Danmarks Oldtid

Det store landnam

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Landskabets forvandling foregik ikke på samme måde overalt i landet, dertil var jordbundsforholdene for forskellige. På Vestjyllands magre jorder forårsagede menneskene ved enkeltgravstidens begyndelse en kraftig skovødelæggelse.2 Samtidig begyndte lyng- og græsarealer at brede sig. Det bekom landbruget godt, for de åbne, vestjyske skove gav gode muligheder for husdyrgræsning med græs som det vigtigste foder om sommeren og lyng om vinteren.3 Man vedligeholdt endda lyngområderne ved at afbrænde dem med jævne mellemrum. Lyngen spirer nemlig særdeles rigeligt efter en afbrænding og bliver efter nogle få år altdominerende. For stenalderbønderne betød det, at de kunne indsamle rigeligt vinterfoder til husdyrene, eller i snefattige år lade dyrene gå ude og selv finde føden om vinteren.4

Den kraftige udnyttelse af landskabet var formentlig resultatet af forbedrede landbrugsmetoder og et stigende befolkningstryk, som vedblev helt frem til slutningen af bondestenalderen. I pollendiagrammerne kan man også se en lille stigning i dyrkningen af byg, men der er næppe tvivl om, at det var husdyrholdet, der var hjørnestenen i de vestjyske bønders landbrug i enkeltgravstiden.5

Også i Nordjylland skete der ved enkeltgravstidens begyndelse en pludselig og voldsom skovrydning. Hasselbevoksningerne svandt kraftigt i omfang. Til gengæld bredte græsningsområder sig med en bevoksning af vilde græsser, lancetbredet vejbred og mange andre urter. Det gamle kratlandbrug blev efter alt at dømme ret pludseligt afløst af et landbrug, som var baseret på store, åbne græsningsarealer.6 Det samme var tilfældet på Djursland, hvor der ud over en omfattende skovrydning i enkeltgravstiden7 også skete nye rydninger i bondestenalderens sidste fase.8 Længere sydpå på halvøen, på Haderslev-egnen, ved østgrænsen for de vestjyske hedesletter, skete en tilsvarende, men ikke helt så voldsom udvikling med mere begrænsede skovrydninger.9

I det 3. årtusinde f.Kr. førte bøndernes indgreb i skoven til, at nye landskabsformer opstod. Åbne græsningsarealer begyndte at brede sig omkring bosættelserne. Den samme, gradvise forvandling af landskabet skete over store områder af Nordeuropa.

I Østdanmark og Skåne var rydningen af skovlandet tilsyneladende ikke så kraftig som i Jylland.10 Nogle steder er der dog vidnesbyrd om mere omfattende indgreb i skovene.11 Lindeskoven begyndte at vige til fordel for en skov af eg, elm, ask og hassel. Ligesom i Jylland var formålet med rydningerne at skaffe græsningsarealer til husdyrene. Andre steder på øerne ser man derimod en tilbagegang for hasselbevoksningerne og en genetablering af lindeskoven på overgangen til enkeltgravstiden.12 Det viser, at nogle områder, som tidligere havde været brugt til landbrug, var blevet opgivet og forladt af bønderne.

De kraftigste ændringer af skovlandet ser således ud til at være sket især i de vestlige egne af landet. Det er også her, man kan få et lidt mere detaljeret billede af de landskaber, der omgav bosættelserne, bl.a. ved pollenundersøgelser af jorden under de gravhøje, som lå ikke langt fra menneskenes boliger.13 Her kan man følge, hvordan det naturlige skovland helt tilbage i begyndelsen af det 4. årtusinde blev forvandlet til birkeskov, som blev brugt til græsning i et svedjelandbrug, baseret på en rotation inden for snævrere områder. Sidst i årtusindet blev gravhøjene bygget på områder, hvor små hedestrækninger var begyndt at brede sig i det naturlige skovland. De kunne udnyttes til husdyrenes græsning. Det blev de også i enkeltgravstiden, hvor højene blev bygget i et landskab med en stadigt mere spredt skovbevoksning og med hedearealer, der voksede i omfang. Den samme slags landskaber kunne man finde over store strækninger længere mod syd, i Nordvesttyskland og Holland.

Bag de store forskelle i det danske landskabs udseende gemte der sig nogle lige så dybtgående forskelle i menneskenes måde at leve på. Igennem det 3. årtusinde f.Kr. forløb udviklingen i Jylland på mange måder anderledes end i de østlige dele af landet. Bornholm og de sydlige dele af Sverige fik også sit helt eget præg. Det samme gjorde Fyn, Sjælland og de omkringliggende øer. Og i Jylland udviklede de nordlige egne et klart særpræg i forhold til de midterste og sydlige dele af halvøen. De forskelle mellem landets enkelte egne, der nu tegnede sig så tydeligt, skulle få betydning langt frem i tiden. I dem lå i virkeligheden kimen til det nye samfund, der skulle vokse frem i det 2. årtusinde f.Kr.

Den gennemgribende forvandling af stenalderbøndernes livsform skete ret hurtigt – i hvert fald i de vestlige dele af landet. Så hurtigt, at forskningen førhen mente, at der måtte være tale om en indvandring af en helt ny befolkning. Enkeltgravsfolket kaldte man det. Havde en sådan indvandring fundet sted, ville det have betydet, at den gamle og den nye befolkning i begyndelsen havde levet side om side med hinanden. Det var imidlertid næppe tilfældet; det har de naturvidenskabelige kulstof 14-dateringer vist. De viser nemlig, at de fund, der stammer fra enkeltgravstiden, så at sige alle er senere end de fund, der stammer fra den ældre bondestenalder. Skellet mellem de to epoker ligger i tiden omkring 2800 f.Kr.14

Men forvandlingen af det gamle bondesamfund tidligt i det 3. årtusinde f.Kr. er ikke desto mindre en af de mest omdiskuterede begivenheder i oldtidshistorien, ikke blot i Danmark, men over hele det store nordeuropæiske lavlandsområde. Vi skal senere se, hvordan forestillingerne om en indvandring fik den ældre forskning til at udkaste dramatiske teorier om, at „beredne, øksesvingende nomadestammer“ ved begyndelsen af enkeltgravstiden var indvandret til Jylland, „hvor de hurtigt blev herre over den centrale og vestlige del af halvøen“, som man udtrykte det.15 I første omgang vil vi dog hæfte os ved, hvad det var for processer i bondestenalderens samfund, der ledte frem til forvandlingerne af landskabet og menneskenes kultur i det 3. årtusinde f.Kr.

Hidtil har vi set, hvordan den gamle bondebefolknings indgreb i skoven efterhånden havde skabt mulighed for en langt bredere udnyttelse af omgivelserne.16 Med indførelsen af ploven var det f.eks. blevet muligt at intensivere kornavlen. På samme tid udvidede man også husdyrholdet. Det skabte igen et behov for de større græsningsområder, som vi netop ser opstå i begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr. Det er blot nogle af de udviklingstræk, som med tiden ledte frem til den livsform, der blev dominerende i de følgende århundreder.

Men også socialt set var der foregået en udvikling igennem bondestenalderens første årtusinde. Det store megalitbyggeri og brugen af de store samlingspladser var ophørt. I stedet var der, i hvert fald i de vestlige dele af landet, opstået rituelle adfærdsformer, som lagde mere vægt på det individuelle end på det kollektive. De jyske stendyngegrave var et første eksempel herpå.17 Og der er ikke tvivl om, at man kan se de samme tendenser, dvs. en forskydning i gravkulten fra det kollektive i retning af det individuelle, over store dele af det nord- og centraleuropæiske område. Bondestenalderens samfund i Danmark levede ikke i isolation, de var dybt afhængige af de forandringer, der skete hos folkeslagene længere mod syd.

Var man i tiden efter 2800 f.Kr. rejst igennem det europæiske kontinent, ville man nok have kunnet fornemme store forskelle imellem de enkelte regioner – men også generelle ligheder. I Vesteuropa ville man have bemærket, at de gigantiske megalitiske monumenter, som byggede på en stærk samfundsorganisation, var ophørt med at fungere på traditionel vis, og ingen nye kultcentre blev bygget. De samfundsmæssige og religiøse forandringer må have været meget omfattende på den tid.

Med enkeltgravstiden begyndte et nyt element at præge landskabet: gravhøjene. I dem blev de døde begravet enkeltvis. Det var en stor forandring i forhold til de gravskikke, man havde praktiseret tidligere. Det er kun få steder, at man i dag kan se enkeltgravshøjene ligge i landskabet som på dette gamle fotografi fra Almind i Midtjylland.

Drog man længere østover på det europæiske kontinent, ville man over et vældigt område, der strakte sig fra Nordsøen og Sydskandinavien helt over til de russiske stepper og ned i Centraleuropa, have kunnet se en lang række lighedstræk imellem de enkelte samfund. Man kunne f.eks. se, hvordan menneskene boede spredt i landskabet i små enheder, og hvordan kvægholdet var en afgørende del af deres livsgrundlag.18 Man ville også have bemærket, at de store samlingsanlæg, som førhen spillede så vigtig en rolle i samfundslivet, var forsvundet. Og man ville desuden have set, at de døde nu fortrinsvis blev begravet i enkeltmandsbegravelser. I den arkæologiske faglitteratur kalder man alle disse samfund for „snorekeramiske“, fordi mange af dem brugte at dekorere deres keramik med mønstre fremstillet af snor, der var trykket ind i det våde ler. I mange af samfundene kunne man finde træk, som gentog sig i enkeltgravstidens bondesamfund i Jylland.19

I Holland og Nordvesttyskland f.eks. begyndte bønderne nu, ligesom i Jylland, at bosætte sig i tidligere tyndt befolkede områder. Og de begyndte at anlægge grave, der meget lignede de plankekister, man kender fra Jylland. De døde blev anbragt i sovestilling, kvinderne blev gravlagt med hovedet i øst, mænd med hovedet i vest, ofte med en stridsøkse som gravgave.20 På samme måde kunne man i Mellemtyskland se, at bønderne, samtidig med enkeltgravstidens begyndelse i Danmark, begravede deres døde i småhøje, også her lagt i sovestilling, således at mændene havde hovedet i vest, og kvinderne hovedet i øst. Stridsøkser af en karakteristisk facetteret form blev ofte givet som gravgave til mændene, ligesom man gjorde det i Jylland. Gik man længere mod nord, til Mecklenburg-Vorpommern, så man derimod en mere umærkelig overgang til de nye tider, ganske som vi kender det fra Østdanmark.21 Men fortsatte man videre østpå, fandt man igen generelle ligheder over store områder. I Polen f.eks. blev enkeltmandsbegravelser almindelige på samme tid som længere mod vest. Man anlagde både grave med og uden høj, og stridsøkser blev tit lagt i mandsgravene.22

Også i Sverige og Norge kunne man se store forandringer samtidig med enkeltgravstidens begyndelse i Danmark. I Sydnorge og Mellemsverige udviklede befolkningen en blandingsøkonomi baseret på fiskeri, sæljagt og svinehold.23 Det er tænkeligt, at den nye kystbundne livsform hang sammen med en klimaforandring i begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr., som forringede mulighederne for landbruget. Vi skal senere se, at denne forandring også fik betydning for forholdene i Danmark.

I Skåne, Blekinge og på Bornholm skete der også store forandringer. Landbruget skiftede karakter, og ligesom i Vestdanmark begyndte man at foretage individuelle begravelser. Overgangen til de nye tider skete dog knap så hurtigt som i Vestdanmark.24 Og i modsætning til Jylland var enkeltbegravelser under høje ukendt. Man begravede de døde, ligesom i det østlige Europa, i sovestilling enkeltvis eller to sammen under flad mark i retningen nord-syd med ansigtet mod øst. Gravgaverne var flintøkser og mejsler, sommetider også stridsøkser og lerkar. Men ligesom i Østdanmark foretog man også hyppigt efterbegravelse i dysser og jættestuer. På Bornholm, i Sydøstskåne og på Öland begravede man de døde i stenkister eller kistelignende konstruktioner, en skik som man fastholdt helt ned i bondestenalderens slutningstid. Stenkisterne kunne man finde liggende samlet på små gravpladser.25

Hvordan skal vi da forstå de fællestræk, der gjorde sig gældende over så store områder? Det afhænger af, hvordan man forstår oprindelsen til disse fænomener. Tidligere forklarede man de mange fællestræk som resultatet af en stor folkevandring. Man mente, at den udbredte brug af stridsøkser, snoredekoreret keramik og visse andre lerkarformer samt skikken med at begrave de døde i enkeltmandsbegravelser, hvor den døde lå i sovestilling, var et fælleseuropæisk fænomen, som kun kunne skyldes indvandringen af et nyt folk. Hvor folkevandringen var udgået fra, var man ikke enig om. Nogle pegede på Nordtyskland eller Jylland, andre på Mellemtyskland og andre igen på det sydøstlige Europa og de sydrussiske steppeområder. Mange mente også, at det var den indvandring, der havde spredt de indoeuropæiske sprog ud over Europa. Det forhold skal vi senere vende tilbage til.

Med tiden er det imidlertid blevet klart, at der ikke findes ét område i Europa, hvor alle disse fællestræk er til stede på samme tid.26 Og dertil kommer, at man heller ikke kan forklare, hvad der skete med den tidligere befolkning, efter at den formodede indvandring havde fundet sted. Jo flere regionale studier, man har foretaget, jo mere har det vist sig, at den udvikling, der satte ind tidligt i det 3. årtusinde f.Kr. med begyndelsen af den yngre bondestenalder, havde lokale forudsætninger. I det vestlige Midtjylland f.eks. stammede enkeltgravene med stridsøkser fra et landbrug, der var rykket ind på tidligere tyndt befolkede områder. Man har kaldt stridsøksefolket for de første hedebønder, men deres landbrug har formentlig lignet det, man udøvede i Nordvesttyskland og Holland. I deres gravskikke optog disse bondesamfund træk, som på samme tid fandtes over store dele af Europa.

I Østdanmark slog det nye livsmønster i begyndelsen ikke rigtigt an. Her var man mere traditionsbunden og fortsatte f.eks. med at begrave de døde i gamle storstensgrave. Stridsøkser kom først sent i brug som mandens statussymboler. I øvrigt svarede forholdene på de danske øer til dem, man fandt på den anden side af Østersøen, i Mecklenburg-Forpommern.

Hvad der skete tidligt i det 3. årtusinde, dvs. i tiden efter ca. 2800 f.Kr., var dels nogle endnu ikke helt klarlagte erhvervsmæssige og kulturelle ændringer i de gamle landbrugsområder, dels nogle nyskabelser i yderkanterne af disse, hvor nyt land blev inddraget i landbrugskulturen. Over store områder var man forbundet med hinanden gennem et udstrakt netværk af kontakter, der bragte materielle fornyelser og nye ideer fra egn til egn, ganske som det også tidligere havde været tilfældet.

I Vestdanmark var fornyelsen særlig tydelig. Man har endog talt om, at den medførte, at befolkningen udviklede en særlig etnisk identitet, baseret på f.eks. særlige gravritualer med det formål at adskille sig fra den gamle bondekultur i de nordlige og østlige dele af landet.27

Noter

2: S.Th. Andersen 1993a, 1998.

3: B. Odgaard 1990, 1991.

4: B. Odgaard 1981, 1986.

5: B. Odgaard 1991, s. 205.

6: S. Th. Andersen 1995.

7: J. Troels-Smith 1942.

8: B. Aaby 1985, 1988.

9: B. Aaby 1986b, 1988.

10: L. Larsson 1993b.

11: Bl.a. i Næsbyholm Storskov ved Tystrup Sø i Sydsjælland, se S. Th. Andersen 1991a.

12: S.Th. Andersen 1993a.

13: S.Th. Andersen 1998.

14: Kulstof 14-dateringerne viser dog en ganske lille overlapning mellem den såkaldte Store Valby-fase og den tidligste del af enkeltgravstiden, den såkaldte undergravstid, se Malmros & Tauber 1975; K. Davidsen 1980; K. Ebbesen 1997a.

15: Teorien har sidst været diskuteret af bl.a K. Kristiansen 1989; L. Larsson 1993b; C. Damm 1993.

16: M. Midgley 1992, s. 490.

17: C. Damm 1993.

18: Lichardus & Lichardus-Itten, 1985, s. 485 ff; M. Midgley 1992, s. 488 ff.

19: K. Ebbesen 1997a.

20: K.W. Struve 1955.

21: J. Jacobs 1991.

22: Z. Krzak 1976.

23: G. Burenhult 1999, s. 317 ff.

24: Man taler i svensk og norsk arkæologi om „bådøksekulturen“, opkaldt efter den karakteristiske stridsøkse fra mandsgravene, Se: M.P. Malmer 1975; G. Burenhult 1983, 1999.

25: C. J. Becker 1986.

26: K. Ebbesen 1997a.

27: C. Damm 1993.

Afsnittet Det store landnam er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Med enkeltgravstiden begyndte et nyt element at præge landskabet: gravhøjene. I dem blev de døde begravet enkeltvis. Det var en stor forandring i forhold til de gravskikke, man havde praktiseret tidligere. Det er kun få steder, at man i dag kan se enkeltgravshøjene ligge i landskabet som på dette gamle fotografi fra Almind i Midtjylland.

© Dette billede må du ...

I det 3. årtusinde f.Kr. førte bøndernes indgreb i skoven til, at nye landskabsformer opstod. Åbne græsningsarealer begyndte at brede sig omkring bosættelserne. Den samme, gradvise forvandling af landskabet skete over store områder af Nordeuropa.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarks Oldtid

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
gravskikke
Den mest udførlige beskrivelse af en nordisk beg ...Artikel i Nordisk Mytologi
indvandring
immigration , varig flytning til et andet land ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
JJe
09/07/2012
  • Læst 902 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki