Et veritabelt undersøisk forskningseventyr er begyndt. Undervandsarkæologien har kunnet fremdrage rige og enestående fund, som på mange områder har kunnet supplere billedet af den Atlantiske tids jæger-fiskerbefolkning – et billede som tidligere næsten kun byggede på fund fra de nordlige og østlige dele af Danmark.

Det var sportsdykkerudstyrets fremkomst i årene efter 2. Verdenskrig, der satte gang i udviklingen. Herhjemme begyndte arkæologerne dog først at vove sig ud på det dybe vand i 1970'erne. Det var museumsfolk på Langeland, der som de første begyndte at lede efter undersøiske bopladser i det sydfynske Øhav, der er et af Europas største druknede morænelandskaber.139 Så fulgte Moesgård Museum ved Aarhus efter og indledte undersøgelserne af den rige kystboplads Tybrind Vig på Vestfyn (se Sunkne verdener). I 1980'erne gik også Fredningsstyrelsen under Skov- og Naturstyrelsen i gang med undervandsarkæologiske rekognosceringer og undersøgelser i Smålandshavet140 Roskildefjorden, Storebælt141 og Aarhusbugten. Og endelig er Skibshistorisk Laboratorium under Nationalmuseet, hvor man har beskæftiget sig med marin arkæologi siden 1950'erne, også gået ind i arbejdet.142

Man har nu oprettet Det Marine Register (DMR), hvori man registrerer spor efter menneskelig aktivitet på havet og i de brakke og ferske vande fra istidens afslutning til og med 100 år før i dag. Registret er en del af Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC), som tilsvarende registrerer fund på landjorden, og som ligesom DMR har til huse på Nationalmuseet.143 Siden 1984 har alle fortidsminder på havbunden ved lov været beskyttet mod forstyrrende indgreb.

Når man foretager en arkæologisk udgravning under vandet, arbejder man i princippet på samme måde som ved undersøgelser på landjorden.144 Man foretager udgravning, opmåling, udtager prøver og fotograferer, men arbejdet foregår ved hjælp af en såkaldt injectorpumpe, der fungerer som en undervandsstøvsuger, og som suger det opgravede fyld ud i finmaskede net. Derved sikrer man, at f.eks. fiskeknogler og andre smågenstande ikke går tabt. Når nettene er fyldt op, bringes de ind til land, hvor den endelige sortering finder sted. Er der tale om en boplads, opsuger man havbunden lag for lag, således at materiale fra de dækkende sandlag f.eks. ikke blandes sammen med underliggende oldsagslag.

Også på havbunden nedbrydes organisk materiale ved en lang række fysiske, kemiske og bakteriologiske kræfter. Men går man dybere ned i lagene på havbunden, er der ofte gode muligheder for, at organisk materiale kan overleve. Man kan her gøre fund af genstande, som kun ville have haft ringe overlevelseschancer på landjorden. Det gør naturligvis undervandsarkæologien særligt fascinerende, at man ved udgravninger under vandoverfladen kan finde f.eks. stenaldermenneskenes stammebåde med tilhørende årer, velbevarede grave eller våben og redskaber af træ. Men udgravningerne under vandet kan også give værdifulde oplysninger om meget andet. F.eks. om de druknede landskabers oprindelige udseende og om de steder, som stenalderbefolkningen foretrak at bo på. Derved kan man også få nyttige oplysninger om f.eks. forskydningerne mellem land og hav i disse svundne tider.

Derfor rekognoscerer arkæologerne også til søs. Ved små punktundersøgelser besøger dykkerne lokaliteter, som man ud fra studier af søkort mener kunne være bosættelsesområder for stenaldermenneskene. Man bruger også undertiden sediment-ekkolod, og kan derved kortlægge det druknede landskabs oprindelige udseende. Det har man kunnet gøre i f.eks. Det sydfynske Øhav på områder, hvor havbunden er dækket af tykke tørveaflejringer.145

Sådanne rekognosceringstogter er f.eks. foretaget i Smålandsfarvandet nord for Lolland.146 Ved at studere dybdeforholdene på søkortene udpegede man de steder, som var egnede for stenalderbosættelsen. Man kunne f.eks. beregne, at bopladserne fra Kongemose-jægernes tid skulle søges på 4-6 meters dybde – og man fandt flere af dem. De synes alle at have ligget ved den daværende kystlinje, og hovedreglen var: Jo ældre desto dybere, og jo yngre desto lavere. Derved kunne man se, hvordan bebyggelsen i den Atlantiske tid havde måttet vige for havstigningen igennem den senere del af jægerstenalderen. Og man fik derved en bekræftelse af, at udnyttelsen af og bebyggelsen ved landets kyster havde været så vigtig allerede tidligt i den Atlantiske tid – ja, måske endnu tidligere. Netop et spørgsmål, som man har haft så svært ved at få besvaret ved de traditionelle udgravninger på landjorden.

