Følgen af de forandringer af landskabet, som landbruget efterhånden havde skabt, blev, at der opstod små og spredtliggende bosættelser. De enkelte familier begyndte at skille sig ud fra det tætte fællesskab, der tidligere havde præget den daglige livsform. Det var en proces, som også førte til, at man i visse egne af landet begyndte at begrave de døde i enkeltmandsgrave. De dødes tilhørsforhold til kollektivet blev ikke længere betonet så stærkt, som man tidligere havde gjort det i de store stengrave.
Det er imidlertid kun sporadisk, at vi kan følge de enkelte trin i denne forvandling. For arkæologiske undersøgelser af bopladserne fra enkeltgravstiden er endnu meget fåtallige.28 Faktisk er det kun i de østligste dele af Danmark, på Bornholm, at man kan følge processen. I de øvrige dele af landet er det kun i Jylland, at man glimtvis aner, at den samme proces også var i gang her.
Som vi allerede har set det, var de huse, som tidligere stod på bøndernes bopladser, langhuse med en såkaldt midtsulekonstruktion. Skal vi dømme efter de endnu få udgravninger, var det den samme grundtype, man brugte igennem hele det 3. årtusinde f.Kr. På Bornholm har man nemlig på to bopladser, ved Limensgård og Grødbygård, udgravet rester af sådanne rektangulære langhuse med midtstolper. De hører til en bebyggelse, som strækker sig fra tiden kort før 2800 f.Kr. og et par hundrede år frem i tiden.29
I årenes løb nåede man at bygge adskillige huse. Det var dog højst et par stykker ad gangen, der var i brug på samme tid. Husene var 16-22 m lange og 7-7,5 m brede. Ligesom de første huse var de bygget med én række midterstolper, som understøttede tagryggen. Deres grundplan var rektangulær eller svagt trapezformet, og de havde en lige gavl i modsætning til tidligere. Et nyt konstruktivt træk var, at man lod en del af tagets vægt hvile på de indvendige stolper, som var anbragt et stykke inden for væggen.30
Et af husene tegnede sig ved en delvis bevaret væggrøft, hvori der var aftryk af lodrette pæle. Man kunne se, at stolperne havde stået med kun 5-10 cm's indbyrdes afstand. Formentlig har de været forbundet med fletværk, der var lerklinet. Der stod ingen kraftige stolper i væglinjen. Det betyder, at væggene næppe har båret vægten af taget. Men indvendig i huset stod der på begge sider af de tagbærende midterstolper en række indvendige stolper, som var anbragt parallelt med væggen, omkring 1 m fra denne. Sammen med midtsulerne bar disse indre stolper formentlig tagets vægt. Tegningen side 289 viser princippet med midtsuler og indvendige støttestolper.31
Ved Limensgård blev der fundet rester af 18 midtsulehuse, ved Grødbygård 16 huse, men ingen af hustomterne på de to bopladser var fuldstændigt bevaret. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, hvor indgangene havde været placeret. Ved flere af hustomterne var der imidlertid mange forstyrrelser i området ved den ene gavl. Måske det skyldes, at der her foregik megen færdsel, fordi indgangen til huset lå netop her. De fleste af husene lå i nord-sydlig retning. Kun i et enkelt af husene var der et bevaret ildsted. Det lå i husets midterakse mellem den tredje og fjerde midtsule regnet fra vest. Lige øst for dette ildsted lå en lang, firesidet flintmejsel. Måske den var nedlagt som husoffer.
På Grødbygård-bopladsen blev der foruden langhusene også fundet fire cirkulære anlæg fra samme tid som langhusene. Den slags runde bygninger kender man også fra andre bornholmske bopladser, og det kan ikke udelukkes, at de har haft en kultisk funktion, men deres bestemmelse er langtfra sikker.32
Det er ikke mange steder, man har fundet langhuse som de bornholmske fra enkeltgravstiden. Noget tyder dog på, at den samme hustype var i brug over meget store områder. I Sverige, ved Linköping i Östergötland, har man f.eks. udgravet et hus af samme slags. Ligesom nogle af husene ved Limensgård havde det indvendige støttestolper til at understøtte taget.33 Også i lavlandsområderne syd for Østersøen er der tegn på, at bondebefolkningen på samme tid boede i toskibede langhuse ligesom de bornholmsk-svenske. Men fundene er endnu få og spredte. De toskibede langhuse er fundet i bl.a. Niedersachsen og Holland, og de er gerne af en let trapezoid form med en længde på ca. 20 m.34 Men overalt synes mønstret at være det samme: man har levet et enkelt eller nogle få hushold sammen. De store bopladser, man kendte i tidligere tider, synes at være helt forsvundet.
Men hvordan tegner billedet sig i de vestlige dele af Danmark? Også her kan man fornemme, at der sker store ændringer i den første halvdel af det 3. årtusinde f.Kr. Nogle steder, f.eks. på Herning-egnen, har man kunnet konstatere, at bosættelsen fra enkeltgravstiden ligger i de samme områder, som var bebygget i tidligere århundreder.35 Men andre steder, f.eks. ved Vroue og Karup Hede, ser det ud til, at bosættelsen har skiftet radikalt.36 Men endnu er det kun ganske få steder, at man har fundet bopladser, der kan fortælle om det nye livsmønster.37 Oftest tegner hustomterne sig blot som små, mørkfarvede jordlag, der ligger i lave sænkninger, og som måske er spor af forsænkede gulve.38 Men det er sjældent, at man finder spor af stolper, der kan tolkes som rester af væggene og den tagbærende konstruktion. En del af forklaringen kan være, at bøndernes bygninger blev opført uden anvendelse af jordgravede stolper, og at man i stedet byggede træhuse i bulkonstruktion, dvs. at tømmeret var anbragt vandret på jordoverfladen eller hævet på en stensyld. Men man kan dog med sikkerhed sige, at bopladserne har været små og formentlig kun har bestået af et enkelt eller nogle få huse.39
Selv om der er megen usikkerhed om husenes udseende, er der dog tegn på, at man i enkeltgravstiden også i Jylland opførte stolpebyggede, rektangulære langhuse, som man gjorde det på Bornholm. Et enkelt sted, ved Hemmed Kirke på Djursland,40 har man fundet et sådant, det stammer fra den allerseneste del af perioden. Huset var orienteret i retningen øst-vest og var 16 m langt og 6 m bredt, gavlene var let afrundede. Tagåsen var båret af tre midtsuler, der stod med en indbyrdes afstand af 5-6 m. Væggene var sat af kraftige stolper med 2 meters mellemrum. En enlig svale er dette hus, men den giver dog et fingerpeg. Og selv om bopladsfundene fra enkeltgravstiden er få og spredte, kan man ud fra det samlede fundbillede slutte, at arealudnyttelsen var omfattende, og at befolkningen har været talrig.
Er sporene efter bøndernes bopladser spinkle, så gælder det samme også sporene efter det landbrug, de levede af. Om det korn, som groede på deres marker, kan vi kun sige, at byg formentlig var den foretrukne kornsort.41 Det har fund af kornaftryk i lerkarrene og forkullede korn fra bopladserne vist.42 På en boplads ved Mortens Sande i Lodbjerg sogn ved den vestligste ende af Limfjorden fandt man ved at slemme sandjorden henved 300 forkullede korn. Ikke meget, men nok til at vise, at det var nøgen byg, som herude i det vestlige Jylland havde været den foretrukne afgrøde.43 Også andre iagttagelser har vist, at byg i det 3. årtusinde f.Kr. blev dyrket hyppigere end hvede.44
Dyreknogler er også kun meget sjældent fundet på tidens bopladser. Derfor ved vi heller ikke meget om sammensætningen af husdyrholdet. Fund fra enkelte bopladser45 viser, at kvæget har været holdt både for kødets og mælkens skyld. Sikar til ostefremstilling er således kendt fra enkelte fund.46 Fåreholdet var tilsyneladende ret begrænset, dyrene har først og fremmest været til produktion af kød, ikke til uld. Om tamhesten også har været kendt er uvist, men ikke meget sandsynligt. Der er tegn på at hesten først blev tæmmet i det, der nu er det vestlige Rusland omkring 3000 f.Kr.,47 men der er ingen klare tegn på, at den blev redet så tidligt. I Europa er der ikke noget entydigt bevis for brugen af tamheste før bronzealderen.48
Et glimt af bøndernes livsform får man på en lille boplads, der lå på Kalvø i Norsminde Fjord i Østjylland.49 I stenalderen var det en lille ø, den var kun 200 m i tværmål og lå omkring 500 m fra kysten. Her boede i enkeltgravstiden en lille gruppe mennesker, måske kun en enkelt familie, som formentlig kun holdt til her en kort del af året. Stedet egnede sig glimrende til fiskeri, ikke blot i fjorden, men også ude i Kattegat, og der var fine muligheder for at samle østers og muslinger. Havjagt på gråsæler kunne man også drive, men der blev også nedlagt andre dyr såsom odder og bæver. Ikke desto mindre kom hovedparten af det kød, man fortærede, fra kvæg og svin, som formentlig levede på øen. Den var også fortrinlig egnet til sommergræsning. Dyrene blev slagtet i en ret ung alder, mellem 2 1/2-3 år. Det tyder på, at de fortrinsvis blev holdt for kødets skyld.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.