En af de første udgravninger, man herhjemme udførte under vandet, var ved Møllegabet, som er betegnelsen på et smalt, men dybt sejlløb, der fra nord fører ind til Ærøskøbing.147 På østsiden af sejlløbet ligger en lille ø, Drejø, hvorfra et undersøisk næs strækker sig mod vest helt ud til sejlrenden. Yderst på næsset fandt man to bopladser, der viste, hvordan Ertebølle-jægerne havde udnyttet den omgivende natur. Man fandt talrige knogler af vildsvin og kronhjort – og også nogle rådyr. Der var ligeledes mange fiskeknogler. 95% af dem var af torsk, men der er også makrel og fladfisk. Endelig kunne man se, at beboerne havde jaget både svaner og gråsæler. Som en ekstra gevinst fandt man også en bådbegravelse.148 Det var et 2,5 m langt stykke af en stammebåd, lavet af lindetræ. I og uden for båden fandt man knoglerne af en ca. 25-årig mand, hvis kranium viste helede spor af et slag. Efter alt at dømme var den døde Ertebølle-mand blevet anbragt på en delvis brændt del af båden og hensat tæt ved bredden dækket af et barklag.149

En af de mest omfattende og givtige undersøiske udgravninger hidtil er foretaget ved Tybrind Vig, en vestvendt vig af Lillebælt.150 Her lå en boplads fra Ertebølletiden på 2-3 m's dybde, ca. 250 m fra land, i hvad der dengang var en afskærmet lagune med udløb til bæltet umiddelbart syd for bopladsen.

Ganske vist var selve bopladsen for størstedelen eroderet væk. Men lige syd for den lå der nogle indtil 2 m tykke gytjelag i en ca. 10 m bred og 50 m lang zone. Her lå beboernes affald, og her fandt man store mængder kasserede redskaber. De mange fund har sammen med en række kulstof 14-dateringer vist, at der var tale om en boplads, der eksisterede igennem henved 1500 år, dvs. lige fra Ertebølletidens begyndelse til dens slutning.

Beboerne på Tybrind Vig-bopladsen levede som alle andre mennesker dengang af jagt, fiskeri og indsamling. Det viser de vældige mængder af knogler i gytjen ud for pladsen. Men zonen langs lagunens bred var ikke blot en losseplads. Her fiskede man også. F.eks. fandt man ved udgravningen et stort antal stager fra fiskegærder stående på plads i gytjen. Man fandt også skråt nedstukne lystersidegrene og nogle fiskekroge af ben, den ene med en stump line bevaret, der vidnede om fiskeri tæt ved bopladsen.

Når man fiskede længere væk fra kysten, foregik det i både. Og to sådanne er også fundet ud for bopladsen. De var begge af lindetræ, den ene var endda bevaret i sin fulde længde, 9,5 m. Man padlede bådene frem med slanke eller spadeformede padleårer, af dem er der fundet mindst 14, nogle af dem endog udsmykket med komplicerede geometriske mønstre skåret ud i bladene i lavt relief og med spor af indlagt farve (se Båden).

I det hele taget er det det organiske materiale, som gør fundene ved Tybrind Vig så enestående. Man fandt også adskillige buer, pileskafter, tilspidsede stager, skafter og fiskeruser. Noget af det mest overraskende var nogle små fragmenter af nålebundne stofstykker, hvis tråd var fremstillet af spundne plantefibre. Det er de hidtil ældste rester af tekstiler fundet i Europa.151

Af beboerne selv fandt man også spor, bl.a. en intakt grav fra den tidligste del af bebyggelsen. Her lå skelettet af en 15-17 årig kvinde sammen med knoglerne af et 1-3 måneder gammelt barn. Men til disse spor af menneskene selv skal vi senere vende tilbage.

Noter

138: J. Skaarup 1993.

139: Grøn & Skaarup 1993.

140: A. Fischer 1993c.

141: Pedersen, Fischer & Aaby 1997.

142: Også visse lokalmuseer, f.eks. Museet Færgegården, Frederikssund, har foretaget undervandsarkæologiske undersøgelser, bl.a. ved øen Blak i Roskildefjorden, hvor man har afdækket et par bopladser fra Kongemosetiden, se S.A. Sørensen 1996.

143: Sammen udgør registrene, der er tilgængelige på internettet, en fælles kulturhistorisk database omfattende det nuværende Danmark ud til 24 sømilegrænsen. Se bl.a. H.M. Myrhøj: Det Marine Register – centralregistrering. I: AUD 1995 og P.O. Nielsen: Hundredetusinde fortidsminder. Nationalmuseets Arbejdsmark 1981.

144: J. Skaarup 1993.

145: O. Grøn 1990, 1991, 1995.

146: A. Fischer 1993c.

147: Grøn & Skaarup 1993.

148: Ibid. 1991.

149: Graven er ved kulstof 14-metoden dateret til ca. 4790 f.Kr.

150: S.H. Andersen 1984a, 1985a, 1987a, 1987b; S.H. Andersen et al 1984; T. Trolle-Lassen 1992.

151: L. Bender Jørgensen 1990.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Sunkne verdener.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig